Drustrups Bogblog

Fra bogens bagside:
Igennem guiden får du det vigtigste af Peter Wohlleben skovvisdom serveret på en overskuelig, praktisk og underholdende vis.

Du får blandt meget andet at vide, hvordan man orienterer sig i skoven uden kompas og GPS samt hvilke bær, svampe, blade og skud, man kan samle, plukke og spise. Du får de bedste tips til, hvordan man aflæser dyrespor, og hvor og hvornår man bedst kan iagttage de vilde dyr.

Der er forslag til, hvad man kan opleve sammen med børn i skoven, og hvordan man kan tilbringe en uforglemmelig nat i skoven. Endelig fortæller Peter Wohlleben om, hvordan en tur i skoven i henholdsvis februar, maj, august og november kan blive til en helt særlig oplevelse.

Min anmeldelse:
Jeg har læst 2 af forfatterens bøger, der er oversat til dansk, og derfor ville jeg meget gerne læse og anmelde også denne seneste bog. Både “Træernes hemmelige liv” og “Dyrenes hemmelige liv” var fascinerende med deres engagerede formidling i en kombination af personlige erfaringer og videnskabelige fakta. “Dyrenes hemmelige liv” bringer tankevækkende input og dyrs instinkter og reaktioner, og den har jeg anmeldt her http://blog.drustrup.dk/#post103

Jeg synes, det er en rigtig interessant bog, der formidler god viden på en god og engagerende måde. Det har været en stor fornøjelse at få formidlet forfatterens store erfaringer med at færdes i skoven på en livgivende og nysgerrig måde. Den slags oplevelser kan ikke formidles ofte og grundigt nok, så på den måde er bogen super anvendelig. Samtidig er den en fornøjelse at læse.

Min eneste anke er, at bogen har et centralt problem, da den mht. regler for færdsel i naturen udelukkende refererer tyske forhold, når den beskriver, hvad man må i både de private og offentligt ejede skove. Der er reglerne markant anderledes i Danmark, og det synes jeg godt, oversætteren/forlaget kunne have skrevet ind. Det ville markant have forøget bogens brugsværdi i Danmark. Benytter man bogens anvisninger til f.eks. tidspunkter og måder man må færdes på i private skove, overtræder man lovgivningen, og det er ret problematisk.

Når det er sagt, så rummer bogen så mange gode praktiske råd til at opnå fantastiske oplevelser på helt enkel vis, at den bør anvendes bredt i familier, skoler og børnehaver m.v. Forfatteren siger selv, at bogen ikke er et opslagsværk, men en appetitvækker, så lær f.eks at bruge alle dine sanser i skoven og prøv at lave skovtyggegummi.

Bogen får 4 stjerner på trods af min anke om konflikten med lovreglerne om færdsel i danske skove.

Peter Wohlleben
Brugsanvisning til skoven
People’s Presse, 2018
266 sider

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.

Uddrag fra bogens bagside:
Fem kvinder slænger modvilligt en rygsæk over skuldrene og går ind i skoven. Kun fire af dem vender tilbage, og de har hver deres version af historien.

Kvinderne er på teambuilding i den vidtstrakte skov i Giralang Nationalpark i Australien, da kollegaen Alice Russell forsvinder. Efterfølgende er de fire tilbageblivende kun enige om to ting: Ingen af dem så Alice forsvinde, og hun kunne være modbydelig, når det stak hende.

Hvor godt kender du egentlig de mennesker, du er tæt på? Det spørger politibetjenten Aaron Falk sig selv om, da han bliver involveret i sagen om Alice.

Efterforskningen fører Falk ind i den australske skov og tilbage til hans egen barndom, til dengang skoven var offer for en seriemorders hærgen og opslugte en ung kvinde, der aldrig er blevet fundet.

Min anmeldelse:
Da forfatterens første bog på dansk – “Tørke” – udkom, havde jeg (ligesom nu) alt for mange bøger i mine stakke med bøger, der skal læses, så jeg fik på trods af de gode anmeldelser, den fik, aldrig læst bogen. Det fortryder jeg så nu, hvor jeg lige har læst bind 2 i serien. Jeg må hellere få læst den første bog i serien også.

