Fra bogens bagside: Politiefterforsker Sofia Kovic har fundet en sammenhæng mellem flere drab og dødsfald i Oslo fra det sidste års tid. Hun forsøger at få fat i sin chef, Alexander Blix. Men før han når at ringe tilbage, er Kovic blevet skudt og dræbt i sit eget hjem, som hun deler med Blix’ datter, Iselin, der med nød og næppe undgår at blive drabsmandens næste offer.
Fire dage senere sidder Blix og nyhedsbloggeren Emma Ramm i hver deres afhøringslokale. Blix har dræbt en mistænkt, og Ramm så det ske. Iselin svæver mellem liv og død. Og ikke engang Blix er sikker på, han har skudt den rigtige mand.
“Slagside” er tredje bog i serien om Emma Ramm og Alexander Blix – og historien om, hvordan en morder bliver til.
Min anmeldelse: Efter at have læst og anmeldt de første 2 bøger i serien – Nulpunkt – //blog.drustrup.dk/#post190 og Røgslør – https://blog.drustrup.dk/?p=510 – havde jeg høje forventninger til dette nye bind i serien af disse to samarbejdende, norske krimiforfattere. Det var også denne gang en god historie – velfortalt og spændende. Jeg mener endda, at det er seriens foreløbigt bedste bind.
Dybe traumer, almægtighed, en serie uopklarede dødsfald og mord, bortførelser, og grundigt politiarbejde er nogle af ingredienserne i denne politiroman. Det er en dramatisk historie, der bringer personerne langt ud over alle grænserne, og hvor det bliver livsfarligt for deltagerne. Det hele beskrives i fortættet stil og med indsigt og logik i karakterernes bevæggrunde helt frem mod slutningen, som jeg selvfølgelig ikke vil fortælle noget om, ligesom jeg heller ikke vil give nogle detaljer om handlingen. Det vil ødelægge læsningen, og er nogle til krimier, så SKAL I læse den.
Bogen får 1 point mere, end jeg gav de de to første, så det bliver til 9 skydeskivepoint og 5 krimihjerter på Krimifan.dk.
Jørn Lier Horst og Thomas Enger Slagside (En Ellen Ramm og Alexander Blix-krimi; 3) Modtryk, 2021 309 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Fra bogens bagside: Den unge efterforsker fra Helsinkis politi, Jessica Niemi, bliver sat på opklaringen af en meget usædvanlig drabssag: Krimiforfatteren Roger Koponens kone findes myrdet siddende alene ved spisebordet derhjemme, klædt i en sort aftenkjole og med ansigtet stivnet i et bizart smil. Hvad der ved første øjekast ligner en forstyrret persons absurde værk, viser sig at være det første i en række rituelle mord, som alle følger et mønster hentet fra Koponens berømte trilogi.
Jessica Niemi og hendes kolleger arbejder på højtryk for at forhindre flere døde, men gerningsmanden er altid et provokerende skridt foran. Ingen i politiet kan gennemskue motivet bag grusomhederne – indtil det går op for dem, at ofrene alle sammen ligner Jessica Niemi skræmmende meget … er det her personligt?
Min anmeldelse: Min indre tvivler får noget at leve af, når der på forsiden af en bog står: “Nordens nye krimikonge” og på bagsiden “New York Times bestseller” samtidig med at Sara Blædel udtaler, at bogen holdt hende vågen hele natten. Kan alt det virkelig passe, eller oversælges bogen? Jeg vender tilbage med en konklusion.
Det er en rigtigt spændende og rigtigt velskrevet krimi med mange dramatiske, voldsomme og ret overraskende elementer og et intenst forløb.
Mens Koponen er med i et forfatterarrangement myrdes hans kone, og derfra tager begivenhederne fart med flere mord. Og med efterforskeren Jessica Niemi som aktiv deltager følges politiets opklaringsarbejde ad vildveje og genveje. Jessica er mere end aktiv deltager, for hun er faktisk en central nøgleperson i bogen, og klip fra hendes tid før bogens handling indgår i bogen. Så vil jeg ikke afsløre mere.
