Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Anne Holt: Tolv utæmmede heste

Krimi og spænding Posted on 25 jun, 2024 19:52

Fra bogens bagside og fra forlagets pressemeddelelse:
Ebba Braut ved, at hun ikke har været i seng med nogen. Alligevel er hun gravid.

Den eneste Ebba kan betro sig til, er den pensionerede efterforsker Hanne Wilhelmsen. Men Hannes eget liv er tæt på at gå i opløsning, og Ebba er nu den eneste, Hanne har tilbage. 

Den kørestolsbundne Hanne er helt alene. Konen Nefis og deres datter er flyttet ud efter et voldsomt skænderi, og det ser ikke ud til, at de kan forsones. Hanne må kæmpe for både at redde sin familie og løse den vigtigste drabssag i sit liv. 

Min anmeldelse:
Med flere års pause efter 10 bind i krimiserien med Hanne Wilhelmsen, udgav Anne Holt i 2022 “Det ellevte manuskript”, som blev nr. 11 i serien. Den har jeg anmeldt her https://blog.drustrup.dk/?p=1384

Det var for mig og mange andre et dejligt gensyn, og derfor har jeg set frem til denne fortsættelse, som i ifølge forsiden i øvrigt er blevet kåret som årets bedste krimi i Norge. Det skærpede selvfølgelig forventningerne, men hvordan gik det så med dem? Det gik rigtigt godt!

Med klassiske elementer med f.eks. uforklarlige mysterier, privatlivsproblemer og seriøs knas i samarbejdet internt i politiet samt mellem politiet og en privat efterforsker har Anne Holt igen skruet et meget specielt og fascinerende plot sammen, og hun har befolket det med nogle ganske særlige personer, hvoraf flere går igen fra “Det ellevte manuskript”. Desuden dukker en ny politiefterforsker op, Marius Blaabjerg, og han må også meget gerne – og gør det sandsynligvis – dukke op i en fortsættelse. 

Uden at afsløre for meget, for der skal dukke overraskelser op undervejs, så er bogens helt relevante temaer ensomhed, relationer mellem mennesker, kvindehad og mænd der oplever sig svigtet af kvinder og lever i ufrivilligt cølibat (incels). Til sidst i bogen kommer forklaringen også på titlens utæmmede heste.

Dertil kommer flere relationer til litteratur og forlagsverdenen gennem samarbejdet mellem forlagsredaktøren Ebba Braut og lyrikeren Aasmund Aaletjønn. Det element tilfører bogen et interessant ekstra lag. Ebba dukkede op i forrige bog, og hun spiller også denne gang en central rolle, mens Aasmund også kommer i spil på en ganske særlig måde.

Hele bogen er velskrevet, og selv om den nogle steder er lidt lang i beskrivelserne, og der dukker et par heldige tilfældigheder op under efterforskningen, så er det alligevel en helstøbt og rigtigt spændende historie. Vil du ikke læse hele serien, så begynd i det mindste med bind 10 og fortsæt med denne.

Herlig læsning til 9 skydeskivepoint.

Anne Holt
Tolv utæmmede heste
Modtryk, 2024
440 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Anders De la Motte: Glasmanden

Krimi og spænding Posted on 27 maj, 2024 17:25

Fra bogens bagside:
Leonore Asker har fundet sig til rette i stillingen som chef for afdelingen for glemte sager og fortabte sjæle, da hun efter mange år uden kontakt hører fra sin far, Prepper-Per. Han vil have Leos hjælp – og får han ikke den, vil han udløse en katastrofe, der kan koste menneskeliv.   

Leos gamle ven, arkitekten Martin Hill, bliver hyret til at skrive historien om en erhvervsleder, der er kendt for sine skøre teorier og en privatejet ø. Rygtet går, at folk der går i land på øen, ikke slipper  levende derfra. Mens Asker og Hill forsøger at løse hver sin opgave, begynder sporene at mødes, og Glasmanden træder frem fra mørket.  

