Drustrups Bogblog

Anden del af den både spændende og interessante trilogi om vikinger, som denne gang er taget på togt til Middelhavet. En historisk roman. En vikingekrimi.

Fra bogens bagside:
Foråret 868. En flåde på 80 langskibe lægger ud fra Frankerrigets kyst og sætter kurs mod syd. Ombord er Rolf Rapkæft, hans ven Hastein, broder Jarvis og skjoldmøen Ylva – foruden lodbrogsønnerne Bjørn Jernside, Sigurd Slangeøje, Halfdan Hvidsærk og mere end 2.000 andre vikinger.

Målet er det muslimske Spanien, hvor der efter sigende findes god plyndring. Mange byer falder, og skibene fyldes med sølv, men da maurerne går til modangreb, efterlades et enkelt skib i Middelhavet. Og da nogen begynder at aflive mandskabet én for én, må Rolf tage al sin snilde til hjælp for at afsløre den skyldige.

Min anmeldelse:
Første del af trilogien hed “Lodbrogsønnernes hævn”, og den har jeg skrevet om her: http://blog.drustrup.dk/#post116. Heri drog sønnerne til England for at hævne mordet på deres far, og det var bogstaveligt en drabelig historie, som Lasse Holm fortalte baseret på historisk viden og gennem den tilføjede fortæller: den unge Wolf/Rolf Rapkæft.

I denne nye bog samler tre af sønnerne en større flåde skibe og drager ned langs Frankrigs, Spaniens og Portugals kyster, samt videre til Spanien og Italien. Alle steder plyndres, hærges, handles eller dræbes der. Samtidig er der en del interne stridigheder og diskussioner, så turen er på ingen måde et fredeligt krydstogt. Fjenderne er mange, og hvem kan man stole på, når det ikke altid er let at kende vennerne?

Vikingetiden har til alle tider fascineret historisk interesserede, og det er ikke blevet mindre de senere år, og der er kommet en del romaner om tiden. Lasse Holms hører til de bedste, af dem jeg har læst. Dels bliver man som læser klogere på den tidlige vikingetid, og dels er det en spændende historie, der fortælles på fremragende vis.

Da jeg anmeldte bind 1, skrev jeg cirka sådan, og det kan jeg gentage denne gang, for det gælder stadig: Vel myrdes der folk, og der foregår en omfattende efterforskning frem mod afsløringen af morderen og motivet, men er det en krimi. Måske ikke i traditionel forstand, men læs den som en spændende historisk roman.

Ligesom seriens første bind får denne fortsættelse også 4 stjerner som historisk roman, 8 skydeskivepoint som krimi – samt 4 krimihjerter på krimifan.dk

Lasse Holm
Lodbrogsønnernes ran
Politikens Forlag, 2018
396 sider

PS: Bogen er forrest og bagest forsynet med tegnede kort over de besøgte steder og et nutidigt kort over Middelhavsområdet med både de nuværende navne og stednavnene fra bogen/vikingetiden. Det historiske kort på baggrundsbilledet først i min anmeldelse er noget senere, men tjener kun til illustration sammen med et billede fra Krimmessen 2018 af forfatteren på scenen sammen med sine to bøger.

PPS: I et efterskrift beskriver Lasse Holm, hvor han har bøjet de historiske facts lidt, og hvor han har digtet til. Her nævnes Rolf Rapkæft som en faktisk person fra tiden, og der står til sidst, at han også er med i og vil få “mange andre navne i kommende bøger.” Jeg troede, serien sluttede med næste bind i trilogien, som jeg ser meget frem til også at læse, men kommer der flere bind om den tid og med Rolf, vil jeg også hilse dem og ham meget velkommen!

Fra bogens bagside:
Præsten Luke Bowers bliver hurtigt klar over, at Susan Champlain ikke er som de andre turister i Tidewater County. Susan opsøger ham og fortæller, at hendes mand har truet med at få hende til at “forsvinde” på grund af et foto, hun har taget. Besøget gør Bowers så urolig, at han nævner det for sin veninde, politikommissær Amy Hunter.

