Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Lotte Petri: Tatovøren (Blodengel; 3)

Krimi og spænding Posted on 19 apr, 2022 13:36

Fra omtalen på Mofibo:
Det er en smuk sommerdag ved Sjælsø, da et lig stiger op til overfladen. Det er nøgent og slemt tilredt. Obduktionen fastslår, at kroppens organer er sat ud som følge af en hjertefejl kombineret med hård tortur. Begge øjne er fjernet. Selv for garvede efterforskere er det en svær sag at håndtere. 

Området ved Sjælsø har tidligere været gerningssted for en makaber forbrydelse: En skizofren ung mand forgreb sig på sin kvindelige plejer, der havde indledt sig på et forhold med ham. Hun var kørt alene ud med ham. Det blev hendes død; han voldtog hende og skar begge øjne ud på hende, inden han satte ild til hende. Gerningsmanden er i sikker forvaring i Herstedvester Fængsel, og kan derfor ikke knyttes til det nye kvindedrab.

Fundet af endnu en død kvinde ryster hele landet. Det er parteret og placeret i en kuffert på en byggeplads i København midt på Vesterbro. Også her er øjnene skåret ud. E-gruppen, med Sofie Engell i spidsen, bliver af Rigspolitiet sat til at opklare de komplicerede sager. Er der en forbindelse? 

Efterhånden dukker flere spor op, og de peger alle mod et netværk af INCELS, mænd, der håner og hader smukke kvinder. Politiets IT-specialister finder en lukket gruppe, hvor en mand kaldet Tatovøren uploader nogle syge videoer med en ekstrem form for kropsudsmykning; det er en mand, der trækker blodige spor efter sig.

Min anmeldelse:
Bestialsk og mørk krimi. Sådan karakteriseres bogen på Mofibo, og det er ganske korrekt. Det er bind 3 i forfatterens serie “Blodengel”, og ligesom de første bind – “Tandsamleren” og “Åndemaneren” er den først blevet udgivet som lydbog og e-bog som en Mofibo Original. Det blev den i 2021, mens den som trykt bog først udkom i forbindelse med Krimimessen i april 2022

Det havde jeg en snak med Lotte Petri om under et interview i Gymnastiksalen på Krimimessen. Den udgivelsesmåde passer forfatteren godt, selv om der denne gang var gået længere tid mellem de to udgivelsesformer end tidligere. Hun vil også gerne bruge den form fremover også i hendes andre serier.

Netop det at arbejde med flere forskellige serier samtidig var også et emne under vores snak. Det kræver, at man som forfatter holder pennen lige i hånden, så det ikke efter at have skrevet bøger i andre serier viser sig, at man har glemt noget fra de første bind i den serie, man nu skriver på. Det har jeg nu ikke oplevet i Lotte Petri bøger, for hun arbejder systematisk og med grundig research i alle hendes serier. Det mærkes helt klart under læsningen, men helt uden at research og detaljer tynger handlingen tempo eller spændingsniveauet, der er højt. 

Som det fremgår af bagsideteksten er der tale om grov vold og bestialske mord. Ud over at ofrenes øjne – sjælens spejl – er fjernet, så har de desuden været udsat for den form for kropsudsmykning, der kaldes scarification. Det foretages ved at skære i huden, så der opstår dybe sår og senere dybe ar. 

Jeg er som altid med den genre af spændingsbøger/krimier/thrillere i tvivl om nødvendigheden af at gå til ekstremer mht. vold og bestialitet. Er det nødvendigt for at fortælle en spændende historie?

I tilfældet med denne bog gås der mindst til mine personlige grænser, men det gøres rigtigt velskrevet i en koncentreret stil. Samtidig har handlingen mange detaljer og kobles med aktuelle og relevante emner. Derfor blev jeg fanget af handlingen af denne spændende historie og giver den 8 skydeskivepoint her og 4 krimihjerter på Krimifan.dk.

Lotte Petri
Tatovøren 
(Blodengel; 3)
StorySide, 2022
374 sider

Bogen er læst på Mofibo.

