Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Joël Dicker: Alaska Sanders-sagen

Alt muligt andet godt, Krimi og spænding Posted on 18 jul, 2023 23:26

Bogen er gæsteanmeldt her på Drustrups Bogblog af Palle Thomsen fra Hjørring, der er “ferieafløser” og blev fanget ind af bogen på samme måde, som jeg blev det af seriens første bind “Sandheden om Harry Quebert-sagen”, da jeg skrev lektørudtalelsen til den. Se nederst i denne anmeldelse.

Fra bogens bagside:
April 1999. I den søvnige by Mount Pleasant på den amerikanske østkyst bliver liget af den unge Alaska Sanders fundet ved bredden af en sø. Kort efter tilstår de skyldige, og efterforskningen bliver afsluttet.

11 år senere er der dog nye spor i sagen. Kriminalassistent Perry Gahalowood modtager et anonymt brev, der sår tvivl om morderens identitet. Fulgte han et falskt spor i 1999?

Gahalowood genåbner sagen og får hjælp af sin ven forfatteren Marcus Goldman, der har haft stor succes med romanen “Sandheden om Harry Quebert-sagen”. Hurtigt opdager de detaljer fra Alaskas fortid, der sætter begivenhederne fra dengang i et helt andet lys.

Palle Thomsens anmeldelse:
587 sider!! – Jeg var lige ved at opgive at læse bogen – godt jeg fortsatte. Fantastisk krimi. Begrænset, overskueligt persongalleri og godt skruet sammen. Forfatteren er schweizer og skriver krimier der foregår i USA!

En ung smuk kvinde myrdes og mordet trækker tråde tilbage i tiden. Krimien veksler mellem forskellige årstal, og det irriterer i starten, men hold ud. Langsomt giver det mening, efter 150-200 sider så er du fanget. 

Fortællingen er vedholdende og troværdig, overrasker igen og igen og mister ikke fokus.  Politiarbejdet og opklaringen er beskrevet minutiøst uden at blive tørt og kedeligt.

Jeg beundrer en forfatter, der kan holde styr på så lang en historie og ikke tabe tråden ind i mellem. Fandt kun en ubetydelig fejl. Jeg skal snart i gang med hans øvrige bøger.

Et tip: Krimien er en uafhængig fortsættelse af “Sandheden om Harry Quebert-sagen”, men jeg vil foreslå at læse den først. Der er mange referencer til den i “Alaska Sanders sagen”.

9 point ud af 10.

Joël Dicker
Alaska Sanders-sagen
People’s, 2023
587 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

PS
Jeg skrev bl.a. sådanne “Sandheden om Harry Quebert-sagen”, og det ser ud til også at passe på fortsættelsen:
Ualmindeligt velskrevet og velkomponeret. På intet tidspunkt i tidsspring og sidespor mistes overblikket, og læselysten skærpes undervejs.

Spiller lige op med Capote, McEwan, Roth, Irving og flere andre bredt fortællende, store forfattere.

Fremragende fortællekunst i en stort anlagt historie, der har det hele: litteratur, kærlighed, (slet ikke kun en) krimi og meget mere.



Anet Elga: Adams offer

Krimi og spænding Posted on 16 jul, 2023 21:45

Denne første bog i en planlagt krimiserie med lægen Indigo Brun som hovedperson anmeldes af Palle Thomsen, der er månedens feriegæsteanmelder på Drustrups Bogblog.

Fra bogens bagside:
En bliver sigtet for et mord, hun ikke har begået.
En anden leder forgæves efter sin forsvundne ven.
En tredje gemmer på en hemmelighed, som for alt i verden ikke må slippe ud.

10 dage. Så længe skal Indigo Brun kæmpe sig gennem hverdagen og jobbet i medicinalfirmaet PharmaGrande, før hun og børnene kan komme afsted på en længe ventet ferie. Men intet går som planlagt. Da Indigo om morgenen møder ind på arbejde, får hun at vide, at en mand med relation til PharmaGrande er blevet myrdet. Få timer senere finder hun sig selv sigtet og hovedmistænkt for mordet.

15 km syd for PharmaGrandes stålindfattede glasbygning sidder Knallert-Lars i sit kolonihavehus og tæller dråberne fra regnen. Han forstår ikke, hvorfor livet skal være så svært. Hvorfor tager hans gamle ven Kusse ikke sin telefon? I morgen vil han gøre alt, hvad han kan for at finde ham. Men først skal han lige have en øl mere.