“Skoven” er nemlig rigtig god set fra flere vinkler. Dels er det en spændende og overraskende handling, dels får vi som læser ikke alle svar præsenteret, dels er den godt fortalt/skrevet, dels remset nogle interessante hovedpersoner, og sidst men ikke mindst bringer det os læsere til ikke bare et spændende sted, men også et sted og en natur der spiller aktivt ind i bogens forløb.

Bogen er relativt set ikke på så mange sider. Dejligt – og måske derfor er spændingen intens hele vejen frem til slutningen.

Hvad der er sket, inden teambuldingturen førte kvindegruppen og en gruppe mænd fra samme firma ind i skoven, hvad der skete de dage, kvinderne for vild og mistede en af deltagerne, hvad der efterfølgende sker, og om sagen hænger sammen med den gamle sag, vil jeg på ingen måde afsløre. Derfor må I selv tage på skovtur med bogen.

Velkommen til en af Australiens nationalparker! Også velkommen til et hensyn med Aaron Falk næste gang, han fører os til Australien.

Bogen får 8 sikre point på min krimispændingsskydeskive og 4 hjerter på krimifan.dk

Jane Harper
Skoven
People’s Press, 2018
370 sider

På bagsiden:
Denne bog henvender sig til naturinteresserede mennesker. Den fortæller med tekst og mange billeder om rådyrene og deres levevis året rundt.

Min anmeldelse:
Vigtigheden af første indtryk kan ikke overdrives. Her gør bogen et absolut godt indtryk med sit store format og flotte forside, og det indtryk styrkes ved en hurtig gennembladring – ja så hurtig blev det heller ikke, for opmærksomheden fanges nemt af de rigtigt mange og gode billeder. Det er en flot bog om det smukkeste dyr i den danske natur.

Et mere grundigt kig på bogen – både billederne, der fylder langt, langt mest i bogen, og de korte, præcise og oplysende tekster – gør fascinationen af bogen endnu større. Bogens format og de mange billeder giver indtryk af en rigtig coffeetable-bog, men den er mere end det. Indholdsmæssigt har den absolut substans og god brugsværdi.

Bogen er struktureret i 3 dele: ca. 50 sider om rådyrets biologi og livsvilkår i Danmark, ca. 120 sider hvor rådyrenes liv beskrives måned for måned samt et kort afsnit til sidst om de andre slags hjortevildt. Det lyder måske lidt tørt, men det er absolut ikke tilfældet. Såvel tekst som billeder viser Steen Aggers store fascination af rådyret og glæden ved at opleve det ude i naturen. Det engagement gør bogen levende og

Teksten: Den kortfattede tekst er formuleret enkelt og præcist, men formidler stadig viden, som vil kunne supplere selv garvede jægeres viden og måske korrigere det, de tror at vide. Tekstens præcise formuleringer vidner om forfatterens tidligere udgivelser af rigtigt mange små fagbøger for primært begynderlæsere om især naturemner. Denne bog er bestemt ikke i denne genre, men teksten kan nemmere læses af flere folk, end så mange andre fagbøger om jagt kan. Det er en ubetinget ros, og det gør bogen meget anvendelig til mange formål.

Billederne: De mange billeder udgør langt størstedelen af bogsidernes areal, og set gør bogen til en nydelse. Min eneste anke i den forbindelse er, at der er for mange små billeder med, for en strammere udvælgelse og flere billeder i stort format ville for mig være at foretrække. Størstedelen af billederne er Steen Aggers egne, så jeg kan godt forstå, det har været svært at vælge mellem yndlingsbilleder, men det ville have været en fordel. Det er en mindre anke.

Der er gennem årene kommet mange gode bøger med flotte billeder fra naturen og og med dyr, og denne placerer sig flot i det gode selskab – og kan sammenlignes lidt med Michael Sand: “Sommerbukken – råen og lammet”, der dog ikke dækker hele året og heller ikke har det samme formål og den letlæste tekst.

Mht. billedkvalitet placerer bogen sig som fotobog lige under Michael Sands jagtårbøger og de følgende års udgaver af Jagtbogen. Seneste bog har jeg læst og anmeldt her: http://blog.drustrup.dk/#post121. Endelig vil jeg benytte lejligheden til at nævne bogen “Forsvaret og naturen”, som er den suverænt flotteste og bedste naturbog i mange, mange år!