PS
Jeg har anmeldt bind 1 i serien “Tandsamleren” her https://blog.drustrup.dk/2019/10/23/tandsamleren/ 

Lotte Petris øvrige serier er:

  • Black Notice (bd. 2 er på vej)
  • Selma Eliassen-serien
  • En krimi med Josefine Jespersen og Alexander Damgaard

PPS
Til sidst i vores snak fortalte Lotte Petri, at hun glædede sig til august, hvor første bind i en ny serie, “Udyret”, udkommer. Den er skrevet sammen med den kendte retsmediciner Hans Petter Hougen og hedder “Specialisten”. Den lyder også grumt spændende, og den kommer også først på Mofibo som e-bog og lydbog. Den må jeg hellere se nærmere på til den tid – altså hvis jeg tør…



Håkan Nesser: Skak under vulkanen

Krimi og spænding Posted on 31 mar, 2022 21:38

Endnu en ualmindeligt velskrevet historie fra Nesser. Og endnu en spændende historie med flere sager, som den erfarne kriminalkommissær Barbarotti (selvfølgelig) sammen med sin makker Backman opklarer på overraskende måde. Den syvende bog i serien, men forhåbentlig ikke den sidste! Et rent pletskud.

Fra bogens bagside:
“En forfatters sidste dage” er titlen på en uafsluttet kortroman af den succesrige forfatter Franz J. Lunde. Teksten er en urovækkende skildring af Lundes egne oplevelser i efteråret 2019.

Da manuskriptet kommer Barbarotti i hænde, er der sket mærkelige ting i forfatterverdenen, som Barbarotti nu modvilligt drages ind i. I 2020 kommer også Covid-19 ind i billedet, og først på den svenske nationaldag, 6. juni, får den mærkelige sag sin forklaring.

Bogen er den syvende i serien om vicekommisssær Barbarotti og hans samlever, Eva Backman.

Min anmeldelse:
Det er en stor, stor fornøjelse af læse bøger skrevet af Håkan Nesser alene i kraft af hans sprog. Det har været min oplevelse, hver gang jeg som bibliotekar har læst en bog af ham, og senest har jeg anmeldt 3 andre af hans bøger: “De venstrehåndedes forening” – https://blog.drustrup.dk/?p=49 ; “Halvmorderen” – https://blog.drustrup.dk/?p=410 og “Den sørgmodige buschauffør fra Alster” – https://blog.Drustrup.dk/?p=744. To af de bøger fik mine maksimale 10 skydeskivepoint! 

Heldigvis afslører bagsideteksten ikke hele handlingen. Den afslører heller ikke hvor snedigt og sindrigt, begivenhederne beskrives. Det er en bog, som bør læses langsomt og grundigt – både for at nyde sproget og for at fange detaljerne i historiens forskellige dele. 

Der er nemlig flere sager og i hver sag er der flere elementer. Ligesom i sagen, der er kort beskrevet på bagsiden, er der en forfatters skriveri, forfatterens liv og så Barbarottis involvering i sagen. Det samme gør sig gældende i de følgende sager frem mod slutningen. 

Det lyder måske indviklet og kedeligt, men sådan er det ikke. Det er rigtigt spændende på det psykologiske plan og mht. hele opklaringsarbejdet – og så er Nesser samt Barbarotti og Backman alle nogle gode bekendtskaber. Dem bliver jeg aldrig træt af!

Jeg vil ikke afsløre mere, og vil heller ikke forklare den specielle titel, men vil anbefale bogen varmt som som noget helt særligt: spændende, givende og intelligent – så den får mine maksimale 10 skydeskivepoint her – og 5 krimihjerter på Krimifan.dk.

Håkan Nesser
Skak under vulkanen
Modtryk, 2022
316 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget. Kan også læses /høres på Mofibo #mofibo



Viola Ardone: Drengen fra Napoli

Alt muligt andet godt Posted on 31 mar, 2022 20:25

Fra bogens bagside:
Napoli 1946. Syvårige Amerigo hutler sig igennem tilværelsen sammen med sin mor i et af Napolis fattigste kvarterer. Men da hans mor får mulighed for at sende ham nordpå vinteren over, slår hun til. Amerigo bliver sat på et tog til Bologna, og da vinteren er omme, er hans liv ændret for altid. 

