Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Glædelig bogjul til hele familien

Alt muligt andet godt Posted on 08 dec, 2017 21:57

Disse 4 bøger – “Alfreds autoalfabet”, “Sigurd fortæller om kongerækken”, “Verden rundt – som jæger, lystfisker og far” og “Gastromand Extended” – får en samlet omtale, fordi de alle er helt oplagte gaveideer til jul, men de er også i lige så høj grad gode gaveideer hele året!

Det er bøger, som formidler gode oplevelser og nyttig viden på mange områder, så tilsammen vil de dække mange familiers behov bredt.

Jeg har nydt alle bøgerne meget og af forskelllige grunde, så giv jer endelig i kast med at læse mere om dem her, men endnu bedre vil det være at læse selv bogen, så giv dem som gaver til nogen, du holder af. (Det er også i orden også at være så glad for sig selv, at man køber dem som gaver til…. sig selv!)

God fornøjelse med bøgerne, som jeg har fået som anmeldereksemplarer fra forlagene – og de fortjener alle hver 4 stjerner.

ALFREDS AUTOALFABET af Christian Grau
Med forfatterens viden om biler og deres ejere samt hans rimeligt sikre sans for ordspil og rytme i alfabet-bøger er denne bog meget underholdende for både de ord- og bilnysgerrige børn fra 5-6 år OG for den voksne oplæser. At også voksne vil more og hygge sig undervejs skyldes dels de dele af teksten, som børn nok ikke forstår, men som er henvendt til voksne, og dels de utroligt charmerende illustrationer af Peter Heydenreich. De er også gode at studere for alle aldre.
En 4-stjernet læseoplevelse!

Til sidst en lille smagsprøve, inden I selv tager en køretur i Graus univers:
“Åh nej, det var det alfabet.
Med alle de biler, som Alfred har set.
Alle de biler, som Alfred han kender.
Og tro mig, det er fler’, end de fleste har venner.

Christian Grau
Alfreds autoalfabet
Politikens Forlag, 2017

60 sider

SIGURD FORTÆLLER OM KONGERÆKKEN af Sigurd Barrett
Den gode Sigurd har efterhånden lavet en hel del bøger med fremragende formidling af forskellige og især historiske emner. Denne nyeste lægger sig tæt op ad “Sigurd fortæller danmarkshistorie”, som jeg har skrevet om her: http://blog.drustrup.dk/#post25.

De 2 bøger supplerer hinanden på fornem vis og kan med fordel læses parallelt, hvor tidsperioderne passer sammen.

Historierne om de danske konger fra sognenes tidlige konger og frem til og med den kommende Kong Fredrik X fortælles med Sigurds sædvanlige humor kombineret med historisk indsigt, og det er en bog, som alle aldre vil kunne have fornøjelse af at få læst op, læse op eller bare at læse selv! Også unge og voksne, der lige skal have frisket historiske facts op, vil kunne lære en hel del!

Med bogen følger en mp3-cd, hvor Sigurd selv læser bogen op samt synger/spiller 13 sange om nogle af kongerne. Bogens meget underholdende og fagligt fornemme formidling giver 4 sikre stjerner, som burde være Dannebrogsordener.

Sigurd Barrett
Sigurd fortæller om kongerækken
Politikens Forlag, 2017
400 sider

VERDEN RUNDT – SOM JÆGER, LYSTFISKER OG FAR af Michael Sand
Michael Sand, der er naturfotograf og bl.a. står bag hjemmesiden netnatur.dk, og som har udgivet flere fremragende jagt- og naturbøger samt den uforligneligt smukke “Forsvaret og naturen”, har i denne nye bog samlet en lang række historier om oplevelser med sin søn.i

Det er blevet en bog, som bringer læseren rundt i det meste af verden på naturoplevelser og ture med fiskestang og jagtvåben. Knægten har været så heldig at få lejlighed til at opleve så meget, at meget få børn og unge opnår det, men alligevel vil bogen kunne bruges til inspiration for både unge og forældre til at opsøge lignende store oplevelser. Er det ikke muligt, vil bogen hjemme i lænestolen kunne nydes af børn, unge og voksne i alle aldre for både de gode historier og de rigtigt gode fotos fra hele verden. En sikker 4-stjernet oplevelse!

