Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Nele Neuhaus: Ulven

Krimi og spænding Posted on 28 jul, 2018 11:12

Fra bogens bagside:
Hvor meget ved du egentlig om dine nærmeste, og hvem kan du stole på?

En varm junidag bliver liget af en ung pige reddet op af floden ved Eddersheim små 30 kilometer fra Frankfurt at Main. Obduktionen viser, at hun er blevet mishandlet og derefter myrdet. Det mærkelige er, at ingen savner hende.

To uger efter fundet står Pia Kirchhoff og hendes chef, Oliver von Bodenstein, stadig på bar bund i sagen, ikke engang mysteriet om pigens identitet er opklaret. Stemningen er på nulpunktet, da de bliver kaldt ud til et andet tilfælde: En berømt og berygtet tv-vært er blevet overfaldet, måske fordi hun i sin research er kommet for tæt på den forkerte slags mennesker? Om de to sager hænger sammen, er opstil Pia Kirchhoff og Oliver von Bodenstein at opklare i en intens efterforskning, der konfronterer dem med den største brutalitet, de endnu har mødt.

Min anmeldelse
Nele Neuhaus har tidligere fået udgivet to bøger på dansk, og begge er med samme opdagerpar. De har ligesom denne nye selvstændige emner som baggrund for kriminalhistorierne, samtidig med at de alle foregår Taunus-området nær Frankfurt am Main. De udspiller sig her i tætte miljøer, hvor folk kender hinanden gennem mange år, og hvor gamle forhold spiller ind i nutiden. Det er især tilfældet i den første bog på dansk: “Snehvide skal dø”. I den næste – “Den der sår vind” – er temaet desuden vindkraft og placering af vindmøller.

Det er helt umuligt at fortælle ret meget om, hvilket grundlæggende tema denne nye bog har, for det vil være ærgerligt at afsløre ret meget mere af handlingen, end der beskrives på bagsiden

Bare vil jeg sige, at det igen er en velkomponeret historie, Nele Neuhaus har lavet. Tingene hænger selvfølgelig sammen, men sammenhængene og de traumatiske begivenheder bliver først endeligt afdækket sidst i bogen. Ved at afsløre for meget vil jeg ødelægge kommende læseres mulighed for at blive fascineret og fanget ind af historiens dele og bogens spændingsopbygning. Derfor vil jeg heller ikke forklare titlen!

Det er en absolut realistisk og ualmindelig barsk historie, der vil kunne holde opmærksomheden fanget hos rigtig mange læsere, og som desuden udbygger kendskabet til det tyske lokalmiljø, Nele Neuhaus skriver sine bøger ind i. Også situationen for og mellem makkerparret udvikler sig fra bog til bog, og det er også godt skrevet. Alene derfor er det vigtigt at læse bøgerne i rækkefølge.

Her kan jeg så undre mig lidt over, at forlaget ikke har oversat og udgivet de første 3 bøger i serien, der på tysk i alt rummer 8 bind. “Ulven” er nummer 6, mens de forrige var nummer 4 og 5. Det sker forhåbentligt snart – sammen med de næste bøger. Det vil jeg se frem til.

Jeg giver gerne denne bog 8 point på min krimiskydeskive og 4 krimihjerter på krimifan.dk

Nele Neuhaus
Ulven
People’s Press, 2018
475 sider

Her er link til mine anmeldelser af de foregående bøger i serien:

Nele Neuhaus: Snehvide skal dø – blog.drustrup.dk/#post4

Nele Neuhaus: Den der sår vind – blog.drustrup.dk/#post95



Golnaz Hashemzadeh Bonde: Det var os

Alt muligt andet godt Posted on 26 jul, 2018 13:19

Fra bogens bagside:
Nahid møder Masood, den aften hendes familie fejrer, at hun er kommet ind på medicinstudiet. Det er midt under den iranske revolution, og de unge elskende kaster sig ud i frihedskampen. De føler sig udødelige, men de må betale dyrt for deres oprør, og snart er de på flugt fra alt, hvad de kender.

I et venteværelse på et svensk hospital tredive år senere sidder Nahid alene. Hun er vred på sin sygdom, på hospitalspersonalet, på sin datter – på livet. Men hun ved ikke, at der er spirende nyt liv på vej, og måske var alle hendes kampe alligevel ikke forgæves.

