Drustrups Bogblog

Fra bogens bagside:
En ældre mand findes myrdet, skuddræbt i hovedet på klos hold uden for sit hjem i det sommerdøsige fiskerleje Ronehamn. Det er den tooghalvfemsårige Heinz Meyer, der er død.

Heinz Meyer kom som en af flere sårede tyske soldater til Gotland efter Anden Verdenskrig for at modtage pleje. Siden levede han i over tres år en stille tilværelse i den lille flække på Gotland. Maria Wern bliver sat på sagen om det koldblodige mord og har svært at finde noget motiv til det. Fiskerlejet få beboere er modvillige til at hjælpe med oplysninger, og det gør ikke opgaven nemmere. Marias egen verden ramler, da der sker et dødsfald i familien. Og som om det ikke skulle være nok, sker der noget på hendes børns sommerlejr, som vækker politiets opmærksomhed: pigen Millar forsvinder.

Min anmeldelse:
Som det fremgår af handlingselementerne fra bagsiden, er man som læser på kendt grund: Sverige, Gotland, fortidige begivenheder har betydning for plottet, lokalmiljø, personlige problemer for politihovedpersonen osv.. Jeg var selvfølgelig interesseret i at finde ud af, hvordan historiens forskellige ender mødtes til sidst, og basalt set hvem forbryderen/forbryderne (jeg afslører ikke det mindste) er, men rigtigt spændt blev jeg ikke aldrig rigtigt.

At læse bogen var ligesom at se en af de mange filmatiseringer af de mange (19 i alt på svensk, men denne er kun den femte på dansk – og nr. 15 i rækken) bøger om Maria Wern. Filmene finder jeg ganske afslappende og underholdende, og så varer de ikke så lang tid at se, som det tager at læse bogen. Og det gør slet ikke noget. Strukturen og plottet mindede mig også om at læse f.eks. en tidlig Läckberg-krimi.

Kort konklusion: en blød, moderat spændende mellemvare, der ikke formår for alvor at overraske. Det er der helt sikkert mange læsere til, men jeg blev ikke rigtigt interesseret og er ikke den overbeviste fan, så derfor må jeg nøjes med at give den 5 point på min 10-points krimiskydeskive og 2 1/2 krimihjerter (men det kan jeg ikke, så det bliver 3 flinke krimihjerter) på krimifan.dk

Anna Jansson
Skyggebarn
People’s Press, 2018
324 sider

En på alle måder fascinerende forunderlig bog fra det nordligste Sverige.
En historisk roman. En krimi. En gribende historie.

Fra bogens bagside:
Det er sommeren 1852 i Kengis i det allernordligste Sverige. Provsten og vækkelsesprædikanten Lars Levi Læstadius samler bogstaveligt talt en ung samedreng op fra grøftekanten. Jussi, som drengen hedder, er flygtet fra mishandling og sult hjemme. Provsten tager ham til sig, og Jussi bliver hans elev og tro følgesvend på lange botaniske vandringer på Pajala-egnen.

Da en vogterpige forsvinder og findes død og en anden svært skadet, påtager provsten sig med hjælp fra Jussi opgaven som detektiv. Lokalbefolkningen er helt overbevist om, at det er en stor slagbjørn, der hærger, men provsten frygter, at en langt værre morder er på færde.

Min anmeldelse:
Ud over denne beskrivelse af handlingen rummer bogens bagside en selvanprisning, som jeg (for denne ene gangs skyld) gerne citerer:

“At koge bjørn er en gribende roman om, hvordan store begivenheder rammer en lille verden, det er en krimihistorie fra det nordligste Sverige, placeret i en fortid, der lugter af sprut, sved og sult, og det er en bog, der går lige til hjertet.”

Både bagsideteksten og de selvrosende ord er efter min mening ret korrekte. Bogen rummer en fantastisk god historie, og den er på alle måder gribende og fascinerende. Lokaliseret i det kolde og barske Nordsverige og baseret på kærlighed til egnen, folkene og historien der har Niemi igen lavet en bog, der vil stå fast i min læsehukommelse i lang tid. Det vil den af mange årsager. Dels er det en historie med dybe lag og mange vinkler. Dels er de to hovedpersoner, provst Læstadius og samedrengen Jussi, et fantastisk makkerpar, med en helt særlig indbyrdes balance og styrke. Dels er krimihistorien og udgangen på den af en helt særlig støbning, og jeg vil ikke afsløre mere.