To liv, der tilsyneladende ikke har noget med hinanden at gøre, hvirvles ind i et nervepirrende spil. Uden at bide det er de begge viklet ind i den samme sag, og inden længe udvikler deres jagt på sandheden sig til en kamp om liv og død.

En krimi om penge, magt og status – og om ensomheden i alle dens forklædninger.

Palle Thomsens anmeldelse:
En krimi der foregår i medicinalverdenen. En enlig mor til 5 bliver anklaget for mord, et alkoholiseret avisbud, der ikke kan finde ud af noget – det hele blandes sammen i en til tider hæsblæsende krimi.

Det er forfatterens første krimi. Jeg tror ikke hun får ret mange politifolk som fans. Hvis politiet i Danmark var som i denne krimi, så stod det slemt til, og det gør det hele lidt utroværdigt. Medicinalverdenen får også med grovfilen. 

Krimien er hurtigt læst og hurtigt glemt. Som sommerkrimi får den 3 point ud af 10:

Anet Elga
Adams offer
Superlux, 2023
453 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

PS: Forlaget Superlux skriver bl.a. sådan om forfatteren:
Anet Elga (f. 1967) er opvokset på Amager i en arbejderfamilie, uddannet læge og mor til fire. Hun debuterede som forfatter i 2000 og har i mange år skrevet bøger til børn og unge under navnet Anette Ellegaard. I 2006 vandt hun 2. præmien på 20.000 kr. i Aschehougs Børnebogskonkurrence og har adskillige gange modtaget legat fra Autorkontoen. “Adams offer” er hendes første krimi for voksne og forventes at blive starten på en serie med den kvindelige læge, Indigo Brun, som hovedperson.



Jakob Melander: Lysets engel

Krimi og spænding Posted on 13 jul, 2023 11:45

Fra bogens bagside:
Sigga Freitag er på flugt fra sin gamle fjende, seriemorderen Alef, og politiassistent Christian Porsing er taget til Berlin for at hjælpe hende. Kontakten til Sigga er sporadisk, og Christian frygter for hendes liv og mentale helbred.

I håb om at finde spor, der kan stoppe Alef, opsøger Christian gerningsstedet for det seneste drab. Der er mentale spor overalt, alligevel vil Siggas tidligere kolleger ikke lytte til ham. Men da et galleri i Berlins centrum annoncerer en udstilling af værker, der tilsyneladende baserer sig på gerningsstedsfotografier fra nogle af Siggas tidligere sager, eksploderer sagen i de tyske medier.

Modarbejdet af pressen, Siggas tidligere kolleger og feministiske demonstranter må Christian sammen med kriminalkommissær Orhan Dügu tilbage til en glemt tragedie i halvfjerdsernes Bayern for at finde et muligt svar på gåden: Hvem er Alef, og kan Christian og Orhan nå at standse ham?

Min anmeldelse:
Bogen er tredje bind i serien om Sigga Freitag og Christian Porsing. Bind 1 “Jeg er Sarons rose” har jeg anmeldt her https://blog.drustrup.dk/?p=946. Bind 2 “Station Z” har jeg anmeldt her https://blog.drustrup.dk/?p=1345.

Grundlæggende er det stadig en nødvendig forudsætning for at få fuldt udbytte af bogen, at man som læser kan acceptere Siggas og Christians særlige evner til at sanse, hvilke begivenheder der tidligere er foregået på gerningssteder og andre lokaliteter. Det har jeg aldrig tvivlet på, for Melander forklarer det og bruger det ret overbevisende.

Jeg var meget spændt på at læse bogen, som jeg troede var afslutningen på en trilogi. Det er det på en måde også, men alligevel skriver Jakob Melander på en fortsættelse – og så fortæller jeg ikke mere! Læs selv bøgerne, men læs dem endelig i rækkefølge!!

Bogen foregår primært i Berlin, og det er interessant at opleve byen gennem historien, og der er også litterære og kulturelle henvisninger.

Igen er det en meget spændende og intens historie, og hele udviklingen ses gennem Christian Porsings synsvinkel. Han sætter alt ind på at afsløre Alefs identitet og få stoppet hans voldsomme forbrydelser, men ikke mindst på at beskytte Sigga og hendes datter. Han må bruge alle midler, trække på alle kontakter og ikke mindst udnytte sin særlige evne til at læse gerningssteder, og det bliver farligt. Meget farligt.

Det vil være ødelæggende for læsningen at afsløre mere af handlingen. Og det vil være direkte forbryderisk at afsløre bogens dramatiske og voldsomt overraskende slutning, som jeg måtte læse to gange for at være helt sikker på den. Den passer godt til seriens stemning og forløb, men jeg må engang høre forfatterens forklaring på den. 

