Drustrups Bogblog

Forlaget skriver bl.a.:
Evert Bäckström er det svenske politis redning, manden der kan opklare en sag så let som at klø sig i nakken og uden at anstrenge sin overlegne intelligens – hvis man altså spørger ham selv. Og såmænd også, hvis man spørger hans tiårige nabo, Edvin. Derfor er det ikke så mærkeligt, at det er Bäckström, Edvin henvender sig til, da han på en spejdertur finder et nedgravet kranium. Fundet af kraniet sætter gang i en efterforskning, hvor store spørgsmål kommer på banen. Hvordan kan en kvinde dø og blive kremeret i Thailand, for derefter at dukke op som skelet på en ø i Mälaran? Som alle ved, kan man ikke dø to gange.

Leif GW Perssons lille, fede antihelt er med andre ord på banen igen, og som altid når Bäckström er involveret, er efterforskningsmetoderne både utraditionelle og besynderligt effektive.

Min anmeldelse:
Evert Bäckström optræder som biperson i flere af Perssons fantastiske krimier, som er kraftigt influeret af Perssons aktive indsats som kriminolog og efterforsker. Bäckström har altid været usympatisk, og han har længe været min yndlingshadekrimiromanfigur, og samtidig har han fascineret mig. Perssons krimier er samlet set for mig de absolut bedste svenske krimier, og det indtryk underbygger denne bog.

Da Evert Bäckström så fik sin egen serie i Perssons forfatterskab, blev hans fulde potentiale foldet ud. Denne nye bog er nummer 4 i serien med ham, og de første tre hedder: Linda – som i Lindamordet (1), Den der dræber dragen (2) og Den sande historie om Pinocchios næse (3).

Jeg mener, at det var, da bogen om Linda udkom, at jeg hørte Leif GW Persson fortælle om bogen og personen på Bok & Bibliotek i Göteborg, og på et spørgsmål om, hvorfor han havde lavet et så groft og negativt portræt af en politimand, svarede han noget i den retning: Jeg har undervist de fleste svenske politifolk, så jeg kender den politimand, som figuren er bygget over. Han har ude i den svenske virkelighed begået mange fejl og uhyrligheder, men har også opklaret forbrydelser. Hver gang begge dele har foregået, er han blevet sendt opad i systemet. Persson fortalte også, at den store forskel på romanfiguren og virkelighedens “Evert Bäckström” var, at han ikke havde turdet gøre romanfiguren så usympatisk og umulig som virkelighedens figur faktisk er. Det ville i romanform virke utroværdigt, sagde Persson!

Denne fortælling har ligget i baghovedet, hver gang jeg har læst om Bäckström, og det har givet min læsning en ekstra dimension. Således også denne gang, hvor han fortsætter på samme måde som tidligere med sexistiske og andre markante holdninger samt sin egen dagsorden, der altid handler om at slippe lettest muligt fra opgaverne og gerne med egen vinding for øje.

Denne gang er fundet af et lig af en svensk gift thailandsk kvinde, der år tidligere var konstateret død under tsunamien i Khao Lak i Thailand, baggrunden for sagen, og bogen bliver en god historie om politiarbejdet både dengang og nu. Man kan jo ikke dø to gange, så var den thailandske kvinde død i Thailand eller Sverige, og hvad var der egentlig sket?

Samtidig med beskrivelserne af efterforskningen får vi som læsere en god historie om de personlige relationer politifolkene indbyrdes og især om Bäckströms aktiviteter, hvor hans aktive supersalami stadig spiller en rolle. I denne bog er der dog denne gang mere fokus på løsningen af krimisagen end i tidligere bøger, og det er rigtigt godt!

Bogens fortællestil er som vanligt meget detaljeret med en del dialog samt grundige beskrivelser af tanker, stemninger og handlinger. Den stil passer rigtigt godt til historien, og Persson har rigtigt godt greb om den stil og om styring af plottet. Sagen løses selvfølgelig, og retfærdigheden sker fyldest, men hvordan det sker, må I selv læse.

