Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Gabriel Tallent: Min kæreste elskling

Alt muligt andet godt Posted on 30 nov, 2018 00:23


Fra bogens bagside:
Turtle Alveston overlever. Hun er fjorten år gammel og bevæger sig frit gennem skovene ved den nordcaliforniske kyst. Vandløb, tidevandssøer, klippefremspring, alle er de hendes gemmesteder og hjem, og hun tilbagelægger uden modstand store afstande. Hendes fysiske verden er vidtstrakt, men hendes personlige rum er småt og forræderisk; siden hendes mor døde har Turtles karismatiske, ustabile far domineret hendes tilværelse og tvunget hende til at leve et isoleret liv. Hun har sin skole, hvor hun holder alle på afstand, og ellers kun sin far.

Men så møder Turtle den lidt ældre Jacob, som fortæller sjove anekdoter, bor i et stort, rent hus, og ser på Turtle med en hengivenhed, hun ikke før har oplevet. Og for første gang glider resten af verden ind i hendes perspektiv, og hun forstår, at tilværelsen er langt mere end hendes far.

 

Min anmeldelse:
Det har været en usædvanlig stor oplevelse at læse denne både gribende og barske historie, som er fortalt på en måde, så jeg blev fuldstændig fanget ind af bogen. Dertil kommer, at bogen er ualmindeligt velskrevet. En fantastisk debutroman fra en ung forfatter.

Turtle lever under ret specielle forhold bl.a. med fri adgang til skydevåben af alle slags, og hun forstår at bruge dem, og hendes skolegang er lige så speciel. Hendes strejfen rundt i naturen sker som flugt fra den barske hverdag, en hverdag der i løbet af bogen afsløres som en hel del mere barsk, end jeg havde forudset i begyndelsen.

I sikker stil og meget gribende hører vi om en hård periode i en stærk personlighed, en ung piges liv. Hvordan går det for den 14-årlige Turtle også efter bedstefaderens død, så hun nu er ladt helt alene med den dominerende og grænseløse far? Slipper hun fri af den isolation, som hendes far med rigeligt fast hånd har påtvunget hende? Det skal I så absolut selv læse, og forbered jer på en rigtig god oplevelse.

For en gangs skyld må jeg indrømme, at de uforbeholdne lovord fra aviser og en vis Stephen King er bestemt ikke er overdrevne: Mesterværk – Årets roman – En blændende bog – Forfatteren er et gudsbenådet talent.

Uden at ryste på hånden giver jeg bogen mine maksimale 5 stjerner og mine varmeste anbefalinger.

Gabriel Tallent
Min kæreste elskling
Hr. Ferdinand, 2018
409 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Daniel Dencik: Nordisk vildt

Alt muligt andet godt Posted on 23 nov, 2018 21:38

Nu fortæller jeg det hele.

Silas har valgt et ensomt liv som skiftevis soldat i det danske forsvar og professionel narkoman. Hans tvilling, Elias, har lagt Sara, kernefamilien og et roligt liv, hvor den jødiske ustilket, kabbala, går hånd i hånd med kvantefysik. Men på en bukkejagt sker der en ulykke.

Nordisk vildt er en roman om kærlighed, broderskab, den danske kystskov, tvillingesjælens vandringer og den dybe forbandelse ved den høje intelligens. Romanen inviterer sin læser på en rejse gennnem nye usete verdener, der ligger midt i den gamle døende verden et sted mellem Juelsminde og Horsens.

(Sådan beskrives bogen på dens bagside)

Min anmeldelse:
Da jeg læste forlagets foromtale var jeg sikker på, det var en bog, jeg gerne ville læse. Den lød som en rigtig interessant roman med flere temaer.

Siden den udkom, er der kommet flere anmeldelser, og uden at have læst dem (et princip, jeg prøver at følge, inden jeg selv har læst og anmeldt en bog) har jeg dog opdaget, at de er meget positive. Derfor var jeg også ret spændt på bogen, da jeg gik igang, og jeg har – som altid – læst det hele.

Jeg har dog haft problemer med at forstå bogen eller bare at lade den komme tæt på mig, så jeg har måttet overveje, om jeg er den rette til at anmelde bogen, men jeg er nået frem til, at mine personlige oplevelser med bogen også er relevante.

