Drustrups Bogblog

Fra bogens bagside:

Gedden på det rene køkkenbord. Hvad skal Maj stille op med den?

For første gang skal Maj have sin nye familie til middag. Men hvordan havnede hun her, med en mand hun knap kender? En sparken i maven giver svaret. Barnet. Det der aldrig måtte ske.

Langsomt vokser en beslutning frem: Hun vil være en kvinde, som ingen kan klandre. En god kone, mor, værtinde. Men hvor meget Maj end prøver at få styr på tilværelsen, så er alt det andet der. Usikkerheden, det betændte moderskab, alkoholismen og et ægteskab, som ikke var meningen. Og en forbudt længsel efter at indtage sin plads og risikere at fylde for meget.

Et barn at føde følger den 20-årige Maj i hendes første år som gift i slutningen af 1930’erne. En stærk skildring af kvinders livsvilkår og en fortælling om tidsåndens og tilfældighedernes lunefulde måde at styre vores liv på.

Min anmeldelse:

Den unge og usikre Maj Sara Johanna Olausson fra simple kår bliver gravid med yngste søn, Tomas, fra en byens velhavende familier. Han gifter sig med hende, og de flytter ind i samme hus som hans gamle mor. Maj og Tomas er usikre på sig selv, deres roller og hinanden. Begge har også uforløste tidligere forhold, og komplicerede relationer til deres respektive familier. Kort sagt: Kan det mon gå godt?

Det ved vi ikke helt, for bogen er kun første del af en trilogi om Maj, og det kan kun gå for langsomt med at få oversat og udgivet fortsættelserne. Historien om Majs liv som ung kvinde og pludselig mor er nemlig ualmindeligt godt fortalt, og samtidig står tidsbilledet 1938-1939 skarpt.

Det er for så vidt indholdet i bogen, men kun i skabelonform, og det yder slet ikke bogen retfærdighed, for den litterære form tilfører historien om Maj så meget mere og i flere lag.

Med Maj som udgangspunkt følges hendes liv og følelser gennem hendes øjne og tanker. Sådan har forfatteren valgt fortællevinklen, og den holdes fast i stort hele teksten. I korte sætninger ofte flydende som umiddelbare tankeindfald og øjeblikkelige iagttagelser bliver teksten både gribende og poetisk. Stemmen er i begyndelsen tvivlende og fortvivlet, men bliver stærkere frem mod slutningen.

På den måde får vi som læsere et indfølt billede af Majs udvikling fra de første kæresterier gennem hendes graviditet til hendes indtræden i en familie, hvis liv ligger milevidt fra hendes baggrund, til hendes første tid som mor samt om det problematiske liv med Tomas, der har alkoholproblemer og har svært ved at finde sin plads i livet og familien.

Det har været en stor fornøjelse at få indblik i Majs liv og tanker, og efter ganske kort tilvænning til den litterære form, har det også været en rigtig god læseoplevelse. Det vil det være for alle indviduelle læsere af gode historier om menneskelige skæbner, men der vil også være stof til mange snakke i læsegrupper.

Hvis jeg skulle give den stjerner, hjerter eller point, ville den på min egen skydeskive, jeg kun bruger til krimier og spændingsbøger, få tæt på de maksimale 10, som er et rent pletskud. Ellers bliver det 5 ud af 5 mulige hjerter.

Kristina Sandberg
Et barn at føde
Modtryk, 2017
473 sider

På bogens bagside:
Billis verden eksisterer ikke mere. Faren dør, kæresten går, og jobbet forsvinder, da den tyske mastodont lukker Danmarks allersidste kuvertfabrik.

Alt hvad Billi elsker er væk. Formaliteter. Og hvad er der så tilbage? Billi nægter at have ondt af sig selv og rejser ud i Europa, til Finland, Grækenland og Rumænien, for at finde håb.

Sommergræs, vinterorm er en roman om at være fanget mellem nye og gamle tider, om at skabe og blive skabt.

Min anmeldelse:
Da Mette Søs roman “fordi at” udkom, holdt hun et spændende foredrag om bogen på min tidligere arbejdsplads – dele af den er iøvrigt skrevet på netop Hjørring Bibliotek. I den forbindelse læste jeg også de andre bøger, hun havde skrevet, og jeg blev ret fascineret af hendes unikke univers, skæve vinkler på virkeligheden, hendes finurlige og fantastiske sprog samt de helt særlige, kvindelige hovedpersoner. Den fascination er på alle måder blevet større efter læsning af denne nye roman.

