Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få besked, når der er et nyt indlæg

David Garmark: Kæntring

Krimi og spænding Posted on 07 maj, 2024 21:16

Fra bogens bagside:
Walther Philip Brink er pensioneret retsmediciner. Efter et langt liv i dødens tjeneste i Aarhus er han flyttet til Ry, hvor han lever et stille liv fuldt af ­rutiner. Hans hustru og datter er begge døde, og hans barnebarn Lina, som han kun har sporadisk kontakt til, er stofmisbruger og lever et farligt og sårbart liv på gaden. Efter lang tids tavshed kontakter Lina Walther, men inden deres relation genoptages, dør Lina. Walthers liv forandres totalt, for det viser sig, at han er oldefar til Channie på 7 år, der har levet en kummerlig tilværelse med sin mor.

Walther bliver værge for Channie, og det går langsomt op for ham, at Linas død ikke skyldes en uheldig overdosis, som det ellers er angivet i journalen.   

Kæntring er en krimi om social udsathed og om, hvordan man mod alle odds kan få sig et helt andet slags liv, end det der lå i kortene. 

Min anmeldelse:
Pludselig og uventet at få et 7-årigt oldebarn vil ændre livet for enhver pensionist. Det sker også for hovedpersonen i første bind i denne kommende serie med Walther Philip Brink, og det bliver endda båderørende, gribende og dramatisk. Samspillet mellem det miljøbelastede oldebarn og oldefaderen er beskrevet smukt, og hans kamp for at finde sandheden om barnebarnets død i misbrugsmiljø i Aarhus bliver dramatisk. Historien er godt fortalt, personbeskrivelserne er overbevisende og lokalkoloritten har de helt rigtige farver, så alt i alt er det en klassisk og rigtig god krimi, der lover godt for de næste bind i serien. Samtidig er det hyggeligt, at bogen foregår på Djursland og i Aarhus.

Jeg giver bogen 8 skydeskivepoint

David Garmark
Kæntring
Modtryk, 2024
316 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Louise Voller: Giften under isen

Krimi og spænding Posted on 05 maj, 2024 22:49

Fra bogens bagside:
Serien om graverjournalisten Astrid Pedersen er inspireret af virkelige hændelser.

Et fly styrter ned i Nordgrønland, og en hemmelig last forsvinder under isen. 30 år senere ankommer et ungt par, Astrid og Peter. Han er embedsmand i Udenrigsministeriet og skal tilse oprydningen af USA’s militære baser. Hun er journalist, men har lovet ham at holde fri fra sit job på Dagbladet i København. 

Ved ankomsten omdirigeres Peter til Sydgrønland. Et australsk mineselskab har fundet mineraler, der er afgørende for verdens omstilling fra sort til grøn energi, men nu truer fundet af flere skeletter, som politiet frygter stammer fra forbrydelser begået for mange år siden, med at lukke for mineprojektet. 

Det unge pars rejse skulle redde deres knagende kærlighed, men da efterforskningen mørklægges og Peter holder møder bag dobbeltlukkede døre, vokser hemmelighederne imellem dem. Det viser sig, at Peter er centralt placeret i et større coverup, tæt overvåget af verdens stormagter, og Astrid indser, da hun bryder sit løfte og går efter historien, hvor lidt hun egentlig ved om manden, hun elsker.

Palle Thomsens anmeldelse:
Bogen er bygget på virkelige fakta om det nedstyrtede amerikanske fly ved Thulebasen, og som medbragte 4 brintbomber, der angiveligt detonerede ved styrtet. Det er også fortællingen om minedrift i Grønland, om atomvåben eller ej, myndigheders forsøg på at skjule det samme, korrupte embedsmænd, den retfærdighedsbårne journalist, de slemme amerikanere, CIA og det grønlandske naturfolk osv. 

Hele historien er fortalt i jeg-form, og det kan efter min mening nogle gange være anstrengende.

Det er ikke en dårligt skrevet krimi, jeg blev bare lidt træt af den. Fortællingen fængede mig ikke. Det blev lidt en genfortælling af de sidste ca. 50 års historie om vores Grønlandspolitik, og det er jo ikke ligefrem pæn læsning. 

Mange, som ikke er inde i vores Grønlandspolitik, vil sikkert finde den spændende og lærerig.

6 skydeskivepoint ud af 10 mulige.

