Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Philip Kerr: Berlinerblåt

Krimi og spænding Posted on 15 jun, 2018 14:57

Fra bogens bagside:
1956. Bernie Gunther er på flugt fra sit franske skjul, hvor Erich Mielke og hans gorillaer i det østtyske sikkerhedspoliti, Stasi, har fundet ham. Manden, som Mielke har sat til at jage Bernie, og som stille og roligt skubber ham tættere på Tyskland, er en gammel kollega fra tiden hos kriminalpolitiet i Berlin. En på alle måder spektakulær sag blev i 1939 deres sidste sammen.

1939. Bernie indkaldes til Berghof, Hitlers private hjem i bjergene i Obersalzberg. En tysk ingeniør er blevet myrdet, og Hitlers højre hånd, selveste Martin Bormann, ønsker sagen opklaret så hurtigt og smertefrit som muligt, uden at Føreren nogensinde må finde ud af, at hans private domæne har været hjemsted for mord.

Flere lande og sytten år adskiller mordet på Berghof og Bernie Gunthers nuværende situation, og igen må han erfare, at fortiden altid indhenter ham til sidst. Denne gang hjemme i Tyskland.

Min anmeldelse:
Dette er bind 12 i den fantastisk gode serie, Berlin Noir, der på en spændende måde forener dele af Europas historie gennem kriminalsager. Oprindeligt var serien tænkt som en trilogi, som heldigvis er blevet udvidet, og jeg har længe været fascineret af Kerrs måde at kombinere genrerne på og af hans sikre greb om spændingen og personerne – især Bernie Gunther.

Som ikke-nazistisk politimand fra Berlin havde Bernie Gunther det svært under krigen – og således også i denne bog, men hans liv er ikke blevet nemmere siden! Selv om 2. Verdenskrig er slut, så præger den selvfølgelig i 1956 også situationen i Europa, og i ikke mindre grad også Gunthers liv.

Jeg har tidligere anmeldt bog nr. 11 i serien, “Hinsides tavsheden” – HER, og da skrev jeg bl.a. “Det er en ukronologisk serie, hvor man kan læse bøgerne uafhængigt af hinanden, for de foregår på forskellige skiftende tidspunkter fra sidst i 1930’erne til midt i 1950’erne.”

At seriens bind er ukronologiske passer ikke denne gang, for i “Berlinerblåt” fortsætter Bernie Gunthers problemer fra “Hinsides tavsheden”. “Berlinerblåt” begynder nemlig i 1956, hvor Bernie Gunthers umulige og dramatiske situation spidser til, da han jages af Stasi med hans tidligere kollega Friedrich Korsch i spidsen. Han trues af folkene fra Stasi til at myrde en af hovedpersonerne i begivenhederne i “Hinsides tavsheden”. Derefter skifter bogen mellem kapitler om mordsagen i 1939, hvor Korsch var hans assistent, og kapitler om udviklingen i 1956.

Fra 1939-sagen møder vi en lang række nazistiske leder som Heydrich og Bormann m.fl., mens Hitler ikke fysisk er med, men selvfølgelig præger alt. Det giver et rigtigt interessant kig ind bag nazistyret. Og jeg går ud fra, at det meste er tæt på historiske fakta. Et efterskrift beskriver en lang række af personerne i bogen og deres videre skæbne.

I 1939 løser Gunther selvfølgelig mordgåden, men ikke til alles tilfredshed. Med Korsch som aktør i begge dele af bogen, er relationerne knyttet sammen, men det vil være ærgerligt for kommende læsere at fortælle mere.

Bogen – og hele serien generelt – er både spændende og rigtigt interessant samt intelligent læsning. Det er bøger mindst på niveau med John le Carré, og det er en ubetinget ros. Prøv selv!

Denne bog i serien får 9 point på min krimiskydeskive og 4 krimihjerter på krimifan.dk, men serien som helhed har fortjent maksimale point begge steder.

