Drustrups Bogblog

Fra bogens bagside:
Maj er hustru og mor i Örnsköldsvik i 1940’erne og 1950’erne, i en tid hvor husmoderen er et efterstræbt ideal.

Hun spejder ud over fjordens urolige vandflade fra sommerhuset køkkenvindue. Hvorfor kommer de ikke? Det er flere timer siden Tomas tog Anita og Lasse med i motorbåden ud til øen, og Maj gav dem en velfyldt madkurv med. Men endnu er der ingen båd at se på vej ind mod bådebroen i vigen.

Alting burde jo være godt. Freden er kommet, og det er lykkedes ægtemanden Tomas at holde sig ædru siden hypnosebehandlingen hos doktor Bjerre. Men når Maj bliver overmandet af trætheden og ængstelsen, er det ikke let at holde hjemmet harmonisk og kærligt. Hvor meget hun end prøver.

Min anmeldelse:
Bogen er en velkommen fortsættelse af første del i trilogien om Maj og hendes familie. Serien er inspireret af forfatterens snakke med sin egen bedstemor, og det er derfra, at detaljerne må stamme.

I første del, “Et barn at føde”, som jeg har skrevet om på min blog – http://blog.drustrup.dk/#post76 – møder Maj og Tomas hinanden i slutningen af 1930’erne. Begge er blevet skuffede i forhold, de falder i hinandens arme, hun bliver gravid, så de bliver gift, selv om hun kommer fra simple kår på landet, og han er yngste søn af en fabrikantfamilie i købstaden. I første bog får de datteren Anita, mens sønnen Lasse kommer til i dette bind 2.

Her fortælles historien om familiens liv i perioden fra 1940 og frem til cirka 1952, men det er i lige så høj grad historien om udviklingen af samfundet med vægten på familieforholdene i perioden, men især på kvindernes rolle med Maj som udgangspunkt. Sammen med et fremragende og meget detaljeret beskrevet tidsbillede af dagligdagen i en familie, får vi således en velskrevet og engageret beskrivelse af den sociale udvikling i perioden.

Igen fortælles historien fra især Majs vinkel, for kun i enkelte kapitler kommer Tomas til orde. I korte sætninger ofte flydende som umiddelbare tankeindfald og øjeblikkelige iagttagelser bliver teksten både gribende og poetisk. Det er ikke kun replikker og tanker, der udgør teksten, for indimellem kommer kursiverede sætninger, der viser personens indre og i situationen på den tid sikkert upassende tanker. På den måde får vi som læsere det hele billede af en situation: de faktiske begivenheder, det hele beskrevet fra én af deltagernes synsvinkel og dennes uudtalte holdninger.

Bogen er på alle måder en stor oplevelse at læse! Det krævede for mig lidt tid at komme ned i læsetempo og at vænne mig til den korte og kondenserede skrivestil, hvor alt skal med for at få fuld nydelse af bogen. Det fortjener bogen, og den investering giver maksimalt udbytte.

Læserne begiver sig ind i et stærkt tidsbillede befolket med nogle interessante personer, og det kan kun gå for langsomt med at få udgivet næste bind i trilogien, så vi kan finde ud af, hvordan det går familien!

Den får fulde 5 stjerner!

Kristina Sandberg
At sørge for sine
Modtryk, 2017
494 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogens bagside:
Fem år er gået, siden privatopdageren Ravns kæreste, forsvarsadvokaten Eva, blev brutalt myrdet i deres hjem. Det uopklarede drab plager stadig Ravn, så da nye oplysninger gennem en lyssky advokat dukker op, kaster han sig over sagen.

Sporene fører Ravn tilbage til en mystisk henvendelse, som Eva fik i dagene før sin død. En henvendelse, der peger på korrupte betjente blandt Ravns tidligere kollegaer og en bagmand højt placeret i anklagemyndigheden.

Snart er Ravn selv jaget, og han bliver nødt til at indgå en uhellig alliance med den berygtede gangsterboss Kaminsky, som har afgørende viden om drabet på Eva. Men alting har en pris. I dette tilfælde 71 skjulte millioner kroner.

