Fra bogens bagside: Da kriminalkommissær Hildur Rúnarsdóttir var barn, forsvandt hendes søstre, Rósa og Björk, i de islandske fjelde under en snestorm. Det sidste man så til dem, var et glimt af en rød My Little Pony-rygsæk. Nu dukker der nye spor op, og traumerne fra Hildurs barndom vender tilbage.
På en skiløjpe i en afsidesliggende egn af Island finder man liget af en magtfuld lokalpolitiker. Han er blevet skudt, og Hildur og hendes makker, Jakob Johanson, sættes på sagen. De første spor ender blindt, og Hildur og Jakob må i stedet grave dybt i fortiden.
Tilbage står kun et spørgsmål tilbage: Er alle hemmeligheder værd at opklare?
Min anmeldelse: Da jeg for knapt 2 måneder siden anmeldte seriens første bind “Hildur” – https://blog.drustrup.dk/?p=2309 – var jeg spændt på, om denne fortsættelse ville udbygge min lyst til at rejse til Island. Det gjorde den, og jeg fik endda både intens spænding og blev godt underholdt.
Samtidig fik jeg så også en overraskende opklaring af den traumatiske sag om Hildurs to forsvunde søstre. Jeg siger ikke mere!
Den opklaring kører samtidig med den aktuelle sag om mordet på lokalpolitikeren. Begge dele fører Hildur og Jakob både tilbage i tiden og rundt på Island for at finde ud af baggrunden for mordet. Hvordan det hele kombineres, og sagen udvikler sig, beskrives på bedste vis.
Det eneste handlingselement, der efter min mening godt kunne undværes, er Jakob Johansons problemer med sin ekskone i forbindelse med hans samværet med deres fælles søn. Vel er det bøvlet, at finske Jakob er flyttet til Island og moderen med barnet til Norge, og at ekskonen på alle måder saboterer forholdet mellem far og søn, men det har ikke umiddelbar relevans for historien på Island. Tilsyneladende.
Men måske kan den vinkel vise sig relevant, for bind 3 er udkommet på finsk med titlen Jakob. Bind 4 med titlen Rakel (navnet på Hildurs mor) er planlagt udgivet på finsk november 2024, så der er heldigvis mere godt nyt på vej fra Island!
Igen 9 skydeskivepoint til serien.
Satu Rämö Rósa & Björk Gutkind, 2024 338 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Fra bogens bagside: Vi har alle vores overlevelsesstrategier.
Hildur Rúnarsdóttir surfer. På Islands iskolde atlanterhavsbølger overvinder hun bølgerne for at glemme en traumatisk barndom og for at klare hovedet. Et barn er forsvundet i Ísafjörður, Hildurs politidistrikt, og som overordnet er det hendes ansvar at opklare sagen.
Jakob Johanson strikker. Som finsk politiskoleelev er han blevet udsendt til Island, og som Hildurs makker opdager han hurtigt, at de smukke fjorde gemmer på mørke hemmeligheder.
Sammen må Hildur og Jakob i kamp med tiden arbejde sig igennem et virvar af forbrydelser, der har tråde langt tilbage i tiden, og som truer livet i den lille by ved fjorden lige her og nu.
Min anmeldelse: At kombinere stil og indhold fra Finland og Island i en krimi virker som en fremragende idé, så når den finske forfatter Satu Rämö, der selv for en del år siden er flyttet til Island, lader en af sine hovedpersoner gøre samme tur, har hun haft alle muligheder for at ramme stemningerne og miljøbeskrivelserne præcist. Det gør hun i dette første bind i en islandsk krimitrilogi! Og det er samtidig en spændende historie befolket med interessante hovedpersoner.
Ad islandske veje ud i øde områder, til fjerne fjorde og gennem små byer, på islandske bølger og i særlige miljøer føres man som læser rundt til fascinerende steder, mens de to politifolks samarbejde udvikler sig under løsningen af de dramatiske sager, hvor det viser sig, at der er relationer til Hildurs traumatiske sag om hendes forsvundne søstre mange år tidligere.