Min anmeldelse:
Forlaget karakteriserer bogen sådan på bagsiden: “Et knytnæveslag af en roman om en oprørsgeneration, om mødre og døtre, om tab og afsavn, men også om stolthed og stort livsmod.”

Det er ret præcist og burde give mange lyst til at læse denne gribende og stærke bog. Stærk – fordi den af flere grunde sætter sig spor hos læseren.

Dels er det historien om en generation entusiastiske, håbefulde og politiske engagerede unge i Iran. Deraf følger også historien om de traumer, der udløses, da deres illusioner om frihed brister, og de udsættes for vold og må flygte fra Irans præstestyrede tyranni. Den del af historien fortælles i tilbageblik af bogens hovedperson, Nahid, der flygtede til Sverige. Med til det hører også beretningen om Nahids forhold til sin mor.

Dels er det historien om Nahids aktuelle situation i Sverige, hvor hun har arbejdet som læge. Nu er hun terminalt syg af kræft, og den diagnose gør hende både vred og ulykkelig, så hendes reaktioner er ikke altid de mest positive i forhold til sin familie – bl.a. den gravide datter, men ganske logiske i betragtning af hendes situation. Den del af historien står for mig som den mest gribende.

Men de to dele af historien hænger nøje sammen og fortæller smertefulde erindringer om fortidens betydning for nutiden, om at flygte, om familiebånd, om at være syg og om døden.

Den gribende historie fortælles i en koncentreret litterær form med korte sætninger med indholdet kondenseret på en måde, der gør læsningen til en nydelse og kræver opmærksomhed.

Som det forhåbentligt fremgår, kan jeg ikke anbefale bogen nok og tøver ikke med at give bogen de maksimale 5 stjerner.

Golnaz Hashemzadeh Bonde
Det var os
Politikens Forlag, 2018
204 sider



Anders Roslund & Börge Hellstrōm: Tre sekunder

Krimi og spænding Posted on 19 jul, 2018 11:27

Fra bogens bagside:
Piet Hoffmann lever et dobbeltliv. Et med sin elskede kone og to små sønner, og et andet, hemmeligt, hvor han hver dag risikerer at miste alt. Hoffmann er som svensk politis mest succesrige undercoveragent nået til tops i den kriminelle verden. På ordre fra både politiet og den polske mafia skal han nu forsøge at infiltrere Sveriges sikreste fængsel. Bliver han afsløret, er han lige farlig for begge sine arbejdsgivere. Han er alene og kan ikke stole på nogen.

Kommissær Ewert Grens bliver involveret i Piet Hoffmanns livsfarlige spil uden at vide, hvem han er. Grens bliver tvunget til at vælge, om Hoffmann skal dø.

Kun tre sekunder adskiller liv og død.

Min anmeldelse:
Jeg læste bogen, kort efter den udkom første gang i 2010, og dengang var det vildt spændende læsning, hvor jeg helt frem til slutningen var meget i tvivl om, hvad der skete med Piet Hoffmann. Det var jeg ikke, da jeg læste den igen, nu den blev genudgivet som paperback, men det var alligevel vildt spændende læsning!

Det er en stærk historie om at bruge politiagenter / agent provocateurs. Den beskriver agentens vilkår, personlige omkostninger og den ustandselige fare, de arbejder under. Forbrydernes holdninger og reaktioner, når en agent afsløres, beskrives også, og det er ikke bare for sjov. Værre er det at følge, hvordan alle officielle instanser som politi, anklagemyndighed og politikere fralægger sig ethvert ansvar, og overlader agenten på egen hånd. Og det sker for Piet Hoffmann.

Kronologisk og i korte kapitler følger vi som læsere skiftende personers aktiviteter. Efterhånden tegner der sig et billede af personernes sammenhængende historie, og af hvad der sker. Det gøres grundigt med mange detaljer, men det bliver alligevel hurtigt intenst spændende. Senere kommer der ret meget mere fart og dramatik på historien helt frem til den overraskende slutning. Selv med de mange detaljer, der fylder de truende mange sider, så er det en en bog, der ikke opleves som spor for lang.

Det er på mange måder en brutal bog. Det er den pga. de voldsomme begivenheder, der beskrives i detaljer, men den er det især på den høje grad af sandsynlighed, bogen beskriver bl.a. af den officielle ansvarsfralæggelse. Det er for alvor brutalt. Kombinationen af samfundskritik og en spændende kriminalhistorie står ualmindeligt stærkt.

