Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Nina von Staffeldt: Historier fra Polarcirklen

Alt muligt andet godt Posted on 26 dec, 2021 12:18

Fra bogens bagside:
I bogen inviterer forfatteren læseren direkte ind i det grønlandske samfund med temaer som natur, liv, død, kærlighed, omsorg, arbejde og kamp for overlevelse. I de otte gribende fortællinger, som hver især er smukt illustreret af den kendte grønlandske kunstner Naja Abelsen, møder man i koncentreret form en række vidt forskellige menneskeskæbner. Omdrejningspunktet er de aktuelle levevilkår, som de fremstår i et moderne arktisk samfund. Selvom “Historier fra Polarcirklen” adskiller sig fra Nina von Staffeldts kriminalromaner med hensyn til genre, format og indhold, har de den levende interesse tilfælles.

Min anmeldelse:
Jeg har læst forfatterens 4 krimier, der alle foregår på Grønland. Jeg har anmeldt den seneste “Vinterjagt” her: https://blog.drustrup.dk/?p=536.

Her skrev jeg bl.a. sådan: “Kort fortalt vil jeg sige, at bøgerne bliver bedre og bedre for hver bind i serien – og det er ikke fordi de første var dårlige! Alle bøgerne viser forfatterens nære forhold til og store viden om Grønland, og det er for mig det, der adskiller hendes bøger fra de øvrige krimier og spændingsbøger, jeg har læst, der har Grønland som lokalitet. Det er tydeligt, at Nina von Staffeldts bøger er baseret på en fascination af Grønland, en stor indsigt, en bekymring for udviklingen og en solidaritet med folket og nationen.

Da jeg oktober interviewede Nina von Staffeldt på Krimimessen om hendes forfatterskab med udgangspunkt i “Vinterjagt”, fortalte hun, at hun netop havde fået udgivet nogle noveller på et andet forlag. De lød så interessante, at jeg gerne ville læse og anmelde dem. Nu har jeg læst den, og min kone har også fascineret læst med.

Det er 8 historier, der er meget forskellige i stil og indhold. De er bygget på forfatterens egen oplevelser og historier, hun har hørt, og er på den måde personlige vidnesbyrd. Historierne er båret af en poetisk sprogtone. Den tone krydses med den naturbårne og kulturelt påvirkede barske virkelighed på Grønland og blandt grønlændere. Alle historierne rummer for mig at se en dyb forståelse og solidaritet for alle sider af det grønlandske samfund. Forståelsen gælder både den historiske baggrund og de aktuelle naturmæssige og samfundsmæssige vilkår.

Det er nogle stærke personer – faktisk store personligheder, der er hovedpersonerne i bogens historier, og tilsammen udgør de et bredt spekter af aldre, typer m.v. Det er også indholdsmæssigt stærke og gribende historier, og de kan med nydelse læses flere gange for såvel sprogets som indholdets skyld.

Jeg vil anbefale forlaget at sende bogen ind til vurdering i Selskabet for Boghåndværk, fordi den ud over at have et stærkt indhold også er en flot bog. Den dansk-grønlandske billedkunstner Naja Abelsens illustrationer i forskellige teknikker bidrager på bedste vis til at underbygge stemningen i bogens historier.

5 sikre stjerner til bogen herfra – og de suppleres passende med lidt af polarcirklens nordlys!

Nina von Staffeldt
Historier fra Polarcirklen
Illustreret af Naja Abelsen
Amanda Books, 2021
137 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Mattias Edvardsson: En familietragedie

Alt muligt andet godt, Krimi og spænding Posted on 15 dec, 2021 15:46

Fra bogens bagside:
Da Bills kone dør af kræft, står han alene tilbage med deres otteårige datter Sally. Økonomien er helt i bund og for at få det hele til at løbe rundt, lejer han et værelse ud til Karla, der har frigjort sig fra sin mor og dennes misbrug og er flyttet til Lund for at studere jura.

