Fra forlagets omtale: En flot fødselsdagskage. Fem røde lys. Glad forventning.
Og så blev Zanas fødselsdag i stedet til en dag, der ændrede
så mange menneskers liv.
Politikommissær Ewert Grens har aldrig glemt pigen Zana og hendes femårs fødselsdag. Og selv om han har lovet den tidligere undercoveragent Piet Hoffmann aldrig mere at blande sig i hans liv, bliver Zana indirekte grunden til, at Grens må bryde sit løfte.
Min anmeldelse: Da jeg læste og anmeldte de bind af serien med Ewert Gren, hvor politiagenten Piet Hoffmann er hovedpersonen, læste jeg dem som en afsluttet trilogi. Titlerne er:
Det var rigtigt spændende og velskrevne historier, der
satte både Hoffmann og Ewert ind i drabelige konflikter med de farligste
personer i internationale brændpunkter, men jeg troede, at Hoffmann var i
sikkerhed, og at hans rolle i serien var udspillet. For os læsere var det
heldigvis ikke sådan!
Denne fortsættelse af rækken af bøger med Ewert Grens, hvor
Piet Hoffmann og hans familie er centrale aktører, er mindst lige så spændende
som de første. Og igen er Piet Hoffmann på en livsfarlig mission på den
internationale scene. Det bliver ikke bare livsfarligt for Hoffmann, men også for
hele hans familie, og det er en rigtigt spændende historie. Det er også en
historie, der hænger nøje sammen med en af Ewert Grens gamle sager.
Endnu engang viser Roslund, at han er mesteren i at kombinere en god krimihistorie med en actionfyldt handling – en bog på højt internationalt niveau og et ”must read” for alle krimilæsere og spændingsbogslæsere. Begynd med 3 sekunder – så går tiden hurtigt!
9 sikre skydeskivepoint her og 5 lige så sikre krimihjerter på krimifan.dk
Anders Roslund Hun skal leve Modtryk, 2019 443 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Denne bog en anmeldt af en læser med særlige forudsætninger. Den er nemlig skrevet af sønderjyden Steen Boisen, der er bibliotekar på Åbenrå Bibliotek og bosat i Flensborg, hvor han er en del af det danske mindretal.
Fra bogens bagside: Det er en historie om krig og kærlighed, om magt og store følelser. For når det handler om, hvor vi hører til og hvilket sprog, vi skal tale, så handler det om vores identitet, og den vil alle mennesker gerne selv være med til at bestemme.
Indtil 1920 var området syd for Kolding en del af Tyskland
og fyldt med svære konflikter. Men i 1920 resulterede en folkeafstemning i, at
den daværende grænse blev flyttet 50 km sydpå, hvor den ligger i dag. På den måde
blev Sønderjylland genforenet med Danmark.
Steen Boisens anmeldelse: Som undertitlen indikerer, vil Barrett ikke bare fortælle en historie om genforening, grænsedragning og adskillige krige. Med baggrund i områdets (den jyske halvø fra Hamborg til Kolding/Ribe) omtumlede og indviklede historie når han frem til pointen om, at uden samarbejde og gensidig tolerance kan mennesker med forskellig kulturel og historisk baggrund ikke leve fredeligt side om side. Nøgleordet er ”respekt”.
For at nå til konklusionen gennemgår Barrett områdets
historie fra 1459 op til 2020 (ganske snedigt af Barrett at medtage de mange
fejringer i det forestående genforeningsår 2020). Hovedvægten er lagt på tiden
mellem 1840 og 1920.
Barretts måde at formidle på er unik, så både børn og
voksne fanges af de mange små historier om lokale, almindelige mennesker, der påtvinges
at leve under og med krigenes konsekvenser. Den lette tone i beskrivelsen af
facts krydres nemlig ofte af direkte tale – oftest med morsomme udtryk. De
talrige, fint underbyggende illustrationer støtter teksten godt og lægger op
til samtale mellem oplæseren og tilhøreren. På en medfølgende CD synger Barrett
især kendte, men også nykomponerede sange, som understøtter bogens tekst – måske
som afrunding efter højtlæsning af et kapitel?
Bogens akilleshæl – som samtidig er dens styrke – er, at
den forsøger at ramme en meget bred målgruppe: fra højtlæsning for børn fra 10 års
alderen til og med den voksne oplæser. Der er nemlig ingen tvivl om, at bogen
er bedst egnet som højtlæsningsbog i stedet for selvlæsningsbog.