Michael Sand
Verden rundt – som jæger, lystfisker og far
Forlaget Michael Sand i samarbejde med Netnatur.dk, 2017
252 sider

GASTROMAND EXTENDED
I december 2016 skrev jeg sådan om en anden kogebog: “I må alle have en rigtig ædelig jul! Og skulle I ikke få denne bog i julegave, så se at få den købt og brugt! Det var bogen “Alt bliver bare bedre med bacon””. Læs om den herlige bog på min blog: http://blog.drustrup.dk/#post31

Dette års juleanbefaling af en kogebog er “Gastromand Extended”. Bogen udkom i 1. udgave i 2014 og er siden kommet i flere oplag. Alene det beviser bogens høje niveau og store nytteværdi. Da en tidligere kollega dengang lavede lektørudtalelse på bogen, fortalte han flere gange om bogen med høj vandstand på mundvandet, og han skrev bl,a. sådan: “Her er madoplevelser og køkkengear for både drenge- og blærerøve. Tonen er humoristisk, uhøjtidelig og ligetil. Billedside og layout er lækkert, og der er inspiration til utallige gastronomiske og anderledes middage.”

Denne nye udgave er også på alle måde tiltrækkende og lækker. Og den giver lyst til sammen med madbloggerne bag Gastromand.dk at gå amok i køkkenet med adskillige af de inspirerende opskrifter. Jeg har allerede valgt en hel stribe retter ud, der skal afprøves så hurtigt som muligt! Også en bog til 4 stjerner.

Fra bogens bagside:
Bogen er en ny, opdateret udgave af den anmelderroste kogebogsbestseller fra Gastromand.
Dette stadig en uhøjtidelig geografisk proppet med inspiration til alle madentusiaster, der elsker at jonglere i køkkenet. Med kapitelnavne som fx Daten, Herrefrokosten og Tømmermændene giver Gastromændene et bud på, hvilke retter der er helt perfekte til en lang række situationer og begivenheder i enhver madglad mands liv.

Gastromand Extended : nu med sovs, sprut og sødt
Af gastromand.dk:
Anders Damm, Klaus Kjeldsen, Brian Lambæk og Mads Schytte
Politikens Forlag, 2017
273 sider



Matthew Arlidge: Okker gokker + Bro bro brille

Krimi og spænding Posted on 07 dec, 2017 17:19

Dobbeltanmeldelse af de 2 første bøger om kommissær Helen Grace fra politiet i Southampton, Sydengland.

Bind 1 i serien kom tidligere på året, mens det næste bind netop er udkommet, og jeg valgte at læse de to bøger lige efter hinanden og (selvfølgelig) i rækkefølge.

I begge bøger går det hårdt for sig for Helen Grace, som har en del at slås med fra sin fortid, og det har stor indflydelse på handlingen og ikke mindst på hendes liv og arbejde samt på hendes forhold til kollegaer og chefer. Samtidig har hun i bege bøger en central placering i sagerne.

I begge bøger er der fuld knald på volden og dramatikken.
I bind 1 “Okker gokker” tager morderen folk til fange – altid to af gangen – og spærrer dem inde, indtil den ene har slået den anden ihjel, hvorefter den overlevende slippes fri som dybt traumatiseret.
I fortsættelsen “Bro bro brille” findes flere mænd myrdede og skamferede, idet deres hjerter er taget ud. Morderen sender det så til de myrdedes familier, der selvfølgelig bliver chokerede – også fordi mændene blev myrdet, mens de var ved en prostitueret.

Det er svært at fortælle ret meget mere om handlingen i begge bøger, hvis ikke læsningen skal spoleres, fordi overraskelsesmomenterne fjernes. Blot kan jeg – uden at afsløre for meget – fortælle, at Helen Grace bærer på flere hemmeligheder og dybe traumer, men så siger jeg heller ikke mere. Det er netop gennem de drypvise afsløringer af sagens elementer og sammenhængen mellem dem samt bøgernes intenst stigende spændingskurve, at jeg som læser blev fanget ind af stemningen. For det blev jeg.

Der er tale om barske og voldsomme begivenheder, og Matthew Arlidge står her ikke tilbage for Karin Slaughter, Tess Gerritsen, Chris Carter og Jo Nesbø eller andre bøger om voldelige og dedikerede mordere. Spørgsmålet er så, om de barske begivenheder er for meget i forhold til, hvad læserne kan kapere, samt i forhold til nødvendigheden for og i sammenhæng med plottet. Her er min personlige grænse for begge dele nok ved at være nået. Spændende er det, så bøgerne får 8 helt sikre point på min krimiskydeskive og 4 krimihjerter på krimifan.dk.