Karla tager et studiejob som rengøringsdame og havner hos børnelægen Steven Rytter og dennes kone Regina. Hurtigt forstår hun, at alt ikke er, som det bør være i huset. Hvorfor tilbringer Regina hele dagen indelukket i et mørkt soveværelse?

Samtidig befinder trediveårige Jennica sig i en dyb identitetskrise, da hun får kontakt med Steven Rytter på Tinder. Det slår gnister mellem dem med det samme, og de har en fantastisk sommer sammen. Men der er noget ved Steven, som ikke helt stemmer.

Da sommeren er ved at rinde ud, bliver Steven og Regina fundet myrdet i deres hjem, og spørgsmålene melder sig. Frem vokser en historie om afhængighed, retfærdighed og moral. Hvad eller hvem måtte ofres?

Min anmeldelse:
Det er forfatterens tredje bog på dansk? Jeg forventede mig meget af nogen efter at have læst og anmeldt hans første to. den første – “En helt normal familie” – har jeg anmeldt HER og den næste – “Gode naboer” – HER

Bøgerne er enkeltstående og ingen personer går igen i bøgerne. Alligevel er der et centralt fælles træk mellem alle bøgerne, idet forfatteren i alle bøgerne har ualmindeligt godt styr på historiens dramatiske gang med basis i en sikker psykologisk forståelse af sine personers indbyrdes relationer. Dertil kommer de hemmeligheder personerne og familierne i bøgerne skjuler, og som selvfølgelig er afgørende for udfoldelse af de psykologiske dramaer og krimielementerne i bøgerne.

Således også i denne seneste bog, der er en højdramatisk historie med mange overraskelser og en række virkeligt interessante og overbevisende personer. Der er tale om både et psykologisk familiedrama og en krimi med flere for genren atypiske elementer og vinkler. Hvis jeg fortalte mere, end bagsiden gør om, hvordan spillet mellem bogens 6 hovedpersoner hænger sammen udvikler sig, vil det spolere intensiteten og overraskelsen for de kommende læsere. Derfor afslører jeg ikke mere, men glæd jer hele vejen med læsningen frem til den helt specielle og gode slutning.

De første to bøger af forfatteren var jeg som tidligere nævnt også rigtig glad for, og på linje med mine ratings af dem får denne bog samme vurdering.

Som ikke-krimi / psykologisk drama får den mine maksimale 5 stjerner og som krimi/spændingsbog 9 skydeskivepoint.

Mattias Edvardsson
En familietragedie
People’s, 2021
379 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Camilla Läckberg og Henrik Fexeus: Box

Krimi og spænding Posted on 12 dec, 2021 17:03

Charlotte Johansen fra Brønderslev er gæsteanmelder på denne bog. Jeg tilbød opgaven som gæsteanmelder til deltagerne i en krimicafé, jeg holdt på Brønderslev Bibliotek, og Charlotte var hurtig til at melde sig.
Mange tak for indsatsen, Charlotte!

Per Drustrup Larsen

Bag på bogen
For at stoppe vanviddet må de først lære at forstå det. 

Da en kvinde findes død i en kasse gennemboret af svær, står politiet tilbage med en række spørgsmål: Er der tale om et tryllenummer, der er gået galt, eller er det et ekstremt brutalt mord? 

Mina Dabiri er efterforsker ved Stockholms Politi og beder Vincent Walder, kendis-mentalist og ekspert i kropssprog og magi, om hjælp. De forbinder mordet til en tidligere sag og indser, at de jager en hensynsløs seriemorder, der må stoppes, inden der kommer flere ofre. 

Men Minas og Vincents kantede personligheder komplicerer sagen, og derudover bærer de begge på mørke hemmeligheder. Deres fortid er tilsyneladende forbundet med det, der sker, og samtidig øges presset for at komme et skridt foran morderen. 

BOX er første bind i den nervepirrende triologi om efterforskeren Mina Dabiri og mentalisten Vincent Walder. 

