Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Karin Slaughter: En holdt kvinde

Krimi og spænding Posted on 28 nov, 2016 22:40

Den retsmedicinske krimithrillers mester er på banen igen, og igen møder læserne det faste makkerpar Sara Linton og Will Trent. Det er et herligt spændende gensyn i det, som er seriens bind 8! (Og endda kun et par måneder efter den amerikanske udgivelse).

______________________________________

Fra bogens bagside:

Mænd og koner. Mødre og døtre. Hemmeligheder binder dem sammen. Hemmeligheder der kan blive deres død.

En tidligere politibetjent med et plettet ry findes myrdet. Blodige spor på gerningsstedet afslører, at der er et offer mere: en kvinde, men hun er forsvundet.

Da Will Trent og Dr. Sara Linton, Georgia Bureau of Investigations nyeste retsmediciner, begynder at efterforske sagen, leder spørgsmålene til Wills egen fortid. Snart begynder det at gå op for Will og Sara, at sagen kan få skæbnesvangre konsekvenser både for dem selv og deres nærmeste. En desperat jagt på sandheden og den forsvundne kvinde sættes ind, men tiden er ved at rinde ud …

______________________________________

Blandingen af politimæssig efterforskning, retsmedicinske facts og personernes egne og fælles problemer i fortid og nutid er velkendt fra Slaughters øvrige bøger og er igen meget effektivt styret.

Udover at bogen er et længe ventet gensyn med Sara Linton og Will Trent er bogen også et gensyn med Will Trents kollegaer som f.eks, Amanda og Faith. Samtidig spiller Will Trent kone, Angie, en central rolle. Hun er en af de mest koldblodigt beregnende og skrupelløst voldelige krimipersoner, jeg har mødt længe. De blev gift som helt unge, og Will Trent har forsøgt at blive skilt fra hende. Nu dukker hun op, og vi får historien om deres fælles fortid fra opvæksten på børnehjemmet og deres videre forhold. Angies datter er også central person i handlingen. Den påvirkes også af planer for byggeriet af et stort forretningscenter, som flere sportsfolk er interessenter i, og hvor der er anklager for voldtægt mod den største af sportsstjernerne. Desuden må det siges, at ikke alle politifolkene er lige ærlige.

Den grufulde sag udvikler sig til et potentielt mareridt for forholdet mellem Will og Sara samt for Wills karriere.

Det vil være skrækkeligt at fortælle ret meget mere af handlingen, fordi den er fortalt på en måde med et par tidsspring og langsom afsløring af hemmeligheder og bevæggrunde, at spændingen bygges sikkert og intenst op. Den oplevelse skal jeg på ingen måde ødelægge.

Da jeg sidste år skrev lektørudtalelse for Dansk BiblioteksCenter om Karin Slaughters “De smukkeste” skrev jeg bl.a. sådan:

Slaughter byder endnu en gang på neglebidende spænding og gruopvækkende familiehemmeligheder, der vil holde dig fanget til sidste side. Læsere af psykologiske thrillere vil elske bogen…

Noget helt tilsvarende kan siges om “En holdt kvinde”, og selv om handlingen ender (nogenlunde) godt for Sara og Will, og det afslører jeg ikke noget ved at fortælle, så kan jeg alligevel se tegn på mulige trusler med dem og deres forhold i næste bog, men kom bare med den. Jeg er så klar!

Serien/serierne

“De smukkeste” var en selvstændig bog helt uden sammenhæng med de øvrige bøger, der egentlig er én lang serie, hvor Sara Linton i de første 6 bøger danner makkerpar med Jeffrey Tolliver, og i løbet af de (indtil videre) følgende 8 bliver makker og senere partner med Will Trent.

Da denne nye jo er bind 8 i den sidste del af serien, vil det være ganske ufornuftigt at læse den først. Dels vil det være en spoiler, hvis man senere begynder på de øvrige, og dels er der sket meget personerne indbyrdes, som det vil være bedst at vide.

Grant County-serien
– med Sara Linton og Jeffrey Tolliver (af Dansk BiblioteksCenter kaldet ”Sara Linton-serien”)
Mord for øje
Svigt
Kold frygt
Hævneren
Vantro
Hvid død

Sara Linton og Will Trent-serien
(De første to er kun med Will Trent, og de følgende også med Sara Linton fra Grant County-serien.)
Mørk treenighed
Bortført
Genesis
Brudt
Dybt fald
Forbryder
I skjul
En holdt kvinde

Karin Slaughter
En holdt kvinde
HarperCollinsNordic, 2016
(476 sider)



Sigurd Barrett: Sigurd fortæller danmarkshistorie – bind 1-2

Alt muligt andet godt Posted on 26 nov, 2016 00:22

I samme stil som i andre af Sigurd Barretts bøger om f.eks. bibelhistorie, græske guder og nordiske guder samt i samme lette og muntert fortællende stil som i hans shows og tv-udsendelser får vi denne gang intet mindre end hele danmarkshistorien, og derfor er der brug for 2 bind.