Fra forlagets pressemeddelelse:
Med “Glasmanden” befinder Anders de la Motte sig atter i det Skåne, han kender og elsker, men også i et mere dystert, hemmeligt Skåne – fyldt med dommedagspreppers og med gemte og glemte steder, der kan udforskes af urban explorers. 

De la Motte har denne gang ladet sig inspirere af en virkelig forretningsmand, der påstod at være inspireret af fremmede fra rummet: ”Gösta ’Pollenkongen’ Carlsson grundlagde et meget succesrigt naturmedicinfirma. Gösta hævdede til sin død, at han havde fået grundideen af nogle rumvæsner, efter at han som ung mand var stødt på en UFO i en skov i udkanten af Ängelholm,” fortæller forfatteren.

Min anmeldelse:
Jeg har valgt inden min anmeldelse også at citere fra forlagets pressemeddelse, fordi der her fortælles om forfatterens inspiration. Selv om han i bogen skærper hele situationen og brygger videre på fakta, så giver det alligevel bogen et lidt mere realistisk touch. Og det kunne jeg godt trænge til i et plot, der uden den viden, godt kunne synes at være en god del “for meget”.

Det bærer jeg helt over med i De la Mottes ret hæsblæsende og unikke historie, der bygger videre på seriens bind 1 “De bjergtagne”, jeg har anmeldt her https://blog.drustrup.dk/?p=1833

Dette bind 2 forsætter med temaet urban exploring – altså udforskning af øde, lukkede steder og bygninger samt med de samme centrale hovedpersoner. Samtidig er forholdet mellem Leonore og hendes far samt prepper-holdningerne et centralt element. Som jeg skrev i anmeldelsen af bind 1, minder persongalleriet og stilen mig lidt om Adler Olsens Q-serie, men serien er alligevel helt sin egen, og bogen beviser endnu en gang forfatterens evne til at skabe logik og god sammenhæng i en vild og velskrevet historie befolket med nogle interessante og helt specielle personer – denne gang ikke mindst i den erhvervsfamilie, hvis historie Martin bliver hyret til at skrive historien om.

De voldsomt dramatiske begivenheder udspiller sig i løbet af en uges tid og fortælles kronologisk i korte kapitler med forskellige synsvinkler. Det hele opleves især gennem især de to hovedpersoner, Asker og Hill, men også politimanden Hellman og ikke mindst den mystiske og anonyme Glasmanden, hvis identitet først afsløres til allersidst. Dertil kommer nogle tilbageblik af betydning for de nutidige begivenheder samt et kort efterspil, der i øvrigt sandsynliggør en fortsættelse. Jeg er i hvert fald ikke færdig med Leo/Leonore Asker, makkeren Hill, hendes far Prepper-Per, politichefen Hellman og de sære personer i Leonore Askers “Afdelingen for glemte sager og fortabte sjæle”. Jeg læste bogens sidste halvdel færdig i nogle meget sene nattetimer, fordi jeg var nødt til at få slutningen med, og så virker en krimi jo fuldstændigt, som den skal! 

9 sikre skydeskivepoint!

Anders De la Motte
Glasmanden
Modtryk, 2024 
591 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Torben Munksgaard: Missionær

Alt muligt andet godt Posted on 18 maj, 2024 22:45

Fra forlagets beskrivelse:
Lise leder efter Jørgen, men finder Jesus. 

Da Lises mand Jørgen en dag forsvinder – pludselig og tilsyneladende uden grund – vender det op og ned på hendes tilværelse. Efter et langt og til tider endda halvlykkeligt ægteskab tvinger den nye situation Lise til at tage sit liv op til revision. Hendes livskrise tager imidlertid en overraskende drejning, da hun finder trøst og mening i tilværelsen med hjælp fra en uventet kant: Gud. Og med sin nyfundne tro får hun snart blik for sine omgivelsers syndere, som kalder på både frelse og omvendelse. Lise indleder herefter et stædigt korstog, der hverken skåner familie, venner eller bekendte. Og samtidig lurer hele tiden spørgsmålet: Hvad blev der egentlig af Jørgen?