Louise Voller
Giften under isen
People’s Press, 2024 
375 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Jørn Lier Horst & Thomas Enger: Lænker

Krimi og spænding Posted on 04 maj, 2024 23:12

Fra bogens bagside:
Da Alexander Blix bliver løsladt fra fængslet, har han mistet alt. Hans datter er død, og karrieren som efterforskningsleder i politiet er forbi. Netop som han kæmper med at etablere en ny hverdag, bliver han ringet op af en ukendt person, der påstår at være gerningsmanden i en sag, som Blix aldrig opklarede. Og da Blix’ fingeraftryk bliver fundet på et gerningssted, frygter han, at fortiden er ved at indhente ham.

Den nu arbejdsløse journalist Emma Ramm bliver kontaktet af en ung pige, hvis stedfar er varetægtsfængslet, mistænkt for drab. Problemet er, at der ikke findes noget lig. Emma vil forsøge at bevise mandens uskyld. 

Lænker er en krimi om de sår, vi bærer med os i livet, og hvordan vi vælger at hele dem.

Min anmeldelse:
Det er bind 5 i en rigtig god serie, og læs dem endelig i den rigtige rækkefølge!

Jeg har også læst og anmeldt bind 1-4, og der har været en god udvikling i seriens kvalitet hele tiden, så jeg var ret spændt på denne seneste bog, og jeg blev ikke skuffet.

1) Nulpunkt – //blog.drustrup.dk/#post190
2) Røgslør – https://blog.drustrup.dk/?p=510
3) Slagside – https://blog.drustrup.dk/?p=906
4) Ar – https://blog.drustrup.dk/?p=1827

De to hovedpersoner er begge uden for arbejdsmarkedet af forskellige grunde, og de arbejder hver for sig på forskellige sager for at løse en gammel sag og for at hjælpe. I begyndelsen af bogen er det selvstændige indsatser, men…. og så fortæller jeg ikke mere af handlingen.

Jeg vil kun fortælle, at især Blix bliver dybt personligt involveret, samt at det bliver voldsomt dramatisk og personligt livsfarligt, og at de er oppe mod en dedikeret morder på sin helt egen mission.

En krimi og politiroman som de fleste krimilæsere vil blive opslugt af – især hvis hele forhistorien fra de første bind er kendt. Heldigvis åbner det sidste kapitel for en fortsættelse, hvis ellers Blix går med på Ramms idé. Jeg håber det og regner med det. (Det forlyder også netop nu fra sikkernorsk kilde, at der kommer en fortsættelse!) 

Jeg giver igen 9 sikre skydeskivepoint.

Jørn Lier Horst & Thomas Enger
Lænker
Modtryk, 2024 
382 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



John Ajvide Lindqvist: Skriften i vandet

Krimi og spænding Posted on 03 maj, 2024 22:20

Gæsteanmelderen Palle Thomsen har læst bogen og skriver sådan:
Jeg har aldrig læst noget af forfatteren før. Han er meget kendt i sit hjemland Sverige som standupkomiker, tryllekunstner og forfatter.
Bogen er første del af en trilogi, han kalder Blodstormen, og den var nomineret til årets bedste kriminalroman af Det Svenske Kriminalakademi.

Fra bogens bagside:
Det er midsommeraften, og langbordet på broen i den svenske skærgård er dækket med det fineste porcelæn. Forretningsmanden Olof Helander har inviteret vigtige internationale gæster, og alle sejl er sat for at vise dem en ægte svensk midsommerfest. Men da en åben speedbåd glider ind i vigen, og to maskerede mænd rejser sig op med maskingeværer i hænderne, forvandles det idylliske sceneri i næste nu til et blodbad.

Den tidligere politibetjent og nuværende krimiforfatter, Julia Malmros, befinder sig i sit sommerhus ikke langt derfra sammen med sin elsker, den atten år yngre hacker Kim Ribbing. De to er de første på stedet, og de finder Olof Helanders stærkt chokerede datter Astrid i vandet under bådebroen. Astrid har mirakuløst overlevet blodbadet og måske besidder hun nøglen til opklaringen af det, pressen hurtigt døber ”Midsommermassakren.”

Palle Thomsens anmeldelse:
En kendt forfatter og tidigere politiefterforsker får tilbudt at skrive en fortsættelse af Stieg Larssons Millennium-serie om Salander og Blomkvist. Den bliver afvist af hendes forlag, og hun bliver sur og tænker, hun kunne lave navnene om og lave sin egen bog om om Salander og Blomkvist, men laver om på det så den handler om en ung mand, som er edb-hacker og en kvinde på alder med Blomkvist. Men det bliver ved idéen.

