Drustrups Bogblog

I denne femte bog i serien med kriminalinspektør Kristian
Swane involveres han i opklaringen af et kompliceret mysterium på Læsø.

Fra bogens bagside:
Da man i en strandhøj på Læsø finder de mumificerede lig af
to kvinder, bliver kriminalinspektør Swane bedt om at kaste et blik på sagen.
Han er dog knap ankommet til øen, før et nyt dødsfald påkalder sig hans
opmærksomhed: Helga – øens selvudnævnte heks – bliver fundet hængende fra hanebjælken i sit hjem.

Alt peger på umiddelbart på
selvmord, men der er flere ting, Swane ikke kan få til at stemme, og snart
viser det sig også, at Helga har haft en særlig interesse for netop området
omkring strandhøjen. Blandt andet har hun lagt et stærkt pres på et
multinationalt selskab for at forhindre dem i at bore efter gas på stedet.

Swanes efterforskning fører ham ind i en broget kreds
omkring strandhøjens velhavende ejer. Alle er de mere eller mindre excentriske
eller har stærke særinteresser, og alle viser de sig at have haft en relation
til Helga. Men hvem har været ven og hvem fjende? Hvad gemmer der sig bag
Helgas voldsomme interesse for området? Og hvordan er de to kvinder endt i
strandhøjen?

Min anmeldelse:
Kristian Swane, der er leder af Rigspolitiets
drabstaskforce, er på vej på et legatophold på Hirsholmene udenfor
Frederikshavn, da hans orlov inddrages. Han må indstille sit skriveprojekt om
drab, et skriveprojekt meget lig de bøger der i virkeligheden udkommer med
efterforskere som forfattere.

Nu må vi så vente på Kristian Swanes bog, for han
sendes/tager frivilligt til Læsø, hvor sagen begynder med fundet af de
mumificerede lig af to unge piger. Er det arkæologiske fund eller nyere lig? Det
skal opklares, og derfra tager sagen fart med mange ingredienser i den dramatiske
historie.

Lokaliteten Læsø spiller især en rolle i bogen i kraft af
sin natur, mens bogen næsten udelukkende befolkes af tilrejsende aktører, hvor
mødet med befolkningen og dens vilkår begrænser sig til korte møder – undtagen
herfra er især en ung mand, Morgan, der spiller en af de centrale roller.

Jakob Knudsen er en forfatter, jeg med fornøjelse har fulgt
siden hans debut i 2010 med “Håbefulde hjerte”, og jeg har også
anmeldt den forrige (bind 4 i serien) “Hjemløs” HER.
Den var efter min mening seriens hidtil bedste, og den gang skrev jeg, at
Jakobs helt personlige skrivestil altid inkluderer etiske og filosofiske
overvejelser, som indgår i beskrivelserne af sagen og opklaringen af den. Sådan
er det heldigvis også denne gang – mest i nogle dialoger mellem personerne. De
steder viser Kristian Swanes (og Jakob Knudsens) store viden om og interesse
for filosofi.

Noget andet, jeg rigtig godt har kunnet lide i Jakob Knudsens
forfatterskab, er de samfundsrelevante emner, han har taget op og sat ind i
sine kriminalhistorier. Som jeg ser det, så er der denne gang dog alt for mange
elementer i kombinationen mellem krimihistorien og de mange omkringliggende
emner.

Nutidige lokale konflikter om udvinding af naturgas på Læsø
samt øens svære vilkår som en del af Vandkantsdanmark blander sig med en
excentrisk kunstners avancerede projekt, en rig investors engagementer, et
militærindustrielt projekt om camouflagefarve, eftervirkningerne af Tjernobyl samt en hekskult, der dyrker en shamanistisk naturreligion. Det er alt sammen dele
af plottet, der denne gang virker ufokuseret og rigeligt konstrueret i forhold
til det, jeg tidligere har oplevet fra Jakob Knudsens hånd. Bogen er dramatisk
og rigtig velskrevet, men når historien ikke virker sammenhængende og
overbevisende i sin opbygning, oplevede jeg bogen som skuffende i forhold til
min høje forventninger.

Derfor bliver det til 7 point på min
krimispændingsskydeskive og 3 krimihjerter på krimifan.dk.

Jakob Knudsen
Pigerne i strandhøjen
People’s Press, 2019
342 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

En historisk roman. En vikingekrimi. En god historie finder sin afslutning i dette sidste bind af trilogien om lodbrogsønnerne. De er 1000 mil hjemmefra. De er mistænkt for mord. De har kun én udvej.