Steen Aggers flotte bog får 4 flotte stjerner fra mig.

Steen Agger
Danmarks smukkeste – en bog om rådyret året rundt
Forlaget Grimbart, 2018
179 sider – i stort format

Glemte forfattere og
deres lige så glemte bøger i antikvariater, genbrugsbutikker og sommerlandets
bogreoler

Når nu forlagenes udgivelser hurtigt bliver så forældede,
at de måske 1 år efter udgivelsen udfases fra lageret ved f.eks. at blive sendt
på udsalg, og når bibliotekerne ofte automatisk kasserer bøger i vildskab, bare
de ikke har været udlånt i 1, 2 eller 3 år – hvor kan man så som læser
overraskes eller få pirret sin nysgerrighed ved mødet mellem ukendte bøger og
forfattere.

Antikvariater bliver der færre af, og der her har jeg også
tit fundet noget. Genbrugsbutikkerne er andre oplagte steder at gå på
opdagelse, og her har jeg da heller ikke altid kunnet styre mig, selv om der
slet ikke er plads på mine reoler.

Jeg har også oplevet, at feriesteder i ind- og udland –
hoteller, lejligheder og sommerhuse m.v. – kan være interessante steder at gå
på bogjagt. For nylig var jeg nogle dage i en lejlighed nær Hvide Sande, og der
stod der flere bøger, som vakte min interesse. Bl.a. blev jeg helt nostalgisk
over en Perry Mason-bog af Erle Stanley Gardner. Jeg opdagede også – og det er
måske lidt flovt – at W. Somerset Maugham havde skrevet en bog, der hedder
“Knivens æg”. En titel jeg kender bedre som en fremragende bog af
Abraham Verghese.

Det fik mig til at fundere over forfatterskabers
udvikling, hvor kun nogle få bliver stående i folks og det litterære selskabs
hukommelser. Hvem kan huske modtagerne af Nobelprisen i litteratur bare nogle
år tilbage. Og et andet spørgsmål inspireret af feriedagene i det vestjyske:
Hvem pokker er/var A. B. Guthrie, der i 1948 fik udgivet romanen “Højt til
himlen” på Gyldendal, i det som i dag ville været et pænt stort oplag på
5000?

Sagen er nemlig den, at denne bog stod i reolen lige ved
siden af min seng i ferielejligheden, og jeg begyndte at læse i den en aften,
hvor jeg lige havde læst en anden bog færdig. Bare for at se, hvad det var for
en bog. Jeg blev så fascineret af den historie, bogen fortalte i begyndelsen,
at jeg måtte tage bogen med hjem for at læse den færdig.

Det er en dybt moralsk historie fra Det Vilde Vestens USA
i perioden 1830-1843 om den unge mand, Boone, der gør op med sin voldelige og
dominerende far. Han stjæler hans gamle riffel og stikker af for at drage
længere vestpå i sin søgen efter lykke og et nyt liv. Han vil, som der står i
bogen: ”ud og fange Bævere og slaas med
Indianere og leve som en Mand“. Undervejs på Boones farefulde færd
oplever han på egen krop både datidens hårdhændede retssystem, svindlere, andre
eventyrere, indianerludere med gonoré, krigeriske indianere, pelsjægere og
pelshandlere, dramatiske oplevelser i den barske natur – inden han efter
faderens død vender hjem for at lukke familiekapitlet og drager ud i det vilde
vesten igen.

Man kan godt mærke mærkerne efter tidens tand i denne bog.
Ud over at sproget er præget af tiden, og navneordene er skrevet med stort, så
vil bogens stil fra omslag til det moralske indhold være uvant for læsere, der
aldrig har givet sig i kast med 70 år gamle bøger. En del vil helt sikkert
kalde den kedelig og langsom i fortællemåden

For mig var bogen interesant læsning, og bogen vil stadig
være oplagt læsning for alle dem, der har leget “cowboydere og
indianere” som børn og har læst den danske serie om Davy Crockett, og som
stadig finder deres virtuelle cowboyhat og seksløber frem, når der er western i
fjernsynet. Andre læsere vil være dem, der er historisk interesseret i tiden og
stedet. For dem vil bogen også være spændende.
____________

FAKTA
Alfred Bertram Guthrie Jr. (1901-1991)

Amerikansk forfatter og historiker, der især var kendt for
at skrive westerns. Han vandt Pulitzer prisen for fiktion i 1950 for romanen
“The Way West”, og han var i 1953 nomineret til en Oscar for
manuskriptet til filmen “Shane” baseret på romanen “Shane – den
tavse rytter” af Jack Schaeffer.

