Drustrups Bogblog

Fra bogens bagside:
Thomas Winding havde en stemme, som alle mennesker holdt af at lytte til. Når han fortalte historier, hvad enten det så var hans egne eller dem om Emil fra Lønneberg eller Alfons Åberg, hørte folk instinktivt efter og blev indhyllet i roen og fortælleglæden fra hans røst. Men egentlig ville han være kunstmaler og gå forbillederne Picasso og Matisse i bedene. Imidlertid kom tilværelsen ham i forkøbet, og i stedet blev det til et liv som først mediemenneske og siden forfatter.

Thomas Winding revolutionerede tv-mediet, inden det for alvor havde fundet sine ben i midten af 1960’erne. I monopolets tidsalder skabte han seje Super-Carla, der kunne trylle, at en stor gul bamse blev en del af danske børns indre og ydre liv. Men selv om han i løbet af sin karriere lavede noget af det bedste børnefjernsyn, brød han sig ikke synderligt om det flygtige medie. Faktisk fandt han tv både fjollet og lidt til grin. Han endte på Ærø som glad kunstmaler og børnebogsforfatter med hunden Mester som diskussionspartner.

Denne bog er en krønike om Thomas Winding. Om hans liv, hans børn, hans fjernsyn, forfatterskab og forhåbninger. Og om den tid og den verden, han var rundet af og talte til og med.

Min tidligere
kollega, bibliotekar emeritus BJARNI ÅKESSON FILHOLM, er denne gang gæsteanmelder. Tak til Bjarni!!

Bjarnis anmeldelse:
Jeg er glad for at have fået muligheden for at anmelde denne bog om Thomas Windings liv og virke.

Det er faktisk sådan, at jeg har ventet på en biografi i papirform om denne et af mine danske forbilleder. Jeg kender til diverse udmærkede dvd-udgivelser om Thomas Winding, men har egentlig gået og undret mig over, at der ikke kom en ”rigtig” bog om ham. Forlaget Politiken og forfatteren Henrik Palle opfylder nu i fællesskab mit ønske.

Og det er en god og veloplagt bog om Thomas Winding, der kronologisk skildrer multitalentets liv samtidigt med en vekselvirkning og kortlægning af hans kunstneriske virke, – dette bliver så elegant suppleret og sat ind i en kulturel sammenhæng med relevante oplysninger om, hvad der ellers foregik i verden i Thomas Windings levetid (1936-2008).

Jeg har altid betragtet Thomas Winding som et yderst talentfuldt menneske, – jeg er bevidst om ikke at udnævne alle mulige og umulige til genier, men i Thomas Windings tilfælde tøver jeg ikke. Jeg har det næsten som en af de personer, der er citeret i bogen. Hun siger: ”Ja, han kendte ikke mig, men jeg kendte ham…”.

Hans stemme er med rette blevet fremhævet, som ganske enestående, fløjlsblød med et elegant roligt taletempo. Men der anes vel også noget provokerende og drillende i den tilsyneladende slentrende og høflige diktion? Det er altid en fordel at have humoren på sin side – og den underspillede virker dobbelt så stærkt. Underlægningsfortællerstemmen til filmene om Emil fra Lønneberg bliver af mange ofte fremhævet som noget enestående Windingsk, som de husker fra deres barndom og ungdom. Denne oplevelse af en venlig stemme fra fortiden er jeg helt med på, men vil dog retfærdigvis stilfærdigt gøre opmærksom på, at den originale svenske fortæller i filmene om Emil fra Lønneberg nu også var temmelig god.

Thomas Windings liv var spraglet og omskifteligt. Han ville gerne – som barn – danse ballet i en kortere periode, han ville gerne male og tegne og senere skrive børnebøger. Og det gjorde han så alt sammen med skiftende intensitet livet igennem, og hvad især børnebøgerne angår også med stor succes og anerkendelse.

Så blev han filminstruktør, lærer på Filmhøjskolen i Ebeltoft, Filmkonsulent og højskoleforstander. Han boede i en stor del af sit liv i København, hvor hans mange kunstnervenner også boede – vekslende med Ærø, hvor han nød freden og forsøgte at finde arbejdsro.