Konklusionerne på min indledende tvivl er, at det er i overkanten at kåre forfatteren som Nordens nye krimikonge. Skal der absolut kåres én konge, mener jeg, der er adskillige andre kandidater, som i alle de nordiske lande gør det særdeles godt og endda bedre – ingen nævnt og ingen glemt. Max Seeck kan i min optik “kun” være én blandt flere prinser et sted i arvefølgen. Endelig må min evne til at sove om natten være bedre end Sara Blædels.
Er jeg så en trofast læser? Det er jeg for så vidt, da jeg helt sikkert også vil læse de kommende bøger i serien. Det vil jeg for spændt at følge Jessica Niemis videre oplevelser og udvikling, for hun er et interessant bekendtskab.
Jeg giver bogen 8 skydeskivepoint og 4 krimihjerter på Krimifan.dk.
Max Seeck Den trofaste læser Gutkind, 2021 425 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Fra bogens bagside: Der er ingen tegn på indbrud eller andet påfaldende, da Osamu Nonoguchi finder sin gode ven, bestsellerforfatteren Kunihiko Hidaka, myrdet i sit hjem.
Kriminalassistent Kagas logiske sans bliver udfordret, for både Hidakas kone og Nonoguchi har solide alibier for mordtidspunktet. Alligevel fatter Kaga mistanke til Nonoguchi. De to kender hinanden fra den gang, de arbejdede som lærere på samme skole. Mens Kaga blev politimand, forfulgte Nonoguchi sine forfatterdrømme, dog uden at opnå den samme succes som vennen Hidaka.
Med møjsommelighed og en fantastisk sans for detaljen begynder Kaga at trevle sagen op, og måske skal nøglen til opklaringen af mordet findes i fiktionens verden.
Min anmeldelse: Efter at have læst og anmeldt (se nederst i anmeldelsen) de foreløbigt seneste 2 bøger i forfatterens serie, hvor professor Yukawa spiller en central rolle, så jeg frem til også at læse denne fritstående krimi.
Og jeg nød den af samme grunde, som jeg nød de andre bøger, jeg har læst af Higashino. Den er godt skrevet, den giver et kig ind i japansk levevis og kultur, den indeholder en god historie, og så er krimihistorien rigtig finurlig i sin form. Alle delene kan jeg rigtigt godt lide. Og så kan jeg som krimilæser også godt lide, at både handlingen og løsningen af krimigåden overrasker, og sådan er det også i denne bog. Derfor giver det ikke mening at lave en lang handlingsbeskrivelse. Bagsideteksten og (forhåbentlig) min karakteristik burde være nok til at vurdere, om det er en bog for sig, eller du heller vil læse en anden type krimi.
Man skal være vågen undervejs i læsningen, for dels skulle jeg vænne mig til de japanske navne (det går nemt efter nogle sider), og dels er der mange spor og overraskelser gennem hele bogen. Det er Hercule Poirots “små grå” kombineret med Sherlock Holmes’ viden og logik tilsat en god del Japan, og det fungerer bare som en helt speciel og fremragende kombination.
Vil du læse mere af Keiko Higashino, kan jeg anbefale serien med professor Yukawa. Første bind hedder “Den hengivne hr. X”. De følgende er: “Den ophøjede morder” (anmeldt HER) og “En midsommerligning” (anmeldt HER)
Jeg giver gerne bogen 9 sikre skydeskivepoint og 5 krimihjerter på Krimifan.dk
Fra bogens bagside: I hele 2018 skrev Elena Ferrante en fast ugentlig klumme i den britiske avis The Guardian.
De bringes i denne bog for første gang i et samlet hele om årets gang, kærlighed, hverdag og fest, sorg og ensomhed, ungdom og aldring, kort sagt nogle af menneskelivets store temaer.