Men vores forfatter John Ajvide Lindqvist gør det, og det er der kommet en forrygende krimi ud af.

Et nyt og spændende makkerpar i svensk krimihistorie er skabt – Julia Malmros og Kim Ribbing.

Jeg glæder mig meget til de næste 2 bøger.

Det er en spændende historie, men det er også historien om, hvordan en forfatter bygger en krimi op og historien om et skadet barn, der er kommet videre på trods. Dejlig læsning med superkorte kapitler og et godt sprogbrug.

Den får 9 ud af 10 skydeskivepoint.

Johan Ajvide Lindqvist
Skriften i vandet
Gyldendal, 2023 
512 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Antti Tuomainen: Kaninfaktoren

Alt muligt andet godt, Krimi og spænding Posted on 27 apr, 2024 23:47

Fra bogens bagside:
Henri Koskinen elsker forudsigelighed, og i sit job som tjenestemand i forsikringsbranchen kalkulerer han alt ned til mindste decimal.

Men en dag bliver Henri arbejdsløs, og samtidig arver han sin brors forlystelsespark – inklusive horder af skrigende børn, en broget skare af ansatte og et veritabelt økonomisk kaos. Især økonomien er en udfordring, og problemerne stammer primært fra brorens spillegæld, som de kriminelle bagmænd nu er ivrige efter at indkassere.

I forlystelsesparken møder Henri også Laura, en kunstner med en spraglet fortid, og efterhånden som bagmændene begynder at inddrive gælden og forholdet til Laura bliver tættere, konfronteres han med situationer og følelser som umuligt kan presses ind i et regneark.

Kaninfaktoren er første del af en trilogi. En svimlende spændingsroman og en underfundig komedie om kærlighed, død og forsikringsmatematik.

Min anmeldelse:
Med den mest herlige og groteske humor fortæller den finske forfatter om den statistisk kalkulerende og systematisk arbejdende Henri, der som aktuar har arbejdet ud fra sandsynlighedsberegninger og faste skemaer. Derfor vælter hans verden, og alle forhold ændrer sig, da han både pludselig bliver fyret for ikke at være omstillingsparat og samtidig efter sin brors død arver hans forlystelsespark.

Henris evner som personalechef er meget begrænsede, og selv om personalet fortsætter arbejdet som under broderen, er Henri som en hund i et spil kegler, og med hans minimale situationsfornemmelse breder kaos sig. Som beskrevet på bagsiden kræver nogle forbryderiske og barske personer betaling af broderens gæld, og så bliver alt endnu mere kaotisk – og endda morderisk voldeligt. 

Det hele medfører nogle morsomme og meget usædvanlige optrin med nogle helt utrolige personer, og det er både en spændende, grotesk og fantastisk morsom oplevelse af følge udviklingen i historien. 

På forsiden karakteriseres den som spændingsroman, og andre steder beskrives den sammen med krimier, men det er efter min mening alt, alt for snævert! Det er en spændende bog, og der er mord og andre kriminelle elementer i den, men for mig var det i mindst lige så høj grad både en morsom bog og en bog om ret specielle og alligevel universelle mellemmenneskelige relationer og holdninger. Under alle omstændigheder en herlig bog!

Jeg synes, det er svært at give bogen point som krimi, fordi den bryder grænserne mellem genrerne og ikke for mig at se primært er en krimi/spændingsbog, men jeg giver den gerne 5 store stjerner, for jeg er ret pjattet med bogen og dens finurlige univers.

PS: Til juli udkommer “Elsdyrparadokset”, der er bind 2 i den planlagte trilogi, og den skal jeg bestemt også læse.

Antti Tuomainen
Kaninfaktoren 
North Audio Publishing / Hr. Ferdinand, 2024 
360 sider

Bogen er læst på Mofibo.



Britt Nørbak: Instinkt & Missionen

Krimi og spænding Posted on 24 apr, 2024 15:07

For et stykke tid siden anmeldte Palle Thomsen Mohammed Alis bog Lås og Slå – https://blog.drustrup.dk/?p=2139 – en personlig beretning fra en pensioneret og ptsd-ramt fængselsbetjent. Det var en barsk beretning. Det er Britt Nørbaks 2 bøger, som han anmelder samlet her, også.