40 år senere vender han tilbage til Napoli for at begrave sin mor og finde svar på de spørgsmål, han har båret rundt på siden barndommen.

Bogen giver stemme til de 70.000 børn, der i tog krydsede den italienske halvø efter krigen. I Norditalien fik børnene mulighed for et bedre liv, men adskillelsen havde også store menneskelige konse­kvenser.

Min anmeldelse:
Hovedpersonen Amerigo lever et lidt sølle og fattigt liv, hvor moderen gør hvad som helst for at skaffe brød på bordet til familien, der efter storebroderens død kun består ham og moderen Antonietta Speranza (Håb). 

Bogen beskriver den velmenende indsats på politisk og social baggrund med at hjælpe hårdt stillede og fattige børn ved at flytte dem til bedre stillede familier. Indsatsen viser også de store forskelle mellem Syditalien og Norditalien.

Det at flytte børn ud af områder, der på forskellig vis er ramt af sult, naturkatastrofer eller krig, er set flere steder i historien, men jeg havde ikke hørt om børnetogene i Italien. Jeg havde derimod hørt om f.eks. danske feriebørns ophold på landet, wienerbørn, finlandske børn. (En hel del anderledes parallel er også den danske stats måde at behandle en gruppe grønlandske børn på.)

Handlingen i den barske og gribende historie beskrives helt fra Amerigos synsvinkel med især hans tanker – i bogens første 3/4 med en klar børnestemme og i sidste del med den voksnes eftertanke.

Bogen er skrevet i et poetisk sprog, der på en gang gør beskrivelserne både sentimental, følelsesladet og kærlig. Det er en  stærk psykologisk beskrivelse af, hvor langt forældre vil gå for at gøre noget godt for deres børn. Den viser også, hvordan børn påvirkes og traumatiseres af savnet og længslen efter deres forældre samt af så markante og ufrivillige omvæltninger.

Slutningen får hovedpersonen til, næsten 40 år efter han blev flyttet, at forliges med sin fortid og sit liv. Han fik da også nyt efternavn efter den nye familie: Benvenuti (Velkommen).

Da vi diskuterede bogen i læsegruppen “Sure Gamle Mænd”, var vi helt enige om, at det en god bog, der gør indtryk. Derfor får den også 4 sikre stjerner af mig:

Viola Ardone
Drengen fra Napoli
Cicero, 2020
277 sider

Bogen er lånt på biblioteket.



David Lagercrantz: Obscuritas

Krimi og spænding Posted on 28 mar, 2022 21:29

Fra bogens bagside:
Sommeren 2003: USA har lige invaderet Irak, da Jamal Kabir, en velintegreret flygtning fra talibanernes Afghanistan, findes brutalt myrdet i Stockholm. Hurtigt anklages den temperamentsfulde Giuseppe Costa, som har haft et bemærkelsesværdigt sammenstød med Kabir, kort tid inden ofret findes død, men han nægter sig skyldig.

Den excentriske professor Hans Rekke, internationalt anerkendt ekspert i forhørsteknik, får til opgave at knække Costa. Men da han involveres i sagen, kasserer han som det første demonstrativt hele politiets efterforskning. Costa løslades, og politiet står tilbage uden spor. Kun Micaela Vargas, en politikvinde som allernådigst har fået en plads i efterforskningen, nægter at acceptere det og opsøger Rekke på egen hånd.

Det umage par starter forfra, og pludselig bevæger efterforskningen sig i enkelt ny retning, til CIA’s jagt på terrorister og talibanernes krig mod musikken, og det store spørgsmål: Hvem var Jamal Kabir? Offer eller gerningsmand.

Min anmeldelse:
Efter de 3 bøger, som David Lagercrantz skrev som fortsættelser af Stieg Larsson Millennium-serie, er han tilbage med fokus på sit helt eget selvstændige forfatterskab. Det sker med denne thriller, der er første del af en planlagt ny serie med Hans Rekke og Micaela Vargas som hovedpersoner. 

