Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Christian Monggaard: Claus Deleuran

Alt muligt andet godt Posted on 07 dec, 2023 21:46

Fra bogens bagside:
Tegneserieskaberen og bladtegneren Claus Deleurans enkle og alligevel dybt originale streg har opnået klassikerstatus med værker som Rejsen til Saturn, Thorfinn, Pirelli & Firestone og illustreret Danmarkshistorie for Folket

Takket være en unik sans for detaljer og hverdagsliv og en på én gang sofistikeret, skæv og jordbunden humor udgør Deleurans tegneserier – og hundredvis af bladtegninger og øvrige illustrationer – et kærligt-satirisk portræt af et folk og et land.

Forfatter og Deleuran-fan Christian Monggaard er gået i arkiverne og fortæller med hjælp fra tegnerens familie, venner og kolleger historien om en mand, der ville være opdagelsesrejsende, og som endte med at gå på opdagelse i verden gennem sine tegninger

Min anmeldelse:
Jeg er nærmest vokset op med Claus Deleurans finurlige tegninger og historier. Jeg har læst alle hans tegneserier i albumform, har set filmen Rejsen til Saturn og har også fulgt ham i det fantastiske blad Corsaren med Niels Ufer ved roret. Senere har jeg læst og genlæst hans utroligt informative og dygtigt formidlende værk i flere bind “Illustreret danmarkshistorie for folket”. Den har udbygget min historiske interesse og viden. Endelig har jeg haft den store oplevelse at følge ham tegne live i stort format. Mere om det til sidst i anmeldelsen.

Da jeg på P1 hørte et interessant interview med Christian Monggaard, der levende fortalte om sit store arbejde med bogen, blev jeg meget glad, for Claus Deleuran fortjener absolut et værk, der præsenterer ham som den betydningsfulde og dygtige tegner, han var. Det værk er her nu.

Baseret på et nært kendskab til Claus Deleuran, fri adgang til det store arkiv, som enken har, og på samtaler med rigtigt mange folk kommer bogen hele vejen rundt om Claus Deleurans liv og virke.

Allerede som lille barn tegnede Claus Deleuran flot, og det dokumenteret gennem hans mors udklipsbøger fra den gang. Imponerende børnetegninger. De er selvfølgelig med i bogen, der på samme måde bringer utallige eksempler på alle de kunstneriske felter, han har arbejdet indenfor. 

Sammen med en engageret og levende tekst tegner bogens mange illustrationer et fascinerende og sammenhængende billede af en af Danmarks betydningsfulde tegnere. Det var en stor oplevelse at gå på opdagelse i bogen, og den oplevelse ønsker jeg, at alle tegneserieelskere, og alle der har nydt  Claus Deleurans mange udgivelser, vil opsøge og give sig i kast med bogen. Det er ikk en bog, man bliver færdig med. Den bliver ved med at inspirere til at genlæse Deleurans bøger. 

Bogen er en oplagt julegaveidé til dig selv eller en anden med sans for tegneserier, og jeg giver den helt sikkert mine maksimale 5 stjerner!

Christian Monggaard
Claus Deleuran
BOOKLAB, 2023
494 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

PS: 
Som lovet først i anmeldelsen får I historien om min personlige oplevelse med Claus Deleuran. Da Brønderslev Bibliotek, hvor jeg arbejdede dengang, skulle have en bogbus, og vi valgte Claus Deleuran til at udsmykke den, så her var lærredet eller tegnepapiret 2 x 12 meter. Efter at have set et par udkast valgte vi en tegning med flere forskellige personer, og mødtes med Claus Deleuran på Stautrup Karosserifabrik ved Aarhus, hvor den helt nylakerede bus var ved at få monteret inventar. Udstyret med en tuschpen, en tommestok og skitsen på et A-4 ark tegnede han med sikker hånd og hurtigt de meget genkendelige Deleuran-typer op på bussen med sort tusch. Så brugte han de næste par dage på selv at farvelægge figurerne med pensel. Resultatet blev rigtigt flot, og bogbussen, der  også kan ses i bogen, lyste i mange år op i det nordjyske landskab. 



Jeanette Wincentz Andersen: At afsløre en morder – Forbrydelser anklageren aldrig glemmer

Krimi og spænding Posted on 30 nov, 2023 23:36

“En tidligere anklager fortæller i bogen om nogle af de drabssager, hun har været involveret i, og det giver en interessant anden vinkel på sagerne end i de bøger, som efterforskere har skrevet” skriver den faste gæsteanmelder Palle Thomsen.

Fra bogens bagside:
Dyk ned i sagerne, anklager Jeanette Wincentz Andersen ikke kan slippe, og få et unikt indblik i hendes tid hos politiet.