Bogen er genudgivet i anledning af både en filmatisering af bogen og udgivelsen i juni af fortsættelsen “Tre minutter”. Filmen har international premiere januar 2019, og “Tre minutter” anmeldes snart her. Bøgerne indgår i forfatterparrets serie med Ewert Grens, men udgør en selvstændig trilogi med Piet Hoffmann som hovedperson, idet næste bog i serien, “Tre timer”, udkommer på dansk senere, men med Anders Roslund som eneforfatter pga. Hellströms død i 2017.

Jeg giver med glæde gerne bogen 9 sikre krimiskydeskivepoint her og 5 krimihjerter på krimifan.dk

Anders Roslund & Börge Hellstrōm
Tre sekunder
2. udgave
Modtryk, 2018
612 sider



Herman Koch: Sommerhus med swimmingpool

Alt muligt andet godt Posted on 10 jul, 2018 22:23

Fra bogens bagside:
En lægelig fejl leder til den berømte skuespiller Ralph Meiers død, men hans læge Marc Schlosser er ikke specielt urolig. Han skal godt nok give møde for det lægeetiske nævn, men han forventer at slippe med et rap over nallerne – måske et par måneders suspension.

Men var der overhovedet tale om en fejl? Ralphs kone Judith tror det ikke. Kan der være en sammenhæng med den interesse, Ralph Meier udviste for Marcs smukke kone, Caroline? Eller med de skæbnesvangre begivenheder året før, da familien Schlosser tilbragte en uge i sommerhus ved Middelhavet med Ralph Meier og hans familie?

Min anmeldelse:
På baggrund af tilbageblik til tiden 1 1/2 år tidligere, hvor Ralph Meier første gang opsøgte lægen Marc Schlosser, og på baggrund af beskrivelser af lægens forhold til sit arbejde får vi fascinerende historie om relationerne mellem personerne.

Hen over hele ligger Marc Schlossers kamp for en af sine døtre og hans reaktioner på det, der skete for hende, mens de holdt ferie året før. Det ender nærmest i en efterforskning, men bogen er slet ikke spændingsbog på den måde. Ellers vil jeg ikke afsløre mere af handlingen, som ikke er plotbaseret, men kan karakteriseres som relationsbaseret, hvis der er noget, som hedder sådan.

Bogens personer i begge familier samt øvrige personer er alle fuldt facetteret beskrevet i psykologisk indsigtsfulde beskrivelser af det intense spil mellem personerne. Det sker i en velskrevet, kondenseret og præcis stil og endda på relativt få sider med stor sats. Det er imponerende gjort af forfatteren.

Bogen er intenst spændende på det psykologiske niveau med sin stærkt gribende historie om menneskers relationer og deres konsekvenser, og om hvor langt en forælder vil gå.

Jeg kan på ingen måde give bogen mindre end de maksimale 5 stjerner, og jeg vil anbefale den læst af rigtigt mange. Læs evt. en anmeldelse af bogen her https://litteratursiden.dk/node/83150

Herman Koch
Sommerhus med swimmingpool
People’s Press, 2018
390 sider



Mads Christoffersen: Mord på universitetet

Krimi og spænding Posted on 08 jul, 2018 22:39

Fra bogens bagside:
Universitetets rektor Aage Aalesen bliver fundet død på sit kontor natten efter årsfesten. Han har utallige fjender blandt de ansatte, efter han med støtte fra landets største virksomheder har iværksat en transformation af Universitetet til en effektiv koncern med “Ny Ledelse” som motor.

En rumænsk rengøringsassistent, der er usædvanlig dygtig med en skalpel og ved computertasterne, sætter sig for at opklare sagen sammen med sin nye ven, en gammel 68’er og tidligere medlem af Marxistisk-Leninistisk-Trotskistisk Folkefront.

Et hæsblæsende drama udspiller sig for at finde motiver til mordet. Et blowjob, en slåskamp på herretoilettet og misbrug af offentlige midler peger i vidt forskellige retninger.

Min anmeldelse:
Handlingen helt, helt kort:
Den gamle 68’er i bogen, Carsten Tværbom, danner et umage, men effektivt makkerpar med den rumænske rengøringsassistent Juliana for på egen hånd at afdække og afsløre sandheden bag rektor Aalesens død. En sandhed, som det totalt uduelige politi ikke magter at finde ud af.

Aalesens visioner om et universitet på markedsvilkår og efter forretningsprincipper tages op og skærpes markant af bestyrelsesformand Peter Plowmann, der også er CEO for InsuLab a/s.