Barretts stil klarer fint opgaven, og der er bestemt noget
at hente for både børn og voksne i bogen, men måske er bogen bedst egnet til
brug i et klasselokale. Bogens hoveddel er modsat perioden efter 1920 nemlig
ret detaljeret, og mindre børn vil nemt tabe interessen og dermed tråden – trods
de sjove virkemidler. Styrken består bl.a. i, at oplæseren får opfrisket de
historiske højdepunkter.
Det virker, som om bogen er skrevet som Barretts eget
manuskript til en teaterforestilling om genforeningen, og jeg har svært ved at
se, at almindelige forældre kan udnytte bogens potentiale som f.eks. godnatlæsning.
Og dog – Barretts forestilling opføres over 100 gange i 2020, og bogen vil være
oplagt som udgangspunkt for en opfølgende snak med de børn, der oplever
forestillingen.
Bogen er en fin introduktion til områdets historie for både
børn og voksne – også selvom synsvinklen og accepten oftest er hos de
dansksindede karakterer, mens det tyske mindretal i Sønderjylland ikke får
megen spalteplads.
Bogen sidste kapitler leder meget smart over i denne
anmeldelses tidligere nævnte konklusion: Barrett vil mere end fortælle en
historie om en landsdel. Han vil fortælle om, hvordan mennesker med forskellig
baggrund ikke må lade sig påvirke af grænser, men at sammenhold og gensidig
respekt er altafgørende for, at vi alle kan leve trygt.
Som eksempel på ånden i bogen får I lige første vers af en
sang, som Sigurd Barrett har skrevet til bogen på melodien “Det haver så nyligen
regnet”:
Det har været et vildt og voldsomt regnvejr, og det drypper fra træerne endnu. Frygt for andre har hersket på vor egn her, fremmedhad sprængte tillids bånd itu. Det gi´r lysere vejr, når man rummer enhver og har folket og sammenholdet kær.
Jeg giver bogen 4 stjerner:
Sigurd Barrett Sigurd fortæller om genforeningen En historie om at leve side om side med andre Politikens Forlag, 2019 201 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Fra bogens bagside: 1980’erne er grådighedens årti. En ny generation af familien Lauritzen kaster sig over ejendomsspekulation og skovler penge ind. I hvert fald i begyndelsen.
Eric Letangs advokatfirma er under voldsomt pres – moralpanikken er brudt ud, der rejses incestsager og terrorsager som aldrig før, og stribevis af uskyldige dømmes. Det retslige sammenbrud kulminerer med mordet på landets statsminister, Olof Palme.
Varsler årtiets egoistiske strømninger den socialdemokratiske velfærdsstats endeligt?
Alt kan ske. Og det sker.
Min anmeldelse: Indrømmet. Jeg er en fan af Guillous forfatterskab. Det gælder især serien “Det Store Århundrede”, der på trods af niveauforskelle tilsammen udgør et mesterværk. Det litterære mesterværk er med dette bind 9 i serien nu tilføjet endnu en meget læseværdig roman.
Som altid har Guillou en klar holdningsbaseret hensigt med sine skriverier, og bogen/bøgerne skal læses med det for øje. På den måde kan alle, selv hvis de ikke er enige med Guillous holdninger og vinkler på faktiske begivenheder, med fornøjelse læse hans bøger. Tilsammen danner bøgerne en fantastisk flot formidling af mange års nordisk historie. Hensigten er at dække lige godt 100 år frem til 11. september 2001 angrebet på Word Trade Center. Hvor mange bind, det bliver til, er endnu usikkert, men jeg håber inderligt, at vi når at få slutningen med!
Dette seneste bind dækker perioden fra 1982 til og med maj 1989. Det er en tid med store ændringer i samfundet og for familien Lauritzens medlemmer. Der er i bogen særligt fokus på Palmemordet, retssikkerheden f.eks. i forbindelse med incestsager og terrorsager. Terrorsagerne har forbindelser til PKK og til Rote Armé Fraktion samt til Blekingegadebanden. Der er desuden tæt fokus på den økonomiske side af de eksploderende spekulationer i ejendomme og den tilhørende udvikling af boligboblen. Deraf kommer bogens titel, for anden dødssynd er netop griskhed/grådighed. Også medieverdenens rolle i perioden spiller en central rolle med den person som hovedperson, jeg tror, er den ene side af Guillous alter ego i serie: journalisten Erik Ponti.
