Drustrups Bogblog

Det er ikke underligt, at denne krimi bl.a. er kåret som årets
bedste norske krimi i 2015. Den er med sine tidsskift mellem 1942, 1967 og 2015
og med sine skiftende synsvinkler komponeret så inciterende, at det er dumt at
begynde på bogen, hvis ikke man har tid til at gøre den færdig i få læseomgange
– eller en enkelt.

Sammen med sit spændende plot med udgangspunkt i krigen – især modstandskampen i Norge og livet i Sverige – er det fascinerende læsning med fine personskildringer og indbyrdes psykologisk
spil centreret om skyld og hævn.

1942: Den jødiske kurer for modstandsbevægelsen, Ester, flygter til Sverige, da
hendes forældre arresteres, og veninden Åse bliver myrdet. Venindens mand,
Gerhard, må også flygte, mens deres fælles lille pige, Turid, sættes i pleje
hos familie og bortadopteres senere. Gerhard mistænkes for mordet og
efterstræbes fra flere sider, da han forsvinder og erklæres død.

1967: Gerhard dukker op i Stockholm. Hvor han været, hvorfor kommer han tilbage,
får han kontakt til sin bortadopterede datter, var han Åses morder, og hvordan
tages han imod af folkene, han kendte under krigen?

2015: Turid opdager, at et armbånd, hun kender som sit eget stjålne smykke,
pludselig er på auktion, og så bindes trådene fra fortiden sammen i nutiden.

Velskrevet og stemningsfuldt fortælles en historie, hvis historiske
grundlag står stærkt under læsningen, og hvor denne del af bogen dækker cirka
samme tid og lokaliteter som Jan Guillous “Blå stjerne” og også
vækker mindelser hos mig om Gard Sveen: “Den sidste pilgrim”.

Den vil derfor ikke udelukkende kunne læses af krimilæsere med lyst til en
rigtig god krimi med et psykologisk plot fortalt langsomt, intenst og
underspillet, men den vil også med fornøjelse kunne læses af andre med lyst til
en god historisk baseret historie.

Mindst lige så god som forfatterens serie med Gunnarstranda og Frølich.

Kjell Ola Dahl
Kureren
Modtryk, 2016
(350 sider)

Lige siden “De hængte hunde” og “De mørke mænd” har jeg ventet på slutningen af historien om krigsveteranen Niels Oxen og hans kamp mod såvel sine egne dæmoner og PTSD som de magtfulde folk bag organisationen Danehof med sit historisk baserede netværk.

Og med Jens Henrik Jensens tradition for at lave trilogier, regner jeg med, at dette bind 3 “De frosne flammer” netop er sidste bind, selv om han i et TV-interview åbnede for muligheden af en fortsættelse.

De 3 bøger skal absolut læses i rækkefølge for at få det fulde udbytte af den velskrevne historie, det godt sammensatte plot samt de rigtigt interessante personer.

Næsten som Lisbeth Salander i Stieg Larssons trilogi efterlades Niels Oxen formodet død sidst i bind 2, regner alle også med, at Oxen døde i forrige bog, og derfor kan han i det skjulte også begynde sin kamp mod Danehof og opklaringen af de dramatiske begivenheder i de første bøger, der førte til, at han blev anklaget for mord. Den anklage vil blive rejst igen, hvis man opdager, at han stadig er i live.

Det er den ydre ramme om bogens plot, og som i alle foromtaler, blogs og anmeldelser er det utroligt synd, hvis der afsløres for meget af bogens handling, og det har jeg heller ikke tænkt mig at gøre her.

MEN det skal slås fast, at det er hamrende effektiv underholdning med sit politiske og konspirationsteoretiske indhold. Mens den seneste bog af Dan Brown bare er et remake af alle de forrige, og der ikke tilføres spor nyt, så er denne bog en rigtig god afrunding af historien om Niels Oxens verden samt om Danehofs magtstrukturer og det samfund, der har skabt dem. Begge forfattere har et godt greb om konspirationer og action, men Jensen udvikler sig betydeligt mere og bedre.