Min anmeldelse

Da jeg tidligere har læst bøger af Camilla Läckberg var mine forventninger høje. Jeg kendte ikke på forhånd forfatteren Henrik Fexeus, men jeg må sige at deres samarbejde er resulteret i en virkelig god og spændende bog. Jeg er bestemt ikke skuffet og må sige at de forstår at fange læserne i deres til tider hårrejsende univers. 

Selvom bogen ved første øjekast virker som en ordentlig moppedreng, fløj siderne afsted fordi jeg ikke kunne lægge den fra mig igen. Den var på ingen måder langtrukken og var let at læse.

Hovedkaraktererne Mina Dabiri og Vincent Walder kæmper begge med hver deres udfordringer og særpræg, men alligevel formår de at overkomme forskellighederne, og får et rigtig godt samarbejde op at køre, trods udfordringerne fra deres omgivelser. 

Undervejs i fortællingen får vi lidt at vide om karakterernes forti,d og man må gætte sig til, hvad det betyder, da det ikke bliver afsløret i den første bog, og man efterlades nysgerrig efter at få svar. Der er i hvert fald lagt op til en spændende fortsættelse i trilogien. 

Bogen er velskrevet, og spændingen bliver trukket neglebidende ud. 

Læseren efterlades med blod på tanden for at læse den næste bog lavet af det geniale forfattersamarbejde.

Jeg (Charlotte Johansen) giver bogen 9 store skydeskivepoint. 

Camilla Läckberg og Henrik Fexeus
Box
People’s, 2021
644 sider



Tristesse – at være sammen hver for sig

Alt muligt andet godt Posted on 11 dec, 2021 21:30

Introduktion
Hvad med lidt nyt fra tegneseriernes verden?
Så kig i den dugfriske tegneserieantologi, der blev skabt på Hjørring Bibliotekernes Tegneseriemaraton. Den 14. maj 2021 tegnede tegnere fra hele landet i otte stive timer, og resultatet blev denne flotte udgivelse med navnet “Tristesse – at være sammen hver for sig”.

Med de to benspændsord “tristesse” og “sammen hver for sig”, der har dannet bogens titel, tog de atten deltagere dybt koncentreret fat på opgaven og tegnede dagen lang. Der er tale om seksten veludførte og meget forskellige tegneserier med finurlige og skæve historier.

Min anmeldelse:
Siden 2010 har Hjørring Bibliotekerne afholdt tegenseriemaraton 8 gange, hvor grupper af skiftende tegnere hver har bidraget med en historie tegnet i lænet af maratonens 8 timer. Hver gang har der været 2 ord eller begreber, der skulle indgå i historierne. Ordene er blevet udtrukket blandt mange forslag fra Bibliotekets personale. Nogle gange er det blevet til nogle spøjse sammensætninger, men uanset ordene er det hvert år lykkedes tegnerne at bygge ordene ind i deres historier. Ofte har ordene også inspireret til resultatet.

De første gange foregik arrangementet på Hjørring Bibliotek i åbningstiden, men sidste år og i år har det hele pga. C-19 foregået online, hvor deltagerne løbende viste, hvad de arbejdede med. Den form har nok udvidet kredsen af potentielle og dermed også faktiske deltagere, og resultatet er i årets udgave blevet rigtigt godt og varieret. Nogle er mere i skitseform på forskellige niveauer, mens andre er helt færdige og professionelle.

Der er stor spredning på deltagernes alder og erfaring, og der er også for mig flere kendte navne imellem. Jeg vil vælge ikke at fremhæve nogle tegnere og historier frem for andre, men vil både beundre resultatet og i høj grad anerkende min tidligere arbejdsplads for at skabe og holde fast i dette gode forum for tegnere. Godt gået!

