Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

ITALIENSK VIN af Thomas Ilkjær, Paolo Lolli, Arne Ronold og Ole Udsen

Alt muligt andet godt Posted on 18 dec, 2018 13:38

Fra bogens bagside:
Italiensk vin er en dugfrisk og helt opdateret udgave af
den tidligere Politikens bog om italiensk vin.
Bogen er gennemrevideret med fuldstændig opdateret viden og alt det sidste nye,
som er godt at vide om de italienske vine.

Bogen er skrevet af førende eksperter: Paolo Lolli, chef
på restaurant “Casa d’Antino” og ejer af vinbutikken “Enoteca;
Arne Ronold, “Master of Wine””, stifter og redaktør af det
norske tidsskrift “Vinforum” og leder af “Nork Vinakademi”;
Ole Udsen, førende ekspert på Syditaliens vine samt Thomas Ilkjær, som udover
at være forfatter også er nogens faglige redaktør. Thomas Ilkjær er vinskribent
på Politiken og vinmagasiner i Skandinavien samt stifter og leder af
“Vinakademiet”.

Kommentarer og spørgsmål:
Selv om jeg har rejst i Italien og både der og herhjemme
har smagt meget – og ofte rigtigt godt – italiensk vin, så er jeg slet ikke
ekspert på området. Som bibliotekar med vinøse interesser har jeg fulgt med i
litteraturen på området, og har fulgt denne bog, siden 1. udgave kom i 2003 med
en anden titel og på kun 376 sider. Jeg har selvfølgelig studeret den udgave
lidt, og det samme gælder 2. udgaven fra 2008 på 408 sider.

Da denne 3. udgave kom, var jeg også nødt til også at
studere den, for der må være sket en del på de 10 år og med godt end 100 sider
mere. Det er der bestemt også, og ud over at være blevet lækrere som bogværk,
er der masser af både ny og opdateret viden.

MEN jeg har bedt om og har fået rigtig godt hjælp fra en
mere fagligt kvalificeret person nemlig en af mine faste vinpushere: vinhandler
Søren Holmsgaard fra Supervin i Hjørring. På billedet øverst står han med bogen
foran nogle supergode italienske vine på butikkens hylder.

Han er rigtigt god at få råd fra om (bl.a.) italiensk vin,
så før jeg giver ordet til ham, har han svaret på et par spørgsmål:

Er det værd at købe bogen i stedet for
1 eller flere flasker god, italiensk vin?
Når nu jeg er vinhandler, er det et ret ondsindet spørgsmål,
men jeg må svare ja

Hvilket italiensk vinhus / hvilken italiensk vin er din
favorit, og hvad syntes du om beskrivelsen af dem i bogen?
Min yndlingsproducent er Casanova di Neri, som jeg
selv har besøgt. De er lidt ”tyndt beskrevet”, men OK.

Søren Holmsgaards anmeldelse:
Indrømmet! Jeg er vild med italiensk vin – også i bogform!

Bogen “Italiensk vin” er flot indbundet og i et
flot design, der vil klæde enhver bogreol.

Rent visuelt er det en flot bog, og som fritidsfotograf er
det en glæde at se alle de smukke billeder.

Endnu bedre bliver det, når indholdet studeres. Der er
meget tekst at studere og mange oplysninger at fordøje, så det kunnet godt
havde været en tør omgang at komme gennem bogen. Men på de indledende sider
anbefales det heldigvis, at man bruger flydende studiemateriale, samtidig med
at man læser. Det kan jeg fuldt ud tilslutte mig!

Bogen henvender sig både til elskeren og nyderen af
italienske vine, men kan også bruges, hvis du skal på rejse i det italienske.

Efter at have læst bogen er jeg både som vinhandler og som
vinelsker opdateret på nye trends for italienske vine mht. druesorter,
dyrkningsmetoder og klassifikationer.