Jeg kan ikke give bogen andet end de maksimale 10 skydeskivepoint her og 5 krimihjerter på krimifan.dk!

Leif GW Persson
Kan man dø to gange?
Modtryk, 2017
445 sider

PS:
I får lige et citat, der viser lidt om Bäckström og samtidig om Perssons stil, hvor han driller en af sine litterære kollegaer:

Bøger var et et overvurderet nydelsesmiddel for livets tabere, og selv var han holdt helt op med at læse dem, så snart det var gået op for ham, at hans gamle yndlingsforfatter, den eneste, der var betegnelsen værdig på det svenske parnas, tydeligvis var blevet ramt af en voldsom livskrise og var begyndt at skrive bøsseromaner.
Hvad var der galt med ham Hamilton?, tænkte Bäckström.

Fra bogens bagside:
Over 1000 skeletter skal flyttes fra den nordlige del af Assistens Kirkegård for at give plads til en ny metrostation ved Nørrebros Runddel. Det vækker ramaskrig, da mange mener, at gravfreden forstyrres. Men det er ikke nok til at standse metrobyggeriet.

Min anmeldelse:
På denne faktuelle og barske baggrund har Lotte Petri skruet en spændende historie sammen, hvor hun foruden fakta om bl.a. retsantropologi og politiarbejde også inddrager tro, satanisme og eksorcisme.

Allerede fra første kapitler bliver det dramatisk, da en ung arkæolog, som er kollega til knogleeksperten og retsantropologen Josefine Jespersen på projektet med at flytte de mange grave, myrdes og findes med et kors ridset ind i kraniet. Korssymbolikken bliver også knyttet til. kommende ofre, og så vil det vise sig, om Helvede – eller ihvertfald fald Satan – er løs på Nørrebro.

Det bliver afklaret af effektivt politiarbejde med efterforskeren Alexander Damgaard i spidsen og i tæt samarbejde med Josefine Jespersen. De kommer begge til ydergrænsen af deres faglige forståelsesfelter, idet mulig satanisme og en lokal katolsk præsts uddannelse til og praktisering af eksorcisme udfordrer dem.

Lotte Petri har på dejligt få sider formået at forbinde elementerne til et djævelsk dramatisk plot med tro/overtro og hævn som centrale punkter. Hun har samtidig et godt greb om personer, dialog og lokationer, så det er en både velskrevet og spændende bog. Jeg kan både lide den faktuelle, groteske baggrund med flytningen af de mange grave og den passende åbne slutning af bogen, som jeg selvfølgelig ikke vil afsløre noget om her, men hvor tvivlen stadig råder i et vist omfang.

Bogen er første del af en planlagt ny serie, hvor Josefine Jespersen er hovedpersonen. Det bliver rigtigt spændende at følge hende i kommende bøger. Jeg giver den 8 flotte skydeskivepoint her og 4 krimihjerter på krimifan.dk

Lotte Petri
Djævelens værk
Lindhardt og Ringhof, 2017
284 sider

Fra bogens bagside:

Gedden på det rene køkkenbord. Hvad skal Maj stille op med den?

For første gang skal Maj have sin nye familie til middag. Men hvordan havnede hun her, med en mand hun knap kender? En sparken i maven giver svaret. Barnet. Det der aldrig måtte ske.

Langsomt vokser en beslutning frem: Hun vil være en kvinde, som ingen kan klandre. En god kone, mor, værtinde. Men hvor meget Maj end prøver at få styr på tilværelsen, så er alt det andet der. Usikkerheden, det betændte moderskab, alkoholismen og et ægteskab, som ikke var meningen. Og en forbudt længsel efter at indtage sin plads og risikere at fylde for meget.