Bogen er fortalt i et kondenseret og stramt sprog, hvor de ofte særdeles korte sætninger eller udsagn er fyldte med overraskende og forunderlige formuleringer. Selv om det ikke er en tyk bog, tager læsningen noget længere tid end med en krimi, for det fortjener bogen, og det indbyder sproget til. Selve handlingen var for mig mindre væsentlig end sproget samt den specielle hovedperson og hendes situation.

Og igen har Mette Sø været igang med særdeles grundig research med besøg på de lokaliteter Billi besøger, om produktion af kuverter, om papirkvaliteter, Rumæniens historie samt om musik, fordi Billis far var cellist. De elementer står centralt i bogen og udgør det skelet, bogen bygger på. Ganske uden at det tynger bogen.

Kort fortalt er Billi Kruse i krise og i rivende udvikling med at synke eller sejle videre. Fordi hun er uden far, uden arbejde og uden kæreste.

Billi tager til Finland fordi: “Jeg tænkte, at jeg ville besøge papiret og høre, hvordan det gik”, til Grækenland, hvor bestikkelse i kuverter – fakelaki – er almindeligt, så: “Selvfølgelig skal jeg til kuvertland og besøge kuverten” og til Rumænien, fordi det var et af farens sidste ønsker, at hun skulle besøge hans tidligere kæreste der.

Den rejse er bogens ydre ramme, men den egentlige rejse er Billis indre rejse gennem krisen og videre i livet – eller bare derhen, hvor bogen nu slutter. For her er der fortolkningsmuligheder.

“Jeg er stadig mig, men jeg er ikke længere det menneske, jeg var i går. Jeg ved noget andet og mere nu.” Sådan siger Billi sidst i bogen, og sådan vil mange læsere have det, samtidig med at de har fået en god og helt særlig læseoplevelse, hvis de tuner ind på Mette Sø og hendes unikke univers.

Mette Sø
Sommergræs, vinterorm
Politikens Forlag, 2017
215 sider

Fra bogens bagside:
For fire år siden blev Sif Magnisdóttir voldtaget og næsten dræbt i en gyde på Christianshavn. Siden har hun levet med invaliderende psykiske eftervirkninger og frygtet den dag, hvor hendes overfaldsmand – den beregnende psykopat Johan Pressler – vil blive løsladt.

Da det sker, eksploderer en bandekrig i Københavns gader, orkestreret af Johan Pressler. Og da den traumatiserede krigsveteran Thor Eriksen bliver sendt af sted for at udrydde problemet Magnisdóttir, opdager Sif, at hun er en brik i et større spil.

Men Sif har en hemmelighed. Hendes tid som offer er forbi.

Min anmeldelse:
Sif er en interessant person, og det bliver spændende at følge hendes cidere færd, for forfatteren har lovet, det bliver en serie. Hun minder mig iøvrigt rigtigt meget om Lisbeth Salander – en traumatiseret kvinde, der vælger aktiv modstand og med en god makker.

Elementerne i krimien er mange: personlige traumer, voldtægt, mishandling, psykopati, narkohandel, bandeopgør, magtkampe, politiarbejde, København, nordisk mytologi og en mystisk organisation, der ikke afsløres ret meget om her i første del af serien. Det lyder kompliceret, og det er bestemt heller ikke alt, der hænger 100 % overbevisende sammen. Der er flere usandsynligheder undervejs.

Alligevel bliver det spændende at følge med i alt det, der sker omkring Sif. Det skyldes i høj grad den skrivestil, forfatteren har valgt med skiftende fortæller- og synsvinkler, et højt actionniveau samt et ret koncentreret sprog med kort sætninger og højt tempo.

De mange handlingselementer betyder selvfølgelig også mange konflikter. Ud over parterne i bandernes krig om narkohandelen samt Sifs voldsomme konflikt med sin nu løsladte voldtægtsmand er der magtkampe internt i politiet, organisationen af bagmænds konflikt med samfundet og krigsveteran Thors konflikter til flere sider.

Med bagsidens tekst og mine bemærkninger er der forhåbentlig skabt et indtryk af bogen, så I kan afgøre, om I vil give jer i kast med bogen. Selv vil jeg gerne også læse den næste bog om Sif, men jeg håber, der kommer mere styr på plotstyringen og lidt mere på sandsynligheden.