Fra bogens bagside:
Forår 873. Rolf og lodbrogsønnerne gør tjeneste i Konstantinopels garde. Selv om det volder dem problemer at være underlagt en kristen herre. Da de en nat finder rigets tredjemægtigste mand myrdet, og meget tyder på, at morderen er nordbo, begynder et kapløb med tiden.

Mens ligene hober sig op, rejser Rolfs efterforskning hurtigt flere spørgsmål, end den opklarer. Hvad er det for en hemmelighed, morderen forsøger at skjule? Hvor langt ind i magtens cirkler fører sporene? Og nytter det for Rolf og hans venner at flygte hjem mod nord, da jorden brænder under dem – eller er deres fjender så magtfulde, at de kan ramme dem hvor som helst?

Min anmeldelse:
Bogen er det afsluttende bind i trilogien om Regnar Lodbrogs sønner. De første bind er: “Lodbrogsønnernes hævn” (som jeg har anmeldt HER) og “Lodbrogsønnernes ran” (som jeg har anmeldt HER).

Det er igen en drabelig historie, der på overordnet plan er baseret på sandfærdigt historisk grundlag, men selvfølgelig fortolket og formidlet, så der bliver en rigtig god historie ud af det.

I første bog drog lodbrogsønnerne til England for at hævne faderens død, mens de i bind 2 drog på togt rundt i Europa for at ende i Middelhavet. Som gennemgående hovedperson og fortæller i alle 3 bind bruger Lasse Holm en autentisk person Rolf bl.a. med tilnavnene Rolf Rapkæft eller Galdre-Rolf.

Gruppen af vikinger med de overlevende af lodbrogsønnerne i spidsen indrulleres i den byzantinske kejsers garde, efter at deres togt var slået fejl, så der kun var ét af deres langskibe tilbage.

Her krydses deres veje med personer fra de første bøger, inden de for at overleve kuppet i Konstantinopel (nutidens Istanbul) tvinges til at stikke af. De tager kursen nordpå gennem Sortehavet og gennem Østerled ad de russiske floder til Østersøen og hjem. (Det er vist samme strækning, som Røde Orm også tager i en af Frans G. Bengtssons uforlignelige bøger.) Deres
tur bliver ikke nem, og der er adskillige slag og dødsfald undervejs. Hele tiden overvejer og diskuterer de, hvorfor det hele er gået så galt, som det faktisk er gået, og den gåde løses først, da de kommer til Ribe.

Udgangsreplikken i bogens efterskrift er også i dette bind: ”Han <Rolf> vil få mange andre navne i kommende bøger.” Det lover godt, synes jeg, for mellem de mange romaner, jeg har læst med vikingetiden som scene, står Lasse Holms stærkest, og foruden stilen og fortælleformen, så skyldes det især den solide historisk baserede baggrund.

Igen får denne bog – og dermed hele trilogien 4 flotte stjerner som historisk roman, og som historisk krimi bliver det på samme måde til 8 point på min spændingskrimiskydeskive og 4 krimihjerter på krimifan.dk.

Lasse Holm
Lodbrogsønnernes død
Politikens Forlag, 2019
384 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogens bagside:
Det Herrens år 1349 nærmer sig, og Den Sorte Død hærger
stadig England og Europa. I Dorsetshire har Lady Anne af Develish klogt
isoleret sine folk på godset, og de aner ikke, om de er de eneste overlevende.
Det svinder ind i forsyningerne, og nogen er nødt til at begive sig ud i
verden.

Den stræbsomme træk Thaddeus Thurkell samler en lille
gruppe mænd gat godset, og sammen drager de ud på en farefuld færd, der i
begyndelsen handler om at hente viden og mad til de tilbageblevne. Undervejs
vokser ønsket om at leve en fri tilværelse.

Både Thurkell og Lady Anne sætter alt ind på en bedre
fremtid for folkene i Develish – men det bliver en livsfarlig kamp mod magtens
folk, sædvanen og kirken.

Min anmeldelse:
Lige siden jeg læste og anmeldte “De sidste
timer” – læs anmeldelsen HER – har jeg ventet på at få næste og afsluttende
del af historien om Lady Anne og alle hendes folk på godset Develish. Nu er den
her, og med denne bog slutter Walters miniserie om Den Sorte Død i midten af
1300-tallets England.

Bogen er mindst lige så dramatisk og
interessant som bind 1, for denne gang tilspidses situationen med mange
konflikter om tro, kirkens magt, adelens ejerskab til jorden og både kinders og
fattiges vilkår og rettigheder.