Historien begynder rigtigt godt med et kompliceret og interessant forhold mellem de to tvillingebrødre indbyrdes og i deres familie i det hele taget. Det er nogle stærke personer, der præsenteres, og da de to brødre ender som aktive aktører i en dramatisk vådeskudsulykke mv., steg min interesse sammen med spændingen. Hertil hører også, at naturoplevelser og viden på fornem vis væves ind i handlingen.

I begyndelsen af bogen tegner forløbet således interessant med tvillingernes handlinger og især deres moralske overvejelser, men så mistede historien for mig fokus. Det hele breder og strækker sig ud med bl.a længere udredninger om den jødiske kabbala. De filosofiske sidegrene på historien gik hen over hovedet på mig, og jeg forstod ikke relevansen eller måske rettere nødvendigheden af dem i forhold historien. Andre læsere vil sikkert fange det bedre, men for mig var det rigeligt søgt/unødvendigt.

Med til min læsefrustration hører også den meget hurtige slutning, hvor meget pludselig ændrer sig, og brikkerne i personernes indbyrdes liv falder på plads, så en form for balance etableres. Det er en logisk slutning, men den kommer hurtigt og er i forhold til bogen meget kort beskrevet.

Hvad er så mit overordnede og samlede indtryk af bogen? Det er en ualmindeligt velskrevet bog med et smukt sprog og en fin litterær stil, og alene af den grund er jeg er glad for at have læst bogen. Der er en interessant grundstruktur i historien med tvillingebrødrenes indbyrdes forhold, men den fortælles på en for mig ufokuseret måde med en rigeligt høj vægtning af bl.a. det filosofiske. På mig virker den tilstræbt højlitterær.

Det ender med en vurdering på 3 stjerner.

Daniel Dencik
Nordisk vildt
Politikens Forlag, 2018
485 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Sigurd Barrett: Sigurd fortæller H.C. Andersens eventyr 1-2

Alt muligt andet godt Posted on 20 nov, 2018 15:42

Julegaverne til familiens børn/børnebørn er reddet!

Fra bogens bagside:
Prinsessen på ærten, Svinedrengen, Klods-Hans og Snedronningen…De er der allesammen, når Sigurd Barret genfortæller H.C. Andersens berømte eventyr for børn i alle aldre.

Sigurd genfortæller 31 H.C. Andersen-eventyr, både de kendte og de mindre kendte, og til udgivelsen har han komponeret 12 helt nye sange. Bøgerne er rigt illustreret af Stine Rosenberg, som har tegnet til en lang række af Sigurds bøger.

Min anmeldelse:
Der var 2 grunde til, at jeg glædede mig til at læse Sigurd Barretts måde at
fortælle de gode eventyr på.

For det første har jeg med fornøjelse læst og anmeldt flere bøger af forfatteren, og jeg er hver gang blevet imponeret af hans talent for at forenkle og formidle de valgte emner på en måde, så den bagved liggende originale tone og indholdet er bevaret – og endda på en underholdende måde.

Sigurd Barrett: Sigurd fortæller danmarkshistorie 1-2 – HER

Sigurd Barrett: Sigurd fortæller om kongerækken – HER 

Sigurd Barrett: Sigurd fortæller om Luther – HER

For det andet har adskillige gange både som far og som bibliotekar forsøgt mig med H.C. Andersens eventyr i adskillige udgaver, men uden at finde en udgave, som både var tro mod originalens stil, som ikke var forkortet til ukendelighed, som var til at holde ud at læse op og som – ikke mindst – var noget selv de mindste børn kunne forstå og derfor orkede at lytte til.

Det har jeg fundet nu!
Sigurd Barrett – og hans faste illustrator – formidler på ualmindelig
fremragende vis en central del af dansk kulturarv!

Et kort eksempel fra “Svinedrengen”

H.C. Andersen:
“Der var engang en fattig Prinds; han havde et Kongerige, der var ganske lille, men det var da altid stort nok til at gifte sig paa, og gifte sig vilde han.

Nu var set jo rigtignok noget kjækt af ham, at han turde sige til Kejserens
Datter: “vil Du ha’ mig” men det turde han nok, for hans Navn var vidt og bredt berømt, der vare hundrede Prindsesser, som vilde have sagt Tak til, men see om hun gjorde det.