Et barn at føde følger den 20-årige Maj i hendes første år som gift i slutningen af 1930’erne. En stærk skildring af kvinders livsvilkår og en fortælling om tidsåndens og tilfældighedernes lunefulde måde at styre vores liv på.

Min anmeldelse:

Den unge og usikre Maj Sara Johanna Olausson fra simple kår bliver gravid med yngste søn, Tomas, fra en byens velhavende familier. Han gifter sig med hende, og de flytter ind i samme hus som hans gamle mor. Maj og Tomas er usikre på sig selv, deres roller og hinanden. Begge har også uforløste tidligere forhold, og komplicerede relationer til deres respektive familier. Kort sagt: Kan det mon gå godt?

Det ved vi ikke helt, for bogen er kun første del af en trilogi om Maj, og det kan kun gå for langsomt med at få oversat og udgivet fortsættelserne. Historien om Majs liv som ung kvinde og pludselig mor er nemlig ualmindeligt godt fortalt, og samtidig står tidsbilledet 1938-1939 skarpt.

Det er for så vidt indholdet i bogen, men kun i skabelonform, og det yder slet ikke bogen retfærdighed, for den litterære form tilfører historien om Maj så meget mere og i flere lag.

Med Maj som udgangspunkt følges hendes liv og følelser gennem hendes øjne og tanker. Sådan har forfatteren valgt fortællevinklen, og den holdes fast i stort hele teksten. I korte sætninger ofte flydende som umiddelbare tankeindfald og øjeblikkelige iagttagelser bliver teksten både gribende og poetisk. Stemmen er i begyndelsen tvivlende og fortvivlet, men bliver stærkere frem mod slutningen.

På den måde får vi som læsere et indfølt billede af Majs udvikling fra de første kæresterier gennem hendes graviditet til hendes indtræden i en familie, hvis liv ligger milevidt fra hendes baggrund, til hendes første tid som mor samt om det problematiske liv med Tomas, der har alkoholproblemer og har svært ved at finde sin plads i livet og familien.

Det har været en stor fornøjelse at få indblik i Majs liv og tanker, og efter ganske kort tilvænning til den litterære form, har det også været en rigtig god læseoplevelse. Det vil det være for alle indviduelle læsere af gode historier om menneskelige skæbner, men der vil også være stof til mange snakke i læsegrupper.

Hvis jeg skulle give den stjerner, hjerter eller point, ville den på min egen skydeskive, jeg kun bruger til krimier og spændingsbøger, få tæt på de maksimale 10, som er et rent pletskud. Ellers bliver det 5 ud af 5 mulige hjerter.

Kristina Sandberg
Et barn at føde
Modtryk, 2017
473 sider

På bogens bagside:
Billis verden eksisterer ikke mere. Faren dør, kæresten går, og jobbet forsvinder, da den tyske mastodont lukker Danmarks allersidste kuvertfabrik.

Alt hvad Billi elsker er væk. Formaliteter. Og hvad er der så tilbage? Billi nægter at have ondt af sig selv og rejser ud i Europa, til Finland, Grækenland og Rumænien, for at finde håb.

Sommergræs, vinterorm er en roman om at være fanget mellem nye og gamle tider, om at skabe og blive skabt.

Min anmeldelse:
Da Mette Søs roman “fordi at” udkom, holdt hun et spændende foredrag om bogen på min tidligere arbejdsplads – dele af den er iøvrigt skrevet på netop Hjørring Bibliotek. I den forbindelse læste jeg også de andre bøger, hun havde skrevet, og jeg blev ret fascineret af hendes unikke univers, skæve vinkler på virkeligheden, hendes finurlige og fantastiske sprog samt de helt særlige, kvindelige hovedpersoner. Den fascination er på alle måder blevet større efter læsning af denne nye roman.