Romanen er ikke primært en krimi, selv om mord, overfald, magtmisbrug, efterforskning og retssag er omdrejningspunkter for historien. Den kan sagtens læses som en historisk krimi, men den er meget, meget mere – også end bare en historisk roman. Det er en forunderlig bog, og det er vel ikke så galt. Forunderlig i kraft af den kraft beskrivelserne rummer, og de intense stemninger der skabes. Læs den.

Jeg kan på ingen måder give den mindre end 5 stjerner ud af 5 mulige – og samtidig vil jeg uden tøven give den 9 point på min krimiskydeskive – og 5 hjerter på krimifan.dk.

Mikael Niemi
At koge bjørn
Modtryk, 2018
423 sider

PS
Forlaget Modtryk har lavet et ark med informationer OB igen og spørgsmål til diskussion. Det er rigtigt godt, især hvis du læser bogen i en læsegruppe.
Hent arket HER

I forbindelse med udgivelsen af det afsluttende bind af forfatterens erindringstrilogi har jeg læst hele serien, og dette er en samlet anmeldelse af disse tre bøger:

1: Drømme i krigens tid : Barndomserindringer (C&K Forlag, 2015) (237 sider)
2: I fortolkernes hus : Erindringer (C&K Forlag, 2016) (235 sider)
3: En drømmemagers fødsel : En forfatter bliver til (C&K Forlag, 2018) (240 sider)

Bind 1 er om forfatternes barndom i Britisk Østafrika, som nutidens Kenya var en del af, og her begynder hans skolegang efter moderen er blevet smidt ud af en ellers velfungerende polygam familie.

Bind 2 er om forfatterens tid 1955-1959 på et gymnasium for sorte. Det er meget svære tider som sort på på skolen, men især for hans familie.

Bind 3 er om forfatternes fortsatte uddannelse på et universitet i Uganda, som også var en del af Britisk Østafrika. Her grundlægges hans litterære stil og baggrund yderligere, og da han i 1964 forlader universitet er det som forfatter i et selvstændigt land.

Det er kun beskrivelsen af en lille del af historien om Ngũgĩs liv i de tre bøger. For samtidig med hans familieliv og uddannelse, øges påvirkningen fra det barske britiske kolonistyre. Det påvirker i alle bind hans liv og muligheder, og det sætter dybe spor hos ham som person. Desuden ændrer det hans families livsvilkår, idet de underlægges stramme regler og på et tidspunkt tvangsflyttes til en anden landsby. De barske vilkår lægger på alle måder begrænsninger for livet, men de påvirker samtidig Ngũgĩs personlighed og styrker hans retfærdighedssans.

Erindringerne er i alle bøgerne fortalt i et kortfattet og nøgternt beskrivende sprog. Trods de mange chokerende overgreb er der aldrig tale om, at forfatteren forfalder til fordømmende udfald. Det er heller ikke nødvendigt, for kolonistyrets handlinger taler for sig selv, men hans særlige stil giver en meget intens oplevelse af begivenhederne.

Foruden at være et stærkt vidnesbyrd om en helt særlig personlighed og en kendt forfatters baggrund er erindringerne også endnu et bevis på det almægtige og gudgivne (i egen optik) britiske kolonistyre og dets
umenneskelige optræden overfor den lokale befolkning med tilfældige terrorhandlinger og systematisk voldelig magtudøvelse med interneringer, drab og koncentrationslejre.

Bøgerne er helt sikkert resultatet af et større arbejde, og for at underbygge beskrivelserne er bøgerne forsynet med noter og henvisning til andre værker m.v. Jeg savner så bare at læse mere om hans efterfølgende oplevelser med det nye, nationalistiske styre i Kenya, for også den proces gav problemer for Ngũgĩ, idet hans retfærdighedssans og udtrykte kritiske holdning til det nye styre endte med fængsel og landflygtighed.

På billedet er de tre erindringsbøger fotograferet på det kenyanske flag sammen med en bog af Jomo Kenyatta. Han er også nævnt flere gange i Ngũgĩs erindringer og blev valgt som den første præsident i den selvstændige nation Kenya.

Bøgerne er modtaget som anmeldereksemplarer fra C&K Forlag/ Politikens Forlag, og de er nu givet videre til en familie med kombineret dansk og kenyansk baggrund. Måske vil de skrive om deres læseoplevelse senere.

Indtil da synes jeg, I selv skal gå i gang med denne bevægende og stærke erindringstrilogi om og af en stor afrikansk forfatter med Nobelpris-potentiale. Samtidig kan I også få en personligt oplevet vinkel på det britiske kolonistyre i regionen, og det er både rystende og interessant.