Min anmeldelse: Først 2 indrømmelser. For det første har jeg ikke (endnu) fået læst andet af Elena Ferrante, selv om det ikke har skortet på opfordringer. Sådan går det nogle gange. For det andet har jeg haft bogen liggende længe, inden jeg får skrevet denne anmeldelse. Forklaringen på det sidste er, at jeg har læst bogen i meget små bidder, og det har fungeret rigtigt godt – for mig.
Kort sagt er der tale om Kloge Klummer. Og de er så kondenserede i formen samt med så smukke formuleringer og overraskende vinkler, at de med fordel kan nydes enkeltvis. De skal ikke bare nydes. De skal også tænkes over. Og det er derfor, det ikke er en bog, der kan læses som en roman – i ét stræk.
De meget korte klummetekster er præcist med det indhold, bagsiden beskriver. Kloge og personlige betragtninger om alt i et menneskes liv. I forordet beskriver Elena Ferrante sin tøven med at sige ja til den stillede opgave, fordi den krævede en helt anden måde at skrive på, end hun ellers havde. Især tidspresset og skrivepligten var anderledes. Emnerne for de ugentlige klummer har hun ikke selv valgt, men fik dem fra avisens redaktion, fordi hun forventede, at det ville hjælpe hendes skriveproces. Det gjorde det helt åbenbart, for det er blevet til nogle velskrevne og tankevækkende tekster.
5 sikre stjerner!
Elena Ferrante Det lejlighedsvise indfald C&K forlag, 2019 213 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Fra bogens bagside: En verdensberømt musiker med rødder i Doggerland vender tilbage for at indspille sit første album i mange år. Irriterende smuk tryllebinder hun alle til festen, der afslutter indspilningerne. Alle, på nær kriminalinspektør Karen Eiken Hornby, som pludselig føler sig gammel og træt. Men under opholdet på øerne forsvinder musikeren pludselig, og det bliver Karens opgave at finde hende, uden at pressen får nys om det.
Eftersøgningen glider dog i baggrunden, da politiet kommer på sporet af en brutal voldtægtsmand. Karen Eiken Hornby må håndtere de to krævende efterforskninger, samtidig med at hendes privatliv kører mere og mere af sporet, og hun bliver stillet over for et umuligt valg.
Min anmeldelse: Jeg var ret fascineret af de første to dele af serien – “Fejltrin” (anmeldt HER) og “Stormvarsel” (anmeldt HER)
Læs anmeldelserne for at få mere at vide om serien og Doggerland.
På bagsiden er bogens handlingsspor passende kort beskrevet: efterforskningerne af musikerens forsvinden og voldtægterne samt Karen Eiken Hornbys private forhold.
De to krimispor bringer mange interessante personer på banen blandt både beboerne og politifolkene, og begge sager følges detaljeret gennem politiets arbejde. Det er spændende sager, og det bliver (som forventet) også både dramatisk og farligt – især for Karen Hornby.
Denne gang indgår Karens privatliv på flere måder. Foruden hendes arbejdsmæssige samarbejdsproblemer er der især fokus på hendes kærlighedsliv med bl.a. tvivl og jalousi samt hendes forhold til moderen. I forhold til de første bøger, så er der efter min hukommelse sket et lille skred i vægtningen mellem de forskellige dele, hvor de private forhold fylder mere denne gang. Med bogens slutning håber i hvert fald jeg, at der i de kommende bind bliver en lidt anden vægtfordelingen.
Som i de første bøger ligger miljøet på øerne bagved det hele, og den del finder jeg mindst lige så interessant som indholdselementerne, og forfatterens elegante kunstgreb at genetablere Doggerland fastholder min opmærksomhed på serien. Jeg venter spændt på fortsættelserne.
Denne gang giver jeg 8 skydeskivepoint og 4 krimihjerter på krimifan.dk.
Maria Adolfsson Mellem djævelen og havet (En Doggerland-krimi; 3) People’s, 2021 407 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Bind 3 i krimiserien om forbrydelser i Norge og med den sammensatte person Selma Falck i hovedrollen er seriens indtil nu bedste. Det er en velskrevet og stærkt relevant roman – samfundskritisk og med en god kriminalhistorie. Et sikkert pletskud!