Bogen er fortalt i et kondenseret og stramt sprog, hvor de ofte særdeles korte sætninger eller udsagn er fyldte med overraskende og forunderlige formuleringer. Selv om det ikke er en tyk bog, tager læsningen noget længere tid end med en krimi, for det fortjener bogen, og det indbyder sproget til. Selve handlingen var for mig mindre væsentlig end sproget samt den specielle hovedperson og hendes situation.

Og igen har Mette Sø været igang med særdeles grundig research med besøg på de lokaliteter Billi besøger, om produktion af kuverter, om papirkvaliteter, Rumæniens historie samt om musik, fordi Billis far var cellist. De elementer står centralt i bogen og udgør det skelet, bogen bygger på. Ganske uden at det tynger bogen.

Kort fortalt er Billi Kruse i krise og i rivende udvikling med at synke eller sejle videre. Fordi hun er uden far, uden arbejde og uden kæreste.

Billi tager til Finland fordi: “Jeg tænkte, at jeg ville besøge papiret og høre, hvordan det gik”, til Grækenland, hvor bestikkelse i kuverter – fakelaki – er almindeligt, så: “Selvfølgelig skal jeg til kuvertland og besøge kuverten” og til Rumænien, fordi det var et af farens sidste ønsker, at hun skulle besøge hans tidligere kæreste der.

Den rejse er bogens ydre ramme, men den egentlige rejse er Billis indre rejse gennem krisen og videre i livet – eller bare derhen, hvor bogen nu slutter. For her er der fortolkningsmuligheder.

“Jeg er stadig mig, men jeg er ikke længere det menneske, jeg var i går. Jeg ved noget andet og mere nu.” Sådan siger Billi sidst i bogen, og sådan vil mange læsere have det, samtidig med at de har fået en god og helt særlig læseoplevelse, hvis de tuner ind på Mette Sø og hendes unikke univers.

Mette Sø
Sommergræs, vinterorm
Politikens Forlag, 2017
215 sider

Fra bogens bagside:
For fire år siden blev Sif Magnisdóttir voldtaget og næsten dræbt i en gyde på Christianshavn. Siden har hun levet med invaliderende psykiske eftervirkninger og frygtet den dag, hvor hendes overfaldsmand – den beregnende psykopat Johan Pressler – vil blive løsladt.

Da det sker, eksploderer en bandekrig i Københavns gader, orkestreret af Johan Pressler. Og da den traumatiserede krigsveteran Thor Eriksen bliver sendt af sted for at udrydde problemet Magnisdóttir, opdager Sif, at hun er en brik i et større spil.

Men Sif har en hemmelighed. Hendes tid som offer er forbi.

Min anmeldelse:
Sif er en interessant person, og det bliver spændende at følge hendes cidere færd, for forfatteren har lovet, det bliver en serie. Hun minder mig iøvrigt rigtigt meget om Lisbeth Salander – en traumatiseret kvinde, der vælger aktiv modstand og med en god makker.

Elementerne i krimien er mange: personlige traumer, voldtægt, mishandling, psykopati, narkohandel, bandeopgør, magtkampe, politiarbejde, København, nordisk mytologi og en mystisk organisation, der ikke afsløres ret meget om her i første del af serien. Det lyder kompliceret, og det er bestemt heller ikke alt, der hænger 100 % overbevisende sammen. Der er flere usandsynligheder undervejs.

Alligevel bliver det spændende at følge med i alt det, der sker omkring Sif. Det skyldes i høj grad den skrivestil, forfatteren har valgt med skiftende fortæller- og synsvinkler, et højt actionniveau samt et ret koncentreret sprog med kort sætninger og højt tempo.

De mange handlingselementer betyder selvfølgelig også mange konflikter. Ud over parterne i bandernes krig om narkohandelen samt Sifs voldsomme konflikt med sin nu løsladte voldtægtsmand er der magtkampe internt i politiet, organisationen af bagmænds konflikt med samfundet og krigsveteran Thors konflikter til flere sider.

