Drustrups Bogblog

Fra bogens bagside:
Ruth Galloway bliver tilkaldt, da en gruppe bygningsarbejdere under nedrivningen af et forfaldent hus i Norwich finder barneknogler under et dørtrin. Kraniet mangler. Er der tale om en rituel ofring eller et overlagt mord? Sammen med vicekriminalkommissær Harry Nelson indleder Ruth en efterforskning af sagen, og det viser sig. at huset er et tidligere børnehjem ledet af en katolsk præst. Og at to børn forsvandt for 40 år siden og aldrig blev fundet igen.

Men mørke kræfter forsøger at forpurre efterforskningen, og snart står det klart, at Ruth og Nelson har pustet liv i en tilsyneladende glemt forbrydelse, som nu kan få dødbringende konsekvenser.

Min anmeldelse:
Da jeg anmeldte den første bog i serien – “Pigen under jorden” (http://blog.drustrup.dk/#post130) – skrev jeg sådan om arkæologdetektiven Ruth Galloway: Ruth minder mig om en yngre (knapt 40 år gammel) udgave af en krydsning mellem Agatha Christies Miss Marple og Ann Cleeves Vera, og det er bestemt et rigtigt godt og charmerende mix.

Den beskrivelse af stemningen omkring Ruth holder stadig, men hun kommer mere i fare og hendes personlige forhold spiller en større rolle i bogen, end i bøgerne med de to andre detektiver. Der er stadig tale om veldrejet, hyggelig, interessant og spændende underholdning med plads til akademiske konflikter, god engelsk stemning og kærlighedsrelationer. Det sidste udvikler sig markant i denne bog, hvor Ruths graviditet med (den gifte) vicekriminalkommissær Nelson som den kommende barnefader giver anledning til tanker og handlinger.

Igen spiller fortidens historie, ritualer og myter samt arkæologien heldigvis centrale roller. Det er for mig med til gøre serien til noget særligt. Plottet med rituelt nedgravede skeletter, romerske udgravninger, børn der er forsvundet fra børnehjem og udvikling af ejendomsprojekter m.v. hænger fint sammen i et underholdende og spændende mix.

Bogen får 8 skydeskivepoint her på min krimiskydeskive og 4 krimihjerter på krimifan.dk

Elly Griffiths
Løgnens hus
Gads Forlag, 2018
337 sider

Fra bogens bagside:
Anna Pavesi er psykolog og har arbejdet med stofmisbrugere i Torino. I et par år har hun boet i Bergamo og beskæftiget sig med at finde forsvundne personer. Da en forhenværende kollega i Torino kontakter hende og beder om hjælp til at finde en kollega, en misbrugsbehandler, kan Anna ikke sige andet end ja.

Skønt hun er bekendt med narkomiljøet, får hun sig ubehagelige overraskelser.

Min anmeldelse:
Forlægger Karen Kristensen fra Forlaget Arvids overbeviste mig på Krimimessen 2018 om, at jeg skulle læse krimierne af Alessandro Perissinotto. Med baggrund i mine positive erfaringer med andre bøger fra Forlaget – bl.a. Andrea Camilleri: Hedebølge i august (http://blog.drustrup.dk/#post28) var svært at overtale. Hun sendte mig begge de indtil nu oversatte bøger af trilogien om Anna Parvesi, og selv om jeg måske burde have begyndt med bind 1, gik jeg i gang med den den helt nye.

Bind 1 i serien hedder “En grim lille historie”, og da den udkom i 2016, fik den en ualmindeligt flot anmeldelse af Bo Tao Michaëlis – bl.a. med ordene “Vidunderligt velskrevet” – og det var da også med til at overbevise mig, og jeg blev bestemt heller ikke snydt!

Med et intensivt forløb over 10 dage får vi historien om et betændt og voldeligt narkomiljø i det norditalienske. Da bogen foregår i 2006, mens der var Vinter OL i Torino, får vi også historien om den indflydelse et så stort arrangementet har på en mindre by. Samtidig står hovedpersonen, Anna Pervesi, som en stærk person, der meget fint formidler den italienske moral og stemning.

Jeg har forstået, at flere læsere har problemer med bøger, hvor en jeg-fortæller er gennemgående. Det forstår jeg generelt ikke, og slet ikke i dette konkrete tilfælde. Anna Pavesis tanker, observationer og handlinger bringer med jeg-formen historien helt tæt på læseren. Det er ligesom at følge en person i et Virtual Reality-univers, og det fungerer optimalt her. Tilsammen gør det bogen til en fornøjelse at læse. Det er også godt, at en krimi for en gangs skyld er koncentreret i sit sprog om og alligevel på de færre sider formår på bedste vis at fortælle en interessant og spændende historie.