Palle Thomsens anmeldelse:
Elsker Torben Munksgaard. Han er en sprogekvilibrist af rang. Det er en udsøgt fornøjelse at læse hans bøger, uanset om historien er god eller ej.

Denne bog ER god, og den er i samme stil som hans død-bøger – Digterens død, Diskodanserens død og Damevennens død. 

Han udstiller os danskere/mennesker med lune og vid og får en vild historie til at virke troværdig. Jeg klukkede af grin mange gange.

Han er så god til komme ind bag personerne og beskrive deres personligheder på den mest finurlige måde.

Denne fortælling kredser meget om et kollektiv og de indbyrdes relationer, og om et ægtepar der er kørt forkert i livet. Om hvordan en lille tilfældighed ændrer livet for mange mennesker, nogle kommer videre, og andre går i stå. Der er også en lille historie om en bogblogger! Og en himmelvendt omvendelse.

Skøn bog, jeg nød hver side.

Og det er ikke en krimi, så ingen skydeskivepoint denne gang, men 5 ud 5 stjerner! 

Torben Munksgaard
Missionær
Modtryk, 2024 
297 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Vibeke Marx: Klapsejler

Alt muligt andet godt Posted on 10 maj, 2024 21:36

Fra bogens bagside:
Leander tilbringer de første fem år af sit liv på Lammefjorden – hos Bine Ukrudt, der har sit udkomme ved at udføre ­illegale aborter. Han har intet navn, intet sprog og ingen kontakt med omverdenen. Men en dag bliver han hentet af plejemor, og livet i Den gule by, som er lokalbefolkningens navn til Statshos­pitalet, Nykøbing Sjælland, begynder.

Den gule by udgør et trygt samfund, hvor alle kender alle, men også et samfund med uskrevne regler. Patienter må gerne virke som tyende i funktionærernes hjem, men aldrig mere end det. Bryder man reglerne, betyder det udstødelse, som patient ­måske noget endnu værre.

Klapsejler handler om kærlighed mellem to mennesker, som befinder sig på hver side af skillelinjen og de årelange konsekvenser, den får for de involverede – især Leander.

Min anmeldelse:
Indrømmet: Jeg er noget sent i mit liv som læser blevet overbevist “Vibeke Marxist”!

Efter at have læst og anmeldt

og denne trilogi 

måtte jeg simpelthen også læse denne seneste bog af Vibeke Marx.

Det var som også tidligere en stor oplevelse at lade sig forføre af den intense og smukke skrivestil, som sammen med en god historie, der fortælles i dyb solidaritet med bogens personer, gør læseoplevelsen til noget helt særligt. 

Det er barsk historie om en ugift og gravid kvindes møde med fordømmelse af religiøse og statusmæssige årsager og om hendes kamp for en fælles fremtid for hende og barnet. 

Det er en historie om stærke og viljefaste kvinders kamp for selvbestemmelse og respekt i en verden (i bogen) hvor kun meget få af mændene er sympatiske. 

Det er også en gribende og sørgelig historie om de vilkår barnet i bogen, Leander, vokser op under, og de konsekvenser det får.

Det er en historie om kærlighedens styrke – på trods af vilkårene

Det er også en hård historie om det psykiatriske system i tiden omkring 1950 og om dets hierarki og magtanvendelse.

Det er i det hele taget en historie med mange elementer, og en bog som bør læses af rigtigt mange!

Den skal have 5 sikre og store stjerner!

Vibeke Marx
Klapsejler
Modtryk, 2024
300 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Morten Hesseldahl: Absalon

Krimi og spænding Posted on 08 maj, 2024 17:14

Fra bogens bagside:
Det er en forandret verden, der efter krigen møder modstandskampens helte. Nazismen er besejret, men for enkelte af de gamle krigere starter nu en ny kamp: Kampen mod kommunismen og den europæiske venstrefløj.     

Elliot vokser op i trygge rammer i en enorm villa i Odense, men også hele tiden med en fornemmelse af, at noget er galt.

Ungdomsvennen Tobias er en ensom original. Han har modet til at tænke ukonventionelt, men ejer ikke evnen til at skelne mellem det kontroversielle og det livsfarlige.