Philip Kerr
Berlinerblåt
Modtryk, 2018
522 sider

PS
I DRP1-programmet 4. division gav journalist Adam Holm 18. maj 2018 sin ”Ugens kulturanbefaling”. Her fortæller han om, hvordan og hvorfor han har overgivet sig fuldstændig til serien om Bernie Gunther, og han sammenligner Philip Kerr med Shakespeare. I programmet diskuterer han Kerrs forfatterskab med Bo Tao Michaëlis, der også er meget begejstret, men som dog ikke er helt med på sammenligningen med Shakespeare.

Nyd indslaget her sidst i udsendelsen: https://www.dr.dk/radio/p1/4-division/4-division-14#!01:40:15

PPS:
Forlaget Modtryk har i april 2018 skrevet sådan:

“Da Philip Kerr gik bort i marts måned i år, udkom 13. bog i den fremragende og prisbelønnede Berlin Noir-serie om Bernie Gunther 11 dage senere i England. Den engelske titel er ‘Greeks bearing gifts’, og vi udgiver bogen på dansk til efteråret i år – den kommer til at hedde ‘Frygt grækeres gaver’.

Kerr efterlod sig manus til 14. bog om Bernie – og den vil vi naturligvis også udgive. Det bliver ganske sikkert i 2019. Og det bliver helt ufatteligt vemodigt at sige farvel. Også til Herr Gunther.”



Claus Lohman: Under overfladen

Krimi og spænding Posted on 11 jun, 2018 00:07

Fra bogens bagside:
Da to dykkere dør under mystiske omstændigheder i New York, befinder virolog Martin Henderson sig pludselig i et kapløb med tiden. Alt peger i retning af en 100 år gammel dræbersygdom. Men hvor stammer udbruddet fra? Og kan han nå at udvinde en vaccine?

Efter et mislykket kidnapningsforsøg møder han den arkæologistuderende freelancejournalist Emma Fitzgerald, der gemmer på vigtige informationer i opklaringsarbejdet.

Sammen bevæger de sig tættere på sandheden. Men det viser sig hurtigt, at intet er, som det ser ud. Hvem kan de stole på? Og har Martins fortid noget med hændelserne at gøre?

Min anmeldelse:
Efter at have læst og nydt Claus Lohmans Gen-trilogi med Sarah Bermann i aktion blandt amishfolket, mennonitter og kvækere var jeg spændt på næste udspil i samme genre, hvor videnskabelige fakta kombineres med fiktion og aktion. Og jeg er ikke blevet skuffet.

Jeg har fulgt bogen undervejs fra tidligt manus til den færdige bog, og det har været en interessant rejse at følge og kommentere forfatterens arbejde undervejs. Da jeg ikke har afgørende andel i det færdige resultat, mener jeg, at jeg sagtens kan anmelde bogen uhildet.

“Under overfladen” er endnu en spændende krimi med videnskab og historie som omdrejningspunkter for plottet, og det er beskrevet i en fin balance mellem de to dele. Forfatteren har udviklet formen fra sine første bøger rigtigt fint, og jeg blev igen både underholdt og overrasket undervejs. Og endnu engang lærte jeg noget under læsningen.

Ideen med at lade et gammelt virus “genopstå” og skabe ravage i nutiden er god. Med placeringen af handlingen på den internationale scene og med faren for en regulær pandemi må der også være internationale muligheder for bogen, og det underbygges godt af bogens spændingsniveau.

Bogen er helt oplagt som og minder også om en film, for der kan alt lade sig gøre. Det gør der også i bogen i lidt rigeligt mål, for jeg synes nemlig, bogen har nogle logiske svagheder i form af hovsaløsninger i handlingen samt i personernes udvikling og rolle, men de pludseligt opdukkede brikker til puslespillet fungerer på den anden side fint for at holde det høje tempo i bogen. Spændende og interessant er den så absolut! Og det bliver rigtigt spændende at følge makkerparret, forskeren Henderson og arkæologjournalisten Fitzgerald, i de kommende bind i serien. Der er planlagt 2 bind mere i serien, og de skal være velkommen!

Jeg giver den 8 skydeskivepoint her på min blog, og ellers bliver det til 4 krimihjerter ud af fem mulige på krimifan.dk

Claus Lohman
Under overfladen
Aronsen, 2018
338 sider



Jakob Melander: De døde og de ufødte

Krimi og spænding Posted on 08 jun, 2018 23:35

Fra bogens bagside:
En regnfuld aften i februar henrettes to mænd med maskinpistol i en bil på Slotsholmen i København. Drabsvåbnet leder efterforskningen og politiassistent Lars Winkler mod rockermiljøet.