Det er på alle måder en bog, som får de varmeste
anbefalinger herfra.

Italiensk vin
af Thomas Ilkjær, Paolo Lolli, Arne Ronold og Ole Udsen
Politikens Forlag, 2018
511 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Jonas Jonasson: Den hundred og et-årige der tænkte at han tænkte for meget

Alt muligt andet godt Posted on 12 dec, 2018 22:11

Fra bogens bagside:
Allan Karlsson sidder på Bali og tæller ned til sin hundred og et-års fødselsdag. Han keder sig næsten lige så meget som lige inden, han kravlede ud ad vinduet på plejehjemmet et år tidligere.

Vennen Julius gør sit bedste for at muntre ham op. Han beslutter, at Allans fødselsdag skal fejres i en luftballon lastet med et par flasker champagne. På dagen flyver Allan, Julius og champagnen af sted over åbent hav, men det går, som det går, de lander midt i Det Indiske Ocean. Nu er alt håb ude. Eller? Allan er nu engang Allan. Der er et skib i det fjerne. Nordkoreansk.

Min anmeldelse:
Alle, der har læst den foregående og forunderlige bog “Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt”, skal nødvendigvis også læse denne fortsættelse.

Og alle, der ikke har læst den første bog om Allan Karlsson, skal helt sikkert gå i gang med den og fortsætte med dette bind 2.

Fra begyndelsen var der slet ikke tale om, at der skulle komme en fortsættelse, men Allan Karlsson trænge sig så meget på hos Jonas Jonasson, at han måtte love Allan at skrive en fortsættelse. Læs den charmerende forklaring om baggrunden for fortsættelsen i det interview, Forlaget Modtryk har på dets hjemmeside HER:
https://modtryk.dk/interviews-list/jonas-jonasson-om-den-hundred-og-et-aarige-der-taenkte-at-han-taenkte-for-meget/

Jeg var meget, meget glad for bind 1 om den hundredårige med historien om hans utrolige oplevelser verden rundt som aktiv deltager i en lang række centrale begivenheder i verdenshistorien. Her møder han en perlerække af historiens nøglepersoner, men nok om den bog.

I den nye er synsvinklen helt anderledes, men lige så underholdende. I begyndelsen af bogen befinder Allan Karlsson sig på Bali sammen med sin ven, Julius, og pengene er næsten sluppet op, men den knibe slipper de ud af på deres sædvanlige heldige og usædvanlige vis, og så begynder løjerne.

Allan Karlsson får øjenene op for ny teknologi og fordyber sig i sin “sorte plade” – en iPad, der jo kan svare på alt, men som også får ham til at tænke. Det sker samtidig med, at han bliver indblandet i internationale konflikter om bl.a atomkraft og våbenoprustning samt politiske forhold verden rundt, men også absurde emner som svindel med aspargesdyrkning er med. Han møder en god del af de politiske ledere i dag – bl.a. et forrygende sjovt møde med Donald Trump, og den aktuelle og fremadskuende vinkel gør bogen endnu mere relevant og stærk læsning, end da Allan Karlsson mødte de historiske leder i løbet af hans første 100 år.

Bogen er på den måde ikke “kun” underholdende, men i lige så høj en bekymret status over verdens aktuelle skrøbelige tilstand og usikre fremtidsmuligheder. De synspunkter er af forfatteren lagt i munden på den 101-årige, og det virker rigtigt godt. I det afsluttende kapitel gør han situation op bl.a. sådan:

“Alt i alt var verden et bedre sted end for hundred år siden, også selvom udviklingen ikke så ud til at gå helt lige. Den gik op og ned i cyklusser. Så vidt Allan kunne bedømme, var udviklingen på vej ned. Der var risiko for, at det ikke ville vende igen, før tilstrækkeligt mange i tilstrækkelig lang tid havde opført sig tilstrækkeligt dårligt overfor hinanden.”