Tobias’ søster, Amalie, er anderledes udadvendt. Hun er på nippet til at indtage et af verdens højeste embeder, men synes på samme tid at suge al tænkelig ondskab til sig.

Og så er der Jesper, efterretningsmanden, der forsøger at forhindre den helt store katastrofe. Han har svært ved at sove.

En bredt fortalt spændingsroman om politik, kærlighed og venskaber før, under og efter Den Kolde Krig. 

Palle Thomsens anmeldelse:
En 517 siders moppedreng. Forlaget kalder det en spændingsroman, men det varede godt længe, inden spændingen kom.

Romanen trækker tråde tilbage til modstandskampen under besættelsen og mange modstandsfolks utilfredsfred med samfundet og politikerne efter besættelsen. Og hvordan nogle danner en højrenational bevægelse, der har tråde ud i Europa og USA – Reichsbürgerbevægelsen i Tyskland, Trumpismen i USA, Le Pen i Frankrig. Coronaepidemien og sølvpapirshattene spiller også en stor rolle. Alt dette kogt sammen til en roman der i bund og grund handler om højrenational terror mod det eksisterende samfund

Der bliver tegnet fine personbilleder i romanen, hovedpersonen Elliot og hans gode ven Tobias kommer man godt ind under huden på. Romanen er godt skrevet, og historien er troværdig.

Men nu kommer det negative. Den er svær at læse. Man kan ikke nøjes med et par kapitler ad gangen, så taber man tråden – især i den første halvdel af bogen. Der er mange personer at holde styr på, og så springer romanen frem og tilbage i tiden, så man skal virkelig bide mærke i, hvornår et kapital foregår. Og den er alt for lang. Der er mange og lange politiske diskussioner, og det er igen især første halvdel, der er problemet. Den tager lang tid om at komme ud af stedet.

Den kunne sagtens være 50-80 sider kortere.

Så hold ud – i den sidste tredjedel af bogen er der spænding for alle pengene.

Det bliver til 7 ud af 10 spændingsskydeskivepoint.

Morten Hesseldahl
Absalon
Modtryk, 2024
517 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



David Garmark: Kæntring

Krimi og spænding Posted on 07 maj, 2024 21:16

Fra bogens bagside:
Walther Philip Brink er pensioneret retsmediciner. Efter et langt liv i dødens tjeneste i Aarhus er han flyttet til Ry, hvor han lever et stille liv fuldt af ­rutiner. Hans hustru og datter er begge døde, og hans barnebarn Lina, som han kun har sporadisk kontakt til, er stofmisbruger og lever et farligt og sårbart liv på gaden. Efter lang tids tavshed kontakter Lina Walther, men inden deres relation genoptages, dør Lina. Walthers liv forandres totalt, for det viser sig, at han er oldefar til Channie på 7 år, der har levet en kummerlig tilværelse med sin mor.

Walther bliver værge for Channie, og det går langsomt op for ham, at Linas død ikke skyldes en uheldig overdosis, som det ellers er angivet i journalen.   

Kæntring er en krimi om social udsathed og om, hvordan man mod alle odds kan få sig et helt andet slags liv, end det der lå i kortene. 

Min anmeldelse:
Pludselig og uventet at få et 7-årigt oldebarn vil ændre livet for enhver pensionist. Det sker også for hovedpersonen i første bind i denne kommende serie med Walther Philip Brink, og det bliver endda båderørende, gribende og dramatisk. Samspillet mellem det miljøbelastede oldebarn og oldefaderen er beskrevet smukt, og hans kamp for at finde sandheden om barnebarnets død i misbrugsmiljø i Aarhus bliver dramatisk. Historien er godt fortalt, personbeskrivelserne er overbevisende og lokalkoloritten har de helt rigtige farver, så alt i alt er det en klassisk og rigtig god krimi, der lover godt for de næste bind i serien. Samtidig er det hyggeligt, at bogen foregår på Djursland og i Aarhus.

Jeg giver bogen 8 skydeskivepoint

David Garmark
Kæntring
Modtryk, 2024
316 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



« ForrigeNæste »