Jeg var ikke specielt glad for forfatterens fortsættelser af den helt specielle trilogi om Lisbeth Salander og Mikael Blomkvist. Derfor var jeg skeptisk inden læsning af denne bog, men jeg blev på alle måder fanget ind af historien og den måde, den fortælles på. Rigtigt godt at Lagercrantz nu har defineret sit eget univers. 

Det er nemlig blevet en voldsomt spændende og actionfyldt historie. Der er klassiske krimielementer, og der er skarpe internationale vinkler, så jeg regner med, at bogen bliver en pæn international succes, og for mig vil en filmatisering ikke være usandsynlig. Der er i teksten mange levende billeder fra begivenheder i bogen. Det viser forfatterens evne til at skrive rigtigt godt og fængslende.

Mht. de klassiske krimielementer, så der bl.a. en god del inspiration fra Sherlock Holmes i den måde, som Hans Brekke arbejder på. Hver af de to hovedpersoner er nogle helt specielle typer med nogle særlige faglige evner og personlige egenskaber. De supplerer hinanden, så sammen udgør de et godt makkerpar. 

I slutningen af bogen introduceres helt kort en ny sag med et spørgsmål, som de nødvendigvis må tage fat på at finde svaret på. Den sag vil jeg se frem til at læse om!

9 skydeskivepoint! Og 4 hjerter på Krimifan.dk .

David Lagercrantz
Obscuritas
Politikens Forlag, 2022
395 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Line Holm & Stine Bolther: Lovløs

Krimi og spænding Posted on 27 feb, 2022 22:09


En spændende krimihistorie placeret midt i den aktuelle, samfundsmæssige virkelighed i Danmark, men med tråde tilbage til den politiløse periode under Besættelsen. Både relevant og underholdende. God fortsættelse af serien med bl.a. politihistoriker Maria Just.


Fra bogens bagside:
Under opgravningen af døde mink i et øde område af Vestjylland dukker skelettet af en ung kvinde frem af mulden. Alt tyder på, at hun har ligget i jorden i årtier, og det overbebyrdede lokale politi sender sagen videre til Politimuseet i København, hvor den lander på Maria Justs bord.

Politiet er under pres i hele landet. Hundredvis af politifolk har forladt styrken i frustration over deres arbejdsvilkår, og situationen forværres, da drabschefen ved Københavns Politi bliver offer for et attentat. Mikael Dirk presses til at indtage chefrollen og lede efterforskningen sammen med sin makker, Frederik Dahlin.

Mens en kvælende varme lægger sig over landet, kastes Danmark ud i en tilstand af lovløshed og frygt. Da endnu et attentat ryster politikorpset, får Mikael uventet hjælp af Maria til opklaringen. Sammen bevæger de sig tværs gennem landet for at konfrontere fortidens og nutidens mørkemænd.

En højaktuel krimi om hævn og selvtægt, kærlighed og mod til at vælge den rette vej, når verden omkring én skælver.

Min anmeldelse:
Bogen er bind 2 i serien om politihistoriker Maria Just. Bind 1 hedder “For barnets skyld”, og den har jeg anmeldt HER https://blog.drustrup.dk/?p=825. Den var både spændende og aktuel samt byggede på grundig research af de to forfattere. 

Det samme gælder så absolut for denne fortsættelse. Med historisk baggrund i en sag fra den politiløse periode under Besættelsen trækkes der paralleller til bogens aktuelle periode, hvor samfundet af nogle også kunne opleves som politiløst pga. politiets pressede arbejdsvilkår. Også coronasituationen influerer på forskellig vis på bogens begivenheder. I den periode sker der som nævnt på bogens bagside også nogle attentater på politichefer.

Politimanden Mikael Dirk tager sig selvfølgelig af de aktuelle sager, mens historikeren Maria Just fra Politimuseet ser på den historiske sag. Jeg regnede hurtigt ud, at de to sager og perioder ville blive kombineret, ligesom de to personers forbindelser ville blive tættere. Alligevel blev jeg fanget ind af historien, fordi det var oplagt fra begyndelsen, hvordan det ville ske.