Det er fornem historieskrivning i romanform, hvor alle personerne er levende aktører i det vinklede billede af virkeligheden, som Guillou har valgt at bruge som formidling af periodens historie.
Her har jeg skrevet generelt om serien, og der er links til mine anmeldelser af flere bøger i serien samt et foredrag, Jan Guillou har holdt om serien.
Selvfølgelig får bogen mine maksimale 5 stjerner!
Jan Guillou Den anden dødssynd (Det Store Århundrede; 9) 409 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Fra bogens bagside: Ingen ved, hvor lille Leon har sine muskler fra. Men hans mor ved om nogen, hvor svært han har ved at styre dem. Især når han vil kæle.
Og Leon vil virkelig gerne kæle.
Mens Danica bakser med sin søn, kæmper Mirko med sine
forbudte følelser. Han er endnu kun end dreng, da han forelsker sig brændende i
Danica. Det er en umulig kærlighed, for Danica er ikke alene en voksen kvinde
og mor til Leon, hun er også gift med en uovervindelig kæmpe af en mand.
Hjertet og lysterne driver Mirko ud af sit ærbare hjem og
ind i Danicas hemmelige helvede. Det får en fatal udgang for alle, han holder
af, og efter en dramatisk nat bliver Mirko bundet til Leon og hans gådefulde kræfter
for resten af livet.
Min anmeldelse: Jeg har nydt at læse Ane Riels første to bøger – ”Slagteren fra Liseleje” (2013) og ikke mindst ”Harpiks” (2015). Det har jeg gjort, fordi hendes greb om de helt specielle historier har været sikkert i sprog, tone og handling. Den samme store fornøjelse havde jeg, mens jeg læste denne bog.
Med sikker hånd fortæller Ane Riel igen en historie, der greb mig. Jeg
skulle lige læse mig ind i fortællemåden, fordi kronologien hele tiden brydes,
så det kræver lidt opmærksomhed at følge med, men ret hurtigt virkede det helt logisk,
da der på den måde blev lagt spor ud til kommende hændelser. Jeg oplevede fortælleformen
både spændende og interessant.
Da jeg kom et stykke ind i bogen, begyndte jeg at tænke på Leon som en
parallel til Lennie fra Steinbeck ”Mus og Mænd”, så jeg var helt stolt af mig
selv, da det også stod i bogens efterskrift, at hun lader sin helt egen og
originale historie tage afsæt i netop den bog. Jeg har senere set, at det også er
fremgået af interview med forfatteren, hvor hun også fortæller om sit nære forhold
til Steinbecks bøger.
Bogen foregår i et tidløst og ukendt land/område (måske på Balkan et
sted) og fortæller en forunderlig, stærk og universel historie med mange elementer
– om kærlighed, om venskab, om hævn. Specielt forholdet mellem de to drenge/unge
mænd Leon og Mirko rummer en dejligt varm historie, men der er også voldsomme
begivenheder og grumme elementer – dog altid i fuld sammenhæng med resten af
historien.
En rigtig god historie, der fuldt ud fortjener 5 funklende stjerner!
Ane Riel Bæst Lindhardt og Ringhof, 2019 383 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Fra bogens bagside: Lidt uden for Roskilde finder en mand et skeletteret lig, der har ligget begravet i årtier. Alle tænderne er fjernet, og en sten er presset ind i munden. Efterforsker og psykolog Sofie Engell er for nylig flyttet til et ensomt område ved fjorden, da hun bliver sat på sagen. Hun har brug for ro til at komme sig efter en ubehagelig oplevelse, men da endnu et makabert fund dukker op, må hun indlede en desperat jagt efter den brutale seriemorder. Samtidig forfølges hun selv af fortidens dæmoner, som hun forsøger at holde på afstand med en uhensigtsmæssig blanding af alkohol, piller og karate. Men desværre er dæmonerne langt tættere på, end hun aner.
Min anmeldelse: Bogen er første bind i serien “Blodengel” med Sofie Engell i hovedrollen, og den udkom først på Storytel/Mofibo, inden den kom i bogform 1. oktober. Fortsættelsen, der hedder “Åndemaneren” og foregår på Grønland, kan indtil videre kun læses/høres elektronisk på Storytel/Mofibo.