De 2 bøger dækker perioden fra istiden (det var altså ikke flødeis, Danmark var dækket af) frem til i år og med et kort afsnit om et muligt fremtidsscenarie. Opdelt i perioder af varierende længde fortælles om et udvalg af periodens vigtigste begivenheder.

Og selv om formidlingsstil og fortællestemme er Sigurds, så er bøgerne lavet i samarbejde med Nationalmuseet, og de udvalgte historiske facts må forventes af være korrekte. Jeg har i hvert fald ikke fundet nogle fejl i de kapitler, jeg har læst.

Hvert kapitel sluttes med oversigt over vigtige opfindelser i perioden samt henvisninger til, hvor man f.eks. på museer eller lokaliteter over hele landet i dag kan se og opleve noget af det, der har været beskrevet i teksten.

Et eksempel:
Vigtige opfindelser under Første Verdenskrig:
Gullaschbaroner og gullasch på dåse, rationeringsmærker samt Danmarks først tegnefilm.

Bøgerne er ligesom andre historieformidlende bøger til børn vigtige, for både at skærpe og at tilfredsstille børnenes interesse for historie, for der er ingen fremtid uden en forståelse for fortiden. Det er mantraet for bøgerne, der ikke behøver at læses i sin helhed på én gang, men man kan også kan læse de kapitler, der aktuelt bliver relevante af den ene eller anden grund.

Da målgruppen jo netop er børn, er det et godt greb at supplere de mere overordnede facts om f.eks. årstal, konger, krige og kendte personer med børnenes og familiernes situation og dagligdag i de forskellige perioder, hvor det er muligt og relevant.

Om det er charmerende eller pjattet er en smagssag, men personligt mener jeg, at stilen er underordnet, bare bøgerne virker på børnene, og det er jeg sikker på, de vil gøre både i familier og i pædagogiske sammenhænge. Der er masser af substans og gode oplysninger i bøgerne, og de giver et kort og grundigt overblik over danmarkshistorien – og det er samtidig underholdende (op)læsning.

Sigurds tekst suppleres af nogle rigtigt fine tegneserieagtige tegninger på samme måde som i de øvrige nævnte bøger, og der er desuden lavet cd med tilhørende musik samt et parallelt brætspil til hele familien, men ingen af de dele har jeg set, hørt eller prøvet – endnu, men spillet skal helt sikkert prøves sammen med nogle børn.

Sigurd Barrett
Sigurd fortæller danmarkshistorie
Politikens Forlag, 2016

Bind 1: Fra istiden til oplysningstiden (283 sider)
Bind 2: Fra oplysningstiden til fremtiden (283 sider)



Michael Slot Pihl: Skal man græde over spildt liv?

Alt muligt andet godt Posted on 18 nov, 2016 23:28

Bagsidenoten:

Forfatteren Noah ankommer til Bornholm, hvor han skal færdiggøre sin roman. En stor sorg har bragt ham i en skrivemæssig og personlig krise, der fastholder ham i en lammende bagudskuen.

I Gudhjem møder Noah to spændende kvinder med hver sin bagage. De to kvinder vækker håb og nysgerrighed, og Noah begynder at betræde den snørklede og dog smukke vej tilbage til livet.

“Skal man græde over spildt liv?” er en roman om tre menneskeskæbner. Det er en reflekterende og livsklog roman om det gode liv og kærligheden.

___________________________________________________________________

Anmeldelsen:
Denne korte tekst beskriver handlingen i bogen ret præcist. Mens forfatterens debutroman i nogen grad var bygget på selvbiografiske erfaringer og oplevelser, er denne nye bog det ikke i samme omfang. I sin tekst skriver han selvfølgelig ud fra sin verden som lærer, og han kender en god del til kreative udfoldelser gennem sin egne udfoldelser som forfatter og med musik og sang samt gennem sin kones mange malerier. Og beskrivelserne af Bornholm, hvor bogen foregår, er klart baseret på egne oplevelser på øen.

Dette ligger under bogens tekst, men stærkest står beskrivelsen af de centrale personers livshistorier. Deres erfaringer beskrives livsklogt, velovervejet og velargumenteret.

Det sker gennem Noahs tanker om nutiden og ikke mindst parallelle refleksioner over livet med den afdøde kone, hans snakke med værtinden, Hanna, hvor han har lejet sig ind, samt snakkene med den malende Lisa og udviklingen af deres forhold.