Jeg giver bogen 6 skydeskivepoint her og 3 krimihjerter på krimifan.dk

Thomas Clemen
Jeg er Sif
Modtryk, 2017
349 sider

Fra bogens bagside:
Matthew har sluppet taget i livet efter at have mistet sin kæreste og deres ufødte datter. Sorgen har drevet ham til Grønland, hvor han arbejder som journalist på den lokale avis i Nuuk. Herfra sendes han ind til kanten af indlandsisen for at skrive om fundet af en mumificeret nordboviking. Alt køres i stilling til en verdenssensation, det lille samfund i Nuuk holder vejret, men allerede dagen efter fundet bryder kaos løs. Mumien er forsvundet, og den betjent, som skulle holde vagt ved findestedet på isen, er blevet dræbt.

I sin research støder Matthew på en henlagt sag fra 1973, hvor fire mænd på brutal vis blev slået ihjel. Mændene var hver især under mistanke for at have begået seksuelle overgreb mod deres døtre. To af døtrene forsvandt sporløst og blev aldrig fundet,

De to sager flyder sammen for Matthew, og han får gravet sig så dybt ned i både nutidens og fortidens ondskab, at han selv ender som mistænkt. Den eneste person, han tør stole på, er den unge grønlandske kvinde Tupaarnaq, der netop er blevet løsladt efter at have afsonet 12 års fængsel for drabet på sin egen far.

Min anmeldelse
Jeg har læst bogen en god uges tid, før jeg formulerer denne anmeldelse. Sådan arbejder jeg af og til – især hvis jeg er i tvivl om, hvordan jeg skal skrive min mening. Det sker især, når jeg ikke er overvældende glad for bogen, og sådan er det med Pigen uden hud.

Jeg har – igen som sædvanligt – forsøgt ikke at læse andres anmeldelser af bogen, inden jeg skriver min egen, men overskrifter fra begejstrede anmeldelser og presseomtaler har det været umuligt at undgå. Jeg har udelukkende spottet overvældende begejstrede anmeldelser, og dem kan jeg ikke synge eller skrive med på. Hvorfor så det?

Handlingen og baggrunden for den er udførligt beskrevet på bagsiden, så den vil jeg ikke komme ret meget ind på. Det jeg oplevede under læsningen, var decideret overkill og et plot, der for mig ikke hang ordentligt sammen og hverken udviklede sig for alvor overraskende eller logisk.

Selv om det selvfølgelig ikke kan forventes hver gang af en krimi eller spændingsbog, så tilføres genren her ikke væsentligt nyt, men når klicheer og heldige løsninger samtidig trækkes frem, så virker bogen ikke overbevisende for mig. Når der samtidig tegnes et ret ensidigt og negativt billede af det grønlandske samfund, den foregår i, var det ikke nogen super læseoplevelse.

Vel var bogen elementært spændende, og vel kunne jeg undervejs ikke gennemskue plottet helt, så jeg læste bogen færdig for at finde ud af, hvordan trådene blevt redt ud, og hvordan det hele ville ende. Men nogen stærk eller fascinerende fortælling, som bogens egen anprisninger også siger på bagsiden, blev det aldrig for mig. Nu lyder det måske lidt for negativt, men det skyldes konflikten mellem forventninger og den virkelighed, jeg oplevede.

En mellemkrimi, som jeg giver 5 skydeskivepoint på min egen skala og blog samt 3 (fordi jeg ikke kan give 2 1/2) krimihjerter på krimifan.dk.

Mads Peter Nordbo
Pigen uden hud
Politikens Forlag, 2017
340 sider

Fra bogens bagside:
Christian holder parkeret i skovbrynet, så Leonora ikke kan se ham. Hun løber derude på vejen, hans kone gennem mere end 20 år. Med musik i ørerne, fordybet i sit løb og i sig selv. Hun ser intet, aner ikke, at han om lidt i skjul af mørket og regnen vil indhente hende bagfra med bilens lys slukket. Og på frygtelig vis gøre en ende på deres ægteskab.

Udadtil har Christian og Leonora det hele. Et godt ægteskab, en skøn villa med udsigt over Vejle Fjord og en søn, der netop er blevet erklæret rask efter lang tids sygdom. Men til en fest i Christians firma ser Leonora sin mand sammen med en yngre kvinde. Leonora indser, at hun risikerer at blive forladt. Tænk, at Christian kan. Tænk, at han kan forlade den kvinde, der har ofret sin karriere, ofret alt, for at passe sønnen og sørge for familien. Leonora tager en beslutning: Hun nægter at stå tilbage som hende, der blev forladt – uanset hvilke midler hun skal tage i brug.

Kærlighed for voksne er en roman om ægteskab, om hvem der ofrer mest i et forhold, om parforholdets vindere og tabere, om lidenskab, sex og mord.