Og slutningen! Jeg vil bestemt ikke afsløre andet, end at opgaven løses, og alle løse ender knyttes sammen på en på alle måder logisk og retfærdig måde. Det er ikke usædvanligt i en krimi, men måden, som Perissinotto får brikkerne til at falde på plads på, er herligt anderledes og meget overraskende.

En dejligt skrevet og spændende lille italiensk bog fra Arvids. Jeg kipper med det italienske flag for både bogen og forlaget – og giver bogen 8 point på min krimiskydeskive og 4 krimihjerter på krimifan.dk

Alessandro Perissinotto
Den sidste hvide nat
Arvids, 2018
256 sider

PS
Læs også denne fascinerende roman fra samme forlag:
Laurent Mauvignier: Verden rundt.
Det er en velkomponeret, fremragende, fascinerende, intens og gribende roman, hvor forskellige personers skæbner verden rundt forbindes.
Læs mere om bogen her: http://blog.drustrup.dk/#post44

Fra bogens bagside:
Året er 1348 – Den Sorte Død gør sit indtog i England. Ingen kender til sygdommen, ingen ved, hvordan den spredes, og hvor hurtigt den dræber.

Kirken proklamerer, at sygdommen er Guds straf over mennesker, der lever syndige liv, mens den usædvanligt veluddannede og selvstændige Lady Anne går imod kirken og forsøger at beskytte det lille samfund, Develish, på andre måder end ved bodsgerninger og bønner.

Hun skaber sig fjender, deriblandt sin egen datter, men også venner blandt tyende og fæstebønder, og hendes beslutninger kommer til at kræve mod, udholdenhed og opfindsomhed.

Med Lady Anne af Develish har svi fået en ny stærk heltinde – en handlekraftig leder, en frelsende engel og en kætter.

Min anmeldelse:
Det er en del år siden, jeg har læst bøger af Minette Walters, men da jeg så, hun endelig var på det danske marked med en ny bog, måtte jeg simpelthen læse den. De bøger, jeg havde læst af hende, var krimier, og jeg fandt dem dengang usædvanligt spændende og velskrevne. Dertil kom, at de var psykologisk godt skruet sammen, så ondskaben og opklaringen virkede meget overbevisende.

Hendes nye – “De sidste timer” – er ikke en krimi, men en lige så spændende og interessant historisk roman med flere sider af den tids historie. Pestsygdommen Den Sorte Død var ekstremt dødelig. I gennemsnit døde hver tredje europæer, og i England ramte den endnu hårdere med mindst 30-40 % døde af hele befolkningen. Pesten blev ført til England tæt på, hvor Minette Walters bor, og hvor bogen foregår, og det gav hende ideen til denne omfattende historie med flere vinkler.

Lady Anne blev giftet bort som meget ung til en doven, fornem, fattig, voldelig, drikfældig og uintelligent adelsmand og reddede hans besiddelser i kraft af sin store medgift, men hendes liv har ikke været let. Mens hendes mand er rejst væk for at få datteren på 13-14 år giftet væk, bliver han og hans følge pestsyge og dør. Det hører Lady Anne og isolerer sin borg, Develish, og alle folkene fra hendes besiddelser fuldstændigt fra omverdenen, samtidig med at hun har iværksat flere hygiejniske forholdsregler. Hun tror nemlig ikke på kirkens forklaring om, at pesten er selvforskyldt, og at man kan helbredes ved anger og bøn. På den måde lægger hun sig ud med den magtfulde kirke.

Samtidig bryder hun alle tidens kønsroller ved at være en stærk leder, og hun ændrer også på magtstrukturen ved at inddrage f.eks. fæstebønderne i beslutningerne. At hun også har sat undervisning i system, så mange af folkene (men ikke den utilpassede og hovmodige datter) kan læse og skrive, er bestemt heller sædvanligt for tiden.

I bogen følger man sygdommens hærgen i regionen og især livets gang på den isolerede borg gennem cirka 3 måneder. Diskussioner om kampen mod smitten og om baggrunden for sygdommen fylder en del. Situationen med at være så mange så tæt i så lang tid skaber også mange problemer og endda et mord.