Forfatterne har helt klart foretaget grundig research indenfor alle bogens emmer historisk og aktuelt, og det er en fornøjelse, når alt virker overbevisende i detaljerne. (Jeg har kun problemer med at se set sandsynlige i, at en ansat på Politimuseet indgår så aktivt og offensivt i politiets efterforskning. Men det er en grundlæggende præmis, og når den først er accepteret, så er underholdningen og spændingen i top.)

Som det fremgår, spiller den helt aktuelle situation en central rolle i handlingen, som varer cirka 3 uger. Desuden indgår hele det politiske system og dets aktører på Christiansborg også. Ved en online-bloggermøde om bogen understregede forfatterne, at ingen af personerne er direkte kopierede, men at de “kun” er arketyper, hvor både holdninger og fysiske karakteristika er kombineret. Alligevel er det politiske billede skarpt formidlet.

Det bliver til 9 skydeskivepoint her og 5 krimihjerter på krimifan.dk.

Line Holm & Stine Bolther
Lovløs
Politikens Forlag, 2022
461 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Screenshot fra bloggermødet med forfatterne bag “Lovløs”


Max Seeck: Ondskabens net

Krimi og spænding Posted on 25 feb, 2022 21:47

Fra bogens bagside:
Helsinki 2020. To unge influencere forsvinder på mystisk vis en novemberaften. Begge har titusinder af følgere, og det sidste opslag på Instagram viser et billede af et fyrtårn på en vindblæst klippe. Kort efter bliver liget af en ung kvinde, klædt ud i en japansk manga-skoleuniform skyllet i land ikke langt fra fyrtårnet. Kriminalassistent Jessica Niemi bliver sat på sagen og aner hurtigt konturerne af et vidtforgrenet, hemmeligt og skrupelløst netværk, der ser ud til at kommunikere via opslag på Instagram. Men hvad går det ud på, og hvem trækker i trådene?

En overraskende thriller om dystre hemmeligheder og mørke passioner – og om hvad nogle mennesker er villige til at gøre for at holde dem skjult. 

Min anmeldelse:
Bind 2 om den meget specielle efterforsker Jessica Niemi. Jeg anmeldte bind 1 “Den trofaste læser” her: https://blog.drustrup.dk/?p=902, og jeg kaldte den for rigtigt spændende og velskrevet, mens jeg karakteriserede hovedpersonen som et interessant bekendtskab, jeg gerne ville læse mere om. Det fik jeg heldigvis chancen for med denne fortsættelse. 

Historien om Jessica Niemis helt specielle private forhold og traumatiske fortid er afgørende hendes måde at arbejde på, og er medvirkende årsag til hendes problematiske forhold til hendes nye chef. Selv om det lyder nærmest arketypisk for krimier idag, og hendes psykiske tilstand minder lidt om Lisbeth Salanders, så er Jessica en ret speciel og interessant hovedperson. I denne bog afsløres der heldigvis lidt mere om hendes baggrund.

Hvad der reelt er sagens indhold og baggrund vil jeg for at bevare spændingen ikke afsløre, men den er ret aktuel og tidstypisk med sine elementer af influencere, medier og teknologi. Det bliver rigtigt grumt i et dramatisk forløb, hvor det er svært at kende ven fra fjende, og der bliver også plads til lidt både sex og kærlighed.

Forfatteren har et sikkert greb om sin overraskende og spændende historie og aktørerne i den. Fortælleformen er intens og spændingsopbyggende. Det gør det rigtigt spændende at læse bogen, og jeg vil se frem til en fortsættelse. 

“Finsk krimikonge” kalder forlaget fortsat forfatteren, der måske er i den royale del af den nordiske krimitop endnu, men en markant kronprins er også godt. Jeg tilføjer et point til min vurdering af første bind og giver denne bog 9 skydeskivepoint her og fortsat 4 krimihjerter på krimifan.dk.

Max Seeck
Ondskabens net
Gutkind, 2022
489 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



« ForrigeNæste »