Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Paul Mendelson: The First Rule of Survival

Krimi og spænding Posted on 30 jan, 2018 22:37

Fra bogens bagside
For syv år siden i Cape Town blev tre sydafrikanske skoledrenge tre dage i træk bortført midt på dagen.

Nu genåbnes sagen for den uforudsigelige politimand Vaughn de Vries. Den var en personlig fiasko for ham, og den har forfulgt ham i alle syv år og har kostet ham både ægteskab og sindsro.


Min anmeldelse

Jeg købte bogen, som ikke er oversat, på en ferietur rundt i Sydafrika. Inden turen havde jeg undersøgt det sydafrikanske krimiunivers for uoversatte forfattere og faldt bl.a. over Paul Mendelson. Hjulpet af en boghandler i Cape Town købte jeg de første bind i en serie, og dette er bind 1 af foreløbigt 4 bind.

Da to unge drenge findes myrdet, og det viser sig, at det er to af de forsvundne børn fra for 7 år tidligere, tages sagen selvfølgelig op igen, og da endnu et barn forsvinder på lignende måde, skærpes mediernes opmærksomhed samt politiledelsens krav om opklaring. Vaughn de Vries sættes på sagen igen i ledelsens håb om, at han igen fejler og kan blive erstattet af en sort politimand.

Ud over at det var et herligt tilfælde, at dele af bogen foregår præcist steder, vi færdedes i og omkring Cape Town, var bogen ualmindeligt spændende læsning samtidig med, at den gav et kontant indblik i en politistyrke præget af racekampe og magtkampe – lidt som i det omgivende sydafrikanske samfund.

Selve historien har mange elementer ud over polItiets arbejdsvilkår og organisering samt mediernes magt. Det er også en barsk historie om bl.a. Cape Town og misbrug af børn beskrevet med stærke psykologiske og politiske elementer. Jeg kan næsten ikke vente med at læse fortsættelserne!
Bogen får 9 sikre skydeskivepoint herfra!

PS
Deon Meyer er stadig den mest fascinerende krimiforfatter, der beskriver Sydafrika, men Mendelson kommer tæt på.

Paul Mendelson
The First Rule of Survival (Ikke oversat)
Constable & Robinson, 2014
(C&R Crime)
393 sider



Stuart MacBride: I den kolde, mørke jord

Krimi og spænding Posted on 07 jan, 2018 16:40

Fra bogens bagside:
Der er problemer på vej..
Kriminalassistent Logan McRaes team finder et lig efterladt i skoven. Det ligner et gangstermord, men er det hele sandheden? Sagen bliver ikke bedre af, at hans tidligere chef overtager efterforskningen, en ny politiinspektør er på nakken af ham, og både hans arbejdsliv og privatliv hænger i laser.

Men det bliver værre endnu:
Aberdeens kriminelle overhoved, Wee Hamish Mowat, ligger for døden, og rivaler fra hele Storbrittanien har øjnene stift rette mod hans territorium. Der er en hårdkogt krig undervejs, og Logan er fanget lige midt i den, om han vil det eller ej.


Min anmeldelse:

Det er bind 10 i MacBrides serie om Logan McRae, og da jeg anmeldte bind 9 i serien “De forsvundne og de døde” – //blog.drustrup.dk/#post68 – indledte jeg anmeldelsen sådan:

Om Stuart McBride og Logan McRae-serien:
Jeg havde fornøjelsen af at interviewe Stuart MacBride på Krimimessen 2017, og her kom vi bl.a. ind på den serie, som denne bog er en del af. Det blev bl.a. til dette:

Ved andre festivaler og arrangementer plejer det at være den anden og større serie, der snakkes om. Her er hovedpersonen i de indtil nu 11 bind Logan McRae, og han er en helt anden type politimand end Ash Henderson.

På spørgsmål om det er logisk og en god idé at begynde udgivelsen på dansk med bind 9 i serien – “De forsvundne og de døde”, svarer Stuart MacBride, at det har været helt udenfor hans indflydelse, men at det er helt logisk.

Politiet i Skotland er – ligesom i Danmark – blevet grundigt omorganiseret, og i de første 8 bind i serien var Logan McRae og han kollegaer en del af Grampian CID. Da han skrev bind 9, var alle regionens politienheder blevet til ét samlet Police Scotland, hvor der så var lavet specialenheder for forskellige forbrydelser, og alle mordefterforskninger samlet i én enhed. Derfor var CID ikke så interessant at skrive om, og al tidligere research ødelagt. Derfor flyttede han fra bind 9 hovedpersonerne til Skotlands yderste nordøstlige spids og tilbage i uniform med et helt anderledes arbejde end tidligere. Der er således et naturligt skifte i serien der, så med bind 9 er der faktisk tale om en helt ny start på serien.

Kan man lide bogen, siger Stuart MacBride, at man selvfølgelig kan begynde serien forfra og på den måde få forhistorien med.

Læs hele interviewet her – //blog.drustrup.dk/#post55 – og klik også videre herfra til min anmeldelse af Stuart MacBrides anden serie med Ash Henderson i hovedrollen.

Jeg var i bind 9 ret fascineret af den rå tone og den ubarmhjertige stemning personerne imellem samt den helt specielle kulsorte humor. Endelig var Logan McRae en så speciel karakter, at det var en fornøjelse at stifte bekendtskab med ham, hans folk og ikke mindst hans ret unikke familie! Her er den lesbiske og kontroversielle Roberta Steel en absolut ustyrlig og for læserne meget underholdende del af politiet.