Trilogien får samlet 4 sikre stjerner af mig.

Fra bogens bagside:
Pieter Martins er varetægtsfængslet, efter at han skød og
dræbte sin gamle ærkefjende Franz van der Merwe. I fængslet funderer han over
sin skæbne, sit liv og sin forhistorie med Van der Merwe, som har ledt frem til
den aktion, han besluttede sig for endelig at fuldføre i
“Marionetdukken”.

Min anmeldelse:
Det er bind 3 i serien om den tidligere politimand Pieter
Martins. De første bøger “Kvinden i det røde mudder” og
“Marionetdukken” var egentlige detektivhistorier og rigtigt spændende
krimier fra nutidens Sydafrika, og de hang kronologisk sammen.

Dem skrev jeg
om, da “Marionetdukken” udkom – se her: http://blog.drustrup.dk/#post16.
I begge bøger var der ud over krimihistorierne en god del interessant og godt
integreret stof om Sydafrika.

Denne seneste bog med Pieter Martins i hovedrollen fortsætter
serien, men den er meget anderledes. Selv om bogen kronologisk er bind 3 i
serien, så er den indholdsmæssigt i lige så høj grad en prequel til hele
serien, hvor Pieter Martins familiebaggrund og personlige situation beskrives
fra barndom til han bliver politimand. Historien fortælles gennem tilbageblik
til episoder i familiens liv, samtidig med at Pieter sidder fængslet.

På bagsiden beskrives bogen kort sådan: “I
varetægt” er en spændende fortælling om Sydafrikas historie, apartheid,
ANC, Nelson Mandela og om at vokse op som sort barn med en hvid mor.

Der er en præcis, men noget kort beskrivelse, og ud over en
ganske absurd, men underholdende historie om hans undfangelse og hvad deraf
fulgte, fortælles Sydafrikas historie under apartheidstyret. Det er rigtigt
interessant læsning af få fortalt historien fra denne særlige og meget
personlige vinkel: hvordan en hvid familie får en farvet søn, Pieter, der endda
kategoriseres som sort, og hvilke følger det får for familien. Det levendegør
den grumme historie om apartheid på en rigtig god måde og gør læsning af bogen
til en både intens og lærerig oplevelse.

Med baggrund i de voldsomme og traumatiske oplevelser,
Pieter Martins har været udsat for, er hans voldsomme reaktion mod sin plageånd
ret forståelig på den måde, at det er Pieters personlige opgør med et hårdt og
uretfærdigt apartheidstyre.

Men er det en krimi? Jeg hørte noget af et interview med
Louis Klostergaard på Krimimessen 2018, og fik her et godt indtryk af bogen, så
jeg var forberedt på indholdet og strukturen, og Louis Klostergaard fortalte
også, at hovedærindet med bogen var at fortælle om en mørk periode i Sydafrikas
historie. En krimi er det vel i egentlig forstand ikke, men det er – skåret
helt ind til benet – en historie om en morders motiv bag hans forbrydelse.
Krimi eller ej så er det både interessant og spændende at læse bogen og at følge
Pieter Martins historie. Det bliver spændende at se, hvad næste bind vil
bringe. Denne bog foregår før en retssag mod Pieter, og jeg håber meget på at høre
mere om, hvordan det går med ham – og om Sydafrika set fra Louis Klostergaards
vinkel.

Bogen får både 8 skydeskivepoint (og 4 krimihjerter på krimifan.dk)
som interessant krimi – og 4 stjerner som en meget læseværdig roman.

Louis Klostergaard
I varetægt
EC Edition, 2018
260 sider + 10 sider med baggrundsstof og ordforklaringer

Fra bogens bagside:
En flygtning findes dræbt i Sønderby. Snart sker der endnu et drab. Angst og mistro vokser i den lille nordjyske by, hvor gaderne invaderes af pressen på jagt efter en seriemorder. For første gang i byens historie løber Sønderby med overskrifterne.

Katrine, som leder det lokale integrations­kontor, hvirvles ind i sagen, da hendes nabo tvinger hende med på en nervepirrende jagt efter morderen. Mistanken rettes mod mennesker i deres nærmeste omgangskreds, og Katrine og hendes nabo frygter flere drab, hvis de ikke hurtigt får indkredset drabsmanden.