Med bagsidens tekst og mine bemærkninger er der forhåbentlig skabt et indtryk af bogen, så I kan afgøre, om I vil give jer i kast med bogen. Selv vil jeg gerne også læse den næste bog om Sif, men jeg håber, der kommer mere styr på plotstyringen og lidt mere på sandsynligheden.

Jeg giver bogen 6 skydeskivepoint her og 3 krimihjerter på krimifan.dk

Thomas Clemen
Jeg er Sif
Modtryk, 2017
349 sider

Fra bogens bagside:
Matthew har sluppet taget i livet efter at have mistet sin kæreste og deres ufødte datter. Sorgen har drevet ham til Grønland, hvor han arbejder som journalist på den lokale avis i Nuuk. Herfra sendes han ind til kanten af indlandsisen for at skrive om fundet af en mumificeret nordboviking. Alt køres i stilling til en verdenssensation, det lille samfund i Nuuk holder vejret, men allerede dagen efter fundet bryder kaos løs. Mumien er forsvundet, og den betjent, som skulle holde vagt ved findestedet på isen, er blevet dræbt.

I sin research støder Matthew på en henlagt sag fra 1973, hvor fire mænd på brutal vis blev slået ihjel. Mændene var hver især under mistanke for at have begået seksuelle overgreb mod deres døtre. To af døtrene forsvandt sporløst og blev aldrig fundet,

De to sager flyder sammen for Matthew, og han får gravet sig så dybt ned i både nutidens og fortidens ondskab, at han selv ender som mistænkt. Den eneste person, han tør stole på, er den unge grønlandske kvinde Tupaarnaq, der netop er blevet løsladt efter at have afsonet 12 års fængsel for drabet på sin egen far.

Min anmeldelse
Jeg har læst bogen en god uges tid, før jeg formulerer denne anmeldelse. Sådan arbejder jeg af og til – især hvis jeg er i tvivl om, hvordan jeg skal skrive min mening. Det sker især, når jeg ikke er overvældende glad for bogen, og sådan er det med Pigen uden hud.

Jeg har – igen som sædvanligt – forsøgt ikke at læse andres anmeldelser af bogen, inden jeg skriver min egen, men overskrifter fra begejstrede anmeldelser og presseomtaler har det været umuligt at undgå. Jeg har udelukkende spottet overvældende begejstrede anmeldelser, og dem kan jeg ikke synge eller skrive med på. Hvorfor så det?

Handlingen og baggrunden for den er udførligt beskrevet på bagsiden, så den vil jeg ikke komme ret meget ind på. Det jeg oplevede under læsningen, var decideret overkill og et plot, der for mig ikke hang ordentligt sammen og hverken udviklede sig for alvor overraskende eller logisk.

Selv om det selvfølgelig ikke kan forventes hver gang af en krimi eller spændingsbog, så tilføres genren her ikke væsentligt nyt, men når klicheer og heldige løsninger samtidig trækkes frem, så virker bogen ikke overbevisende for mig. Når der samtidig tegnes et ret ensidigt og negativt billede af det grønlandske samfund, den foregår i, var det ikke nogen super læseoplevelse.

Vel var bogen elementært spændende, og vel kunne jeg undervejs ikke gennemskue plottet helt, så jeg læste bogen færdig for at finde ud af, hvordan trådene blevt redt ud, og hvordan det hele ville ende. Men nogen stærk eller fascinerende fortælling, som bogens egen anprisninger også siger på bagsiden, blev det aldrig for mig. Nu lyder det måske lidt for negativt, men det skyldes konflikten mellem forventninger og den virkelighed, jeg oplevede.

En mellemkrimi, som jeg giver 5 skydeskivepoint på min egen skala og blog samt 3 (fordi jeg ikke kan give 2 1/2) krimihjerter på krimifan.dk.

Mads Peter Nordbo
Pigen uden hud
Politikens Forlag, 2017
340 sider