Planerne for universitetets fremtid efter salg til kommercielle kræfter og amerikanske kapitalfonde lægges i et tæt samarbejde med regeringspartierne og støttepartiet Nationalistpartiet. Samtidig med at grave i Aalesens mystiske død, kommer Carsten og Juliana takket være deres gamle forbindelser og Julianas uventede evner på sporet af de planer, og så tager sagerne fart.

Forrest i bogen skriver forfatteren, at romanen er “fiktion fra ende til anden. Ethvert sammenfald med virkelige personer eller hændelser beror på tilfældigheder.”

Det er en helt logisk og klassisk fraskriven sig ansvar, men realiteterne må på flere måder være lidt anderledes mht. tilfældighederne.

For det første mht. tilfældighederne:
Bogen er vel ikke en egentlig nøgleroman, men alligevel er det hele vidt ikke tilfældigt. Jeg har helt sikkert ikke fanget alle hints og spor til faktuelle begivenheder, så jeg bringer kun ganske få eksempler. Dels er der på den tilhørende hjemmeside www.mondogrande.dk hints til en faktisk sag, hvor rektoren på Københavns Universitet uretmæssigt fik stillet firmabil til rådighed, og i bogen er det samme sket for den myrdede rektor. Dels er der flere navne, som minder mig om noget – bl.a. advokatfirmaet Gorillasen & Fedtspil, Bingo Bank med de tætte forbindelser til partiet Liberalisterne samt flere andre navne og roller til partier og politikere.

For det andet:
Plottet indeholder også så mange tilfældigheder og pludseligt opståede forhold, at opklaringen virker helt usandsynlig og ulogisk.

For mig at se er det mest interessante i bogen de emner og problemstillinger, som forfatteren tager op – f.eks. økonomisk svindel og hvidvask af penge, universiteternes interne magtkampe, samarbejde mellem kommercielle firmaer og uddannelsesinstitutioner, politiets ulovlige midler i kampen mod revolutionære fraktioner efter 1968, forholdene i Rumænien, det danske politiske systems lukkethed og manglende demokratiske ånd m.fl.

De emner drukner for mig i en uskøn blanding af løst konstrueret krimigåde samt uskarp og overskruet samfundssatire. Forfatterens baggrund i undervisningsverdenen og hans fortid som aktiv i 1968-bevægelsen ligger klart til grund for historien, og det er ganske interessant glimtvis at få præsenteret sager og emner, der er relevante, og hvor historien virker sandsynlig. De emner kunne der helt sikkert skrives spændende bøger om – også som krimier og/eller samfundssatire.

Derfor hænger bogen slet ikke sammen som krimi eller spændingsbog. Den har undertitlen “En 68’er tilbage på sporet”, og i den medfølgende presse meddelelse (bogen er modtaget som anmeldereksemplar) kaldes den for “skæmtekrimi”. Den virker dog ikke som skæmtende på mig, men mere som uforløst satire.

Samfundssatire og spænding er en svær blandingsgenre at begive sig ud i, men det er lykkedes for andre forfattere. Jeg nævner disse meget forskellige bud blandt flere andre: Bjarne Reuter (f.eks. Den iranske gartner), Hans Scherfig samt Peter og Stig Thorsboe (Den svindske affære)

Jeg læste bogen færdig, fordi jeg var interesseret i slutningen, og jeg må sige, at det her er lykkedes lidt bedre for forfatteren. Bogen ender med et stort brag og en epilog, hvor næsten alle ender knytttes, og hvor fremtiden for bogens personer skitseres. Her dukker flere interessante overraskelser op, og slutningen giver bogen et ekstra point, så det ialt bliver til 4 små point (ud af 10) på min krimi- og spændingsskydeskive samt 2 hjerter på krimifan.dk

Mads Christoffersen
Mord på universitetet
Mondogrande, 2018
235 sider



Stuart MacBride: Knoglekræmmerens vals

Krimi og spænding Posted on 30 jun, 2018 00:56

Velkommen til Kludderkorpset…

Det er her, Skotlands politi dumper de udstødte betjente, de helst vil være foruden – betjente som Callum MacGregor, der på grund af en skæbnesvanger beslutning nu sidder i bunden af hierarkiet og skal trækkes med alt rugbrødsarbejdet.