Spændende er det også, hvordan det går Helen Grace i de følgende 5 bind, der indtil nu er kommet i serien, og om hun har flere lig i sin personlige last, for flere lig på gerningssteder kommer der helt sikkert!

Matthew Arlidge
Okker gokker
Jentas, 2017
344 sider

Matthew Arlidge
Bro bro brille
Jentas, 2017
365 sider

Bøgerne er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplarer.



Deon Meyer – Fever (igen)

Krimi og spænding Posted on 05 dec, 2017 21:02

Siden jeg læste og bloggede om denne ualmindeligt fremragende roman – se mit indlæg HER – har jeg fulgt dens modtagelse flere steder rundt om i verden, og der er bred enighed om kvaliteten af denne tankevækkende bog.

Læs et spændende interview med Deon Meyer om hans arbejde med bogen HER



Turen går til vikingetiden

Alt muligt andet godt Posted on 28 nov, 2017 22:27

Fra bogens bagside
Bogen dækker små og store attraktioner i hele Danmark og viser vej til museer, ringborge, gravhøje, skibssætninger, runesten, vandreruter samt levendegjorte vikingemarkeder og bopladser, hvor man kan komme tæt på vikingetiden.

En lang række baggrundsartikler, skrevet af eksperter, går bag om vikingetidens historie og samfund, kunst og kultur, natur og geografi. Guiden er desuden rigt illustreret med fotos og kort.


Min anmeldelse:

Interessen for vikinger og vikingetiden har været stor til alle tider, og ser endda ud til at være blevet endnu større de seneste år. Det forstår jeg rigtigt godt, for vikingerne er interessante at beskæftige sig med, da de jo ikke kun har været drabelige krigere, men bl.a. også opdagelsesrejsende, politisk aktive samt dygtige håndværkere og handelsfolk.

Med denne guide, der er opbygget samme informative og inspirerende stil som de traditionelle rejseguider til hele verden, kan både de i forvejen vidende og de nysgerrige og interesserede i alle aldre tage på togt ind i vikingernes verden.

Turen og bogen indledes med de korte og velskrevne introduktioner til tiden helt fra samtidige vidnesbyrd og fund til eksempler på, hvordan vikingerne gennem tiden har sat deres præg på landskab, mad og kultur lige siden.

Derefter beskrives Danmark opdelt i 8 områder ved at vise, hvor man kan møde spor efter vikinger, og ud fra mit kendskab til emmet og landet, må jeg sige, at bogen virker ret dækkende, og der er rigtigt mange steder, det bliver spændende at besøge – både museer og steder. (Eneste anke er en alt for begrænset litteraturliste, men læg så turen forbi dit lokale bibliotek og bliv guidet videre.) Med bogen i hånden er det helt sikkert, at man får nogle gode oplevelser undervejs. God tur!

Jeg giver bogen 5 stjerner pga. den fremragende vidensformidling af et interessant emne.

Turen går til vikingetiden
Politikens Forlag, 2017
168 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Neil Gaiman: Nordisk mytologi

Alt muligt andet godt Posted on 28 nov, 2017 14:08

Fra bogens bagside:
Neil Gaiman genfortæller på ægte Gaimansk facon med dybde, passion og humor de fascinerende historier fra den nordiske mytologi. Han forbliver tro mod myterne og formidler dem, så både unge og voksne trækkes ind i de gamle guders magtkampe, oplever deres letantændelige temperamenter og deres evige forsøg på at narre hinanden og skabe intriger.


Min anmeldelse:

De gode og stærke nordiske myter er blevet genfortalt, bearbejdet og anvendt i bogform og på andre medier rigtigt mange gange. Det er, fordi de stadig fascinerer og er en central del af vores kulturarv.

Men selv om det er stærke historier, kræver det god formidling at holde dem i live, og der er Neil Gaiman absolut i topklasse. Han er tydeligvis fascineret af myterne og er godt inde i dem, for begge del er nødvendige for at gøre dem så levende, som de er i bogen.

Det er en stor fornøjelse at få de kendte og grumme historier frisket op, for selv om jeg havde læst dem tidligere og også godt kunne huske det meste, så bliver de her fortalt med en friskhed, kraft og nærværende humor, som gør, at de nydes og genopdages – eller opdages for første gang.