Seriens mantra er “Enhver kontakt efterlader et spor”, og det gør bøgerne også. Jeg ser frem til den næste bog i serien!

9 skydeskivepoint her på bloggen og 5 krimihjerter på krimifan.dk.

Jakob Melander 
Lysets engel
Politikens Forlag, 2023
458 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Nando Boers: Planen – Erobringen af Paris

Alt muligt andet godt Posted on 09 jul, 2023 22:43

Fra forlagets omtale:
Jonas Vingegaard strækker armene og løfter sin cykel mod den parisiske aftenhimmel. Den danske cykelrytter er iført Tour de France gule førertrøje. Sejren er i hus. Et årti med hårdt arbejde og frustrationer kulminerer for det hollandske cykelhold Jumbo-Visma.  

Forfatteren Nando Boers er med det hollandske cykelhold i Frankrig under Jonas Vingegaards triumf i sommeren 2022. Som en flue på væggen er han vidne til rytternes sammenhold samt udformningen af de taktiske løbsplaner og udførelsen. 

Inden Tour de France følger forfatteren Jumbo-Visma på nærmeste hold i tre år. Han fører indgående samtaler med ryttere og trænere under løb og på træningslejre. Han overværer vindtunneltesten og er på medhør til onlinemøder. Han er med, når vejledere, trænere og videnskabelige medarbejdere diskuterer taktik, holdånd, ernæring, træningsmetoder og talentudvikling. Han er med, da holdet taler om fremskridt og udfordringer for topryttere som Primoz Roglic, Wout van Aert og Jonas Vingegaard.  

Planen giver læseren et enestående blik bag kulisserne hos et af verdens bedste cykelhold før og under erobringen af Paris.

Min anmeldelse:
Godt en uge inde i Tour de France 2023 er der mandag 10. juli en hviledag i løbet, så kender I ikke denne bog og enten har tour-abstinser eller har lyst at få meget mere at vide om mekanismerne på et cykelhold – eller begge dele, så skal I læse denne bog.

En hollandsk journalist har i 3 år haft fuld adgang på alle niveauer til de forskellige aktører på det hollandske hold Jumbo-Visma, som bl.a. Jonas Vingegaard kører på, og det er der kommet en grundig og indsigtsfuld bog ud af. For især cykelnørder og særligt interesserede er det en absolut interessant bog, der supplerer de øvrige bøger om cykelsporten rigtigt godt. Det er en helt anden bog end de efterhånden mange bøger, der beskriver historien bag et løb, hele sporten eller enkelte ryttere, og det er også en bog, der går meget dybere ind bag rytterne og deres indsats. 

Vel bliver det af og til meget teknisk, og der er også mange for de fleste danskere ikke specielt kendte navneord i bogen. Det kan man som læser gå i detaljer med, eller man kan springe over noget af det. Uanset hvad er det meget fascinerende at følge de interne overvejelser om ernæring, strategi, udvikling og justering af udstyr, ledelse og samarbejdet i den store organisation, der er bag hver eneste cykelrytter. Det foregår delvist kronologisk, men altid med en klar linje i forløbet og formidlingen af journalistens oplevelser. Bogens slutafsnit følger op på beskrivelsen af holdet bag Jonas Vingegaard sejr i Paris og fortæller kort om holdets efterfølgende arbejde og planer helt op til årsskiftet til 2023. 

Bogen gav mig en dybere indsigt i sporten, der altid har fascineret mig, og den gav også en øget forståelse for mekanismerne på et cykelhold, hvor samspillet mellem de store linjer og de mindste detaljer er afgørende for succes eller ej.

Det bliver til 3 1/2 gule føretrøjer.

Nando Boers
Planen – erobringen af Paris
People’s, 2023
446 sider

Bogen er læst på Mofibo.



Mari Jungstedt: Den anden side af månen

Krimi og spænding Posted on 07 jul, 2023 15:28

Bogen er bind 2 i forfatterens Malaga-serie, og den anmeldes her af Palle Thomsen fra Hjørring. Det er hans første indsats som gæsteanmelder her på bloggen, men der er flere gæsteanmeldelser på vej. Tak for hjælpen, Palle!

Bind 1 hed “Inden skyerne kommer”, og den anmeldte jeg selv her: https://blog.drustrup.dk/?p=868 

Fra bogens bagside:
På en iskold nytårsdag findes et nyforelsket par myrdet. Parret er blevet skudt med pile i en jacuzzi på en ødegård i nordlige Sverige. Manden er svensk, men bosat i Malaga, og kvinden er spansk.