Samtidigt med alt det skabte han – i samarbejde med andre yderst talentfulde kunstnere, som bl.a.: Jytte Abildstrøm, Bodil Udsen, Suzanne Brøgger, Olaf Nielsen, Hans Christian Ægidius, Brian Patersson, Gotha Andersen, Otto Brandenburg, Hauch-Fausbøll og ofte også sammen med sine egne familiemedlemmer og gode venner – de fremragende børne- og ungdoms tv-udsendelser/serier, som han med rette er anerkendt for: ”Lirumlarum”, Super Carla”, ”Blomsterpistolen”, ”Farvel jeg hedder Kurt”,
Tyllefyllebølleby, ”Det har jeg aldrig sagt”, ”Se Hundested og gø” for blot at
nævne nogle af dem, jeg selv kender. Jamen kæreste venner! – hvor jeg nød at se disse tv-serier fra dengang, det var før.

Jeg noterer mig også med glæde, at hans spillefilm ” Revolutionen i vandkanten” fra 1971 for øjeblikket restaureres af en af Thomas Windings eks-hustruer, Busser Winding. Så bliver der engang mulighed for at gense den.

Winding og kvínderne: Han blev gift og skilt mange gange og havde efter sigende mange udenoms-amorøse affærer. Han må have haft voldsom kvindetække. Jeg hæfter mig ved, at han blot ved at gå iklædt kedeldragt i en periode startede en mode blandt kvindelige ansatte i TV-byen, som også iklædte sig kedeldragter med bælterne spændt stramt om taljen. Windings interesse for det erotiske ses også af hans pornografiske romandebut: ”En historisk oplevelse. En nostalgisk porno i anledning af Københavns fødselsdag”. (1967). En efter datidens moralbegreber dristig og uartig sag.

Thomas Winding fik mange børn, alle dygtige og begavede på hver deres måde. Af bogen kan man forstå, at han ikke altid havde tid til dem, da hans fokus var andetsteds. Da han blev ældre, ændrede det sig til det bedre.

Som ungt menneske i 1960’erne og 1970’erne betragtede jeg ham som en begavet våbenbroder, som på en elegant og humoristisk facon stillede spørgsmål ved det vante og gængse. Hvorfor gør man sådan? Hvem har bestemt det? Kunne man overveje at gøre det på en anden måde? Hvis man fandt det omgivende samfunds normer begrænsende uden rigtig selv at kunne formulere, hvori det snærende lå, så trådte Thomas til med sin filosofiske crazy-komik og stillede sine tilsyneladende uskyldige spørgsmål
til det allerede vedtagne.

Anarkisme, og mistro til autoriteter blev udfordret via gakkede fortællinger. Ikke noget med udmattende politiske venstre- eller højreorienterede argumenter. Næ, Thomas Windings rebelskhed var langt mere forfinet og universel. En slags sofistikeret nonsens-logik, måske?

Hans stemme var vigtig, – fortællingernes rolige fremadskriden ligeså. Det var jo lige der i spændingsfeltet mellem de to elementer, at magien og den euforiserende humor opstod.

Jeg kunne lide hans satiriske form for løjer, den kulsorte humor som lidt efter lidt antagelig var med til at ændre meningsdannelsen hos bestemte samfundsgruppers stivnede moralopfattelse og selvpåførte etikette-slaveri. Det vil jeg gerne tro.

Henrik Palles udmærkede bog om Thomas Winding har jeg været glad for at læse. Den er illustreret med fotografier af kunstneren, hans hustruer, børn og venner. Der er også en del malerier, som alle peger hen mod Thomas Windings snurrige visuelle begavelse. Dertil kommer et stamtræ og en værkfortegnelse bagest i bogen.

Efter mine begreber er denne bog sammen med Leonard Cohens (hov, der var da endnu en herre med en karakteristisk stemme) posthumt udgivne ”The Flame” en af de mest vedkommende og læseværdige bøger, der er udkommet i 2018. Derfor får den denne blogs maksimale 5 stjerner.

Henrik Palle
Thomas Winding : En
stemme i tiden
Politikens Forlag,
2018
300 sider

Bogen er modtaget som
anmeldereksemplar fra forlaget

1972: Den venstreradikale bølge fra 1968 virker nærmest idyllisk sammenlignet med den krig, der nu vokser frem mellem Europas sikkerhedstjenester og en mere og mere splittet venstrefløj.