Nu skulle vi høre:…”

Sigurd Barrett:
“Der var engang en prins. Han var ikke særlig rig, og han havde kun et lillebitte kongerige, men selv om hans rige ikke var særlig stort, håbede han alligevel at kunne finde sig en sød prinsesse at gifte sig med.

“Der er mange, som kender mit navn!” sagde han til sig selv. “Jeg kan sikkert godt finde mig en prinsesse. Ja, når jeg tænker over det, så er der sikkert flere hundrede prinsesser, som kunne finde på at gifte sig med med mig!
Jeg tror sørme, jeg spørger kejserens datter. Hun siger nok ja!” Men det gjorde hun nu ikke bare lige. Hør selv:…”

——-

Eventyrene er i 2 bind placeret i en flot boks, hvor der er koder til download af lydbog til eventyrene. Boksen sælges i 2 udgaver: med og uden cd med Sigurds sange til eventyrene. (Sangteksterne er med i bøgerne.)

Som det sikkert kan ses i anmeldelsen, er bøgerne en mindst 5-stjernet oplevelse.

Sigurd Barrett
Sigurd fortæller H.C. Andersens eventyr 1-2
Politikens Forlag, 2018
231 + 233 sider

Bøgerne er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



SOLO Bloggertour med Stein og Steen

Krimi og spænding Posted on 19 nov, 2018 00:35

Drustrups
Bogblog er stoppested mandag 19.11. på den landsdækkende bloggertour, og jeg må
sige, at mine kollega medbloggere har lagt sig i selen den første uges tid for
at formidle baggrundsviden om SOLO, STEIN og STEEN. Flot arbejde!

Men
nu er det jeres tur til at arbejde – og der er en belønning til én af I dygtige
krimielskere!


billedet herover skal I løse en klassisk billedgåde ved at finde 8 ledetråde til SOLO!

Det
kan måske være lidt svært og nogle steder måske finurligt/søgt at finde de
skjulte spor til f.eks. navne og steder – og baggrundsbilledet med de mange
sten tæller ikke med.

(Hent billedet HER
i høj opløsning og gå på jagt efter sporene)

Send
mig en mail med beskrivelse af de 8 ledetråde på adressen solo@drustrup.dk
senest søndag 25.11. kl. 23:59, når SOLO Bloggertouren stopper. Derefter trækkes
en vinder blandt de rigtige løsninger (eller dem med flest rigtige).

Præmien
er et signeret eksemplar af Jesper Stein: SOLO – venligst sponseret af
Politikens Forlag!

God
fornøjelse med at finde ledetrådene!

PS: Jeg har anmeldt den fremragende krimi HER

Og fortsæt endelig med at følge med resten af ugen på de næste poster!
Tirsdag er det på Vores Bogliv, det foregår



Jens Strandbygaard: Jihadbruden

Krimi og spænding Posted on 11 nov, 2018 23:12

Fra bogens bagside:
Sognepræst Daniel Vest bruger sin tid på at hjælpe folk i nød, men ikke ved at dele suppe ud eller missionere – for med en baggrund i Frømandskorpset er han ikke helt som andre præster.

Via sin hjemmeside kontaktes han af en mor, hvis 15-årlige datter, Mathilde Østergaard, er rejst til Raqqa i Syrien for at blive gift med
ISIS-krigsherren Sheik Iban Omar. Tilværelsen som jihadbrud viser sig dog snart at være en helt anden end det glansbillede, hun blev stillet i udsigt på de sociale medier.

Daniel sætter alt ind på at hente Mathilde hjem, men i Raqqa er intet, hvad det giver sig ud for at være, og pludselig befinder han sig i et mareridt, hvor tiden måske er for knap til at gøre det rigtige.

Min anmeldelse:
Jeg har haft fornøjelsen af at også at læse og anmelde de første 2 bøger af Jens Strandbygaard.

