Fra bogens bagside:
Efterretningsofficer Carl Hamilton og hans gamle ven, journalistveteranen Erik Ponti, er ikke hvilke som helst pensionister. I deres livs efterår har Carl Hamilton en deltidsstilling som underviser på Søværnets specialuddannelse, og Erik Ponti arbejder på en historisk tv-serie om den svenske flådes største sejr mod Rusland.
Deres stille liv tager en uventet og farlig drejning, da ukendte højreekstremister begynder at true en række kvindelige journalister. De to venner iværksætter et ret avanceret spil katten efter musen med en fjende, som de på alle måder har undervurderet, netværket Falken.
“Notaer fra aftensangen” er tredje selvstændige bog i serien om Jan Guillous to populære romanpersoner Carl Hamilton og Erik Ponti, der har slået sig sammen for at bekæmpe uretfærdighed.
Min anmeldelse:
Bagsidens melding om, at det er et selvstændigt bind i serien, holder efter min mening ikke. Det vil være virkelig ærgerligt ikke at læse alle foreløbigt tre bøger, og det vil med absolut størst fornøjelse og udbytte ske i rækkefølge. Blandt andet fordi der løbende er referencer til tidligere begivenheder.
Her er links til mine anmeldelser af de første to bøger:
1: Den der dræbte helvedes engle – https://blog.drustrup.dk/?p=1283
2: Bedrag bedragerne – https://blog.drustrup.dk/?p=2011
Efter at have læst og nydt de to første i serien skrev jeg, at bogens Erik Ponti var Jan Guillous alter ego. Efter at have læst dette bind 3 må jeg stramme den yderligere, for det står stadigt tydeligere, at Erik Ponti ER Jan Guillou. Den del af bogen med Jan Guillous egne meninger og oplevelser fylder i dette nye bind endnu mere end i de første. Samtidig er spændingsdelen droslet ned, så det vil være en misforståelse at læse bogen primært som en spændingsroman.
Derimod er det en som sædvanligt for Guillou en velskrevet og skarpt skåret tekst med markante meninger om mange emner som f.eks. både international og svensk politik, udviklingen i forlagsbranchen og forfatternes vilkår, hans bestemte synspunkter på en lang række journalister, mediefolk og kulturpersoner. En gammel støder (Guillous egen formulering) gør gennem Erik Ponti status over sit liv, som det ser ud for ham som 80-årig, og det er både interessant og underholdende.
Bogen har også en interessant parallel sidehandling om Jan Guillous arbejde med at skrive en drejebog til et stykke om den svenske flådes uventede og historisk korrekte sejr over den russiske flåde i 1790, men med et spøjst kontrafaktisk indhold. Heri lader han nemlig den moderne svensk korvette HMS Helsingborg og dens besætning indgå. I hans manuskript indgår fartøjet i en meget afgørende rolle i 1790, og besætningen må så i nutiden redegøre for krigsskibets manglende granater og andet ammunition samt deres modtagne ordner, der er autentiske 1700-tals ordner. Det er egentlig en unødvendig sidehistorie i sammenhæng med den spændingshistorie om hævn og retfærdighed, det er bogens centrale ærinde at formidle, men en spøjs og underholdende historie.
Hvad så med Carl Hamilton? Er han også virkelig, eller er han Guillous redskab til som i bøgerne med ham at bringe spændingen ind i historien? For spænding er der med den politiske vinkel, at formålet denne gang er at få skovlen under en gruppe højreekstremistiske svenskere, hvis første aktion kostede flere journalister livet. En aktion, som medierne tilskriver en muslimsk terrorgruppe, men som Hamilton og Ponti/Guillou sætter alt ind på at afsløre sandheden om. Gruppen har nemlig planer om at slå endnu flere journalister ihjel. Formålet for de to retfærdighedens vogtere er både at skåne de truede journalister, men også at afsløre de rigtige højreekstremistiske forbrydere og samtidig også de dårlige og følgagtige højrefløjsmedier.
Som roman giver jeg meget gerne bogen mine maksimale 5 stjerner, mens den som spændingsbog kun kan få 7 skydeskivepoint.
Jan Guillou
Notater fra aftensangen
Modtryk, 2024
336 sider
Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.