Mens den unge mand kæmpede for sit liv på hospitalet, ledte hans svigerfamilie efter ham. “Arbejdet var ikke gjort færdigt”, som en tiltalt i retten fortalte anklager Jeanette Wincentz Andersen. Den sårede mand havde overlevet en kugleregn, som kostede hans hustru livet på Slagelse banegård i 2005. Motivet var ære, for de to elskende havde ikke fået familiens velsignelse. Jeanette Wincentz Andersen skrev danmarkshistorie, da hun fik dømt en hel familie for drabet på den kun 18-årige Ghazala Khan.

Efter 40 år som anklager løfter hun nu sløret for hidtil hemmeligholdte detaljer fra flere store danske efterforskninger. Hun tager læseren med ind i snørklede drabsgåder, får dømt bøssegangstere i en drabssag, hvor liget er væk, og viser, hvordan en unik lydoptagelse bliver det afgørende bevis i en sag om likvidering.

Indtil sin pension var Jeanette Wincentz Andersen tilknyttet efterforskningen af drabet på Emilie Meng. Den eneste sag, Jeanette den dag i dag ville trække i arbejdstøjet for at følge til dørs. For selv hos den mest professionelle anklager kryber nogle forbrydelser ind under huden og bliver der.

Bogen er skrevet i samarbejde med Christina Ehrenskjöld.

Palle Thomsens anmeldelse:
Jeg har læst en del bøger af tidligere kriminalfolk om deres oplevelser gennem karrieren. Denne er lidt anderledes. 

Forfatteren er tidligere anklager, og det giver en lidt anden vinkel på kriminalsagerne. Hun er en mønsterbryder, som egentlig var udset til at overtage forældrenes restaurant, men valgte at læse jura. Mange af de sager, hun omtaler, kan jeg godt huske, og det er faktisk spændende at følge anklagerens rolle. 

Hun har haft hjælp af en journalist til at skrive bogen. Den er godt fortalt i et behageligt sprog og godt disponeret.

Jeg giver bogen 8 ud af 10 skydeskivepoint.

Jeanette Wincentz  Andersen
At afsløre en morder : Forbrydelser anklageren aldrig glemmer
People’s Press, 2023 
300 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Max Seeck: De efterladtes ø

Krimi og spænding Posted on 26 nov, 2023 23:56

Fra bogens bagside:
Jessica Niemi er på tvungen orlov fra sit job som politibetjent og rejser til en lille ø i Ålands skærgård for at få ro. En aften hører hun et sagn om en pige, som forsvandt fra et børnehjem 70 år tidligere og aldrig blev fundet. Lige siden har pigen kunnet ses stå ude på bådebroen i sin blå frakke.

Samme nat bliver en person fundet død ved bådebroen. Jessica opdager, at to andre dødsfald er gået forud, og at sporene peger helt tilbage til Anden Verdenskrig og de forældreløse flygtningebørn, der boede på børnehjemmet efter krigen. Hver af de døde har en forbindelse til pigen i den blå frakke. Men står Jessica over for en morder eller – som legenden siger – et spøgelse?

Min anmeldelse:
Bogen er bind 4 i serien om den meget specielle finske efterforsker Jessica Niemi, og jeg har været trofast læser lige siden bind 1:

Den trofaste læser (1) – https://blog.drustrup.dk/?p=902
Ondskabens net (2) – https://blog.drustrup.dk/?p=1189 
Zetterborg-sagen (3) – https://blog.drustrup.dk/?p=1555

Serien er for hver bog blevet bedre og bedre, og bind 3 blev da også vinder af Glasnøglen for Bedste Nordiske Krimi i 2023. 

I denne fortsættelse kommer der flere facts frem om Jessica Niemis fortid og traumer, og hendes psykiske udfordringer og syner får også denne gang en central rolle i den sag, som hun ufrivilligt involveres i. For ikke at spolere spændingen vil jeg ikke afsløre mere om plot og handling, men kun sige, at jeg blev fanget ind af stemningen i bogen og fortællestilen. 

Igen en klassisk krimihistorie med en gruppe folk isoleret et sted, hvor alle aktører – morder, ofre og  ganske uskyldige – præsenteres, mens efterforskeren skal løse mysteriet, der har tæt forbindelse til fortiden. Men denne gang i anderledes rammer, og på en helt speciel baggrund samt med en unik efterforsker, som jeg er rigtig glad for at have læst om og gerne vil læse mere om. 

Jeg vil også gerne læse mere om hendes samspil med kollegaerne, der denne gang kun spiller biroller. Jessica er stort set på egen hånd på skærgårdsøen. 