Deltagerne var:
Ann-Michelle Tanggaard, Astrid Boelskifte-Jensen, Gunnar Wille, Henriette Westh, Hjalte F. Hastrup, Ina Korneliussen, Jimi Holstebro, Frank Høedt, Jonathan Lillelund, Asbjørn Larsen, Kim Larsen, Michael Blomsterberg, Peder Riis, Rasmus Julius, Rikke Hollænder, Søren Maabjerg Thomsen, Tatiana Maria Goldberg og Villads Waren.

Den kan nu lånes på Hjørring Bibliotekerne, men du kan også læse den online her:

5 stjerner for selve initiativet, for at holde fast i det og for det gode resultat.

Tristesse – at være sammen hver for sig
Hjørring Bibliotekernes Tegneseriemaraton 2021
Hjørring Bibliotekerne, 2021
170 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Jens Dalgaard-Nielsen: Pigtrådsgrupperne i Brønderslev i 1960’erne

Alt muligt andet godt Posted on 07 dec, 2021 22:04

Bogen er gæsteanmeldt af bibliotekar emeritus Bjarni Aakesson Filholm, Hjørring

En af mine bekendte, Jens Dalgaard-Nielsen, har begået en lille bog, der fortæller om pigtrådsgrupperne i Brønderslev og deres medlemmer i 1960‘erne.

Den er resultatet af et vedholdende og systematisk indsamlingsarbejde af billeder og anekdoter fra en tid, hvor rockmusik blev kaldt pigtrådsmusik samt interviews med de involverede nordjyske orkestermedlemmer.

Det er egentlig imponerende, hvor meget Jens Dalgaard-Nielsen har været i stand til at grave frem fra arkiver, hukommelse og samtaler med dem, som glade stod på scenerne og spillede. Forfatteren var med i det dengang så navnkundige band, The Pretenders, som både var populært i landsdelen og også turnerede udenfor landsdelen.

Dette skrift satte gang i mine egne tanker om tresserne, som det “lykkeligt blåøjede årti”, – nok mest fordi, jeg selv har nogenlunde de samme musikerfaringer med i rygsækken. Min pigtrådshistorie udspillede sig blot på Bornholm i et andet band, som var verdensberygtet derovre. Men det er påfaldende så meget sammenfald, der er mellem landsdelene om, hvordan det hele foregik dengang “all those years ago”.

Man kan mene, at der her er tale om en meget smal udgivelse, og det er det også, men alligevel vil den sandsynligvis virke relevant for mange gamle pigtrådsdrenge og pigtrådspiger andre steder.

Ved læsningen af bogen sidder i hvert fald jeg og nikker genkendende til mangt og meget.
Udover denne generelle målgruppe, kunne man også forestille sig, at Jens Dalgaard Nielsens bog måtte have stor lokalhistorisk interesse for Brønderslev og omegn.

Forfatteren skriver selv i sit forord:
“Bogen henvender sig først og fremmest til mine jævnaldrende, der kan genopleve deres egne teenageår og oplevelser gennem bogens interviews og fortællinger. Men naturligvis også til andre med interesse for at vide, hvad der drev datidens ungdom i bestræbelserne på at tilegne sig en egen identitet…”

Det er påfaldende hvor mange bøger, der er skrevet om pigtrådsmusikken i Danmark så mange år efter. Det tyder jo på en stor interesse for tiden og musikken fra dengang. Der er nok også tale om nostalgi, men helt ærligt: hvad er der galt i at længes lidt efter den svundne tid, så længe den ikke kommer tilbage.

Mange landsdele er således rent bogmæssigt dækket ind med udgivelser om deres egne bands og musikhistorie. Nu har Brønderslev fået sin helt egen grundige pigtråds-krønike skrevet af en af dem, der var der, som deltog aktivt, og som med energi og indsigt har sørget for, at den del af provinshistorien ikke bliver glemt.