For en gangs skyld får en krimi mig til seriøst at rejse til stedet, bogen foregår. Efter at have læst bogen, er Island rykket frem i første række af mulige/kommende rejsedestinationer. (Måske vil jeg dog vælge en anden rejsemåned end november, som det meste af bogen foregår i). Og jeg er sikker på, det underbygges, når jeg også får læst fortsættelsen “Rósa & Björk”, der udkommer i juni. De gode naturbeskrivelser fascinerer, og det ville være en forbrydelse at springe over dem under læsningen. De er en integreret del af historien.
Bogen får 9 sikre skydeskivepoint.
Satu Rämö Hildur Gutkind, 2023 344 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Fra bogens bagside: Historisk roman der skildrer den danske kongemagts nådesløse magtanvendelse over for den islandske befolkning i slutningen af 1700-tallet.
I København er den islandske urmager Jón Sivertsen i færd med at restaurere et helt unikt astronomisk urværk, der er efterladt til forfald på kongeslottet Christiansborg. Pludselig en sen aften fremtoner Christian 7., der officielt besidder tronen, men som er sat uden for indflydelse af sin søn, der ser ham som sindsyg. Kongen er rastløs og beruset, og deres møder bliver flere og flere. Snart udvikler det sig til fortrolige samtaler, hvor Jón udfolder historien om sin far og fostermoder i Island, der begge blev afstraffet med døden for øjnene af ham som dreng, selv om de begge var uskyldige. Deres dødsdom blev underskrevet af kongens far…
Min anmeldelse: Der er mange lag i denne velskrevne, historisk relevante og fascinerende historie. Her er nogle af dem.
Det overordnede tema er den danske kolonimagts benhårde styre af sin fjerne koloni, Island, med udgangspunkt i en streng moral og både uden forståelse for den lokal kultur på Island og uden viljen til at finde sandheden bag den ulykkelige sag, der kostede livet for urmageren Jons far og stedmor. En del af den historie fortælles gennem den nære kontakt, Jon får til Kong Christian 7., hvis liv er stærkt påvirket af magtkampene ved hoffet. Kongens kone, dronning Caroline Mathilde, blev udstødt pga. sit forhold til Struensee, der senere blev henrettet og også var den reelle far til prinsesse Louisa Augusta. Det er det helt faktuelle grundlag for den interessante historie.
At kongens far udstedte dødsdommen over Jons far gør deres forhold helt specielt. De kæmper begge som sønner med konsekvenserne af deres fædres gerninger, så familierelationerne er endnu et tema. De forstærkes af den måde, kongens søn, den senere Kong Fredrik 6., behandler sin far på.
Bogen bringer også et også godt og farverigt tidsbillede af livet i forskellige samfundslag på datidens Island og i København. Det er interessant læsning.
Desuden er der det urmagertekniske element, hvor Jons store arbejde med at restaurere det unikke og ret ødelagte ur følges kronologisk og teknisk. Det er godt fortalt kulturhistorie.
Det er forfatterens fremragende fornemmelse for at fortælle en rigtig god historie, der holder sammen på alle lagene og får dem til at danne en helstøbt fortælling. Den gode forfatterevne har jeg tidligere nydt i hans krimiromaner, så jeg var som historisk interesseret fuld af forventning til denne historiske roman. Jeg blev helt fanget ind af bogen – både pga. selve historien og den måde den fortælles på. Jeg kunne endda godt forestille mig at læse den igen!
Den skal have mine maksimale 5 stjerner!
Arnaldur Indriðason Kongen og urmageren Gyldendal, 2024 372 sider
Fra bogens bagside: Et besøg hos en gammel ven, der nu er indlagt på psykiatrisk afdeling, ender i en dramatisk flugt gennem Island, til de allernordligste egne, det isolerede Kolbeinsø.
En mand beslutter sig for at besøge sin ven på psykiatrisk hospital, og deres venskab blomstrer op igen. Men de bliver konstant afbrudt af den ledende sygeplejerske på stedet, som ihærdigt prøver at holde vennerne adskilt. De beslutter sig for at flygte, kun for at finde ud af at den vrede sygeplejerske forfølger dem. Flugten bliver til en intens jagt, og de ender med at overmande sygeplejersken.
Flugten væk fra civilisationen bliver mere og mere udfordrende, og de to venner må søge tilflugt i fjerntliggende egne, begiver sig mod det nordligste nord, mod den afsidesliggende Kolbeinsø – hele tiden med den vrede sygeplejerske som rejsefælle.