Eric Letang arbejder om dagen som fuldmægtig i Henning Sjöstrands berømte og berygtede advokatfirma, men om aftenen og i weekenderne er han aktiv på venstrefløjen. Hans store kærlighed Gertrude er advokat i Hamborg i et brutalt politisk klima, hvor hun oplever, at hendes venner en efter en sættes i fængsel eller bliver dræbt.

I Sverige arbejder hemmelige agenter efter vesttysk forbillede på at fremprovokere en åben konfrontation mellem “terrorister” og staten, og for den modstandsbevægelse, som Eric Letang er med i, bliver det et farligere og farligere spil.

Samtidig dør den ældre generation af familien Lauritzen, og en ny kommer til.

Først kort om mit forhold til Jan Guillous serie:
Jeg har med stor fornøjelse fulgt med i hele serien lige fra “Brobyggerne” åbnede med et brag. Jeg var fascineret både af de enkelte bøger og af det store romanprojekt. Derfor forsøgte jeg fra dengang af og frem til 2014 at arrangere et forfattermøde med Jan Guillou på Hjørring Bibliotek.

Det lykkedes sommeren 2014, og hele Guillous rigtigt gode oplæg om sit
forfatterskab inkl. baggrunden for serien kan findes her:  blog.drustrup.dk/#post11. Det var kort før bind 4 “Ikke at ville se” udkom – og for en gangs skyld brød Guillou seriens fremadskridende kronologi ved at lade næste bind i serien “Blå stjerne” foregå på samme tid og om de samme begivenheder, men med det hele set fra 2 forskellige vinkler. Efter min mening var det et genialt fortælleteknisk træk, der viste Lauritzen-familiens forskellige grundholdninger.

Efter disse bind begyndte handlingen at bevæge sig frem til den tid, Jan Guillou selv har en bevidst hukommelse fra, og det kan ses i de to følgende bind, som jeg har anmeldt på min blog: “Ægte amerikanske cowboybukser” – blog.drustrup.dk/#post13 og “1968” – blog.drustrup.dk/#post108.

Det har betydet, at beskrivelserne ikke længere udelukkende baserer sig på omfattende research, men nu også på Guillous egen hukommelse og oplevelser. Derfor har de to bøger – og den nye som jeg anmelder herunder – i nogen grad også ændret stil. Det gælder især “1968” og den nye, hvor forholdsmæssigt lange passager beskriver holdninger i og stridigheder blandt venstrefløjens fraktioner. Det har givet blandede anmeldelser, hvor flere har ønsket stilen fra især bind 1 “Brobyggerne” tilbage.

Sådan har jeg det ikke! Jan Guillous formål er fra sit udgangspunkt at beskrive de forskellige epoker i de hundrede, den er planlagt at dække frem til 11. september 2001 med World Trade Center. Og tiderne skifter undervejs, så beskrivelserne af en familie, et land, en region og politiken må nødvendigvis være forskellige fra omkring 1900 og til 1970’erne.

Vel er der store forskelle mellem de nu første 8 bind i serien, men overordnet set er serien “Det Store Århundrede” en efter min mening genial serie, der vil stå som et hovedværk i nordisk litteratur. Det er en indsats fra Guillous side, der burde udløse litterære priser af højeste karat, selv om han sikkert ikke selv ville ønske det.

Derfor:
Læs HELE serien og således også den helt nye “Dem der dræber drømme sover aldrig” – der for mig står som en af seriens allerbedste bøger!

Min anmeldelse af denne bog:
I denne bog spiller både politiske rænkespil, dramatiske begivenheder, korrupte medier og personlige tragedier centrale roller, men sandelig ikke uden humor af forskellig art. Selv om berufsverbot, terrorgrupper, modstandsbevægelser, ulovlige overvågninger, brutale politifolk, juridiske spidsfindigheder, stridende venstrefløjsgrupperinger og internationale politiske sager danner baggrunden for bogen og tiden, så er der tale om en roman – og en stærk en!

Gennem det hele går der nemlig personlige røde tråde lige fra familien Lauritzens interne forskelligheder, der bl.a. viser sig i arvesager og familiemøder, og til historien om Jan Guillous egen involvering i afsløringen af en hemmelig efterretningsgruppes ulovlige spionage mod den svenske venstrefløj. Virkelighedens Guillou hedder i bogen Erik Ponti, og virkelighedens tidsskrift Folket i Bild/Kulturfront hedder Folkets Avis i bogen. Sådan er der helt sikkert mange flere nøglereferencer, men det er ikke afgørende for læseoplevelsen at kunne gennemskue dem alle.