Han tænker også, at “sandheden tabte terræn samtidig med intelligensen”, og han bekymrer sig også over, at folk ikke længere taler med hinanden.

Samfundssatire med indbygget kritik af udviklingen på mange områder og planer samt absurde, morsomme og groteske situationer gør bogen til en fornøjelse at læse, og jeg vil da rigtigt gerne høre om Allan Karlssons tanker og oplevelser, når han engang er blevet endnu ældre.

Jeg kom i den forbindelse til at tænke på den 121-årige Jack Crabb, der på vanvittig morsom og tankevækkende måde gjorde status over både sit liv og USAs historie med bl.a. kritiske beskrivelser af behandlingen af landets oprindelige befolkning indianerne. Det skete i en af de bedste bøger, jeg har læst for mange, mange år siden, og som jeg jævnligt får frisket op, når Dustin Hoffman på uforglemmelig og mesterlig vis spiller rollen som Jack Crabb. Jeg tænker på bogen “En god dag at dø” af Thomas Berger. På engelsk er titlen “Little Big Man”. Bogen udkom på dansk første gang i 1964 og senest i 1994, mens filmen med samme titler havde premiere i Danmark i 1970.

Mon Allan Karlsson bliver lige så gammel som Jack Crabb? Det ville ikke gøre noget for mig, så det håber jeg på!

Bogen får mine maksimale 5 stjerner.

Jonas Jonasson
Den hundred og et-årige der tænkte at han tænkte for meget
Modtryk, 2018
374 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Ambrose Parry: Al kødets gang

Krimi og spænding Posted on 10 dec, 2018 22:25

Fra bogens bagside:
Edinburgh 1847. En delt by, en stinkende smeltedigel der på en gang er præget af vold og fattigdom, rigdom og lægevidenskabelige fremskridt.

I Edinburghs Old Town dør en række unge kvinder på samme smertefulde måde. I byens New Town begynder Will Raven, der er medicinstuderende, i sin læreplads hos den anerkendte professor i fødselshjælp James Young Simpson. Raven flytter ind i sin mentors hjem, der er samlingssted for kolleger og rammen om dristige medicinske eksperimenter, særligt inden for anæstesi.

Det er her Will Raven møder Sarah Fisher – en noget atypisk tjenestepige, der ikke ligger under for nogen, og som suger til sig af den viden, hun møder i sin dagligdag. De to bryder sig ikke synderligt om hinanden, men de har begge deres grunde til at involvere sig i de mistænkelige dødsfald blandt kvinderne.

Min anmeldelse:
Bagsiden giver en fint dækkende introduktion til bogen, så I får ikke mere om indholdet end det. Læs selv bogen, der er en både spændende og interessant historisk krimi fra en ikke så fjern fortid og med en historisk korrekt baggrund. Der er både nogle rigtigt interessante hovedpersoner, en malende miljøbeskrivelse, en god historie med flere elementer, et spændende krimiplot, et overbevisende tidsbillede og endelig lærerig læsning.

Tilværelsen er barsk og rå for beboerne i den tids Edinburgh, og det formidles på fremragende vis i denne rigtigt velskrevne historie, så jeg ser med store forventninger frem til at følge de to hovedpersoner fremover. Bogen er nemlig første del af en planlagt serie om Will Raven og Sarah Fisher, og Modtryk oplyser, at en filmaftale er indgået. Et spændende og oplagt projekt!

Jeg fik på den gode måde mindelser om Lene Kaaberbøls fantastiske serie med Madeleine Karno, hvor der desværre (endnu?) kun er disse to bind: “Kadaverdoktoren” og “Det levende kød”.

Forfatternavnet er pseudonym for ægteparret bestående af krimiforfatter Christian Brookmyre og forsker i anæstesi Marissa Haetzman, så både det litterære og det medicinske er dækket flot ind, og det kan mærkes.