Min anmeldelse:
For femte gang kæmper den tidligere politibetjent Thomas Ravnsholdt med sine traumer over kærestens død og mod forskellige forbrydere. Hver gang er det sket i høj hastighed, med sit eget liv sat på spil samt med megen vold og en hel del selvtægt. Således også denne gang, hvor der igen er fuld fart på handlingen, som ikke altid virker lige sandsynlig med hændelser, der kun kan lade sig gøre på film eller i en forfatters fantasi, men usandsynligt i virkeligheden, men spændende og underholdende er det med russiske gangstere, korrupte politifolk og en kold lejemorder!

Ravn kommer ud i situationer, hvor det hver gang er utroligt, at han faktisk overlever, og hvor detaljer og held altid går Ravns vej. På den måde minder Ravn mig om Nesbøs Harry Hole, og mht. kærestens død og følgerne for Ravn minder det mig om Jürgensens Roland Triel. Desuden minder miljøbeskrivelserne mig om Steins Axel Steen. Altsammen spændende læsning, så også der passer sammenligningen.

Summa summarum for mig er efter endt læsning, at vel er bogen spændende og underholdende, men jeg kan ikke følge med i de enslydende og ubetingede anprisninger, jeg har skimmet, siden bogen udkom for et par dage siden. Jeg synes ikke, at den trods spændingsniveauet fanger mig særligt udover en nysgerrighed for, hvordan alle ender kan nå sammen til sidst. Samtidig er jeg ikke fascineret af den måde, som Katz Krefeld bruger Ravns bulldog, Møffe, på. Den er for mig kun en tom rekvisit eller en gimmick uden betydning for handlingen.

I et efterskrift skriver Katz Krefeld, at han nu er halvvejs i serien om Ravn. Han arbejder frem mod den klassiske 10-binds serie, men med dette bind 5 savner jeg en følelse af nødvendighed af endnu 5 bind, og har i stedet et ønske om fornyelse af plottets sandsynlighed og indhold.

Jeg giver bogen 8 skydeskivepoint her, og 4 krimihjerter på krimifan.dk.

Michael Katz Krefeld
Pagten
Lindhardt og Ringhof, 2017
414 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogens bagside:
En mand bliver fundet død, siddende i sin lænestol foran kaminen med er skudhul i brystet. Han har sin datters vielsesring på fingeren.

En bedemand leder efter sin bror, som er forsvundet. Bedemanden er sikker på, at broren og hans familie ikke er forsvundet frivilligt.

En kvinde kæmper for ikke at miste kontrollen over sit liv, mens hendes mand bliver farligere og farligere. Snart vil det være umuligt for hende at beskytte sig selv og sine børn.

Fredrika Bergman må se i øjnene, at hendes liv er ved at forandre sig for altid, og Alex Recht modtager beskeder fra en anonym brevskriver, der siger han vil genoprette tingenes orden.

Min anmeldelse:
Teksten på bagsiden er ret præcise fragmenter fra handlingen, og læsningen af bogen er de første mange sider på samme måde heller ikke sammenhængende – men fortvivl ikke! Alt hænger sammen, alt afsløres med tiden, og det er spændende at læse! Læs derfor bogen i lange stræk og del den ikke op i for små bidder, især ikke første halvdel af bogen.

Netop derfor vil det være grænseoverskridende at afsløre noget som helst af handlingen, der især bæres af beretninger fra politiets efterforskning, som påvirkes af et spændt forhold mellem Fredrika Bergman og Alex Recht. De overordnede temaer er hævn og et indædt ønske om at “rette op på tingenes orden”. Jeg ødelægger dog ikke noget ved at sige, at der er store personlige omkostninger for især Fredrika.

Jeg har været forsømmelig i krimilæsningens tjeneste, for jeg har ikke fået læst alle seriens første 5 bøger – Askepot (1), Tusindfryd (2), Skytsengle (3), Paradisoffer (4), Davidsstjerner (5) – og det bør jeg absolut rette op på. (Det har nu ikke spoleret min læsning af bogen, selv om der er flere referencer til tidligere begivenheder). Nu er chancen der for at indhente det forsømte og ikke komme yderligere bagud, for serien er slut. Det skriver Kristina Ohlsson selv i et efterskrift, der dog indledes med : “Jeg tror, …”

Jeg giver bogen 9 skydeskivepoint her og 5 krimihjerter på krimifan.dk for spændingsniveauet, den sindrige konstruktion af plottet og den litterære stil. Alt sammen elementer der er kendetegnende for Ohlssons serie, og det placerer den på et andet niveau end mere lineært fortalte serier af f.eks. Läckberg og Jungstedt m.fl., som jeg er kørt træt i.