Samme aften finder man Susan død på stranden. Hunter og Bowers sætter sig for at finde ud af, hvilken hemmelighed Susans foto gemmer. Sporene i efterforskningen leder dem til en række uopklarede mord, til magtfulde kriminelle og til det forsvundne Rembrandt-maleri: Stormen på Genesaret Sø. Men samtidig risikerer de at blive morderens næste mål…

Min anmeldelse:
Jeg var meget begejstret for første bog i serien om det umage makkerpar – præsten Bowers og kriminalkommissæren Hunter – og deres samarbejde ved Chesapeake Bay i det nordøstlige USA i Tidewater County, Maryland. Læs her – http://blog.drustrup.dk/#post123 – hvad jeg skrev om bogen “En særlig form for ondskab”.

Min begejstring er dog kølnet noget med denne bog, og om det er midlertidigt vil vise sig efter de næste bind i serien, som stadig virker interessant, men dette bind 2 i serien virker på mig mere ufokuseret og rodet end den første bog. Det lyder måske som mere negativt, end det faktisk er ment, men når forventningerne er høje, er det nemmere at blive lidt skuffet end positivt overrasket.

Bogens plot med kunsttyveri som det centrale emne er ikke lige så spændende og interessant trods et ret overraskende twist til sidst. Desuden arbejder makkerparret denne gang mere hver for sig, og der er ikke lige så meget gang i den lokale magtkamp mellem sheriffen og Amy Hunter. Samtidig var det sværere for mig at holde overblikket over handlingen og personernes ageren. Resultatet var, at jeg bare ikke blev lige så læseglad, grebet og overrasket som ved læsningen af første bog.

Derfor bliver det “kun” til 7 skydeskivepoint her og 4 krimihjerter på krimifan.dk

James Lilliefors
Stormen
HarperCollins Nordic, 2018
348 sider

Fra bogens bagside:
Kunstkenderen og kvindebedåreren Jérôme Morval bliver fundet myrdet i åen, som løber gennem Monets have i landsbyen Giverny. I hans lomme ligger et postkort med Monets kendte ”Åkander”, hvorpå der står: „Elleve år. Tillykke med fødselsdagen”.

Tre kvinder er tilsyneladende blandet ind i mysteriet: Et ungt, kunstnerisk geni, en forførende landsbylærerinde og en gammel enke, der betragter landsbyens gang fra en mølle ved åen.

De tre deler en hemmelighed. Men hvad ved de om Jérôme Morvals død? Og har dødsfaldet forbindelse til Monets sagnomspundne maleri ”Sorte åkander”, hvis eksistens aldrig er blevet bekræftet?

Min anmeldelse:
Fra begyndelsen afsløres det, at én af de tre kvinder – barnet, lærerinden eller enken – skal dø i løbet af bogen, men hvem? Det er ikke det eneste åbne spørgsmål i bogen, slet ikke. Det er på ingen måde en lineær fortalt bog, men en kompleks og intelligent konstruktion, der fangede mig, forvirrede mig, irriterede mig, forundrede mig og meget mere end det.

Derfor er det en udfordring at fortælle ret meget mere om bogen uden at afsløre for meget og dermed ødelægge læsningen fuldstændigt. Så det vil jeg lade være med. Blot vil jeg sige, at slet intet er, som det i begyndelsen og undervejs ser ud til at være. Det er længe siden, jeg er blevet så grundigt overrasket over slutningen på en bog som med denne. Og alligevel virker løsningen på bogens gådefulde og særlige opbygning fuldstændig logisk og oplagt. Det er skarpt skrevet af Michel Bussi! Det ville jeg gerne have snakket med ham om, da vi mødtes til Krimimessen 2018 (se billedet), men jeg har desværre først læst bogen lige nu.

Jeg giver den 9 skydeskivepoint her på min blog og 5 krimihjerter på krimifan.dk.

Michel Bussi
Sorte åkander
People’s Press, 2018
394 sider

Fra bogens bagside:
En ældre mand findes myrdet, skuddræbt i hovedet på klos hold uden for sit hjem i det sommerdøsige fiskerleje Ronehamn. Det er den tooghalvfemsårige Heinz Meyer, der er død.