Journalisten Louise er rejst til Vietnam for at opspore sin biologiske mor. Her hører hun om et dansk firma med patent på en ny – og ikke helt uskadelig – rissort. Da Louise vender hjem til Danmark, har der været indbrud i hendes lejlighed. Nogen er efter hende.

Opklaringen af dobbeltmordet på Slotsholmen står i stampe, og politiet retter opmærksomheden mod ofrenes fortid. Er der en sammenhæng mellem et uopklaret drab fra 1980’erne og nutidens makabre sag.

Lars Winkler forsøger at nå til bunds i en sump af pengebegær og organiseret kriminalitet, der har tråde til Vietnamkrigen, et afvænningscenter for narkomaner og samfundets øverste politiske lag.

Min anmeldelse:
Nu flere måneder efter bogen udkom, er jeg endelig kommet til læsningen af denne seneste krimi af Jakob Melander. Ganske uretfærdigt og ufornuftigt var den til fordel for andre bøger flere gange røget nedad i bunkerne af bøger, der skulle læses.

Hvorfor “endelig” og hvorfor “uretfærdigt og ufornuftigt”? På baggrund af mine erfaringer med seriens første bøger, hvor jeg som lektør havde anmeldt flere af dem for Dansk BiblioteksCenter, havde jeg store forventninger om en god oplevelse, og i sammenligning med andre af mine læste bøger, var jeg sikker på, at denne nye Melander-krimi bestemt ikke var ringere end nogle af dem. Det er dejligt at have noget godt til gode. Det har jeg så mht. denne bog ikke længere, men det har dem af jer, som ikke har læst den eller måske endda hele serien om Lars Winkler.

“Der findes kun to slags gode mennesker: de døde og de ufødte.” Sådan siger Sanne, der er en af efterforskeren Lars Winklers kollegaer. Og ud over at lægge ord til bogen titel, så dækker det faktisk også ganske godt en ret stor del af bogens personer. Jeg vil ikke referere mere af handlingen, end bogens bagside afslører. Det må være nok denne gang, så kun denne anbefaling

I denne nye er der som tidligere rigtigt godt styr på plottets udvikling, sproget er godt, og stilen holder hele vejen. De godt beskrevne og interessante personer, som færdes i lige så godt beskrevne lokalmiljøer i København og Ho Chi Minh City, virker overbevisende. De mange handlingsspor og dele af plottet ender med at hænge godt sammen. Det er godt gået, at få Vietnamkrigen, internationale koncerner, magtfulde danske folk, brutal nedskydning i København, mord i Vietnam og et mord 30 år tidligere i det danske prostitutionsmiljø til at hænge sammen, men det overbeviser Melander mig som læser om. Endelig så er bøgerne fyldte med referencer til god musik og især til nogle af rockmusikkens store navne, og det passer fint ind i stilen.

Også på den måde minder Melander mig om Ian Rankin, mens der mht. lokation og spændingsniveau også kan trækkes linjer til Jesper Stein – og begge dele er ros til alle tre forfattere! Med denne bog styrker Jakob Melander efter min mening sin position som en af de 3 bedste mandlige spændingsbogs- og krimiforfattere i Danmark. (Ud over Stein vil jeg kort nævne Jens Henrik Jensen og så nærmer Jussi Adler-Olsen sig (når han er bedst)).

Serien kan med stor fordel læses i rækkefølge – og før dette 5. bind skal du læse disse:
1: Øjesten / 2: Serafine / 3: De berusedes vej / 4: Det bedste til mig og mine venner.

Jeg giver gladeligt bogen 9 point på min krimiskydeskive og 5 krimihjerter hos krimifan.dk.