Min anmeldelse:
Det er bog nummer to fra det mandlige forfatterpar Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich under deres kvindelige pseudonym. “Den hemmelige kvinde” udkom sidste år, og den fik jeg aldrig læst trods gode anmeldelser og megen omtale. Denne nye læste jeg, fordi jeg var nysgerrig efter at prøve deres kvindelige vinkel som forfattere, for jeg kendte dem også som A.J. Kazinski. Det skete med nogen skepsis pga. den massive hype og foromtale samt de mange gode anmeldelsescitater, der blev brugt. Det er farligt med den slags markedsføring, hvis ikke produktet lever op til det, men det gjorde denne bog!

Det er en bog, hvor handlingen undervejs ændrer retning og vinkel på virkeligheden, og det bliver til både spændende, overraskende og interessant læsning. Den dramatiske historie fortælles i 3 dele: Når solsorten synger, Ildfuglen og Kærlighedens bål. Fortællingen om Leonora, Christian og deres ægteskab formidles desuden fortælleteknisk gennem en pensioneret politimands beretning til sin datter om sagen med trafikdrabet, der omtales på bogens bagside. Den form giver yderligere intensitet og nogle gode skift ved læsningen.

Hvad der sker, og hvordan det hele ender, vil det være frygteligt at afsløre. Handlingsrammen er fortalt ganske uddybende på bogens bagside, så det må være rigeligt her.

De sidste ord i bogen falder ved et bryllup: Det lever aldrig op til forventningerne, og på samme tid så overgår det forventningerne. Sådan er det med kærlighed for voksne.

Sådan er det også med bogen – det med at overgå forventningerne! Den giver en dramatisk version af, hvor stærk kærlighedens magt kan være, og hvor vidt mennesker vil gå i kærlighedens navn – og jalousiens, der jo ofte er makker til kærligheden.

Læs endelig bogen og bliv både overrasket og underholdt. Jeg må indrømme, at jeg er nødt til også læse den første bog af “Anna Ekberg”.

jeg giver den 8 skydeskivepoint her og 4 krimihjerter på krimifan.dk

Anna Ekberg
Kærlighed for voksne
Politikens Forlag, 2017
381 sider

Fra bogens bagside:
Anna er bange for alt, og det er kun blevet værre, efter hun fik børn. Derfor har hun og Marco besluttet at tage deres femårige tvillinhger med til Thailand. Her skal de bare nyde at være sammen og få lidt ro på deres liv.

Alligevel er de knap nået frem til ferieparadiset, før Anna er overbevist om, at et ældre tysk ægtepar er ude efter datteren Maria. For hvorfor bliver de ellers ved med at dukke op, hvor Anna og familien er? Og hvorfor stirrer de altid på Maria og giver hende gaver?

Marco slår det hen – det er som sædvanlig noget, hun bilder sig ind. Men Anna ved, der er noget galt, og hvad det betyder: Hun må ikke slippe børnene af syne. Ikke så meget som et øjeblik. For i det øjeblik kan det værste ske.

Min anmeldelse:
Hovedparten af bogen er beretningen om parrets rejse med deres to børn til Thailand, men den afbrydes af indskud med andet indhold: dels korte kapitler om Annas angst og dels ultrakorte uddrag af samtaler i København med Anna et stykke tid efter rejsen.

De sidste uddrag bidrager lige fra begyndelsen af bogen til læserens bevidsthed om, at noget helt sikkert går galt, og det er fortælleteknisk grebet godt an. Interessen er sikret lige fra begyndelsen. Egentlig er det afsnittene om Annas angst, der står stærkest for mig i deres nøgterne beskrivelse af, hvad der gør hende ikke bare bange, men angst langt ind i sindet. En angst der påvirker hende på alle måder. Men det er kombinationen af de tre elementer, som tilsammen giver en god og rigtig interessant læseoplevelse.

Noget af det, Anna er angst for, er at flyve. Alligevel tager de på turen til Thailand, men det bliver på ingen måde nemt for Anna. Hvad der sker på turen, hvad baggrunden for de efterfølgende samtaler er, og hvad der ellers sker, må I selv læse jer frem til.

Det er en både interessant, gribende og spændende historie fortalt på en god måde.

Med en parallel til bogens titel: Se ikke bort fra denne bog. Læs den alene eller sammen med andre, for der er også stof til gode snakke i bogen.

Karen Strandbygaard
Se ikke væk
People’s Press, 2017
239 sider