Han debuterede i 1943 som krimiforfatter indenfor
westerngenren, inden han i årene 1947-1982 skrev 6 romaner fra og om det vilde
vesten. Den første “The Big Sky” (1947) er den eneste af hans bøger,
der er oversat til dansk. Desuden skrev han 1974-1989 5 westernkrimier med Sheriff
Chick Charleston som hovedperson.

Kilde: https://en.m.wikipedia.org/wiki/A._B._Guthrie_Jr.

___________

(Forside og titelblad)

Da jeg havde læst denne bog og havde funderet over det
litterære systems glemmekasser, kom jeg i tanke om en bog, som jeg for en del
år siden havde købt antikvarisk, og som jeg genfandt på loftsværelsets bogreol:
Ellery Queen Q-magasinet nr. 1 fra 1955.

Bladet har fysisk form som en paperback og indeholder 7
noveller af varierende længde samt en enkelt krimigåde, der først afsløres
under næste nummer. Ud afvise i alt 8 forfattere har jeg læst noget af de 4,
men kender ikke de øvrige, som måske er gået i glemmebogen. Ganske udmærkede
noveller og ganske underholdende. Det var første nummer på dansk af det
oprindeligt amerikanske tidsskrift, og der udkom kun 3 numre, før forlaget
stoppede udgivelsen.

Det rejser spørgsmålet: Mon der i dag ville være grundlag
for et lignende krimimagasin enten i trykt eller elektronisk form? Interessen
for krimier og kriminalhistorier er i hvert fald lige så stor som interessen
for historie, og i det felt er der netop søsat et tredje magasin.

Moralen for mig er:
Det er ikke alt godt, der er nyt!
Eller:
Det er ikke alt nyt, der er godt!

MEN

Det er heller ikke alt gammelt, der er godt…..

Fra bogens bagside:
Det er midt i 1950’erne. Thomas har inviteret Maj og deres to teenagebørn på hospitalsophold i Järvsö. Det er et flot sted med et godt køkken, og Maj burde være glad. Hvis bare hun ikke gik og var så svimmel.

Maj gør sit bedste for at være godt selskab dér på hotellet. Men da hun under sig selv en ansigtsbehandling hos skønhedsekspert og mærker masken bliver smurt nænsomt ud over panden, kan hun ikke holde tårerne tilbage. Er det bare overgangsalderen, eller er det ængstelsen for Thomas’ problemer med firmaet eller alkoholen? Eller skuffelsen over Lasses forsømmelighed med skolen og Anitas stædige interesse for bøger og film? Måske aner Maj, at store forandringer er på vej, uden hun har magt til at hindre det.

“Liv for hver en pris” er sidste bind i trilogien om den hjemmegående husmor Maj i Örnsköldsvik.

Min anmeldelse
Når nu denne bog er sidste del af en trilogi, er det en god idé ganske kort at friske indholdet de to første bind op. Begge bøger har jeg med stor fornøjelse læst og anmeldt tidligere, og de fik begge mine maksimale 5 stjerner.

“Et barn at føde” følger den 20-årige Maj i hendes første år som gift i slutningen af 1930’erne. En stærk skildring af kvinders livsvilkår og en fortælling om tidsåndens og tilfældighedernes lunefulde måde at styre vores liv på. Læs min anmeldelse HER

“At sørge for sine”. I dette bind 2 er Maj hustru og mor i Örnsköldsvik i 1940’erne og 1950’erne, i en tid hvor husmoderen er et efterstræbt ideal. Læs min anmeldelse HER

Trilogien er som helhed på alle måder en enestående litterær beskrivelse af en tidsperiode på ca. 25 år med fokus på kvindens rolle i familien og i samfundet eksemplificeret gennem en enkelt kvinde.