Kristina Ohlsson
Syndfloder
Modtryk, 2017
428 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogens bagside:
I en lille flække ved Geimmundsfjord i det nordvestlige Island driver en lille gruppe mænd fiskeri fra deres kuttere. Den yngste af dem, Halldor, er vokset op inReykjavik, men rejste som ung nordpå til fiskerlejet. Halldor skriver dagbog om hverdagen i det lille samfund, hvor han føler sig tryg, samtidig med at han harpen tiltagende fornemmelse af, aflivet er et andetcsteed end dér, hvor han befinder sig. I håb om at få kærligheden til ankomme til Geimmundsfjord indrykker han en annonce om en husholderske i hovedstadsavisen, og det sætter skub i tingene.

Min anmeldelse:
Bogen har en sikker, lavmælt og herligt underspillet tone. En tone af bækkens rislen, fjordbølgernes brusen, havbølgernes larmen, fiskebådenes motorlyd, fårenes brægen og mændenes fåmælte samtaler. For mit indre syn driver skyer forbi og danner forunderlige figurer (bl.a. af kvindelige former), mens lyset skifter på fjeldsiderne og ud over vandet, mens sælerne boltrer sig på skærene, og mens fisken tørres på snore i land.

Bogen er fremragende skrevet med forunderlige formuleringer af Halldor, som er den yngste småbådsfisker i det fjerntliggende islandske fiskerleje. Det er hans dagbog, der ifølge bogens forord udgør historierne om dagligdagen i den barske islandske natur. Dagbogen suppleres af brugsforeningens butiksbestyrer og hans kones, hvor Halldors notater bliver mangelfulde – måske fordi han har været for tæt på begivenhederne.

Det er en både alvorlig og humoristisk historie fra et lille samfund i det yderste Island – der hvor vejen slutter. Hvor der ikke er andre kvinder end konen i brugsforeningen, indtil der (måske) kommer en husholderske. Hvor snak og fantasier om kærlighed og kvinder veksler mellem og blandes med samtaler om fiskeriets vilkår og med fiskeri på havet med de små både i al slags vejr. Bogen er befolket med nogle unikke personligheder, som er spændende bekendtskaber for læseren, og som giver historierne eventyrlige dimensioner, der nærmer sig det magiske.

Jeg skal snarest have genlæst en bog af en anden Halldór – nemlig Halldór Laxness: “År og dage i Brattekåd”, som er den bog, der dukker op hos mig, når jeg læser om folkene i Geimundsfjord.

Det er ikke muligt at give mindre end de maksimale 5 stjerner for den fantastisk inspirerende og underfundige læseoplevelse!

Bergsveinn Birgissson
et landskab er aldrig tåbeligt
C&K Forlag, 2017
250’sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget / Politikens Forlag.

Fra bogens bagside:
For otteogtyve år siden blev søstrene Charlotte og Samantha Quinns lykkelige lillebyliv slået i småstykker ved et grusomt angreb på deres barndomshjem. Moderen blev skudt, og hendes død efterlod deres far, Pikevilles berygtede forsvarsadvokat, sønderknust. Den lille familie blev knust og ødelagt for altid, fortæret af minderne og hemmelighederne fra den frygtelige nat.

Otteogtyve år senere er Charlie – som den gode datter, hun er – fulgt i sin fars fodspor og selv blevet advokat. Men da volden vender tilbage til Pikeville og chokerer og traumatiserer hele byen, befinder Charlie sig pludselig i sit værste mareridt. Ikke blot er hun et af de første vidner på gerningsstedet, men sagen kan ikke undgå at få alle de forfærdelige minder, hun har brugt alle de mellemliggende år på at fortrænge, til at vende tilbage med fornyet styrke. Den chokerende sandhed om forbrydelsen, der ødelagde hendes familie for næsten tredive år siden, vil ikke forblive begravet for altid.

Min anmeldelse:
Hvem af de to søstre er titlens “Den gode datter”, når historien ender, og bogen er slut? Det er spørgsmålet i denne psykologiske spændingsroman/krimi – og måske får vi svaret. Find selv ud af det ved at læse bogen, for den er det absolut værd – og lad dig ikke forskrække af de mange sider, flere sidehandlinger og de mange detaljerede beskrivelser af, hvem der gør hvad og hvordan.