Det er barske tider med voldsomme
oplevelser, og derfor er slutningen for mig lige lovlig – ulogisk men sympatisk
– rosenrød. Uden at afsløre noget faktuelt, så falder alle brikkerne på plads i
et puslespil, der viser vejen til en fremtid, som er bedre end før Den Sorte Død.
Men sikken et interessant puslespil!

Som jeg skrev om bind 1, er det fascinerende og meget
overbevisende historieskrivning, hvor jeg som læser holdt opmærksomheden fanget
hele vejen. Sådan var det også i denne bog, hvor jeg trods mit forbehold mod
slutningen, stadig varmt vil anbefale bogen til alle læsere af historiske
romaner og gode historier.

Samlet set er miniserien 5 stjerner værd, så det får denne
bog også.

Minette Walters
Skæbnetimen
Modtryk, 2019
437 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogens bagside:
Dette er anden del af Allan Olsens erindringer.

Hvor forgængeren og bestselleren Tilfældigt strejfet
kredsede omkring opvækst i randområderne, zoomer Laksetrappen ind på Allan
Olsens odyssé gennem mere end 40 år i musikken. Fra de krasse læreår som værtshussanger
til gennembrud, succes og anerkendelse. Med hæsblæsende anekdoter, eksotiske
rejser samt rørende og velskrevne nedslag i privatlivet.

En laksetrappe hjælper
stædige små fisk med at forcere vandfald og forhindringer på deres målrettede
vandring op mod strømmen.

Allan Olsen har altid
været en både stædig og målrettet fisk i den hjemlige andedam. Denne bog er
blandt meget andet en cadeau til baglandet, passionen og til de kolleger og venner,
der agerede Olsens laksetrappe.

Min anmeldelse:
Flere koncerter med Allan Olsen (eller Al’n som han hedder
i Fresse (Frederikshavn), min lytning til hans musik og min læsning af første
bind af hans erindringer gør, at jeg er nogenlunde inde i hans univers.
Alligevel er læsningen af denne fortsatte selvbiografi en overraskende stor
nydelse.

Til biografilæsere: forvent ikke en standard biografi med
kronologi, noteapparat og den for musikerbiografier standardiserede liste over
udgivelser. Forvent noget helt andet og noget mere.

Det er en meget personlig beretning om modgang og succes på
både det private område og musikalsk. Stort set kronologisk fortæller Allan
Olsen om flere sider af sine oplevelser fra han flyttede til Frederikshavn og
frem til og med udgivelsen i 2013 af cd’en “Jøwt”, der i første
omgang kun blev sat til salg i pladebutikker (der var kun 1) og hos købmænd
nord for Limfjorden.

Det er historien om samarbejdet med en lang række musikere
med de andre “Daltonbrødre” som gennemgående figurer.

Det er historien om udviklingen fra at spille på små værtshuse
til de store scener og igen på mindre steder.

Det er historien om at flytte fra barndommens og ungdommens
by og om at skabe sig nye rødder andre steder for senest at bosætte sig i en
lejlighed i Århus.

Det er historien om et omskifteligt privatliv.

Alle historierne er vævet sammen til et sammenhængende og
godt billede af personen og musikeren – set gennem Allan Olsens egne øjne.

Teksten er poetisk, direkte, smuk, gribende, velformuleret
og fyldt med den humor og de skæve vinkler, som også kan opleves i hans
sangtekster og fortællingerne fra scenen. Det er en fornøjelse at læse bogen
alene for sprogets skyld, men det gør bestemt ikke noget, at historien også er
god.

Jeg forstår godt, at Allan Olsen kasserede de første
skitser til den første biografi. Det gjorde han, fordi han slet ikke kunne
genkende sig selv i den tone og stil, teksten havde. Derfor skrev han bogen
helt selv, og det er heldigvis også tilfældet med dette bind 2. Bogens tone er
100 % Allan Olsens unikke.

Al’n har i et interview sagt, at han da arbejder på en
fortsættelse, men at han ikke helt klar over, hvor mange sider bogen bliver på….
Det må for mig meget gerne blive en tyk bog!

Det var en ren 5-stjernet oplevelse at læse bogen!