Min anmeldelse:
Ud fra forfatterens CV, der er gengivet i bogen, ses det tydeligt, at hun skriver fra og om miljøer, hun kender. Hendes første bog “Udsendt” (2006) foregår i Bosnien, hvor hun selv har været udsendt til. Hun har desuden arbejdet med flygtninge i mange år bl.a. som leder af et asylcenter. Hendes ferier er også i mange år blevet holdt i det nordjyske. Begge dele kan tydeligt ses i denne nye bog, hvor asylansøgere/flygtninge og modtagelsen af dem i en fiktiv nordjysk by er baggrunden for krimiplottet.

Ud over mordene på en kvindelig asylansøger og på den mandlige leder af det lokale flygtningecenter, sker der også andre mystiske ting i den lille by, efterhånden som tingene spidser til.

Samtidig følger vi de kommunalpolitiske diskussioner om budgetlægningen af bl.a. beskæring af udgifterne til integrationskontoret, hvor hovedpersonen, Katrine, arbejder, og som også ville få stor betydning for det frivillige arbejde. Desuden er de nationale spørgsmål om asylansøgere og flygtninge med i bogen, for landets yngste og kvindelige justitsminister bor også i byen.

Opklaringsarbejdet fører Katrine og hendes nabo langt omkring, men tvivlen og fokus vender altid tilbage til de lokale forhold og beboere.

Når jeg læser krimier (og andre bøger), kan jeg godt lide, at der er sidehandlinger eller miljøer, som tilfører min læsning yderligere oplevelser eller som bidrager med viden. Det gør denne bog også, men set bliver lidt for meget for mig, fordi alt stoffet om politik og vilkår for asylansøgere tager lidt for meget fokus fra krimiplottet og beskrivelserne af aktørerne i det lokale drama. Det giver ubalance i min læsning, men vil nok interessere andre.

Når der samtidig er nogle lette og mindre nødvendige/sandsynlige løsninger undervejs i opklaringen, kan det sammenlagt blive til en vurdering over midten af skalaen med 6 skydeskivepoint og 3 krimihjerter på krimifan.dk.

Kirsten Brun
Natten er deres
Byens Forlag, 2018
387 sider

Fra bogens bagside:
Køer kan være intelligente, opfindsomme, de kan være frembrusende og stolte, kærlige og godmodige eller vagtsomme og beregnende.

Køer er med andre ord lige så forskellige som mennesker, og når de får lov at udfolde sig frit og følge deres naturlige instinkter, drager de i høj grad omsorg for og knytter sig til hinanden.

Rosamund Young har i årevis iagttaget samspillet mellem dyr og mennesker på sin fødegård, og hendes fascinerende og finurlige beskrivelser kan lære os et og andet om livet.

Min anmeldelse:
Dybere viden om dyr og naturen har altid interesseret mig, især når engagerede og vidende folk formidler deres indsigt på levende måde.

Jeg har tidligere med fornøjelse læst og skrevet om Peter Wohlleben: Dyrenes hemmelige liv – læs her blog.drustrup.dk/#post103, hvor han på videnskabeligt grundlag beskriver og systematiserer sin iagttagelser af dyr i naturen.

Derfor så jeg også frem til at læse denne bog om især køernes indbyrdes reaktioner og følelser, og der viste sig også at være rigtigt mange interessante og underholdende beskrivelser af forfatterens liv med køerne på din og familiens økologiske kvæggård i Storbritannien. Hun beskriver mange kalve og køers individuelle karaktertræk og familietræk. Baggrunden for bogen er primært dyrevelfærd og forståelse for køernes forskelligheder og individuelle behov, men det er efter forfatterens mening også økonomisk bedre at tage sig af sin besætning på denne måde.

Jeg er sikker på, at mange i landbruget vil kunne lære nyt af bogen og samtidig være underholdt – og sikkert også provokeret eller uenige. Men også folk udenfor landbruget og med interesse for dyr og dyrevelfærd vil kunne have fornøjelse af den charmerende og kloge bog.

Jeg har dog et vigtigt forbehold for bogen, idet det er en ret rodet omgang at læse bogen fra ende til anden. Der mangler struktur, og så er der for mange spring og gentagelser. Måske ville det være bedre at læse den i små bidder. Læst mere eller mindre i ét stræk fungerer bogen desværre ikke så godt.

Led ikke efter den blandt romanerne ved boghandleren eller på biblioteket, for den står som fagbog sammen med de andre bøger om kvægavl, og det er synd for udbredelsen.

Den får 3 stjerner af mig, og ville ved et strammere struktureret indhold få en stjerne mere.

Rosamund Young
Hvad køer ved om livet
Don Max / Politikens Forlag, 2018
159 sider