Heinz Meyer kom som en af flere sårede tyske soldater til Gotland efter Anden Verdenskrig for at modtage pleje. Siden levede han i over tres år en stille tilværelse i den lille flække på Gotland. Maria Wern bliver sat på sagen om det koldblodige mord og har svært at finde noget motiv til det. Fiskerlejet få beboere er modvillige til at hjælpe med oplysninger, og det gør ikke opgaven nemmere. Marias egen verden ramler, da der sker et dødsfald i familien. Og som om det ikke skulle være nok, sker der noget på hendes børns sommerlejr, som vækker politiets opmærksomhed: pigen Millar forsvinder.

Min anmeldelse:
Som det fremgår af handlingselementerne fra bagsiden, er man som læser på kendt grund: Sverige, Gotland, fortidige begivenheder har betydning for plottet, lokalmiljø, personlige problemer for politihovedpersonen osv.. Jeg var selvfølgelig interesseret i at finde ud af, hvordan historiens forskellige ender mødtes til sidst, og basalt set hvem forbryderen/forbryderne (jeg afslører ikke det mindste) er, men rigtigt spændt blev jeg ikke aldrig rigtigt.

At læse bogen var ligesom at se en af de mange filmatiseringer af de mange (19 i alt på svensk, men denne er kun den femte på dansk – og nr. 15 i rækken) bøger om Maria Wern. Filmene finder jeg ganske afslappende og underholdende, og så varer de ikke så lang tid at se, som det tager at læse bogen. Og det gør slet ikke noget. Strukturen og plottet mindede mig også om at læse f.eks. en tidlig Läckberg-krimi.

Kort konklusion: en blød, moderat spændende mellemvare, der ikke formår for alvor at overraske. Det er der helt sikkert mange læsere til, men jeg blev ikke rigtigt interesseret og er ikke den overbeviste fan, så derfor må jeg nøjes med at give den 5 point på min 10-points krimiskydeskive og 2 1/2 krimihjerter (men det kan jeg ikke, så det bliver 3 flinke krimihjerter) på krimifan.dk

Anna Jansson
Skyggebarn
People’s Press, 2018
324 sider

En på alle måder fascinerende forunderlig bog fra det nordligste Sverige.
En historisk roman. En krimi. En gribende historie.

Fra bogens bagside:
Det er sommeren 1852 i Kengis i det allernordligste Sverige. Provsten og vækkelsesprædikanten Lars Levi Læstadius samler bogstaveligt talt en ung samedreng op fra grøftekanten. Jussi, som drengen hedder, er flygtet fra mishandling og sult hjemme. Provsten tager ham til sig, og Jussi bliver hans elev og tro følgesvend på lange botaniske vandringer på Pajala-egnen.

Da en vogterpige forsvinder og findes død og en anden svært skadet, påtager provsten sig med hjælp fra Jussi opgaven som detektiv. Lokalbefolkningen er helt overbevist om, at det er en stor slagbjørn, der hærger, men provsten frygter, at en langt værre morder er på færde.

Min anmeldelse:
Ud over denne beskrivelse af handlingen rummer bogens bagside en selvanprisning, som jeg (for denne ene gangs skyld) gerne citerer:

“At koge bjørn er en gribende roman om, hvordan store begivenheder rammer en lille verden, det er en krimihistorie fra det nordligste Sverige, placeret i en fortid, der lugter af sprut, sved og sult, og det er en bog, der går lige til hjertet.”

Både bagsideteksten og de selvrosende ord er efter min mening ret korrekte. Bogen rummer en fantastisk god historie, og den er på alle måder gribende og fascinerende. Lokaliseret i det kolde og barske Nordsverige og baseret på kærlighed til egnen, folkene og historien der har Niemi igen lavet en bog, der vil stå fast i min læsehukommelse i lang tid. Det vil den af mange årsager. Dels er det en historie med dybe lag og mange vinkler. Dels er de to hovedpersoner, provst Læstadius og samedrengen Jussi, et fantastisk makkerpar, med en helt særlig indbyrdes balance og styrke. Dels er krimihistorien og udgangen på den af en helt særlig støbning, og jeg vil ikke afsløre mere.

Romanen er ikke primært en krimi, selv om mord, overfald, magtmisbrug, efterforskning og retssag er omdrejningspunkter for historien. Den kan sagtens læses som en historisk krimi, men den er meget, meget mere – også end bare en historisk roman. Det er en forunderlig bog, og det er vel ikke så galt. Forunderlig i kraft af den kraft beskrivelserne rummer, og de intense stemninger der skabes. Læs den.