Jens Henrik Jensen bliver nemlig bedre og bedre for hver bog, synes jeg, og jeg kan næsten ikke vente på på den næste bog fra hans hånd. Det vil vise sig, hvor den fører os spændte læsere hen, men en fortsættelse af historien om Niels Oxen er åbenbart ikke helt afskrevet. En anden mulighed er en ny trilogi, hvor Oxens faste makker og interessante person, Margrethe Franck, er centrum for endnu en spændende historie af Jens Henrik Jensen. Eller måske endnu bedre: overrask mig – igen!

Jens Henrik Jensen
De frosne flammer
Oxen; 3
Politikens Forlag, 2016
(543 sider)

Da jeg læste Jonathan Troppers første bog på dansk ” Syv satans lange
dage” (engelsk titel: “This is where I leave you”),
var jeg fuldstændig solgt.

Dels var det en rigtig morsom bog, men der var meget mere dybde i bogen end
kun det sjove, og dels fik jeg et indblik i de jødiske traditioner især i
forbindelse med dødsfald og begravelser. Som bibliotekar oplevede jeg også, at
det var en bog, som en bred målgruppe af meget forskellige lånere alle fandt
bogen rigtigt god.

Derfor var mine forventninger til denne næste bog på dansk af Jonathan
Tropper også ret høje, og jeg må sige, at de blev indfriet til fulde!

Egentlig ligner rammen for historien lidt rammen i “Syv satans lange
dage” på den måde, at en mand vender hjem, men denne gang er det ikke bare
en familie, der hænges ud, men en hel by.

Joe Goffman er en forfatter, der i sin første og hidtil eneste bog, som
blev en bestseller og senere blev filmatiseret, har fornærmet hele sin
barndomsby. Han portrætterede i bogen byens beboere på en råt-for-udsødet måde,
og han har ikke været hjemme siden. Da denne bog begynder, er der gået 17 år,
siden han forlod byen, og 2 1/2 år siden hans bog udkom. Men nu er Joe nødt til
at forlade sin tilværelse som ombejlet (og ensom) ungkarl i New York for at
vende hjem, fordi hans far er død.

Det kommer ikke til at gå stille af i den amerikanske lilleby Bush Fall,
for Joes tilbagevenden ribber op i alle sår hos ham selv samt bl.a.
skole”kammeraterne”, broderen og hans familie, sheriffen, læsekredsen
og ikke mindst byens stolthed: basketballholdet og dets træner. Det kommer der
mange groteske optrin ud af, der alle bidrager til at tegne billedet af livet i
byen, præcist som i Joes debutbog. En del af kapitlerne i Jonathan Troppers
“Joes bog” er netop dele af Joe Goffmans debutbog, og det giver en
fin dynamik i bogen.

Lige før turen tilbage til barndomsbyen havde Joe afleveret sit manus til
den svære bog nummer 2, og det bringer hans ret specielle redaktør og manager
på banen. Et herligt bekendtskab. Lige så herlige er mødet med
barndomskammeraten, Wayne, og hans første kæreste, Carly.

Bogen er velskrevet med mange lag ud over alt hurlumhejet, det sjove og det
groteske, som er forfatterens virkemidler til at fortælle en dybere historie om
at finde sin identitet og holde fast i den samt om venskaber og kærlighed, men
det er samtidigt hamrende morsomt fortalt.

Endelig er der sat Bruce Springsteen-musik og tekster til hele historien
både som citater i den fysiske bog og i personernes liv som beskrevet i
historien. Det gør det ikke ringere.

Egentlig overrasker slutningen ikke, og men det gør slet ikke noget, for bogen vil helt sikkert efterlade
læserne lige så godt underholdt som med “Syv satans lange dage”. Der
er kun ét at sige: hit med resten af forfatterens bøger! Hvis bare de er næsten
lige så gode som de første 2, er der ingen grund til ikke at udgive også
forfatterens 3 øvrige bøger!

Jonathan
Tropper
Joes bog
Modtryk, 2016
(333 sider)

Politimakkerparret Pia Kirchhoff og Oliver von Bodenstein er hovedpersoner i denne tyske krimi med et ret kringlet plot, der undervejs breder sig i mange retninger og ikke altid virker lige overbevisende eller logisk, men rigtigt spændende er det.