Jakob Melander
De døde og de ufødte
People’s Press, 2018
411 sider



Steve Cavanagh: Tilståelsen

Krimi og spænding Posted on 04 jun, 2018 22:03

Fra bogens bagside:
I årevis har advokatfirmaet Harland & Sinton haft gang i et globalt svindelnummer. FBI har dem i søgelyset, men skal bruge vidner. En af firmaets klienter, milliardæren David Child, bliver anholdt for mord på sin kæreste.

FBI vil have Eddie Flynn, eks-svindler og advokat, til at få en tilståelse ud af Child og tvinge ham til at vidne mod firmaet. Hvis Eddie nægter, vil det gå ud over hans kone, Christine.

Er David Child skyldig? Og kan Eddie redde sin kone? Ved hjælp af alle sine farverige kontakter fra underverdenen tager Eddie kampen op mod overmagten.

Min anmeldelse:
I den første bog “Advokaten” om den farverige actionadvokat, Eddie Flynn, blev den effektive stil præsenteret. Den bog anmeldte jeg her: http://blog.drustrup.dk/#post135. Samme stil og samme tilsyneladende uoverstigelige problemer er også vilkårene i denne bog. Forfatterens juridiske baggrund viser sig igen i scenerne fra retssalen og i beskrivelserne af det juridiske og taktiske spil.

I begge bøger presses Flynn ikke bare til, men langt ud over alle grænser. Alligevel var jeg som læser aldrig var i tvivl om, at han ville klare sig helskindet igennem strabadserne. Og alligevel var jeg rigtigt godt underholdt undervejs, og det gælder også denne nye, som ikke tog lang tid at læse, for den blev slugt i ganske få bidder.

Den er hamrende effektiv actionunderholdning, og der er fuld fart på i hele bogen, der foregår over 48 timer. Det vil sige, at handlingens tidsforløb er under pres, men i romanform samt på film kan alt lade sig gøre. Det gør det også omend ikke altid lige logisk og sandsynligt, men det gør ikke noget her. Bare det er spændende, og det er det. Eddie Flynn har fra sin fortid helt særlige kompetencer at trække på hos sine mindre lovlige venner, og hans fortid som svindler kommer ham også til gode både i retssalen og i kampen for at overleve. Hans modstandere er FBI, CIA, gangstere og forbryderiske elementer fra forretningsverdenen – og det er ikke altid muligt at afgøre, hvem der er de gode, og hvem der er de onde.

Som med første bind havde jeg det lidt, som om jeg så en film i stil med serien Die Hard med Bruce Willis, samtidig med at figurer og action fra bøger af Scott Turow, Lee Child og John Grisham blandede sig ind. Alt sammen rigtigt thrillerunderholdende, og det er bestemt ikke så ringe!

Den får 8 skydeskivepoint på min krimiskydeskive og 4 hjerter på krimifan.dk.

Steve Cavanagh
Tilståelsen
Jentas, 2018
407 sider



Geir Tangen: Hjerteknuser

Krimi og spænding Posted on 01 jun, 2018 00:01

Journalist Viljar Ravn Gudmundsson og politiefterforsker Lotte Skeisvoll er ikke helt kommet sig efter sagen med seriemorderen, der kaldte sig Maestro, da en ny sag ryster dem begge.

I et af Haugesunds finere villakvarterer vågner en ung mand efter en fest. Ved siden af ham i sengen ligger en kvinde. Død. Den unge mand er Alexander Hauge Gudmundsson, Viljars søn.

Viljar må ud i sit livs kamp. En kamp der afdækker et hårdt ungdomsmiljø præget af alkohol, stoffer og sex. Og et sted i kulisserne opererer en gruppe højreekstremister.

Sådan introduceres bogen ganske kort på bagsiden.

Min anmeldelse:
Både Viljar Ravn Gudmundsson og Lotte Skeisvoll er stadig voldsomt traumatiserede efter de dramatisk begivenheder i første del i serien. Den hed “Maestro”, og den anmeldte jeg her: http://blog.drustrup.dk/#post39

Krimiblogger og krimiforfatter, Geir Tangen, har igen skrevet en god og overraskende krimi med flere referencer (og helt sikkert flere end jeg fangede) til krimier og krimiforfattere, men denne gang gør historiens bagved liggende alvor det til en endnu stærkere læseoplevelse.