Min anmeldelse: Den velskrivende og skæve islandske forfatter har jeg tidligere læst og anmeldt disse to forunderlige bøger af:
Det er en utroligt syret og vild historie om en rejse langt ud i de islandske ødemarker og en rejse langt ind i sindets mørke områder.
Den begynder som en rablende morsom om et par venner og deres groteske flugt fra et psykiatriske sygehus, men kører længere og længere ud ad nogle sideveje for at ende et andet og mørkere sted med bl.a. eksistentielle elementer om livskrise og meningen med tilværelsen. Bogen skifter således undervejs den absurde humor ud med noget mere tragiske og sørgeligt.
Bogen rummer på den måde mere tragik end “Et landskab er aldrig tåbeligt” og mere humor end “Håndbog i køers sindelag”, men det er stadig en rigtig god og udfordrende læseoplevelse ud over det sædvanlige. Det er helt sikkert en bog, der kan skabe diskussioner, for den kan læses på flere måder og med forskellige resultater, og det kan jeg godt lide.
Også denne gang kom jeg til at tænke på Erlend Loes bøger om den livskriseramte Dobler, så syntes du, de bøger var gode, så skal du læse Bergsveinn Birgissons bøger – også denne, men “Et landskab er aldrig tåbeligt” er nok den umiddelbart nemmeste og mest morsomme.
4 sikre stjerner!
Bergsveinn Birgisson Flugten til Kolbeinsø Gyldendal, 2023 192 sider
Fra forlagets omtale: Romanen Ar handler om Jonas Ebeneser, en mand i slutningen af fyrrerne som efter en traumatiserende skilsmisse beslutter at begå selvmord. Han afhænder sin virksomhed og rejser til et fjernt land, som kort tid forinden har været skueplads for en heftig borgerkrig.
Jonas har altid været en handyman og hjælper hotellet, han
bor på, med forefaldende reparationsopgaver. I sin sparsomme bagage har han
nemlig medbragt en boremaskine – i den tro at han på et tidspunkt skulle skrue
en krog i et loft. Langsomt begynder den selvmordstruede at finde tilbage til
livet.
Min anmeldelse: Denne bog beviser, at det er muligt at skrive en bog med grotesk vinkel, der giver en særlig og morsom læseoplevelse om en mand, der er i en eksistentiel livskrise og ønsker at begå selvmord.
Historien foregår i 2 afdelinger, hvor første del gennem
hans baggrund på Island beskriver baggrunden for Jonas ønske om at dø. Sidste
del foregår i et krigsramt land, der kunne ligge på Balkan eller i Mellemøsten.
Fortalt gennem hovedpersonen Jonassen tanker og oplevelser
nød jeg bogen som en dejligt livsbekræftende bog, som samtidig var utroligt
velskrevet med præcise formuleringer og en koncentreret sproglig form.
I Erlend Loes bøger med Doppler (især den første) fandt jeg
lidt af samme stemning dog uden selvmordsdelen, der til gengæld er central i
hans bog “Muleum”, som er en grotesk morsom bog om selvmord. En anden morsom
bog om samme emne er Nick Hornby: “Langt nede”.
Romanen vandt Nordisk Råds Litteraturpris 2018 og uden at
have set på, hvem de andre kandidater var, så må jeg efter at have læst bogen
sige, at valget virker fuldt fortjent. Jeg giver meget gerne bogen mine
maksimale 5 stjerner.
Auður Ava Ólavsdóttir Ar Baltzer & Co, 2018 249 sider
Bogen er læst på Mofibo.
Den var bog nr. 2, som jeg var med til at diskutere i
læsegruppen Sure Gamle Mænd, og der var bred enighed om, at det var en god bog!
Efter den store læseoplevelse jeg havde haft med den
islandske forfatters forrige bog “et landskab er aldrig tåbeligt” (2017), var
jeg rigtigt spændt på at læse denne nye bog.
Jeg skrev bl.a. sådan om “et landskab er aldrig tåbeligt”: “Bogen har en sikker, lavmælt og herligt underspillet tone.”
og “Bogen er befolket med nogle unikke personligheder, som
er spændende bekendtskaber for læseren, og som giver historierne eventyrlige
dimensioner, der nærmer sig det magiske.”