En begrænsning af virkemidlerne, en opstramning af plottets mange dele og en strammere komposition med færre sider som resultat ville have gjort bogen endnu bedre, for god er den.

Efter disse måske en anelse negative udsagn får I lige et kort rids af plottet og med en anbefaling om at give bogen en chance og jer selv en god læseoplevelse.

11 år efter 2 unge piger forsvandt fra den lille by, Altenhain, kommer den dengang dømte unge mand, Tobias, ud fra fængslet og vender tilbage til byen. Han blev idømt fængsel i 10 år på indicier, og pigerne er aldrig blevet fundet, men byens beboere betragter ham generelt som skyldig og provokeres af hans tilbagevenden. Det bliver endnu værre, da endnu en ung pige forsvinder, kort efter Tobias er kommet tilbage – især fordi hun ligner en af de først forsvundne piger, der havde tilnavnet Snehvide.

Historien tager fart, da en kvinde med forbindelse til Altenhain skubbes ud/falder ned fra en bro, og da man finder et skelet, der viser sig at være fra en af de først forsvundne piger.

Politibetjentene Oliver von Bodenstein og Pia Kirchhoff har nok at se til i bogen. Ud over private problemer og opgør med overordnede er der så mange skjulte hemmeligheder, hævnmotiver, gammelt nag, selvtægt og mystiske relationer mellem beboerne i den lille by, at det er svært at trænge gennem alle sagens lag og de mange fortielser. Sandheden har mange sider, og de afsløres langsomt men sikkert gennem godt politiarbejde.

Der er også sket en hel del med den sociale struktur i byen i de 10-11 år siden pigerne forsvandt, og både løgne og massiv tavshed går i hånd med kærlighed og forblændelse i en sag, hvor også selve landsbyens liv er i centrum for historien, der skrives fra flere hurtigt skiftende synsvinkler.

Det er forfriskende med en tysk krimi fra en tysk forfatter, for dem er der ikke mange af på dansk, men jeg vil lige pege på Oliver Bottini som en (anden) god mulighed for at læse gode, tyske krimier.

Kan du lide krimier med indviklede plots og mange spor i flere retninger samt med mange personer – og interessante politifolk, så prøv denne bog. Du vil være nødt til at læse bogen færdig – hurtigt. Det vil du for dels at finde ud af, hvordan det hele kan komme til at hænge sammen, og fordi den er spændende.

Nele Neuhaus udgav selv den første bog i serien med Pia Kirchhoff og Oliver von Bodenstein, inden hun blev opdaget og signet af et stort tysk forlag. I alt er der kommet 8 bind i serien på tysk, når bind 8 udkommer sidst i oktober 2016.

People’s Press har valgt at udgive bind 4 i serien først. Det vil være ærgerligt, hvis ikke der kommer flere på dansk, selv om denne bog sagtens kan læses, uden man har læst de 3 forrige.

Nele Neuhaus
Snehvide skal dø
People’s Press, 2016
(450 sider)

Med mange læste krimier og spændingsbøger gennem årene er
det ofte muligt undervejs at forudse handlingen og at gætte sig til gerningsmanden/gerningskvinden,
men heldigvis er det ikke sådan hver gang – og slet, slet ikke denne gang!

Ikke siden jeg læste Jo Nesbø: Snemanden, er jeg blevet
snydt så grundigt undervejs i min læsning, som med denne nye krimi fra Arne
Dahls dygtige hånd og kringlede hjerne.

Det er ganske enkelt den bedste krimi, jeg har læst i
lang, lang tid, og for en gangs skyld er en anprisning på et bogomslag ikke
helt skæv: “Den bedste svenske kriminalroman nogensinde.” (Sydsvenskan)

Bogen er den første i en ny serie med de to
efterforskere, Sam Berger og Molly Blom, som hovedpersoner, og selv om
historien i denne bog rundes af, slutter den alligevel med sporet til en
fortsættelse, og den kan kun komme for langsomt!

De to hovedpersoners barndomsoplevelser med mobning og
vold spiller afgørende roller for handlingen, og den alvorlige baggrund
afsløres undervejs i bogen.