Afgørende er det, at Guillous interne og personlige viden om tiden og engagementet i dens politiske forhold formidles på ualmindelig fremragende vis i romanform. Forhåbentlig vil historien om tiden og dens på mange måder markante begivenheder blive stående endnu stærkere i både nuværende og kommende generationer bevidsthed efter læsning af denne roman. Det er sådan noget, romaner kan. Det er der flere eksempler på.

Jeg kan kun give bogen – og hele serien – mine maksimale 5 stjerner. Havde jeg flere, fik bogen også dem.

Jan Guillou
Dem der dræber drømme sover aldrig
(Det Store Århundrede; 8)
Modtryk, 2018
435 sider

PS:
På allersidste side i bogen dukker der en central hovedperson op fra en af Guillous andre serier. En mand med samme navn som formanden for bestyrelsen i Guillous svenske forlag Piratförlaget.
Gu’ ve’ om han kommer med i seriens kommende bind?!

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogens bagside:
Sportsstjernen Sonja Nordstrøm dukker ikke op, da hun skal lancere sin selvbiografi “Evig Etter” på morgen-tv. Den unge journalist Emma Ramm tager hjem til Nordstrøm for at se, om der gemmer sig en god historie i udeblivelsen. Bag den ulåste hoveddør finder Emma tegn på kamp, men ingen Sonja Nordstrøm. Til gengæld er der klistret et startnummer fast på tv’et. Nummer 1.

Politikommissær Alexander Blix får ansvaret for efterforskningen af Nordstrøms forsvinding. Spor efter hende dukker op forskellige steder, og det hele virker som en nøje udtænkt plan. En morder med sans for dramatik er tilsyneladende.

“Nulpunkt” er den første bog, Jørn Lier Horst og Thomas Enger har skrevet i fællesskab, og det er den første bog om parret Ramm og Alexander Blix.

Min anmeldelse:
Først en tilståelse: Med skam at melde, så har jeg ingen erindring om at have læst en eneste af de to norske forfatteres bøger med hovedpersonerne William Wissing og Henning Juul. Så dem har jeg ikke læst. Derfor er min anmeldelse kun baseret på denne ene bog, som er den første, de har skrevet sammen. Og for min skyld må de garvede forfattere med mange krimier hver for sig meget gerne fortsætte samarbejdet!

Uden at afsløre mere af handlingen end højest nødvendig, så kan jeg fortælle, at det er en ret realistisk historie om folks behov for at blive kendte og endda for enhver pris. De velkendte “15 minutes of fame” er ikke altid nok, så realitystjerner og andre folk i bogen og ude i virkeligheden gør hvad som helst for at blive kendte – også bogens morder. Morderen følger en plan, der først afsløres et godt stykke henne i bogen, og det gør forfatterne så godt, at det er en bog, der læses ret hurtigt. Samtidig er det dog en bog, der ikke glemmes lige med det samme, både fordi den er velskrevet og spændende, men også fordi emnet er ret relevant og aktuelt.

Bogen får 8 sikre krimiskydeskivepoint her og 4 krimihjerter på krimifan.dk (Så gemmer jeg nogle point og hjerter til evt. kommende bøger fra det dygtige forfatterpar)

Jørn Lier Horst & Thomas Enger
Nulpunkt
Modtryk, 2018
392 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget

Fra bogens bagside:
Joseph King er undsluppet det topsikrede fængsel i Mansfield. Nyheden om en morder på fri fod spreder sig som en løbeild, og politichef Kate Burkholder og hendes team er i højeste beredskab. Men dette er personligt for Kate. Hun voksede op sammen med Joseph King, og som teenager tilbad hun den jord, han gik på. Kan den amishdreng, hun engang var forelsket i, virkelig have udviklet sig til en koldblodig morder, der nu har taget sine egne børn som gidsler?

King er bevæbnet, desperat og har intet at tabe. Kate frygter for børnenes sikkerhed og er pludselig fanget med King – taget som gidsel sammen med børnene. Men da han beder om hendes hjælp for at bevise sin uskyld, bliver hun i tvivl; er han uskyldigt dømt? Og hvem har i så fald slået en ung amishkvinde ihjel?