Den fascinerende krimi får 9 sikre krimiskydeskivepoint her på min blog – og 5 krimihjerter på krimifan.dk.

Ambrose Parry
Al kødets gang
Modtryk, 2018
395 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget



Jussi Adler-Olsen: Jul á la Vridsløse

Krimi og spænding Posted on 10 dec, 2018 19:29

Mange forlag og bogbloggere markerer julen på forskellig og festlig vis. Politikens Forlag har bl.a. netop udsendt en lille julenovelle af Jussi Adler-Olsen for i første omgang at markere den tilstundende højtid og for at fortælle den gode nyhed, at næste bind i Q-serien kommer i 2019.

Historien “Jul á la Vridsløs” er en lille hyggelig julebagatel om den småkriminelle julemandsafløser Brian Severin Jørgensen – og med en dejligt amoralsk slutning.

Hent den her og slug den i én bid ligesom et godt stykke julekonfekt: https://www.politikensforlag.dk/jussi-novelle-2018/c-284?fbclid=IwAR0aRBoLOE65KMoN8jnLwbtH-9g6vb1fLJmoMY-jqk412petdhW7-FHqWBU

Jussi Adler-Olsen
Jul á la Vridsløse
Politikens Forlag, 2018
15 side
(Kun som e-bog og lydbog)



Helle Maj: Tækkemanden – Afsløringen af Peter Frederiksen, Danmarks mest dæmoniske dræber

Krimi og spænding Posted on 06 dec, 2018 09:45


Fra bogens bagside:

Et tip fører i september 2015 politiet til et rækkehus i den sydafrikanske by Bloemfontein. I huset bor en 63-årig dansk tækkemand og våbenhandler, og i hans kummefryser ligger 21 poser med afskårne kønsdele.

Men skrækhistorien er kun lige begyndt.

Peter Frederiksen viser sig at have mere alvorlige forbrydelser på samvittigheden. Mennesker dør omkring danskeren i et hæsblæsende tempo. Og så er der fortidens rædselskabinet. Det åbner journalist Helle Maj, da hun sætter sig for at undersøge sin landsmands færden, fra han kom til verden i Gl. Holte i 1952.

Tækkemanden er en chokerende dokumentarisk beretning om en på overfladen jovial mand, der gennem et halvt århundrede nedlagde dyr og mennesker.

Historien er nordic noir, når det er allermørkest og mest bestialsk. Med adgang til domsudskrifter, Peter Frederiksens kalendernotater gennem 12 år, samt interviews med ofre, efterladte og politifolk – og manden selv – afdækker Helle Maj historien om en bondesnu manipulator og sex-sadistisk sociopat, der hærgede på tre kontinenter under politiets radar.

Min anmeldelse:
Da Peter Frederiksen havde læst Helle Majs bog “Den sorte enke” (læs min anmeldelse her: http://blog.drustrup.dk/#post199), kontaktede han hende, fordi han havde en meget bedre historie at fortælle. Derfor optog hun sammen med sin mand mange timers film med interview med Peter Frederiksen. Det var en stærk oplevelse, som hun også beskriver godt i bogen.

Da det sydafrikanske politi kort efter arresterer Peter Frederiksen og begynder en efterforskning af omskæring og anden mishandling af en kvinde, bliver filmene inddraget i efterforskningen, og Helle Maj bliver også personligt involveret, idet hun for det sydafrikanske politi bl.a. oversætter Peter Frederiksens dagbøger til engelsk.

Herfra eskalerer sagen voldsomt og breder sig ud til at rumme en lang række voldsomt grumme forbrydelser. De er så grumme, at havde en krimiforfatter skruet et plot sammen med de samme elementer, ville det virke usandsynligt.

(Det fik mig til at tænke på, at Karin Slaughter til et foredrag på Hjørring Bibliotek sagde, at hun efter at have deltaget i FBIs efterforskning af flere sager aldrig ville kunne beskrive forbrydelser i sine bøger lige så voldsomme, som de var i virkeligheden! Dengang troede jeg måske ikke helt på det, men det gør jeg nu!)