Det er fascinerende og meget overbevisende historieskrivning, hvor jeg som læser holdt opmærksomheden fanget hele vejen og kun for alvor ærgrede mig over, at vi ikke får slutningen på hele historien, idet bogen kun er første del af en miniserie, som Minette Walters er godt i gang med fortsættelsen til. Det er spændende læsning hele vejen, men lidt kortere beskrivelser flere steder af geografi, handlinger og overvejelser m.v. med et følgende strammere forløb og en kortere bog ville måske have sikret lidt flere læsere. Det er kun spekulationer baseret på erfaringer med det læsende folk, men jeg håber, at mine spekulationer bliver gjort grundigt til skamme, og at bogen bliver en bred succes. Det fortjener den ubetinget. Jeg ser meget frem til næste del af historien!

Bogen får 5 sikre stjerner af mig.

Minette Walters
De sidste timer
Modtryk, 2018
555 sider

Anden del af den både spændende og interessante trilogi om vikinger, som denne gang er taget på togt til Middelhavet. En historisk roman. En vikingekrimi.

Fra bogens bagside:
Foråret 868. En flåde på 80 langskibe lægger ud fra Frankerrigets kyst og sætter kurs mod syd. Ombord er Rolf Rapkæft, hans ven Hastein, broder Jarvis og skjoldmøen Ylva – foruden lodbrogsønnerne Bjørn Jernside, Sigurd Slangeøje, Halfdan Hvidsærk og mere end 2.000 andre vikinger.

Målet er det muslimske Spanien, hvor der efter sigende findes god plyndring. Mange byer falder, og skibene fyldes med sølv, men da maurerne går til modangreb, efterlades et enkelt skib i Middelhavet. Og da nogen begynder at aflive mandskabet én for én, må Rolf tage al sin snilde til hjælp for at afsløre den skyldige.

Min anmeldelse:
Første del af trilogien hed “Lodbrogsønnernes hævn”, og den har jeg skrevet om her: http://blog.drustrup.dk/#post116. Heri drog sønnerne til England for at hævne mordet på deres far, og det var bogstaveligt en drabelig historie, som Lasse Holm fortalte baseret på historisk viden og gennem den tilføjede fortæller: den unge Wolf/Rolf Rapkæft.

I denne nye bog samler tre af sønnerne en større flåde skibe og drager ned langs Frankrigs, Spaniens og Portugals kyster, samt videre til Spanien og Italien. Alle steder plyndres, hærges, handles eller dræbes der. Samtidig er der en del interne stridigheder og diskussioner, så turen er på ingen måde et fredeligt krydstogt. Fjenderne er mange, og hvem kan man stole på, når det ikke altid er let at kende vennerne?

Vikingetiden har til alle tider fascineret historisk interesserede, og det er ikke blevet mindre de senere år, og der er kommet en del romaner om tiden. Lasse Holms hører til de bedste, af dem jeg har læst. Dels bliver man som læser klogere på den tidlige vikingetid, og dels er det en spændende historie, der fortælles på fremragende vis.

Da jeg anmeldte bind 1, skrev jeg cirka sådan, og det kan jeg gentage denne gang, for det gælder stadig: Vel myrdes der folk, og der foregår en omfattende efterforskning frem mod afsløringen af morderen og motivet, men er det en krimi. Måske ikke i traditionel forstand, men læs den som en spændende historisk roman.

Ligesom seriens første bind får denne fortsættelse også 4 stjerner som historisk roman, 8 skydeskivepoint som krimi – samt 4 krimihjerter på krimifan.dk

Lasse Holm
Lodbrogsønnernes ran
Politikens Forlag, 2018
396 sider

PS: Bogen er forrest og bagest forsynet med tegnede kort over de besøgte steder og et nutidigt kort over Middelhavsområdet med både de nuværende navne og stednavnene fra bogen/vikingetiden. Det historiske kort på baggrundsbilledet først i min anmeldelse er noget senere, men tjener kun til illustration sammen med et billede fra Krimmessen 2018 af forfatteren på scenen sammen med sine to bøger.

PPS: I et efterskrift beskriver Lasse Holm, hvor han har bøjet de historiske facts lidt, og hvor han har digtet til. Her nævnes Rolf Rapkæft som en faktisk person fra tiden, og der står til sidst, at han også er med i og vil få “mange andre navne i kommende bøger.” Jeg troede, serien sluttede med næste bind i trilogien, som jeg ser meget frem til også at læse, men kommer der flere bind om den tid og med Rolf, vil jeg også hilse dem og ham meget velkommen!