Dette sidste bind fortsætter og fuldender beretningen om den usikre og uselvstændige familiemor, der på trods af dette og alle odds har en unik styrke, som gør det muligt for hende at klare de store sociale udfordringer og ændringer, hendes familie gennemgår i hele perioden.

Udviklingen i samfundet gør det sværere at drive en virksomhed som den, Thomas har overtaget fra sin familie, og hans arv smuldrer på den måde, og familiens økonomiske situation ændrer sig markant. Det ender bl.a. med at Maj som så mange andre husmødre på den tid også fik arbejde udenfor hjemmet, så familien kan klare sig økonomisk. Børnene er også blevet ældre og i gang med stifte familie, og det er centralt fro især sidste del af bogen.

At trilogien – og også dette afsluttende bind – samtidig er rigtigt gode tidsbilleder fortalt fra en sjældent set vinkel: husmoderens, gør bare bøgerne endnu mere vigtige og læseoplevelsen endnu bedre.

Mht. læseoplevelsen så fortsætter samme helt unikke fortællestil i denne bog, og det er fuldstændigt gennemført. Undervejs er der spring i fortællingens tidslinje, hvor de mellemliggende begivenheder udelades og kun fremgår af de følgende. Mest markant er det, at stort set hele teksten er personernes indre monolog, tanker og overvejelser samt nogle gange replikker med Maj som den helt dominerende stemme. Kun enkelte gange kommer hendes mand, Thomas, til orde i bogen, selv om han på sin vis dominerer historien. På den måde får vi som læsere det hele billede af en situation: de faktiske begivenheder, og det hele beskrives fra én af deltagernes synsvinkel og dennes uudtalte holdninger.

Det giver korte sætninger, der nogle gange er abrupte, men oftest er flydende og umiddelbare, så teksten bliver både gribende og poetisk. Når man som jeg er mere vant til at læse bøger, hvor historien er fortalt grundigt og detaljeret i lange sætninger, hvor alt beskrives udefra, er det sværere at læse denne bog. Det krævede for mig lidt tid at komme ned i læsetempo og at vænne mig til den korte og kondenserede skrivestil, hvor alt skal med for at få fuld nydelse af bogen. Det fortjener bogen, og den investering giver maksimalt udbytte. Bogen er på alle måder en stor oplevelse at læse, og det vil den være for rigtigt mange slags læsere. Prøv selv!

Det eneste, der ærgrede mig, da jeg lukkede bogen efter sidste side, var, at der kun er tale om en trilogi. Dels slutter historien brat, uden at vi som læsere får en afslutning på, hvordan det går med familien i tiden fremover. Dels er især Maj et godt bekendtskab, det er svært at sige farvel til. Selv om det er set, at andre forfattere har ændret på deres oprindelige planer og har udvidet en serie, så er det egentlig helt i bøgernes ånd, at historien slutter på den måde. Trilogien bliver således et nedslag i nogle personers liv med et udsnit af deres historie, og så må vi som læsere selv tænke og snakke videre. Det er bestemt heller ikke så galt, og at læse en bog uden en logisk og afrundet afslutning er heller ikke så dårligt. Slet, slet ikke i dette tilfælde.

Denne sidste del af trilogien kan på ingen måde få færre stjerner end de første 2, så det bliver helt fortjent til mine maksimale 5 stjerner.

Kristina Sandberg
Liv for hver en pris
Modtryk, 2018
566 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Kort sagt synes jeg, at Jens Henrik Jensen med denne bog har overgået sig selv!

Fra bogens bagside:
Krigsveteranen Niels Oxen lever et stille liv i sin lejlighed i Vangede. Han ser frem til hver 14. dag at have besøg af sin søn – men deres forhold er problemfyldt

Da den tidligere PET-chef Axel Mossman spørger, om Oxen kan tage til Jylland og kigge efter en forsvunden gårdejer og tidligere departementschef, siger Oxen først nej. Da han finder på at slå opgaven sammen med en vinterferietur med sønnen, siger han alligevel ja. Gården ligger ved Harrild Hede, hvor der er observeret ulve.

For Niels Oxen bliver den lille overkommelige opgave vejen ind i ukendt terræn, hvor flere slags ulve krydser hans spor og leder ham tilbage til hans gamle makker Margrethe Francks fortid. En fortid, der er langt mere hemmelighedsfuld og farlig, end nogen aner.