Jeg har været meget begejstret for de spændende bøger, jeg tidligere har læst fra Lotte Petris hånd, og som begge var første del af hver sin serie: Black notice (//blog.drustrup.dk/#post129) Djævelens værk (//blog.drustrup.dk/#post77)
Derfor var jeg også spændt og positivt stemt, da jeg begyndte på bogen. Så langt så godt. Men den skuffede mig, og så er det lige med at finde ud af, om det er mine forventninger, der har været for høje.
Historien rummer mange elementer, jeg har set flere gange i TV-filmserier og fundet i bøger, så jeg oplever bogen som et ikke specielt overraskende eller spændende mix af standard krimielementer. Vel er det elementært spændende at se, hvordan bogen ender, men det er så også det. Jeg afventer fortsættelserne af de 2 bøger, jeg tidligere har anmeldt, og håber på mere originalitet.
En krimi som denne bløde mellemvare kan få 6 skydeskivepoint her og 3 krimihjerter på Krimifan.
Lotte Petri Tandsamleren (Blodengel; 1) People’s Press, 2019326 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Fra bogens bagside: Ruth bliver dybt berørt, da hun får en meddelelse om, at hendes gamle ven Dan Golding har mistet livet i en brand. Men da Ruth modtager et brev fra Dan, afløses sorgen af mistænksomhed. Dan har nemlig sendt brevet, dagen før han omkom. Han havde angiveligt gjort et banebrydende fund, og han var skrækslagen for, hvilke konsekvenser det ville få. Kan fundet have forbindelse til hans død?
Ruth tager til Blackpool for at undersøge sagen nærmere, selv om hun ikke er meget for at bevæge sig ind på Nelsons territorium. Inden længe er hun involveret i en sag, der har tråde til både en gruppe nynazister og heksedyrkere. Men for Ruth er det mest skræmmende måske, at hun samtidig bliver præsenteret for Nelsons mor…
Min anmeldelse: Det er 5. bind i serien med arkæolog og knogleeksperten Ruth Galloway. Jeg har læst og anmeldt de første fire her:
Denne gang er krimiplottet bygget op om kollegiale/faglige konflikter og økonomiske problemer på et lille universitets historiefakultet med de på bagsiden nævnte emner: en gruppe nynazister og heksedyrkere. Dertil kommer, at myterne om Kong Arthur også spiller ind. Krimiplottet fungerer ikke optimalt for mig. Det virker ikke overbevisende, men er for konstrueret og ufokuseret. Dog er det særligt godt at følge Ruths gode ven, druiden Cathbad, som er en god bifigur og også deltager i krimiplottet.
Det, der fylder mest, er personernes indbyrdes relationer, og her er Ruths varme og i nogen grad gengældte følelser for sin datters fader, den gode politimand Nelson, i centrum. Dertil kommer hendes forhold til en kæreste og til Nelsons kone – og nu også hans mor. Også hendes egen familie spiller roller i denne bog. Datteren Kate er en vigtig person for både Ruth og Nelson, og selv om hun er en lille pige, er hun beskrevet som vel fremmelig af sin alder. Alt dette bruges der rigtigt mange sider og ord på at beskrive – alt for mange til en klassisk krimi og også skåret rigeligt ud i pap for en roman.
Min pointgivning til bøgerne har været 7 og 8, og da denne bog efter min mening er seriens hidtil svageste, kan det ikke blive til mere denne gang. (Jeg overvejede endda færre point). MEN jeg vil fortsætte med læsningen af helt samme grund, som jeg også gerne vil se flere afsnit med Barnaby, når humøret og tiden er til det. Det bliver nemlig heller aldrig helt nervepirrende, mens hyggen breder sig med nogle kendte figurer som aktører i et trygt univers. Sådan er Ruth Galloways verden også.
7 små skydeskivepoint bliver det til her og 3 krimihjerter på Krimifan.dk
Elly Griffiths Det tavse vidne Gads Forlag, 2019 356 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
PS: Selv om der på bogens bagside står, at bøgerne er selvstændige, skal de efter min mening læses i rækkefølge, hvis man skal have fuld fornøjelse af udviklingen af personernes indbyrdes relationer. Som anført tidligere fylder den del rigtigt meget.