Ingen af de to hovedpersoner er egentlig i stand til allerede at passe deres jobs, og det får også følger for forløbet i denne nye sag, hvor højreekstremisme og fremmedhad har været det emne, Tangen har valgt som omdrejningspunkt for bogen. Udgangspunktet er de interne magtstrukturer i en ungdomsgruppe med bl.a. mobning og misbrug, men der viser sig dybere problemer for de medvirkende, for Haugesund og for hele det norske samfund.

Med tanke på Utøya, skoleskyderier og terrorangreb er det svært ikke at tage historien dybt alvorligt, og det gjorde jeg samtidig med, at jeg var spændt på sagens forløb, meget overrasket over slutningen og fornøjet med bogens sprog og opbygning.

Det er et rigtigt godt og ret usædvanligt makkerpar, Tangen har fået sat sammen, og det bliver spændende at følge dem fremover! Serien er tænkt som en trilogi, og arbejdstitlen på den afsluttende bog – med mindre Geir Tangen vælger at fortsætte serien – er “Død mands tango”, som forventes udgivet senere i 2018.

9 point bliver det til på min krimiskydeskive og 5 krimihjerter på krimifan.dk.

Geir Tangen
Hjerteknuser
Modtryk, 2018
409 sider



Claus Lund Rosenkilde: Fra Saxo Haussmanns sagsarkiv. Første og anden sag

Krimi og spænding Posted on 31 maj, 2018 07:27

EN DOBBELTANMELDELSE

Den usynlige bog

Fra bogens bagside:
Bach-entusiast, alenefar og manuskriptvaluar Saxo
Haussmann er hovedarkitekten bag Det Kongelige Biblioteks nye store satsning,
udstillingen Den usynlige bog. Ud over en
ganske særlig bog rummer udstillingen nogle af verdens mest sjældne bøger om
magi og dæmoner, og den skal vises nyder hvælvningerne i den gamle del af
Biblioteket.

Kort om bogen:
Udstillingen åbnes ved et lukket selskab, hvor de 13
deltagere ender med at blive lukket inde isoleret i kælderudstillingen, og hvor
der sker flere mord, inden Saxo og hans sambo samt partner-in-crime, Mercedes
Rosenkreutz, får opklaret sagens rette sammenhæng, der trækker spor tilbage til
1600-tallets eksperimenter med alkymi.

Claus Lund Rosenkilde
Den usynlige bog
Palatium, 2017
178 sider
(Fra Saxo Haussmanns sagsarkiv. Første sag.)

______________________________________

Guds øje

Fra bogens bagside:
Da Nationalmuseets fremmeste etnografiske forsker en
morgen findes nøgen og død midt i den afrikanske udstilling, må museets
karismatiske direktør se sit museum invaderet af et ufølsomt dansk politi. Forskeren
er tilsyneladende afgået ved søen midt i et hemmeligt, natligt shamanistisk
ritual med kroppen fuld af naturnarko. Men da politiets efterforskere bare
tramper rundt i museets gange, ude af stand til at begribe omfanget af den døde
forskers natlige handlinger, tilkalder museets direktør specialkonsulenterne
Saxo Haussmann og Mercedes Rosenkreutz for at komme til bunds i sagen.

Kort om bogen:
De to dygtige amatørdetektiver får opklaret sagen, der har
forbindelse til Stanleys opdagelsesrejser i 1800-tallets Centralafrika og
vigtige, men forsvundne effekter fra dengang. Det særlige videnskabelige og
konfliktfyldte faglige miljø på Nationalmuseet komplicerer også opklaringen,
der først opklares efter yderligere et dødsfald.

Claus Lund Rosenkilde
Guds øje
Palatium, 2018
193 sider
(Fra Saxo Haussmanns sagsarkiv. Anden sag)

_____________________________________

Samlet anmeldelse

Da bøgerne strukturelt og mht. kriminiveauet ligner
hinanden meget, er dette en samlet anmeldelse. Lighederne går bl.a. på disse
elementer:

Det umage makkerpar, der supplerer hinanden rigtigt godt,
har samme aktive rolle i begge bøger. Desuden er deres samspil med den
koleriske og mindre dygtige kriminalkommissær lige konfliktfyldt i begge bøger.