Der er forholdsvist få direkte replikker i bogen, og dem, der er med, er ikke altid mundrette og i et naturligt talesprog. De er derimod nærmest en fortsættelse af selve teksten, hvor forfatterstemmen direkte eller kanaliseret gennem gengivelse af personernes tanker, er den helt centrale for forståelse af bogen og for læseoplevelsen.

Man kan læse, at det er en tænksom og klog sjæl, der står bag bogen, og moralen er – som jeg læser bogen og alt for kort fortalt, at titlens spildte liv ikke er tiden efter en personlig krise efter sygdom eller efter at have mistet, men derimod, hvis ikke krisen overvindes, og man kommer videre. Det er en bog om både sorgens og kærlighedens styrker.

Det er således en lille bog om store emner, og der er mange udsagn at tænke over og snakke om, vel nok især for folk i den modne alder og/eller folk, der har været eller er i en krise af en slags.

Michael Slot Pihl lader også sin forfatterhovedperson tænke over sin rolle som forfatter bl.a. i dette citat:

Hvorfor kæmpede han med den ene historie, denne ene roman efter den anden? Ændrede de mon noget, således at hans arbejde havde en værdi? Han håbede det, men i sine mørkeste stunder kunne han sige til sig selv, at det kun var for at præstere noget over for sig selv og andre, og at det i sidste ende ville være glemt og spildt den dag, han ikke var her mere“.

Så negativt skulle det nødigt gå med Michael Slot Pihls bøger. Han har meget på hjerte ud over at fortælle en vedkommende og velskrevet historie, og hans forfatterskab har fortjent mere opmærksomhed både hos læserne og hos de større og mere seriøse forlag.

Michael Slot Pihl
Skal man græde over spildt liv?
Mellemgaard, 2016
(218 sider)



Claus M. Lohman: Genkald

Krimi og spænding Posted on 15 nov, 2016 22:43

Først amish-folket, så mennonitterne og denne gang
kvækerne. I seriens 3. bind er jeg som læser kommet godt ind i disse religioner
og er samtidig blevet rigtig godt underholdt. Konspirationer kombineret med
videnskab, religionshistorie, spænding, action og genforskning har givet mig
denne indsigt og denne gode læseoplevelse.

Claus M. Lohman viser i hele serien og altså også i denne afsluttende del af gen-trilogien, at han både har godt fat i sit baggrundsstof og samtidig kan balancere den faglige del helt fint med spændingselementet. Han har selv kaldt genren “science reality”, og det er delvist dækkende, for ud over realiteter og videnskab er der også fiktive actionelementer.

Hovedpersonerne i hele serien er Sarah Bermann og hendes familie med navnet Stoltzfus En stor del af dem er bærere af en særlig genmutation, der bl.a. giver særlige evner og intelligens. Alle folk med denne mutation har den meget hemmelige FBI-gruppe, ONE, gjort en voldsom og aktiv indsats for at udrydde ved at dræbe så mange bærere som muligt af den. Således gik det i seriens 2 første bind ud over amish-folket og mennonitter, men hver gang er det lykkedes for Sarah Bermann og hendes familie at undslippe.
ONE-gruppen har dog ikke givet op, og i denne nye bog kommer de på sporet af
Sarah Bermann, og det bliver en nådesløs kamp for overlevelse – en kamp, der
går hårdt ud over det kvækersamfund, Bermann/Stoltzfus havde skjult sig i. Og
så vil jeg ikke fortælle mere!

Efter min mening er det afgørende – eller i hvert fald suverænt bedst – at læse bøgerne i rækkefølge, for selv om der i denne nye bog refereres en del af handlingen i de første 2 bøger, så kan jeg ikke forestille mig dem læst i en anden rækkefølge. I hvert fald skal denne ikke læses først!

Har du ikke læst bind 1 “Genstart” eller bind 2 “Genspejl”, så begynd med dem!

Claus M. Lohman
Genkald
Forlaget Proportion, 2016

(466 sider)



Belinda Bauer: Som fortjent

Krimi og spænding Posted on 10 nov, 2016 17:00

Så samles alle trådene i det, der viser sig at være sidste del af en trilogi: Exmoor-trilogien.

Da første bind “Dyster viden” kom, var hovedpersonen, den 12-årige Steven, som var på jagt efter liget af sin bror, som en dømt seriemorder ikke ville fortælle, hvor han havde begravet. En biperson derfra, den lokale betjent Jonas Holly, var hovedperson i den næste, “Mørkets ansigt”. Her dræbes en række ældre beboere i landsbyen og på plejehjemmet, og dramaet rammer også Holly og hans scleroseramte kone personligt.

De to bøger var grumme og intense historier, der ud over at tage livet af nogle lokale beboere også tog livet grundigt af den engelske landsbyidyl, som vi kender fra bl.a. Barnaby.