Bogen er i Karin Slaughters forfatterskab både enkeltstående i forhold til de fleste af hendes bøger og enestående spændende. Den er efter min mening en af forfatterens bedste bøger, selv om jeg rigtigt godt kan lide hendes serier og personerne heri.

Baggrunden for bogen er drabet for mange år siden på de to søstres mor, og de traumer det påførte pigerne, samt den efterfølgende retssag, hvor faderen var involveret i retssagen. Katalysatoren for historien er et nutidigt skoleskyderi, hvor en 18-årige pige, Kelly, skyder inspektøren og en elev. Også her tager familiens far det umulige hverv som forsvarer for den 18-årige, og det giver igen problemer i den lille by, der på forhånd har dømt Kelly.

Begge døtrene/søstrene er også blevet jurister, og de involveres på forskellige måder i sagen, der udvikler sig dramatisk med store omkostninger for søstrene og som meget afslørende i forhold til de mange lokale interesser og konflikter. Netop den amerikanske lillebys sociale strukturer er en af bogens interessante handlingsspor. Dem er der flere af, og for mig virker konstruktionen med de mange spor sammenhængende og interessant. Vel er bogen lang, men det gør efter min mening ikke noget, når historien er god. Og om bogen lige så meget er en psykologisk spændingsroman, som den er en krimi, er ikke slet afgørende.

PS:
Vil du have et overblik over Karin Slaughters krimiserier (og 333 andre krimiserier) så check lige oversigten “Mord i serier – Seriemord”. Listen er lavet af Hjørring Bibliotekerne og kan findes på flere biblioteker i hele landet. Den er ajourført pr. marts 2017, og der kommer en ny liste inden Krimimessen 2018. Find den aktuelle liste HER.

Bogen får 9 skydeskivepoint af mig her på min egen blog og 5 krimihjerter på www.krimifan.dk

Karin Slaughter
Den gode datter
HarperCollinsNordic, 20
500 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogens bagside:
I en snedækket skov i det høje nord ligger en lille by. Bjørneby, hvis indbyggere rejser væk med samme hastighed, som arbejdspladserne forsvinder. Men de beboere, der bliver tilbage, husker stadig fortidens glans og drømmer om storhed igen. Om succes i en sportsgren. Ishockey.

Juniorholdet har kvalificeret sig til semifinalen, og forventningerne er tårnhøje. Fælleskabet står stærkt, og alles blikke er rettet mod de unge spillere og sportschefen Peter. Bestyrelsen og sponsorerne, forældre og trænere, bredryggede fans i sorte jakker og piger med ubrydelige venskaber. De syttenårige drenge spiller ishockey med en hel by på skuldrene for at få Bjørneby på kortet igen. Men da der sker noget meget alvorligt, bliver byens sammenhold og drøm sat på prøve. Hvor langt vil man gå i succesens navn? Og hvad er man villig til at gøre for at beskytte sine børn?

Bjørneby er den første roman ud af to om en lille by med store drømme. Om kærlighed, om at brænde for noget, om mandighed, identitet og længslen efter at få lov til at vise, hvem man egentlig er.

Min anmeldelse:
Det er en stærk og varm bog om at holde sammen – i familien, blandt venner og veninder, på holdet, i byen og alle andre steder – men skal man gøre det for enhver pris uanset personlige og økonomiske omkostninger?

Bogen er for mig indbegrebet af en kollektivroman, for der er ingen egentlige hovedpersoner. Skiftende folk i alle aldre, fra skolebørn til stamgæsterne på byens værtshus, fra kvartererne Bunden og Toppen, fra junior- og seniorholdet i ishockey samt fra den enlige mor til erhvervslederen er udgangspunkt for historiens enkeltdele.

Bogen er ikke udelukkende den bog om ishockey, som jeg troede i begyndelsen af min læsning, men bog om en hel by, hvor ishockey er den samlende faktor, der efter manges forhåbninger skal holde sammen på og yderligere udvikle den stagnerende by.

Det er efter min mening ikke primært en bog om udkantssverige, men en bog om at være dedikeret og om fællesskaber, om det er efter min mening en fremragende bog, hvor Backman igen har ramt plet i sine personskildringer og hele historien. Jeg ser frem til den lovede fortsættelse, så jeg “sparer” på stjernerne og gemmer den sidste til fortsættelsen:

Fredrik Backman
Bjørneby
People’s Press, 2017
457 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.