Jeg skrev, at serien blev bedre og bedre, og hele,serien holder højt niveau, men alligevel savnede jeg lidt at de to foregående binds intensitet og spændingskurve. Derfor får den “kun” 8 flotte skydeskivepoint.

Max Seeck
De efterladtes ø
Gutkind, 2023
372 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Jacob Wendt Jensen: Bogen om Badehotellet

Alt muligt andet godt Posted on 20 nov, 2023 22:40

Fra bogens bagside:
Badehotellet har en helt særlig plads i danskernes hjerter, og flere millioner seere har gennem årene fulgt med i livet på Andersens Badehotel.

Bogen om serien tager dig med på en særlig rejse om bag kulisserne og karaktererne og ind til alt det, du ikke ser på tv. Fra forfatternes første møde, casting og læseprøver, over kostumer, musik og lyd, til kulisser, mad og blomsterdekorationer.

Den unikke og underholdende fortælling er spækket med flotte fotos og krydret med anekdoter og interviews med både skuespillere og andre, der har spillet en rolle i og omkring serien.

Min anmeldelse:
Næste år – 2024 – sendes 10. og sidste sæson af tv-serien. De sidste 8 afsnit begynder sommeren 1946, og på den måde dækker serien næsten 20 års danmarkshistorie. Oprindeligt var det planen, at seriens historie skulle slutte januar 1933 samtidig med Kanslergadeforliget. Det afslører de 2 forfattere bag serien, Hanna Lundblad og Stig Thorsboe, i bogen, der er et herligt hensyn med seriens mange personer og hele historien.

Serien – men også bogen – er på samme måde som bl.a. serien Matador både fiktion og fakta. Gennem de fiktive personer fortælles både forskellige samfundslags, den nationale og den internationale historie i perioden på flere niveauer. 

Forfatteren formidler i bogen på fornem vis facts på alle niveauer og fra alle vinkler om serien. Det sker på samme gode måde som i hans øvrige bøger som f.eks. dem om Matador og Huset på Christianshavn samt hans biografier. Han har rigtigt godt styr på at dykke ned i historien og på at formidle både detaljer og de lange linjer, så det er en fornøjelse – nok især for seriens fans – at gå på opdagelse i bogen. 

I bogen vil der selv for de største fans dukke ny viden op om serien, men bogen vil især fungere som underholdende appetitvækker til seriens afsluttende sæson og som kærligt gensyn med de første 9 sæsoner.

Jeg kan ikke forestille mig andet end, at bogen vil være bogen om serien Badehotellet og måske kan komme i en opdateret udgave, når sidste sæson er ovre, men for seriens mange fans vil denne udgave være et oplagt julegaveønske og en rigtig god gave at få!

Det bliver til mine maksimale 5 store stjerner.

Jacob Wendt Jensen
Bogen om Badehotellet
people’s, 2023
303 sider – i stort format

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Alex Ahndoril: Jeg skal finde nøglen

Krimi og spænding Posted on 19 nov, 2023 20:19

Fra bogens bagside:
Godsejer PG Motte vågner en morgen og finder et billede på sin telefon af en blodig mand med en sæk over hovedet. Aftenen forinden var hele familien Mott samlet til middag på godset, hvor der blev drukket store mængder alkohol. Derfor har godsejeren ingen erindring om, hvem manden på billedet er eller hvem, der har taget det. Kan det være ham selv? Han er nødt til at vide det, før han går til politiet.

Privatdetektiv Julia Stark indvilliger i at tage sagen. Hun kontakter sin eksmand, politimanden Sidney, for at få hans hjælp. Sidney, som hun stadig er forelsket i og drømmer om at vinde tilbage.

Sammen rejser Julia og Sidney til Motts herregård for at tale med familiens medlemmer og opklare mysteriet. Alle var der til stede, da mordet blev begået. En af dem er morderen.

Min anmeldelse:
Forfatternavnet er et nyt pseudonym for Alexandra Coelho Ahndoril og Alexander Ahndoril, der sammen også er kendt som Lars Kepler. Under det pseudonym har de skrevet en længere serie med Joona Linna.

Under dette nye navn har de begyndt en ny serie puslespilskrimier – Nøgleserien, og bind 2 kommer til foråret. Og uden at jeg har læst hele den anden serie, må jeg må sige, at der er stor forskel på denne nye serie og den anden, de i øvrigt fortsætter med. Det gælder både antal af sider, krimistil og plotintensitet. 