Fra bogens bagside:
Præsten Luke Bowers bliver hurtigt klar over, at Susan Champlain ikke er som de andre turister i Tidewater County. Susan opsøger ham og fortæller, at hendes mand har truet med at få hende til at “forsvinde” på grund af et foto, hun har taget. Besøget gør Bowers så urolig, at han nævner det for sin veninde, politikommissær Amy Hunter.

Samme aften finder man Susan død på stranden. Hunter og Bowers sætter sig for at finde ud af, hvilken hemmelighed Susans foto gemmer. Sporene i efterforskningen leder dem til en række uopklarede mord, til magtfulde kriminelle og til det forsvundne Rembrandt-maleri: Stormen på Genesaret Sø. Men samtidig risikerer de at blive morderens næste mål…

Min anmeldelse:
Jeg var meget begejstret for første bog i serien om det umage makkerpar – præsten Bowers og kriminalkommissæren Hunter – og deres samarbejde ved Chesapeake Bay i det nordøstlige USA i Tidewater County, Maryland. Læs her – http://blog.drustrup.dk/#post123 – hvad jeg skrev om bogen “En særlig form for ondskab”.

Min begejstring er dog kølnet noget med denne bog, og om det er midlertidigt vil vise sig efter de næste bind i serien, som stadig virker interessant, men dette bind 2 i serien virker på mig mere ufokuseret og rodet end den første bog. Det lyder måske som mere negativt, end det faktisk er ment, men når forventningerne er høje, er det nemmere at blive lidt skuffet end positivt overrasket.

Bogens plot med kunsttyveri som det centrale emne er ikke lige så spændende og interessant trods et ret overraskende twist til sidst. Desuden arbejder makkerparret denne gang mere hver for sig, og der er ikke lige så meget gang i den lokale magtkamp mellem sheriffen og Amy Hunter. Samtidig var det sværere for mig at holde overblikket over handlingen og personernes ageren. Resultatet var, at jeg bare ikke blev lige så læseglad, grebet og overrasket som ved læsningen af første bog.

Derfor bliver det “kun” til 7 skydeskivepoint her og 4 krimihjerter på krimifan.dk

James Lilliefors
Stormen
HarperCollins Nordic, 2018
348 sider

Fra bogens bagside:
Kunstkenderen og kvindebedåreren Jérôme Morval bliver fundet myrdet i åen, som løber gennem Monets have i landsbyen Giverny. I hans lomme ligger et postkort med Monets kendte ”Åkander”, hvorpå der står: „Elleve år. Tillykke med fødselsdagen”.

Tre kvinder er tilsyneladende blandet ind i mysteriet: Et ungt, kunstnerisk geni, en forførende landsbylærerinde og en gammel enke, der betragter landsbyens gang fra en mølle ved åen.

De tre deler en hemmelighed. Men hvad ved de om Jérôme Morvals død? Og har dødsfaldet forbindelse til Monets sagnomspundne maleri ”Sorte åkander”, hvis eksistens aldrig er blevet bekræftet?

Min anmeldelse:
Fra begyndelsen afsløres det, at én af de tre kvinder – barnet, lærerinden eller enken – skal dø i løbet af bogen, men hvem? Det er ikke det eneste åbne spørgsmål i bogen, slet ikke. Det er på ingen måde en lineær fortalt bog, men en kompleks og intelligent konstruktion, der fangede mig, forvirrede mig, irriterede mig, forundrede mig og meget mere end det.

Derfor er det en udfordring at fortælle ret meget mere om bogen uden at afsløre for meget og dermed ødelægge læsningen fuldstændigt. Så det vil jeg lade være med. Blot vil jeg sige, at slet intet er, som det i begyndelsen og undervejs ser ud til at være. Det er længe siden, jeg er blevet så grundigt overrasket over slutningen på en bog som med denne. Og alligevel virker løsningen på bogens gådefulde og særlige opbygning fuldstændig logisk og oplagt. Det er skarpt skrevet af Michel Bussi! Det ville jeg gerne have snakket med ham om, da vi mødtes til Krimimessen 2018 (se billedet), men jeg har desværre først læst bogen lige nu.

Jeg giver den 9 skydeskivepoint her på min blog og 5 krimihjerter på krimifan.dk.

Michel Bussi
Sorte åkander
People’s Press, 2018
394 sider