I bogens første del undersøger Sam Berger og hans folk en
15-årig piges forsvinden som muligt offer for en seriemorder og med forbindelse
til flere forsvundne 15-årige piger.

I anden del vender billedet helt på hovedet, og det er
svært at fortælle mere, uden at afsløre for meget, men her kommer Molly Blom og
det svenske sikkerhedspoliti SÄPO ind i billedet.

Derefter skifter handlingen retning flere gange
undervejs. Det hele bliver vildt intenst, og stemningen styrkes af Arne Dahls
sikre hånd med skrivestilen og med at skrue et effektivt plot sammen.

Bogen er kondenseret ind til at være på færre sider end
de fleste krimier efterhånden breder sig over. Det gør læseoplevelsen bedre,
selv om den gode bog så varer kortere, men så må man bare læse den igen for at
få flere detaljer med, for det gik godt nok stærkt med den første
gennemlæsning. Så spændende var bogen!

Nogle få stikord til supplering af det, jeg allerede har
skrevet, kan i tilfældig orden være: overvågning, dyre ure, fælder,
dobbeltspil, hemmeligheder og barndomstraumer.

Arne Dahl: Skyggezone
Modtryk, 2016
(366 sider)

Forfatterportræt: Sara Arnald

Læs mere om bogen på forlagets hjemmeside HER

Bogen er vist med en anden forside (herover) på forlagets
hjemmeside, end den har i virkeligheden = den trykte udgave. På den trykte bog (herunder) står der bl.a. denne
lovprisning fra Karin Slaughter: “Et imponerende, personstærkt
mesterværk”.

Normalt regner jeg ikke ret meget med de mange
lovprisninger, som forfattere gerne giver hinanden på bogomslag, men lige i
dette tilfælde må jeg give Karin Slaughter ret i sin karakteristik
“personstærk”. Den udbygges på den forreste flap med bl.a. disse ord:
“mangefacetteret” og “relationer”, og de passer også.

Plot og personkreds er kort fortalt sådan:

Et privatfly styrter ned på en kort tur fra Martha’s
Vineyard til New York, og kun 2 personer overlever. Hvorfor styrtede flyet ned?
Hvordan går det med de overlevende? Hvilke reaktioner er der fra efterforskere
og især medierne? Hvordan hænger det hele sammen?

Ombord på flyet er 3 besætningsmedlemmer, en livvagt og
to meget velhavende, unge par, hvoraf det ene har 2 mindre børn med også.
Dertil kommer en kunstmaler med ret begrænset succes. Han redder det yngste
barn, og de er de eneste overlevende. Er han en helt, eller er han involveret i
styrtet? Det overlevende barn kommer til sin moster og hendes mand, og medierne
kaster sig nådesløst over dem alle, mens flere hold efterforskere er i gang med
opklaringen.

Det skal bestemt ikke afsløres her, hvordan det hele
ender. Det vil være synd, selv om det er beskrivelsen af forløbet og af
relationerne mellem de mange personer, der er afgørende for den gode læseoplevelse,
som bogen giver, og ikke selve løsningen. Altså læsning frem for løsning.

I en veldrejet blanding af kronologisk tidsforløb og
tilbageblik til alle personerne og tidligere begivenheder med dem får man som
læser et rigtigt godt indblik i personernes indbyrdes relationer og deres
forskellige personligheder. Desuden fortælles historien om skrupelløse medier,
og om hvordan rigdom, pengegriskhed og magtbegær påvirker folk.

En god historie, troværdige personer, en sandsynlig
handling, en god spændingskurve og en velskrevet form – det er svært at
forlange mere af en god bog. En bog, der afgjort fascinerede mig.

På omslaget står der thriller, og i en anden anbefaling
kaldes den en spændingsroman. Efter min mening er den ingen af delene. Det er
en spændende bog, men først og fremmest er det “bare” en rigtig god
bog.

Jeg har ikke set de tv-serier, Fargo og Bones, der
omtales på omslaget, og som forfatteren har skrevet/produceret, og jeg har
heller ikke læst forfatters første bog på dansk “En god far” (2012).

Noah Hawley: Før faldet
Jentas, 2016
(429 sider)