“Mekkalinjen” – blog.drustrup.dk/#post69
(2016) og “Malaria” – blog.drustrup.dk/#post107
(2017). Jeg har endda fulgt både “Malaria” og den nye “Jihadbruden” helt fra en tidlig manuskriptudgave til den færdige bog. Det har været interessant at følge selve processen og ikke mindst udviklingen i forfatterens skrive- og fortælletalent. Og der er helt bestemt sket rigtigt
meget godt.

Mens “Mekkalinjen” var en actionfyldt spændingsbog med konspirationsteorier, var “Malaria” anderledes relevant og mere spændende, idet den tog nogle aktuelle temaer op. Den udvikling har Jens Strandbygaard fortsat i denne nye bog, hvor spændingsniveauet er rigtigt højt, og hvor den fuldstændigt realistiske baggrund med de mange europæiske unge piger, der forlokkes til at blive jihadbrude, gør læsningen mere aktuel, end det er rart at tænke på.

Samtidig er Jens Strandbygaard blevet bedre til at skrive og lægge flere lag ind i sine historier, og han siger selv, at det bl.a. skyldes et friskt studieår på Århus Universitet, hvor han læste Nordisk Litteratur. I historien er der flere symbolske navne og scener, og de tilfører
læsningen noget godt og interessant. I åbningsscenen holder Daniel Vest prædiken over påskeevangeliet om bl.a. død, sorg og håb. Også hans familieforhold beskrives meget overraskende, og heri indgår familiens 2 æsler, Smerte og Håb.

Baggrunden for hele historien er 100 % virkelighedsnær og er inspireret af faktiske sager fra Danmark og England, så også de grumme
forhold, som jihadbrudene i bogen lever under, er bygget over vidnesbyrd fra undslupne unge piger.

Og generelt bruger Jens Strandbygaard en god del tid på research i flere kilder for at få historiens forskellige lokaliteter og miljøer til at virke overbevisende – og det giver for mig en højere grad af fornøjelse at læse
en forfatter, der har fået styr på fakta, inden fiktionen skrives.

Selve den dødsensfarlige indsats for at befri Mathilde fra ISIS bliver en voldsom kamp på liv og død, og der spares ikke på virkemidlerne, men selv om det hele er beskrevet filmisk og med meget vold, virker historien absolut plausibel, og volden er velanbragt og virker slet ikke “for meget”.

Det er en intens bog om en hævnende engel eller en vigilante i skikkelse af præsten Daniel Vest med sit nom de guerre, Poseidon, inspireret af fortiden som frømand. En spændende og symbolsk historie om bl.a.
hævn retfærdighed og selvtægt.

Var bogen sluttet med, at Daniel Vest stiger ud af flyveren med den reddede Mathilde, og at alt derefter endte lykkeligt og godt, ville det ikke være i tråd med bogen iøvrigt. Så sådan slutter bogen naturligvis heller ikke, men jeg afslører ikke, hvordan det hele ender på overraskende vis!

Bogen er første bind i en planlagt trilogi med Daniel Vest. I bind 2 får vi sikkert endnu en spændende historie, men samtidig også mere om hans familie, inden historierne om Daniel Vest lukkes med bind 3. Send ham bare snarest på nye eventyr!

Jeg forøger med glæde gradvist antallet af point og krimihjerter til Jens Strandbygaard, så denne seneste bog får 8 sikre point på min spændingskrimiskydeskive og 4 hjerter på krimifan.dk.

PS: Har du selv brug for hjælp af Daniel Vest, eller kender du andre, der har behov for effektiv hjælp, så er Daniel Vests hjemmeside åben for indsendelse af bønner om hjælp. På siden http://poseidonhelps.com
kan man se de indsendte bønner, og bl.a. har Socialstyrelsen bedt om assistance til at finde 111 millioner kroner. Meget underholdende!

Jens Strandbygaard
Jihadbruden
Byens Forlag, 2018
324 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Billedet herunder er taget ved et bloggerarrangement i Århus og viser Jens Strandbygaard på hjemmebane: i restaurantens jagtstue.



SOLO Blogger Tour med Stein & Steen

Krimi og spænding Posted on 11 nov, 2018 23:07

Den store og spændende Stein/Steen-Tour begynder mandag 12.11.
Følg med alle 14 dage på stederne her – og vær også med i konkurrencen mandag 19/11 her på Drustrups Bogblog



« ForrigeNæste »