Min anmeldelse:
Siden første bind i serien med det amerikanske amishsamfund har jeg været fanget ind af historierne om den tidligere amishkvinde og nuværende politichef Kate Burkholder.

Det har jeg tidligere skrevet om på min blog i forbindelse med mine anmeldelser af seriens bind 7 og 8 – “Efter stormen” (7) http://blog.drustrup.dk/#post17 – “De ugudelige” (8) http://blog.drustrup.dk/#post105 – så læs mere om den side af historierne der.

Denne bog er nummer 9 i serien, og det rejser for mig det relevante spørgsmål: Er det muligt at blive ved med at finde på nye spændende historier fra og vinkler på det gammeldags og religiøse parallelsamfund amish og med vinkler herfra til det omgivende moderne amerikanske samfund? Svaret er: Ja!

Mens jeg var mere forbeholden overfor bind 7, må jeg sige, at Castillo i dette 9. bind i serien kommer stærkt tilbage. Det er en flot sammenhængende og rigtigt spændende historie, der fortælles. Og igen giver kombinationen af formidling af amishsamfundets regler og den spændende krimihistories dramatik en rigtig god læseoplevelse med både underholdning og viden.

Bagsideteksten fortæller det nødvendige om handlingen, og jeg synes, det vil være forbryderisk at afsløre mere. Gå derfor i gang med bogen – eller begynd forfra i serien for at få det hele med.

Jeg giver bogen 8 point på min krimispændingsskydeskive og 4 krimihjerter på krimifan.dk.

Linda Castillo
På afveje
Hr. Ferdinand (Politikens Forlag), 2018
384 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Her er rækkefølge og forsidebilleder af de første 8 bind i serien – og et forfatterportræt.

Fra bogens bagside:
Axel Steen har lagt sit liv i politiet bag sig og er blevet sikkerhedschef i en international investeringsbank. Han ser frem til sommerferien med sin kone og sin datter, da en betroet medarbejder i banken bliver taget i svindel for millioner. Axel skal fyre ham diskret, og uden politiet indblandes. Det sætter gang i en fatal kæde af begivenheder i en verden, hvor penge er gud, og tavshed er guld.

Samtidig bliver en ung indvandrer med banderelationer fundet myrdet i en kælder under Urbanplanen. Axels gamle kollega Vicki Thomsen leder efterforskningen, og hun kommer under stærkt pres, fordi ingen i miljøet vil tale med politiet. Der er tråde til krigen i Syrien, PET blander sig, og sagen kompliceres yderligere, da det viser sig, at den dræbte har haft hemmelig kontakt til politiet, særligt til én politimand: Axel Steen.

Solo er en rå og mørk krimi om en mand, der er splittet imellem sit drift efter at se retfærdigheden ske fyldest og sit ønske om at beskytte sin familie.

Min anmeldelse:
Bogen er den sjette i serien med Axel Steen som hovedperson, og jeg har med stor fornøjelse læst alle de forrige, hvoraf jeg har anmeldt de fire – senest “Papa” HER http://blog.drustrup.dk/#post93.

(Rækkefølgen i serien er 1: Uro – 2: By, bye blackbird – 3: Akrash – 4: Aisha – 5: Papa.)

Derfor var jeg også fuld af høje forventninger, da jeg fik denne seneste bog i hånden. Og jeg må med stor læseglæde fortælle, at mine forventninger på alle måder blev opfyldt.

Jesper Stein har igen fortalt en spændende, actionfyldt, relevant og aktuel historie, hvor de bærende hovedpersoner – især Axel Steen – og deres personlige problemer og moralske dilemmaer ikke dominerer historien, men tværtimod får de bagvedliggende konflikter og dramaer til at stå stærkere.

Det fungerer rigtigt godt at lade Axel Steen gå solo, forlade politiet og lade ham ansætte i det private, for at han på den måde kan prioritere sin kriseramte familie og det nye skrøbelige ægteskab. Selv mindre erfarne læsere af serien må fra begyndelsen være klar over, at Steen i jakkesæt og i tjeneste for storkapitalen har dårlige chancer for succes, og da hans tidligere kollegas sag med den myrdede indvandrer trækker tråde til Steen, aktiveres hans efterforskningsgen.