Jeg kan på ingen måder give den mindre end 5 stjerner ud af 5 mulige – og samtidig vil jeg uden tøven give den 9 point på min krimiskydeskive – og 5 hjerter på krimifan.dk.

Mikael Niemi
At koge bjørn
Modtryk, 2018
423 sider

PS
Forlaget Modtryk har lavet et ark med informationer OB igen og spørgsmål til diskussion. Det er rigtigt godt, især hvis du læser bogen i en læsegruppe.
Hent arket HER

I forbindelse med udgivelsen af det afsluttende bind af forfatterens erindringstrilogi har jeg læst hele serien, og dette er en samlet anmeldelse af disse tre bøger:

1: Drømme i krigens tid : Barndomserindringer (C&K Forlag, 2015) (237 sider)
2: I fortolkernes hus : Erindringer (C&K Forlag, 2016) (235 sider)
3: En drømmemagers fødsel : En forfatter bliver til (C&K Forlag, 2018) (240 sider)

Bind 1 er om forfatternes barndom i Britisk Østafrika, som nutidens Kenya var en del af, og her begynder hans skolegang efter moderen er blevet smidt ud af en ellers velfungerende polygam familie.

Bind 2 er om forfatterens tid 1955-1959 på et gymnasium for sorte. Det er meget svære tider som sort på på skolen, men især for hans familie.

Bind 3 er om forfatternes fortsatte uddannelse på et universitet i Uganda, som også var en del af Britisk Østafrika. Her grundlægges hans litterære stil og baggrund yderligere, og da han i 1964 forlader universitet er det som forfatter i et selvstændigt land.

Det er kun beskrivelsen af en lille del af historien om Ngũgĩs liv i de tre bøger. For samtidig med hans familieliv og uddannelse, øges påvirkningen fra det barske britiske kolonistyre. Det påvirker i alle bind hans liv og muligheder, og det sætter dybe spor hos ham som person. Desuden ændrer det hans families livsvilkår, idet de underlægges stramme regler og på et tidspunkt tvangsflyttes til en anden landsby. De barske vilkår lægger på alle måder begrænsninger for livet, men de påvirker samtidig Ngũgĩs personlighed og styrker hans retfærdighedssans.

Erindringerne er i alle bøgerne fortalt i et kortfattet og nøgternt beskrivende sprog. Trods de mange chokerende overgreb er der aldrig tale om, at forfatteren forfalder til fordømmende udfald. Det er heller ikke nødvendigt, for kolonistyrets handlinger taler for sig selv, men hans særlige stil giver en meget intens oplevelse af begivenhederne.

Foruden at være et stærkt vidnesbyrd om en helt særlig personlighed og en kendt forfatters baggrund er erindringerne også endnu et bevis på det almægtige og gudgivne (i egen optik) britiske kolonistyre og dets
umenneskelige optræden overfor den lokale befolkning med tilfældige terrorhandlinger og systematisk voldelig magtudøvelse med interneringer, drab og koncentrationslejre.

Bøgerne er helt sikkert resultatet af et større arbejde, og for at underbygge beskrivelserne er bøgerne forsynet med noter og henvisning til andre værker m.v. Jeg savner så bare at læse mere om hans efterfølgende oplevelser med det nye, nationalistiske styre i Kenya, for også den proces gav problemer for Ngũgĩ, idet hans retfærdighedssans og udtrykte kritiske holdning til det nye styre endte med fængsel og landflygtighed.

På billedet er de tre erindringsbøger fotograferet på det kenyanske flag sammen med en bog af Jomo Kenyatta. Han er også nævnt flere gange i Ngũgĩs erindringer og blev valgt som den første præsident i den selvstændige nation Kenya.

Bøgerne er modtaget som anmeldereksemplarer fra C&K Forlag/ Politikens Forlag, og de er nu givet videre til en familie med kombineret dansk og kenyansk baggrund. Måske vil de skrive om deres læseoplevelse senere.

Indtil da synes jeg, I selv skal gå i gang med denne bevægende og stærke erindringstrilogi om og af en stor afrikansk forfatter med Nobelpris-potentiale. Samtidig kan I også få en personligt oplevet vinkel på det britiske kolonistyre i regionen, og det er både rystende og interessant.

Trilogien får samlet 4 sikre stjerner af mig.