Der er en klare fælles elementer i Belinda Bauers serie, der også kan findes i den enkeltstående “Under huden”, hvor synsvinkler og fortællestemme ofte er lagt hos børn og unge, og hvor der tages seriøse emner som aktiv dødshjælp og omsorg op.

Jeg har været lektør for Dansk BiblioteksCenter på Belinda Bauers første 3 bøger, og har lige fra begyndelsen brugt vendinger som “en gribende og grum historie”, “veldrejet psykologisk krimi/thriller”, “intensiteten og spændingen bevares helt til sidste side” og “en meget overraskende og ret usædvanlig slutning”.

Præcist det samme kan siges om denne nye bog, samtidig med at der skrues yderligere op for det grumme og for intensiteten!

Uden at afsløre for meget af handlingen, og det vil være forbryderisk, handler bogen om dette: Jonas Holly er dybt depressiv efter det uopklarede mord på konen. I det lille samfund bliver en gruppe børn væk et for et, og med tiden viser det sig, at de er blevet kidnappet, og myten om rottefængermanden opstår. Hvorfor er det sket? Hvorfor er der ikke krav om løsepenge? Hvordan går det med Jonas Holly, der forsøger at vende tilbage til arbejdet med de nye sager?

Læs bøgerne i rækkefølge – det er bedst, men under alle omstændigheder: LÆS DEM!

Belinda Bauer
Som fortjent
Jentas, 2016
(393 sider)



Birgit Kristiansen: Kære mor. Har det godt. Send flere patroner.

Alt muligt andet godt Posted on 08 nov, 2016 17:09

Det er historien om den nordjyske eventyrer Niels Anton Christensens liv med særlig vægt på hans oplevelser i Australien og på New Zealand. Han var født i Flauenskjold i 1935 og døde i Australien i 2015, inden hans arbejde med bogen var kommet rigtigt i gang, men arbejdet blev efter aftale med ham fortsat og afsluttet af grandkusinen, Birgit Kristiansen, der har skrevet og fået udgivet 3 bøger: “Viberne i Hollensted enge” (2006), “Fortællinger fra Lysets Land” (2012) og “Løkken og lyse nætter – og andre fortællinger fra Nordjylland” (2014).

Bortset fra hendes forord er bogen skrevet med Niels Anton Christensen som jeg-fortæller. Bogen er nemlig baseret på Niels Antons egne dagbøger, artikler han har skrevet til jagtblade i Danmark og udlandet og på mange breve. Bogen er illustreret med hans egne, ret simple tegninger og fotografier af varierende kvalitet. Mængden af materialet har været så stort, at bogen er med meget lille og meget lidt læsevenlig sats. Der har også været så meget at fortælle om, at det ser ud til have været svært at bevare overblikket i redigeringen, og det hjælpes ikke manglende overskrifter, mellemrubrikker eller kronologisk oversigt. I kombination med flere småfejl og gentagelser undervejs er det ikke formen, der får læseren til at hænge på.

Det er derimod Niels Antons oplevelser, der står stærkt, og som får især eventyrere og jagtinteresserede til at læse hele bogen.

Niels Anton har haft udlængsel og rastløshed i hele kroppen, og hans opvækst i Danmark fortælles i begyndelsen af bogen. Men det er dog hans eventyr i især Australien med afstikkere til New Zealand og andre steder, som bærer læseren igennem. Han er en rigtig god fortæller med underspillet humor og dramatik, og Crocodile Dundee vil i flere situationer ligne en spejderdreng sammenligning.

Niels Anton troede på de evige jagtmarker, men holdt sig bestemt heller ikke tilbage på livets jagtmarker, hvor et levebrød kunne skabes ved levering af skind og kød fra alt muligt vildt fra kaniner til kæmpestore krokodiller. Han har ganske enkelt prøvet det hele, og selv om det i perioder har været hårdt, er det helt sikkert kun sådan, han har villet leve.

Han har levet af og for jagt, og han har både tjent og brugt masser af penge på jagter. Hans trofæer blev løbende sendt hjem til Danmark, men efterhånden kunne hans mor ikke have plads til dem alle, så på en af sine få ture til Danmark blev samlingen overdraget eller langtidsudlånt til en fond, og nu kan de alle ses i trofæsamlingen på Valdemar Slot på Tåsinge.

Han er en af de meget få jægere, der har gennemført en “South Pacific Grand Slam”, som er at have nedlagt et eksemplar af hver af de mange jagtbare dyrearter i regionen. At han desuden har nedlagt en af hver jagtbar fugleart også, gør ikke hans jagtindsats mindre.

Det er en ægte eventyrer og storvildtjægers liv, der fortælles om samtidig med beskrivelser af strabadser, hverdage, livet med aboriginals, det australske samfund og naturoplevelser.

Birgit Kristiansen
Kære mor. Har det godt. Send flere patroner.
Nordpress, 2016
(320 sider)



« ForrigeNæste »