Da hans arbejdsgiver samtidig udsættes for både svindel, kidnapning og pengeafpresning, og da han får brug for hjælp fra sine tidligere kollegaer til opklaringen, finder Steen – heldigvis for os læsere – sit gamle jeg frem igen – næsten.

De to sager følges parallelt i krydsklip med skiftende hovedpersoner, og den teknik fungerer her rigtigt godt. Og igen er det tydeligt, at Jesper Stein har herligt skeptisk fokus på PET og deres gerninger.

Så får I ikke mere at vide om handlingen, der holder en konstant stigende spændingskurve, som ender langt oppe på skalaen.

Jeg giver med sikker hånd denne velfungerede, rå, dramatiske og helstøbte krimi 10 sikre point på min krimispændingsskydeskive – et pletskud – og 5 krimihjerter på krimifan.dk

Jesper Stein
Solo
Politikens Forlag, 2018
405 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogens bagside:
(en kombination af den engelske og den danske bagsidetekst. Læs forklaringen hvorfor nederst i anmeldelsen):

Ruth ryster, og det er ikke kun af kulde. Hvem kan have fundet på at begrave nogle lig netop her på et så øde sted? Ligene er bundet sammen og har hænderne bundet på ryggen.

Ruth Galloway tilkaldes, da nogle knogler dukker op af sandet for foden af en klint i North Norfolk, og det viser sig at være 6 lig. Men Ruth har svært ved at fokusere på sagen. Dels er hun netop vendt tilbage efter barselsorlov, dels er det Harry Nelson, der leder efterforskningen, og han og Ruth har et mildest talt uafklaret forhold til hinanden. Det viser sig, at skelletterne har ligget der i flere årtier – sikkert siden Anden Verdenskrig, og de har været skjult her lige siden.

Men da endnu et lig bliver skyllet op på stranden, går det op for Ruth og Nelson, at der muligvis er en morder på spil, der forsøger at skjule en grusom hemmelighed fra krigens tid – og snart er de selv i livsfare. Kan Ruth og Nelson mon nå at opklare sagen, inden endnu et mord finder sted?

Min anmeldelse:
Igen en både spændende, god og hyggelig Ruth Galloway-historie fra den engelske kyst og marsk, hvor ingredienserne bl.a er tidligere tiders misgerninger, områdets geografi, nutidige forbrydelser, det engelske klima, personlige problemer, utroskab, hævn, arkæologi, kærlighed, retsmedicinske indicier, politiefterforskning og relationerne i et lille lokalsamfund.

Selvfølglig er fundet af de 6 lig fra Anden Verdenskrig afslørende for en gammel, lokal hemmelighed, der hænger nøje sammen med nutidige relationer i det lille, engelske samfund. Og selvfølgelig har Ruth Galloway det ikke nemt som enlig mor med et barn med – officielt set – ukendt far. Og faderen har det heller ikke let.

De to handlingsspor er i denne bog ikke vægtet indbyrdes helt optimalt, hvis man tager krimilæsebrillerne på. Der er for mig rigeligt med Ruth samlivsproblemer i forhold til den spændende krimisag med den ikke så fjerne historiske fortid. (Men gu’ ve’ om der kommer endnu et barn i en af de kommende bøger?).

Men fordi bogen både er så herligt hyggelig og samtidig spændende, vælger jeg at give bogen 7 point på min krimispændingsskydeskive og 4 krimihjerter på krimifan.dk. Og jeg glæder mig til især at følge Ruth og Nelson i deres fremtidige krimisager – og knapt så meget deres indbyrdes relationer.

Bogen er 3. del af serien om Ruth Galloway, og jeg har også læst samt anmeldt de første 2: “Pigen under jorden” HER og “Løgnens hus” HER.

Elly Griffiths
Huset på klippen
Gads Forlag, 2018
349 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget

PS:
Når jeg har brugt både den engelske og danske udgaves bagsidetekster i en kombination til den indledende beskrivelse af bogen, skyldes det nogle fejl i teksten på den danske bog. Her står der, at der findes et lig, men det passer ikke. Der findes knogler, og det viser sig at være fra flere lig – i alt 6. Den anden af fejlene er værre og går desværre igen i bogens titel, for huset ved Sea’s End ligger ikke på en klippe, men på en klint. Det er netop en af pointerne i bogen, at der foregår en farlig erosion af kysten. Måske lidt pernitten, men jeg synes, det er en ærgerlig og unødvendig fejl.