Jens Dalgaard-Nielsen
Pigtrådsgrupperne i Brønderslev i 1960’erne
Eget forlag, 2021

Bogen kan købes ved Bog & Idé i Brønderslev samt i Betty Mogensens Boghandel i Hjørring.
Kontakt evt. forfatteren via hans hjemmeside http://www.dalgaard-nielsen.dk



Johan Olsen: Et prik, der ændrede verden. Bogen om vacciner

Alt muligt andet godt Posted on 30 nov, 2021 20:41

Fra bogens bagside:
Højaktuel bog om, hvordan vaccinen blev opfundet og ændrede verdenshistorien for altid, om koen Blossom, eksperimenter med gartnerens søn, om hvorfor det overhovedet hedder vaccine, om hvordan en sommerferie og glemsomhed i Paris reddede millioner af menneskers liv.

Vi hører om den sidste store epidemi i Danmark, nemlig den dødelige polio (børnelammelse), som ændrede behandlingen af folk, der ikke kan trække vejret – og ændrede indretningen af verdens hospitaler. På grund af vacciner er polio næsten fuldstændig udryddet i dag.

Bogen forklarer også lidt om immunsystemet – og om hvad de forskellige vacciner egentlig går ud på. I 2020 stod verden overlev hele Jordens befolkning en del af et globalts eksperiment. Et eksperiment, der gør vores fremtid en del lysere.

Min anmeldelse:
Da jeg for 2 år siden anmeldte Johan Olsens “Hvad er et æg” med undertitlen “Bogen om videnskab i hverdagen” – læs anmeldelsen HER – var jeg meget begejstret for den engagerede formidling af videnskaben bag hverdagens små undere. Målgruppen var dengang i første omgang børn, men voksne formidlere og forældre kunne bestemt også blive både klogere og underholdt på én gang.

Sådan er det også med denne seneste bog, hvor Johan Olsen som forsker og videnskabsmand tager fat på på det mest aktuelle emne overhovedet lige nu: vacciner. Og igen er målgruppen især børn, men voksne kan også lære en masse om baggrunden for vacciner lige fra den tilfældige opdagelse, den senere forskning i dem og helt frem til nutidens brug af dem.

Det er nok ikke tilfældigt, at bogen udgives i disse tider, hvor vacciner diskuteres overalt, men bogen er med sin beskrivelse af vacciners historiske baggrund og vigtighed i en lang række sygdomsepidemier ikke kun et aktuelt dokument. Den sætter nutidens diskussioner ind i en større sammenhæng, og det før den på grundigt underbygget måde. Samtidig gøres det, så videbegærlige børn fra 10 år og måske tidligere vil blive klogere – sammen med deres bedsteforældre, forældre eller voksne formidlere. Bogen vil efter min mening være oplagt til undervisning på mellemtrinet.

Jeg vil slutte med at bringe bogens afslutning:

Jeg håber, den (bogen) kan være med til at få andre til at forstå, hvorfor vi har vacciner, og hvor vigtige de er. Hvor mange liv de redder hver dag. Af en eller anden grund er der nogle derude, der vil gøre alt – også lyve – for at bekæmpe vaccinationer. Det er o.k., der er altid nogle tosser, og verden vil være fattigere uden tosser. Men det er et problem, hvis rigtig mange mennesker ikke vælger at lade sig vaccinere. Så kommer de store, farlige epidemier tilbage, epidemier, der er langt værre end covid-19.

Hvert enkelt menneske må bestemme over sin egen krop, også når det gælder medicin. Hvis man er bange for at blive vaccineret, så er det heldigvis sådan, at man kan vælge at lade være. Alligevel vil jeg slutte med at sige: Man skal kun tage medicin, hvis det er nødvendigt. Hvis “nødvendigt” betyder, at det kan redde mennesker fra at dø, så er vaccinen en nødvendig medicin.

5 sikre stjerner og de bedste ønsker for en stor udbredelse af bogen. Brug den eventuelt som gave til en vaccineskeptiker.

Johan Olsen
Et prik, der ændrede verden. Bogen om vacciner
Politikens Forlag, 2021
92 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



« ForrigeNæste »