Min anmeldelse:
Havde Jens Henrik Jensen været indianer, er jeg sikker på, at ulven ville være hans totemdyr. Den er ihvertfald hans yndlingsdyr nummer 1, som han afslørede ved et træf for bogbloggere kort før udgivelsen af bogen. Det skyldes ulvens egenskaber og se senere i anmeldelsen hvorfor.

Kort sagt synes jeg, at Jens Henrik Jensen med denne bog har overgået sig selv! Gu’ hvor spændende og med et veldrejet og herligt komplekst plot. Det er den korte version.

Bogen er et længe ventet gensyn med den tidligere jægersoldat Niels Oxen, Margrethe Francke fra PET og den tidligere PET-chef Mossman – alle kendt fra de 3 bøger som oprindeligt udgjorde en afsluttet trilogi om den PTSD-ramte tidligere soldat Niels Oxen.

Bogen kan læses selvstændigt, men jeg vil ikke anbefale, at man snyder sig selv for fornøjelsen ved at læse de 3 første bøger. “Lupus” er ikke en direkte fortsættelse af trilogien, men der er tråde tilbage til dem.

Det er en grum historie om selvtægt, politiet og samfundet samt magt og magtmisbrug, og efter forfatterens udsagn er bogen – ligesom Oxen-trilogien – blevet til ud fra hans mistro og skepsis baseret på en klar fornemmelse af, at en god del beslutninger tages på et niveau noget over folkets hoveder.

I bogen er der desuden flere sidehandlinger – bl.a. om Niels Oxens liv med PTSD og forholdet til sønnen, Magnus samt Margrethe Francks baggrund. Selv om de parallelle handlingsforløb og begivenheder ikke umiddelbart ser ud til at hænge sammen, så hænger det hele sammen på bedste vis til sidst. Det er rigtigt godt klaret af forfatteren.

Mange politiske og geografiske detaljer fra det omgivende samfund krydrer og supplerer handlingen aktuelt og historisk. Det bidrager positivt til at fange læserne – som om det er nødvendigt med så spændende et historiekompleks, men rigtigt godt er det. Og så er der nogle rigtigt sjove og interessante bipersoner, der både underholder og bringer historien videre.

Ulve i Danmark – både rovdyret og en hemmelig organisation – samt myterne og den rationelle eller irrationelle frygt for dem begge er en af de røde tråde i historien. Og der er således også flere lag i bogens titel. Ud over henvisningen til organisationen Lupus er Lupus også en del af det latinske navn for ulv, der er ulve i bogen, og der er rigtigt mange af ulvens egenskaber i Oxen – og også i Jens Henrik Jensen. Han fremhæver selv egenskaber som stædighed – eller vedholdenhed – samt tilpasningsevne. Ulvens evner til at indgå i sociale strukturer er dog ikke noget, som Niels Oxen behersker, men det går (måske) fremad for ham.

Dengang jeg på bloggen anmeldte sidste del af trilogien – “De frosne flammer” HER HTTP://blog.drustrup.dk/#post6 – delte jeg ikke point ud, men det gør jeg nu – og endda meget gerne. Bogen får som et pletskud mine maksimale 10 skydeskivepoint her og de maksimale 5 krimihjerter på krimifan.dk.

Og så må vi alle bare vente tålmodigt i 2 år, inden vi hører nyt fra Jens Henrik Jensen, men det gør jeg gerne, hvis ikke det kan være anderledes. (Og er Niels Oxen også med i 2020, gør det ikke noget!)

Jens Henrik Jensen
Lupus
Politikens Forlag, 2018
519 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

PS

Et interview med forfatteren
I anledning af bogens udgivelse lavede jeg i august et interview med forfatteren for både at give ham mulighed for at fortælle om bogen og forfatterskabet og for at skærpe nysgerrigheden og interessen for bogen.

Læs interviewet, der er på 6 sider, og få en introduktion til Jens Henrik Jensens forfatterskab og arbejdsmetode. Hør også om hans holdning til bl.m.a. ulve og t-shirts – og få (måske) svaret på, om der er en 5’er på vej. Hent interviewet som pdf-fil HER

http://drustrup.dk/blog/Jens%20Henrik%20Jensen%20interview.pdf