Fra bogens bagside:
Selma Falck er til frokost med et par veninder, da en snigskytte affyrer et enkelt skud, der rammer og dræber Selmas gamle håndboldveninde, stortingsmedlem Lind Briseth.
Politivogne presse – og Selma selv – går i begyndelsen ud fra, at Selma var det egentlige mål for attentatet, men måske tager de fejl. Er det norske samfund under angreb?
Mandela-effekten er Selmas tredje store sag, hvor hun snubler ind i et kaos af myndighedsmisbrug, konspirationer og personlige tragedier. Og et iskoldt, infamt hævntogt, der ser ud til at være umuligt at stoppe.
___________________________________
FAKTA om Mandela-effekten Jeg havde aldrig hørt om den effekt og havde undret mig over bogens titel, men under læsningen fandt jeg ud af, både hvad der er tale om, og hvordan den indgår i bogen.
Der er tale om folks oplevelse af virkeligheden, som de mener at have oplevet den, selv om der faktuelt er sket noget andet. Navnet har det fra, at flere folk var/er sikre på, at Mandela døde på Robben Island, mens han var interneret under apartheidstyret.
Falske minder og psykiske forvrængninger af en historie, som sjælen ikke vil acceptere, er et par beskrivelser fra bogen.
Et dansk eksempel er de mange tv-seere, der i Matador har set overlærer Andersen stå ude på altanen. Det er en scene, som aldrig har været indspillet og vist.
_____________________________________
Min anmeldelse: Med Selma Falck i hænderne af den eminent skrivende Anne Holt har vi i krimilitteraturen for alvor fået en opdatering af den samfundskritiske krimigenre – og denne gang med særligt fokus på Norge.
I de første to bøger har Anne Holt på forbilledlig vis fortalt nogle rigtigt spændende historier med nogle interessante hovedpersoner, og hun har taget forskellige samfundsemner op.
“En grav til to” – anmeldt her: blog.drustrup.dk/#post227 – giver et interessant indblik i den norske nationalsjæl, doping og folkets fascination af landets sportshelte med fokus på langrend og håndbold.
“Vejrbidt” – anmeldt her: https://blog.drustrup.dk/?p=641 – er en dramatisk historie om en hemmelig og meget magtfuld organisation, som på antidemokratisk vis og i det skjulte har stor indflydelse på det norske samfund.
Det er nogle at temaerne i de første bøger, og der er også flere sammenhængende temaer i denne nye bog, men overordnet er emnet det velrenommerede norske velfærdssamfunds måde at håndtere tvangsfjernelse og bortadoption af børn på – og ved endda at bruge ulovlige metoder. Det afføder bogens konflikt og et personligt hævntogt.
Det fortælles der om i en velskrevet krimihistorie, hvor især hovedpersonerne, Selma Falck og den tidligere politimand Einar Falsen, tilføres nye aspekter og udvikler sig endnu mere interessant. I historiens facetter indgår også politiarbejde, Selma samarbejde med politiet og en stalker, der forfølger og chikanerer Selma. Det hele hænger godt sammen og fører frem til den overraskende og gode slutning. Som den skal i en god krimi, stiger spændingen støt gennem bogen, men det gør det ikke alene. Det er også en rigtig velskrevet bog, hvor der er et flot sprog.
I et efterskrift skriver Anne Holt, at hun har skrevet en roman, og at hun ikke har bevis for, at embedsværket svindler med dokumentation i børnesager. Samtidig skriver hun dog, at der i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol rejses et stigende antal sager mod Norge. Det understreger for mig, at der er tale om en stærkt relevant roman – samfundskritisk og med en god kriminalhistorie.
Dette tredje bind i serien får et ekstrapoint i forhold til de to første: 10 sikre skydeskivepoint. Bogen er nemlig et rent pletskud! Derfor giver jeg den også de maksimale 5 krimihjerter på krimifan.dk.
Anne Holt Mandela-effekten Modtryk, 2021 392 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.