Bagsiden siger egentlig nok om bogens indhold, så jeg stopper referatet her og advarer mod stærk men nødvendig læsning, hvis man vil prøve at forstå en rendyrket psykopat. Jeg havde undervejs perioder, hvor jeg ikke havde lyst til at læse bogen færdig, men den grusomme historie er så stærkt formidlet, at jeg måtte læse det hele.

Bogen er strukturet ukronologisk sådan – Del 1: Efterforskningen / Del 2: Peters liv / Del 3: Retssagen – og det fungerer rigtigt godt, at sagen beskrives først, inden Helle Maj i del 2 afdækker hele Peter Frederiksens liv.

Hele sagen påvirkede Helle Maj meget voldsomt, og det kan jeg godt forstå, når jeg læser bogen, der er et fornemt eksempel på dokumentarisk journalistik, der er gået flere skridt videre, end de fleste journalister ville turde eller kunne.

De film, Helle Maj og hendes mand optog med Peter Frederiksen, indgår også i dokumentarserien i tre afsnit på DR1 med titlen “Hvid mands dagbog”. Helle Maj og hendes mand var hovedpersoner og eksterne konsulenter på serien, mens DR Dokumentar redigerede filmene. Se dem HER, hvis du kan rumme en så dæmonisk fortæller! https://www.dr.dk/tv/se/hvid-mands-dagbog.

Bogen får 5 store stjerner, og havde det været en krimi, ville jeg give den 10 point på min krimiskydeskive – et pletskud.

Helle Maj
Tækkemanden – Afsløringen af Peter Frederiksen, Danmarks mest dæmoniske dræber
People’s Press, 2018
412 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Helle Maj: Den sorte enke – Historien om drabet på en dansker

Krimi og spænding Posted on 05 dec, 2018 23:07

Fra bogens bagside:
Den 20. januar 2008 bliver liget af den 72-årige millionær Preben Povlsen fundet i et sydafrikansk naturreservat. Politiet anholder hans afrikanske svoger og sigter ham for drab. Det kommer hurtigt frem, at svogeren ikke kan have været alene om at torturere Preben Povlsen til døde. Men hvem hjalp ham? Kendte den 31-årlige enke noget til drabet?

I fem år graver journalisten Helle Maj efter forklaringen på det brutale og mystiske drab på den danske forretningsmand og familiefar. Hun tager læserne med på en rejse fra parcelhusidyl i Farum til fascinerende og farlige hjørner af Afrika og folder en historie ud, der rummer illegale diamanter, børnesoldater, løgne og kynisk elskov.

“Den sorte enke” er fængslende som en krimi – men bogen er en sand fortælling om en helt almindelig danskers liv og død – om et fatalt møde mellem hvid og sort.

Min anmeldelse:
Da jeg i sin tid læste bogen, var jeg fascineret af selve den dramatiske og groteske historie, men i ikke mindre grad af den efterforskning Helle Maj selv har stået for, og som hun på forbilledlig vis formidler i tekst og billeder. Derfor virker læsningen stærkere end ved en del krimier. Hendes grundige dokumentation understøtter historiens dramatiske elementer og tynger den på ingen måde – tværtimod.

Ud over at være den sande og forfærdelige historie om et skruppelløst mord, så rummer bogen også en grum beretning om nogle ikke særligt dygtige efterforskere og anklagere, hvis (manglende/dårlige) arbejde ikke får hele sandheden frem – en sandhed som Helle Maj afdækker. Stærk læsning og fremragende formidlet!

Bogen får 4 store stjerner af mig:

Helle Maj
Den sorte enke : historien om drabet på en dansker
Politikens Forlag, 2013
362 sider

Bogen er lånt på biblioteket.



« ForrigeNæste »