Jeg fik den fornemmelse, at Nøgleserien er et hyggeligt afslapningsprojekt i samme stil som Agatha Christie og alle de andre, der har skrevet krimier, hvor morderen skal findes i en isoleret gruppe personer. Placeringen på et gods og en slutscene, hvor alle samles i et rum, hvor opklaringens elementer forklares, og gerningsmanden eller gerningskvinden afsløres, bidrager til samme fornemmelse.

Denne sag foregår i en ret kompliceret og velhavende familie med mange skjulte dagsordner og diskussioner om arven af en virksomhed og et gods. Samtidig med den sag er spillet mellem de to opdagere et gennemgående tema, og det tema vil helt klart fortsætte i seriens kommende bind. Kan de samarbejde, og finder de sammen som par igen?

Selv om en gåden i en krimi altid er spændende at gætte med på opklaringen af, så blev jeg ikke for alvor fanget af bogens handling. Dertil er den trods de relativt få sider noget lang i spyttet med for lange udredninger og dialoger. 

Der er andre hyggekrimier i bogform og TV-serier, jeg er blevet underholdt bedre af, så som gennemsnitlig hyggekrimi og puslespilskrimi bliver det til 7 flinke skydeskivepoint. 

Alex Ahndoril
Jeg skal finde nøglen
Gutkind, 2023
269 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Camilla Läckberg og Henrik Fexeus: Mirage

Krimi og spænding Posted on 17 nov, 2023 18:11

Dette afsluttende bind i serien er gæsteanmeldt af Charlotte Johansen fra Brønderslev. Hun har nemlig også anmeldt de første to bøger, så hun skulle da også have slutningen med!

Læs de første anmeldelser her:
1: Box – https://blog.drustrup.dk/?p=1120 
2: Kult – https://blog.drustrup.dk/?p=1374

Fra bogens bagside:
Sneen daler ned, og julen nærmer sig i Stockholm. Men alt ånder ikke idyl. Langtfra. Den svenske justitsminister bliver truet på livet, og i undergrundsbanen bliver en højtstående forretningsmands efterladte knogler fundet. Efterforskeren Mina Dabiri og hendes team er stadig dybt påvirket af deres kollegas traumatiske død, og Mina beder derfor mentalist, Vincent Walder, om hjælp til efterforskningen. Snart efter gøres nye, gruopvækkende fund i undergrunden. Hvem står bag de uhyggelig mord, og hvad er forbindelsen til justitsministeren?

“Mirage” er den isnende afslutning på Camilla Läckberg og Henrik Fexeus krimitrilogi om Vincent Walder og Mina Dabiri, der skildrer de mørkeste skyggesider af Sveriges sjæl.

Charlotte Johansens anmeldelse:
Sidste bind i serien om Mina Dabiri og Vincent Walder er en virkelig fremragende afslutning på deres fortælling. Hvor vi i første bind fik et indblik i Vincent’s liv og andet bind i Mina’s liv, handler tredje bind om dem begge i fællesskab. Selv om det som sædvanligt er en ordentlig moppedreng, har jeg ikke på noget tidspunkt følt, den var langtrukket. Tværtimod har det været svært at lægge den fra mig, da jeg bare ville læse videre, fordi den er så spændende og virkelig godt skrevet. 

Mina og Vincent skal forsøge at finde hoved og hale i de forskellige spor, de har i efterforskningen. Problemet er bare, at de ikke rigtigt kan se, hvor det fører hen, og at der ikke er noget, der rigtigt hænger sammen. Selv Vincent er på bar bund og er ikke helt på toppen, så derfor er han ikke så skarp, som han plejer at være. 

Som sagen skrider frem, sker der flere ting, der gør, at alt det man formoder, slet ikke er, som det ser ud. Jeg elsker, at den slutter på en måde, jeg slet ikke havde set komme, og at jeg sidder tilbage og tænker: Hvad skete der lige der? 

Forholdet mellem Mina og Vincent er ligeså godt og specielt, som det plejer. De har en forståelse for hinanden, som ingen andre kan sætte sig ind i. Man kan ikke lade at heppe på dem, og selv om Vincent er gift og har en familie, kunne jeg ikke undgå at ønske, at de finder sammen som par. 

I de to første bøger gav titlen sig selv, men det var først da jeg var færdig med at læse bogen, jeg forstod, hvorfor den her hed Mirage. Der er virkelig en rigtig god bog, som jeg klart kan anbefale. Selv om det er sidste bog i serien, kan jeg ikke lade være med at håbe på, at der kunne komme en til, da jeg bare ikke kan få nok af fortællingen om Mina og Vincent og bare gerne vil have mere. 

Jeg giver den 10 skydeskivepoint 

Camilla Läckberg og Henrik Fexeus
Mirage
People’s Press, 2023
700 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



« ForrigeNæste »