Læs hele anmeldelsen af bogen her: http://blog.drustrup.dk/#post111, men snyd dig ikke for også at læse denne underholdende og underfundige bog!
Undertitel på denne nye bog af forfatteren er “Faktionsroman”,
og det er en ret præcis titel, fordi bogen indeholder fakta eller faktalignende,
længere afsnit med historier om de forskellige typer køer, der har været på Island,
og deres sammenhæng med samfundsudviklingen. Men også fordi det er historien om,
hvordan en mands verden forandrer sig, og han samtidig nærmer sig en personlig
afgrund på grund af sin nærmest maniske fascination af den opgave, han har
taget på sig.
Fra bogens bagside: En arbejdsløs kultursociolog vender hjem til Island med sin familie efter flere års ophold i udlandet. I Reykjavik lander han bagerst i køen blandt andre akademikere, og på jobcentret bliver han mødt med overbærenhed.
Omsider tilbydes han en stilling i Sammenslutningen af
Islandske Landmænd, hvor han skal udarbejde manuskriptet til en dokumentarfilm
om den islandske ko, der er truet af udryddelse. Den ambitiøse akademiker anlægger
en hypotese: respekten for koen afspejler menneskets sindelag i alle samfund og
kulturer.
Hypotesen bliver dog ikke godt modtaget, og efter en nærdødsoplevelse
i Hvalfjord begynder teorierne om køer og mennesker at overtage den unge
forskeres desperate sind.
Min anmeldelse: Jeg begyndte læsningen fuld af optimisme og glæde, og begge dele blev bestyrket i bogens første del “Yveret”. Derefter skiftende min oplevelse af bogen i løbet af næste afsnit “Koen” til at være mere undrende på indholdet og bogens retning. Efter at have afsluttet sidste afsnit “Stalden” var jeg forvirret – dog på et mere underholdt plan, men stadig noget usikker på bogens formål og retning.
At en bog på den måde skaber uventet forundring og et ønske
om for en gangs skyld at forlade positionen som individuel læser og gerne vil
snakke med andre læsere om bogen er bestemt værd at tænke over.
At en bog på den måde står ud i mængden af læste bøger og
ser ud til at blive hængende i hovedet på mig som læser og nok ikke bare med
tiden vil diffundere sammen med de mange andre læste bøgers bogstaver og sætninger
er bestemt ikke noget, jeg oplever så tit. Det vil være interessant at
diskutere bogen med andre og på den måde måske nå frem til en dybere forståelse
af bogen.
Sammen med handlingsplanet om køers sindelag rummer bogen
også en sammenhængende sidehistorie om hovedpersonen Gesturs forhold til sin
kone og barn samt hans specielle forhold til en anden kvinde. Dertil kommer
nogle indsatte breve, der giver indblik i Gesturs familiebaggrund.
Det, der på den gode måde forstyrrer min læsefred, er
faktadelen af undertitlen. Det er de dele af historien, der i en ret stor del
af bogen beskriver hovedpersonens synspunkter den islandske ko gennem de
forskelige tidsperioder, og hvor han i stigende manisk grad gennem bogen
kombinerer den udvikling med tiden og menneskets hele situation. Det er ikke
altid lige begribeligt for mig, men det er det så heller ikke for de folk, der
oprindeligt stillede ham en simplere opgave om et filmmanuskript. (Det får også
store personlige omkostninger for ham.)
Sidste afsnits ret surrealistiske indhold er, hvis jeg har
forstået det hele rigtigt, en logisk ende på historien om en mand, der er ude i
en eksistentiel og personlig krise af sværeste karakter.
Bogen minder mig især i første del i tonen ret meget om
Erlend Loes bøger om Doppler, men heri er det groteske, morsomme og
samfundssatiren kombineret i lettere tilgængelig og mere underholdende form.
Jeg er sikker på, at bogen vil dele vandene pga. sin
specielle historie og især pga. den ikke umiddelbart tilgængelige fortælleform.
Selv er jeg, som det nok fremgår, dobbelt i mine holdninger, men i langt
overvejende grad fascineret og underholdt af bogen. Derfor får den 4 stjerner
af mig.