Men da en antik mumie bliver fundet på en losseplads, får Callum pludselig en hovedrolle, da han opdager en forbindelse mellem mumien og tre forsvundne mænd.

Ingen forventer, at Callum og kollegerne kan opklare sagen, men uret tikker, og nogen skal forhindre morderens ofre i at lide en langsom og smertefuld død. Spørgsmålet er blot, om de kan bevise deres værd, før morderen slår til igen…

Sådan beskrives bogen på bagsiden.

Min anmeldelse:
Lige siden jeg første gang læste en bog af Stuart MacBride, var jeg solgt til hans særlige skrivestil, hvor barske begivenheder i det skotske beskrives i en herlig blanding af grotesk og grov humor, fyldt med toporginaler og for en gangs skyld med et relevant mix af hårdt privatliv og et arbejdsliv med uduelige chefer for de centrale personer. At der samtidigt arbejdes med flere sager og problemer på forskellige niveauer håndterer MacBride på fornem vis, selv om det – især i begyndelsen af bøgerne – kan være svært at holde overblikket. Mens vær tålmodig og bliv ved.

Sådan var det, da jeg læste og anmeldte disse bøger af Stuart MacBride:

De første 2 i serien om Ash Henderson: “Hilsner fra de døde” og “En sang for de døde” http://blog.drustrup.dk/#post54

Bind 9 og 10 i serien om Logan McRae:

“De forsvundne og de døde” http://blog.drustrup.dk/#post68

“I den kolde mørke jord” http://blog.drustrup.dk/#post127

OG sådan har jeg det også med denne nye bog “Knoglekræmmerens vals”. Den er ikke en del af en serie, men en selvstændig historie, som ikke bare er fortalt med samme kulsorte humor og voldsomme begivenheder som de andre bøger af MacBride, men som har fået lige en tand mere på alle områder!

Det er der kommet en for mig fantastisk underholdende, velskrevet – på måske lidt for mange sider – og spændende krimi ud af. Velvidende at der er læsere, som ikke kan klare mosten eller eller den komplekse (nogle vil måske sige lidt rodede, men det passer ikke) historie med de mange sidehandlinger. Det klarede jeg fint og var meget, meget godt underholdt hele vejen – spændt smilende!

Ingredienserne er – blandt meget andet:

En gruppe af politifolk, ingen vil samarbejde med, og under ledelse af totalt uberegnelige “Moder” assisteret af sin kræftsyge og underlige næstkommanderende McAdams. Callum MacGregor, hvis forældre og bror blev kidnappet og forsvandt, da han var lille. Han er i kludderkorpset bestående af karrierredræbere og kassationskandidater, fordi han har taget skylden for en fejl som hans kollega/gravide kæreste har begået, Hans makker, den sorte og yngre betjent Franklin, er der, fordi hun ikke fandt sig i sin chefs fysiske tilnærmelser.

En morder, der ikke bare slår ihjel, men vil gøre sin ofre til guder bl.a. ved at røge dem til mumier på samme måder som fisk.

En spøjs rockmusiker, Donny “$ick Dawg” McRoberts (bogens titel er en hans sange), og en vidt berømmet forfatternavne fantasy og gysere for børn, R.M.Travis. I det meste af bogen sker mødet med dem gennem citater placeret i afsnit mellem historiens kapitler og korte afsnit med morderens tanker, men senere i bogen møder vi dem begge.

Den meget voldelige småforbryder Ainsley Dugdale og rigmanden Leo McVey.

En sølle familie med mor og to børn, og hvor den unge mor mishandles af en mand, og hvor MacGregor arbejder aktivt for at redde hende og børnene.

Det er bare nogle af elementerne i bogen, og sammen med de øvrige danner de på fantastisk vis en sammenhængende historie – og så ender det hele med en overraskelse og en (i dette tilfælde) dejlig åben slutning….

Selv om det er en selvstændig bog, henvises der undervejs bl.a. til morderen Birthday Boy fra “Hilsner fra de døde”, og Ash Henderson herfra kunne typemæssigt godt minde noget om Callum MacGregor fra denne seneste bog.

Den får 9 skudsikre point på min krimiskydeskive og 5 fulde hjerter på krimifan.dk.

Stuart MacBride
Knoglekræmmerens vals
HarperCollinsNordic, 2018
669 sider

PS: Læs også et interview jeg på Krimimessen 2017 lavede med den underholdende og velskrivende Stuart MacBride: http://blog.drustrup.dk/#post55



« ForrigeNæste »