Fra bagsiden af Instinkt:
Sidste efterår fandt Danmarkshistoriens største smykkerøveri sted. Julie Røpke blev dømt for at have røvet sin arbejdsplads, landets mest velrenommerede smykkeforretning på Strøget. Sagen splittede befolkningen, for hvorfor skulle en kvinde med ren straffeattest og god økonomi begå væbnet røveri? Andre mente, at Danmark havde fået sin første kvindelige smykkerøver, der ikke angrede sin handling. En isdronning på vej bag tremmer.

Nu begynder Julie Røpke sin afsoning i landets mest sikre fængsel, der lider af underbemanding og overbelægning. Her skal hun kæmpe for en plads i hierarkiet mod den regerende ‘dronning’, men hvem kan hun stole på – og kan hun stole på sig selv?

Udenfor tremmerne har kriminalreporter Katrine Wulff bidt sig fast i Røpke-sagen, og hendes artikler besværliggør Julies ønske om at afsone under radaren. Julie gemmer nemlig på noget, hun ikke vil have frem.

Fra bagsiden af Missionen:
Julie Røpke befinder sig øverst i hierarkiet på den lukkede kvindeafdeling i det moderne superfængsel Omega Max. Med magten følger daglige konflikter, livsfarlige intriger og forbudte følelser. 

Julies relation til fængselsbetjent Christopher Nyholm kompliceres af et uventet gensyn med ekskæresten Mads Bremer, som fik hende dømt for Danmarkshistoriens største smykkerøveri. Et dødsfald tvinger Julie til at forsøge at flygte fra Danmarks mest sikre fængsel. På papiret en uoverkommelig bedrift, men hun er før sluppet afsted med det umulige. 

Kan det lykkes hende, når tiden er knap, forhindringerne øges, og presset er større end nogensinde? I samfundet udenfor rumsterer den utrættelige kriminalreporter Katrine Wulff,  der opsøger Julie Røpkes søster, Iben, i håb om at komme til bunds i søstrenes hemmeligheder. Wulffs evne til at være på det rette sted på det rette tidspunktgiver hende en større rolle i Julies flugtforsøg, end nogen kunne have forestillet sig.

Palle Thomsens anmeldelse:
Disse to bøger af Britt Nørbak er en fiktiv beretning om superfængslet Omega Max beliggende tæt på Aalborgs nye sygehus. Det er delt i en kvinde-  og mandeafdeling og huser Danmarks farligste kriminelle. En af dem er Julie, som er dømt for Danmarks største smykketyveri fra sin egen arbejdsplads.

Forfatteren har været på research i et kvindefængsel, talt med indsatte og ansatte, men man skulle tro  hun selv havde prøvet at være indsat. Hendes fiktive fortælling minder meget om Mohammed Alis fortælling. 

Man skal som indsat og ansat finde sin plads i hierarkiet. De svage indsatte bliver trynet og mishandlet af de stærke indsatte, de svage ansatte bliver udnyttet af de stærke indsatte. Det er en underlig verden at komme ind i. Narkoen flyder i fængslet, alt kan skaffes på trods af ransagninger og inspektioner. 

I den første bog, Instinkt, følger vi Julies første tid i fængslet og hendes forsøg på at finde sin plads i hierarkiet. Samtidig følger vi journalisten Katrine Wulff fra Formiddagsbladet og hendes forsøg på at skabe overskrifter med smykkerøveren Julie. 

Den anden bog, Missionen, handler om Julies forsøg på at flygte fra det sikrede fængsel. Her stiger min beundring for Britt Nørbak til uanede højder. Det er simpelthen den mest fantastiske fangeflugtsbeskrivelse, jeg har læst – den er genial.

Begge bøger er også en lang anklage mod kriminalforsorgen og de manglende ressourcer. Alt for få fængselsbetjente til alt for mange indsatte. Pudsigt nok har regeringen vedtaget byggeri af et nyt superfængsel ved Viborg – uden at have sikret sig nok fængselsbetjente. Så den fiktive historie matcher virkeligheden – desværre.

To flotte bøger af Britt Nørbak og slutningen lægger op til en fortsættelse.

9 point ud af 10 mulige.

Britt Nørbak
Instinkt
Superlux, 2022 
G322 sider

Britt Nørbak
Missionen
Superlux, 2023 
308 sider

Bøgerne er modtaget som anmeldereksemplarer fra forlaget.



Næste »