Endelig foregår begge bøger centrale danske
kulturinstitutioner som Nationalmuseet, Det Kongelige Bibliotek og bygningerne
deromkring, hvorfra der inddrages videnskabelig ekspertise. Desuden er der i
begge bøger historisk og mytisk baggrund for den nutidige konflikt, og der er
konspirationsteoretiske elementer i begge bøger.

Det kunne lydes om bøgerne er bygget over en skabelon, og
det er de vel også, men det opfatter jeg i dette tilfælde ikke som noget
negativt. De er klassisk opbyggede krimihistorier med klassiske romanfigurer og
opklaring gennem dygtigt detektivarbejde.

Forfatteren, der stod bag forlaget Rosenkilde og Bahnhof,
kender sine krimiklassikere gennem forlagets mange genudgivelser af bl.a flere
ældre krimiserier af Lang, Simenon, Sayers, Christie og Doyle m.fl.

Det kan tydeligt spores i begge bøger, hvor “Den
usynlige bog” bl.a. leger med historierne om mord i det lukkede rum blandt
en isoleret gruppe, og hvor “Guds øje” kombinerer elementer fra
Christie og Doyle (tilsat lidt Indiana Jones). Det er ikke tilfældigt.

Ud over at være spændende og hyggelige, er serien nemlig
forfatterens litterære eksperiment, hvor han i 1940’ernes og 1950’ernes
klassiske whodunnit-form flytter handlingen frem til nutidens København. (Læs
mere om det til sidst i anmeldelsen).

Selv hyggede jeg mig godt med bøgerne, og de var også både
interessante og spændende. Det var en god og nostalgisk læseoplevelse. Endelig
er de – som de gamle krimier – prisværdigt korte og koncentrerede. Jeg synes,
at Claus Lund Rosenkilde på fornem vis har klaret den opgave, han har givet sig
selv. Jeg ønsker alt bedste for det fortsatte arbejde med serien, som på én
gang både er gammeldags og en fornyelse. Jeg håber, at også yngre krimilæsere,
der nok ikke alle kender de bagvedliggende forfatteres stil, vil tage bøgerne og formen til sig.

Jeg giver med fornøjelse bøgerne 8 skydeskivepoint på min
blogs krimiskydeskive og 4 krimihjerter på krimifan.dk

____________________________________

Bonusoplysninger:

På seriens hjemmeside www.sagsarkivet.com kan man læse
mere om bøgerne og forfatterens ideer bag dem –
bl.a.: dette:

Bøgerne er en nyfortolkning af The Detective
Club
‘s Ti Bud. De er skrevet af Robert Knox og har været vejledende
for arbejdet med bøgerne. De bud ser sådan ud:

1: Forbryderen skal være en person, der nævnes i den
tidligste del af fortællingen, men må ikke være en person, hvis tanker læseren
har fået indblik i.

2: Alle overnaturlige eller overjordiske væsener er
naturligvis udelukkede fra historien.

3: Kun ét
hemmeligt rum eller én hemmelig tunnel kan tillades.

4: Ingen endnu uopdagede giftstoffer må anvendes, ligesom
ingen videnskabelig anordning kan tillades, til hvilken en lang, teknisk
forklaring er nødvendig.

5: Ingen kinamand må optræde i historien

6: Ingen ulykke må finde sted, som detektiven kan drage
nytte af i opklaringsarbejdet, ligesom han ej heller må have en uforklarlig
intuition, som så viser sig at være korrekt.

7: Detektiven må ikke selv have begået forbrydelsen

8: Detektiven må ikke kaste lys over nogen som helst spor,
som ikke straks opregnes for læseren til dennes inspektion.

9: Detektivens
uintelligente ven, eller følgesend, ‘The Watson’, må ikke skjule nogen
tanker, der går gennem hans hoved; hans kløgt må være på et stadium lige under
– men kun netop lige under – den gennemsnitlige læsers.

10: Tvillingebrødre
såvel som dobbeltgængere generelt må ikke optræde i fortællingen, medmindre
læseren er blevet grundigt forberedt på deres eksistens og optræden.



« ForrigeNæste »