Sagen viser sig at trække spor til et lyssky miljø i Marbellas nedslidte havnekvarter og til frygtelige hændelser i fortiden. Kriminalbetjent Hector Correa får ansvaret for den spanske del af efterforskningen, og til at hjælpe sig har han den svenske, tidligere gymnasielærer Lisa Hagel, der efter sin skilsmisse har købt et håndværkertilbud af en villa i Spanien og er klar til nye eventyr.

Palle Thomsens anmeldelse:
Jungstedts anden bog i Malaga-serien er i samme klasse som nr 1 i serien: 300 siders letlæst sommerkrimi med et gennemskueligt plot. Ikke mange overflødige ord. Bogen foregår i det kolde Sverige og det varme sydlige Spanien. 

Der er en stor svenskerkoloni i det sydlige Spanien, og beskrivelsen af den er ikke flatterende. Det er til gengæld beskrivelsen af Malagaområdet og af maden. Giver en lyst til at tage derned. 

Krimien halter flere steder og virker hurtig skrevet. Lidt utroværdigt at der tilfældigvis lige er en svensk politikommissær, som heldigt nok taler flydende spansk og kan tolke, når den flotte, spanske politikommissær kommer til det kolde Sverige. Der er selvfølgelig også en lille kærlighedshistorie indbygget, og den virker lidt damebladsnovelleagtig. 

Jungstedt har det som mange andre forfattere, man skal lige putte lidt overflødig viden ind: “De bestilte en sangria, som var lavet på tempranillodruen” Ih, altså!! 

Som sommerkrimi får den 5 tempranillosangriavædede point, og som helårskrimi får den 3 point ud af 10. Det må blive 4 point i gennemsnit. Skal man læse en god Mari Jungstedt krimi, så hold dig til Gotlandserien.

Mari Jungstedt
Den anden side af månen
People’s, 2023
320 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Anders De la Motte og Måns Nilsson: Et fund at dø for – en puslespilskrimi

Krimi og spænding Posted on 04 jul, 2023 09:22

Fra bogens bagside:
Det er højsommer på Østerlen. Gæsterne vælter ind til det store antikmarked i Degeberga, men dårligt er markedet gået i gang, før en antikvitetshandler findes myrdet.

Den lokale kriminalassistent Tove Esping glæder sig til sin første, selvstændige mordefterforskning, men til sin irritation bliver hun bedt om at samarbejde med den ferierende kriminalkommissær Peter Vinston fra Stockholm.

Mens de efterforsker mordet, gør resten af byen sig klar til sommerens store oplevelse: Et afsnit af den populære tv-udsendelse Antikrunden skal optages på det lokale slot – hjemme hos Peters ekskone.

Vinston og Esping opdager, at antikverdenen er fuld af besværlige personer, gamle fjendskaber og gåder, der er usædvanligt svære at løse.

Min anmeldelse:
Det var hyggeligt at møde hovedpersonerne i denne bog, da jeg læste den første bog – “Døden går til fremvisning” – i serien Mordene på Østerlen, og det var lige så hyggeligt at møde dem denne gang. Læs min anmeldelse af bind 1 her https://blog.drustrup.dk/?p=1342.

Kriminalkommissær Peter Vinston holder stadig ferie i Østerlen, og igen involveres han i opklaringen af et mord og andre forbrydelser på ekskonens og datterens hyggelige hjemmebane. Også andre forhold er de samme, så det er trygt af begive sig i de to erfarne forfatteres univers. Da  jeg anmeldte bind 1 sammenlignede jeg stemningen med miljøet i tv-serien Barnaby, og denne sammenligning holder stadig. Denne gang kom jeg også til at tænke på de mange udsendelser om antikviteter, loppefund, auktioner og vurdering af skidt og kanel. For som det fremgår af bagsidenoten, spiller handel med antikviteter en central rolle. Dertil kommer Vinstons komplicerede familierelationer, et skrantende politisamarbejde og småproblemer med kærlighedslivet. 

En velskrevet svensk hyggekrimi med humor og satire over bl.a. antikvitetsbranchen – og heldigvis for en krimi også lidt svindel og en voldsom død, der ikke er så sørgelig endda (undtagen for den døde). Så Østerlen lader ikke til at være så farligt et sted som mange andre af de steder, de svenske krimier foregår. 

8 hyggepoint på min blogs spændingskrimiskydeskive og 4 krimihjerter på krimifan.dk 

Anders De la Motte og Måns Nilsson
Et fund at dø for
Modtryk, 2023
424 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



« ForrigeNæste »