Bogen og myterne anbefales på det varmeste for alle aldre fra ca. 8 år og op!
4 store stjerner får den!

Neil Gaiman
Nordisk mytologi
Modtryk, 2017
268 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Lasse Holm: Lodbrogsønnernes hævn

Alt muligt andet godt Posted on 20 nov, 2017 22:37

Fra bogens bagside:
Ragnar Lodbrog er død. Hans fem sønner lever, og de vil have hævn.

Foråret 866. En nordengelsk landsby bliver overfaldet af vikinger. På byens galgeplads står den dansk-saxiske dreng Wulf med løkken om halsen. Mens landsbyen brænder bag dem, tager angriberne ham med til deres ringborg og kalder ham Rolf.

Langsomt går det op for Rolf, at overfaldet på landsbyen ikke var tilfældig: Den berømte viking Ragner Lodbrogs fem sønner – Bjørn Jernside, Ivar Benløs, Sigurd Slangeøje, Ubberup Frillesøn og Halfdan Hvidsærk – er kommet til England for at hævne deres far, som er død af slangebid i den northhumbriske kong Ællas varetægt.

Da brødrenes hævntogt udvikler sig til en storstilet invasion, og da Rolfs egne hemmeligheder gradvist bliver afsløret, starter et kapløb med tiden. Kan han nå at bevise kongens uskyld og forhindre den massakre, der truer i horisonten?

Min anmeldelse:
Vikinger, danmarkshistorie, sagaer, myter og gode romaner fra vikingetiden har altid fascineret mig, lige siden jeg læste bl.a. Palle Laurings “Ulv i viking”, Frans G. Bengtssons bøger om Røde Orm, islandske sagaer og fagbøger om den periode.

Derfor var jeg også spændt på at læse dette første bind i en planlagt serie fra den tid. Jeg kendte godt sagnet og historierne om Ragnar Lodbrog i hovedtræk, men nu kender jeg den drabelige historie i alle detaljer. Og drabelig er den!

Bygget på grundig research om tiden og sagnet har Lasse Holm skruet en historie sammen, hvor vi får en detaljeret gennemgang af alle begivenheder før, under og især efter mordet på Ragnar med hans voldsomme og håndfaste sønner som hovedpersoner. De skyr ingen midler i opklaringen af mordet – heller ikke bagateller som mord på munke eller smedningen af rænker mod hinanden. Der er mange personer – historisk kendte såvel som fiktive – med adskillige dagsordener, så det kan virke lidt uoverskueligt eller kompliceret at holde styr på, men hjulpet af en personliste først i bogen går det. Historien er jo også så spændende og samtidig lige så spændende fortalt, at jeg gerne læste den færdig og til og med blev underholdt undervejs på vikingernes hærgen rundt i England og Irland, hvor bogen foregår. Der er gang i kampe og plyndringer, og jeg savner lidt vinklen med vikingerne som handelsfolk og rejsende, men det passer måske ikke helt ind i historien om hævn.

Lasse Holm har også foretaget det fortælletekniske kneb at lægge en katalysator ind i historien i form af den unge Wulf/Rolf. Indimellem romanens kronologiske hovedkapitler, fortælles hans historie i korte, kursiverede afsnit. Hans baggrund blander sig fint ind i spillet med de skiftende alliancer, og han overlever adskillige farlige situationer. Han er som fortæller med til at binde historien sammen frem mod hans opklaring af sagens rette sammenhæng.

Vel er en person blevet myrdet, og der foregår en omfattende efterforskning frem mod afsløringen af motiv for mordet samt af morderen, men er det en krimi? Måske ikke i traditionel forstand, men læs den som en spændende historisk roman med hævn, mord, vold og andre forbrydelser som ingredienser.

Bogen er første bind i en planlagt trilogi om den tidlige vikingetid. Lasse Holm har tidligere skrevet en krimi-trilogi fra antikkens Rom. Wulf/Rolf bliver vist gennemgående person i serien, og mon ikke et togt bringer ham tilbage til Danmark? Jeg følger interesseret med og giver denne bog 4 stjerner som historisk roman samt 8 skydeskivepoint på min skala til spændingsbøger og krimier. (Og jeg giver den 4 krimihjerter på krimifan.dk)

Lasse Holm
Lodbrogsønnernes hævn
Politikens Forlag, 2017

373 sider

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



« ForrigeNæste »