Allan Olsen
Laksetrappen
Politikens Forlag, 2019
368 sider

PS: På forlagets hjemmeside kan man finde andre anmeldelser, men mere interessant er det, at der også ligger links til nogle små film, hvor Allan Olsen fortæller om bogen og sit arbejde med den. Se HER

PPS: Billedet af Allan Olsen på scenen med sin hund, Muddi,
har jeg taget på Bålhøj Festival 2014 – www.fowli.dk – i min hjemby, Øster
Brønderslev. Det var derfor ekstra sjovt at læse dette korte afsnit om Muddi i bogen:

“Jeg
snakker kun vendelbomål til Muddi, for han kom fra et husmandssted uden for Øster Brønderslev, anden eller tredje vej til
højre efter kirken, og vi har altid snakket sådan til hundene i vores familie.
Vi har svaret på vores egne spørgsmål til dem, lange, indforståede dialoger på dialekt.
Det er jo tåbeligt, men har lov til det. Han kostede under en tusse sort, men
det var Misja og ungerne, der hentede ham i sin tid.”

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar
fra forlaget – og tak for den!

På Krimimessen 2019 lavede jeg et interview med den svenske
forfatter Pernilla Ericson.

Læs om hendes forfatterskab og især om den nyeste bog i serien
”Vildfremmed”, der er en barsk sag baseret på virkelige hændelser.

Hent interviewet HER

Fra bogens bagside:
En vildfremmed, beruset mand tiltvinger sig adgang til en
kvindes hjem i Södermalm i Stockholm og voldtager hende brutalt. Politiet pågriber
manden på gerningsstedet, og sagen ser ud til at være ligetil. Men da manden
har en skriftlig invitation, falder opklaringen sammen som en korthus, og han går
fri. Politiet begynder at grave i sagen, og det bliver optakten til en
efterforskning, som savner fortilfælde med voldtægtsmænd, som ikke kan dømmes.
Frygten spreder sig, og Erlagruppen med Liv Kaspi i spidsen påtager sig den svære
opgave med at finde de gerningsmænd, som forfølger og terroriserer kvinder.
Samtidig kæmper Liv Kaspi med sit privatliv. Hun elsker en mand med en lyssky
fortid – men kan hun stole på ham?

Min anmeldelse:
Fordi jeg allerede havde læst de første to ind i Pernilla
Ericsons serie med Erlagruppen “Sporene vi efterlader os” og
“Jeg finder dig” var jeg sikker på, at jeg også skulle læse denne nye
bog. Og jeg blev bestemt ikke skuffet. Tværtimod. Læs min anmeldelse af nummer
2 HER

Alene læst som roman og krimihistorie fungerer
“”Vildfremmed” fantastisk godt. I sædvanlig velformuleret og
koncentreret fortællestil formidles i romanform en fuldstændig vild historie om
voldtægter og chikanerier mod kvinder.

På bagsiden stod der ganske vist, at bogen er baseret på en
virkelig hændelse, og det uddybes i et kort efterskrift, men at baggrunden for
historien var så voldsom, som den faktisk var, gik først for alvor op for mig,
da jeg på Krimimessen 2019 interviewede Pernilla Ericson. Det interview kan læses
HER

Bogens faktuelle baggrund tilføjede min læsning en ekstra
og meget stærk dimension. Det er en spændende og spændende fortalt historie,
der samtidig er tankevækkende og gruopvækkende i sit indhold.

Selve historien er kort beskrevet på bogens bagside, så jeg
mener ikke, det er nødvendigt at fortælle yderligere om selve plottet. I skal
bare vide, at Pernilla Ericsons faste team Erlagruppen også denne gang kommer på
en svær opgave, der kræver alle 4 medlemmers samlede og meget forskellige
kompetencer for at retfærdigheden – modsat i virkelighedens sag – på en måde
sker fyldest.

Netop Erlagruppen er sammen med Pernilla Ericsons fortælleform
og feministiske udgangspunkt hele seriens styrke. Tilsammen gør det bøgerne til
noget særligt i en tid, hvor tendensen er de bredere fortællinger på mange,
mange flere sider.

“Vildfremmed” får 9 point på min spændingskrimiskydeskive
og 5 krimihjerter på krimifan.dk.

PS
Vil du høre Pernilla Ericsson fortælle om bogen, kan et
interview fra en af scenerne på Krimimessen 2019 ses og høres HER.

PPS
Endnu et læsetip lidt i samme genre:

At barske og voldsomme sider af virkeligheden kan give stof
til romaner, har jeg oplevet tidligere, da jeg læste Susanne Staun:
“Velkommen til mit mareridt. Det er en barsk bog om, hvordan psykopatiske
mænd udøver overgreb mod kvinder, og den er også meget tæt baseret på virkeligheden.
Jeg skrev lektørudtalelse på bogen på bogen. Læs den i fanebladet Anmeldelser
HER.
Kender I ikke den bog, så læs den!

Pernilla Ericson
Vildfremmed
HarperCollinsNordic,
2019
301 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.