Derfor var jeg meget spændt på at læse denne fortsættelse af serien, og jeg blev ikke skuffet! MacBride har igen skrevet en spændende krimi, hvor de forskellige personer og personligheder folder sig flot ud i en voldsom og spændende historie med indblik i både det kriminelle miljøs skurke og i et splittet politikorps med heftig intern strid. Desuden viser Logan McRae sig fra helt nye og mindre lovlige sider, der lover godt for den fortsættelse, som slutningen lægger op til. Det kan kun blive lige så spændende, så den må gerne blive oversat hurtigt. (Det samme gælder kortromanen “22 Dead Little Bodies”, som kronologisk ligger mellem bind 9 og 10!)

Jeg giver meget gerne bogen 9 sikre skydeskivepoint her på min egen blog og 5 krimihjerter på krimifan.dk.

Stuart MacBride
I den kolde, mørke jord
HarperCollinsNordic, 2017
541 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Amor Towles: En gentleman i Moskva

Alt muligt andet godt Posted on 31 dec, 2017 16:19

Fra bogens bagside:
Grev Alexander Rostov, hofjægermester og ridder af Skt. Andreasordenen, residerer allerede i suite 317 på Hotel Metropol i Moskva, da han i foråret 1922 bliver stillet for ’Hastekomitéen under folkets intendantur for indre anliggender’ anklaget for at have skrevet et digt (og for ikke at ville fralægge sig sine adelstitler). Det er i årene umiddelbart efter Den Russiske Revolution, og Rostov idømmes livslang husarrest på hotellet. Træder han uden for hoveddøren, vil han blive skudt ned på stedet.

Alexander Rostov er en dannet og vidende mand med et ukueligt sind, men han har aldrig rørt en finger i hele sit liv. Nu skal han stige de 110 trin op til et lille hummer under loftet hver aften og ned igen hver morgen for at gå til hånde på hotellet. Det gør han i de næste fire årtier, og det kunne lyde som en trist skæbne. For grev Rostov bliver det en gave, og for de mange fantastiske mennesker omkring ham bliver det en fest.

Min anmeldelse:
Det er en på alle måde charmerende og fascinerende historie om en mands oplevelser i et forunderligt limbo mellem virkeligheden uden for hotellet, hvor han er i husarrest, og så hans aktiviteter indendørs og de mange personer, han stifter bekendtskab med her. Foruden at være et tidsbillede af en nation er bogen primært et portræt af en helt særlig person gennem sin arrestation som ung i 1922 og frem til bogens slutning og hans nye begyndelse i i 1954.

Bogen er på én gang baseret på historiske facts og fri fantasi, hvor ikke alt er sandsynligt, og blandingen er så perfekt, at 100 % historisk sandsynlighed ikke er afgørende. For hvordan skulle en aristokrat kunne få lov af et hårdt centralistisk styre til at blive boende i husarrest som en “forhenværende person” på et luksushotel? Det er således ikke en politisk vinklet historie, men den er på flere planer mere kulturelt baseret, og den giver mange billeder i lyd og farver gennem sine beskrivelser af fysiske rammer, interessante personer og musikken.

Filmen “Casablanca” spiller en central rolle sidst i bogen, men jeg kom også til at tænke på stemningen i den meget nyere film “Terminalen”, hvor Tom Hanks befinder sig i et limbo. Men selv om jeg med rette instruktør også godt kunne se bogen filmatiseret, så står bogen flot alene.

Der er tale om et selvstændigt og unikt kunstværk, levende historiefortælling samt fremragende litteratur med en rørende og underholdende læseoplevelse. Kan ikke anbefales nok.

Den får ubetinget mine maksimale 5 stjerner!

Amor Towles
En gentleman i Moskva
Politikens Forlag, 2017
481 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Drustrups Bogblog 2017

Diverse Posted on 31 dec, 2017 13:49

I 2017 har jeg læst og lavet blogindlæg om i alt 80 bøger
af alle slags samt nogle andre indlæg om bøger og et enkelt
forfatterinterview.

Her følger 2 lister over mine bedste læseoplevelser i
året – fordel på ”Krimier og spændingsbøger” samt på ”Alt muligt andet godt” –
klik HER for at hente listerne – og klik videre på linkene for at læse mere om bøgerne.



Jenny Rogneby: Leona – med alle lovlige midler

Krimi og spænding Posted on 30 dec, 2017 15:00

Fra bogens bagside:
En mand sprænger sig selv i luften uden for Rigsdagsbygningen i Stockholm og overlever mirakuløst. Politiet er på bar bund. Ingen ved, om det er et terrorangreb, om der er flere angreb på vej, eller om manden er en enspænder.

Det bliver kriminalefterforsker Leona Lindberg, der får den svære opgave at afhøre den hårdt kvæstede mand og prøve at finde frem til motivet bag hans handling.

Men Leona kan ikke fokusere på sit politiarbejde. Hendes familieliv er ved at falde fra hinanden, og hun har magtfulde fjender, der truer og afpresser hende. Hun har desperat behov for penge – mange penge, og hun ved også, hvordan hun skal skaffe dem. Men det kræver, at hun vover sig længere ud, end hun nogensinde før har gjort.

Min anmeldelse
Derfor var det med store forventninger, jeg gik i gang med denne fortsættelse, der er del 2 af en planlagt trilogi. Jeg fik dem langt hen ad vejen/læsningen fuldt opfyldt, men slutningen!! Mens handlingen i første del var betydeligt mere afsluttet (dog med oplagte spor til en nødvendig fortsættelse), så er denne bog helt og aldeles uafsluttet, så ingen af de mindst 3 parallelle og ret sammenhængende plots får en løsning. Alt ender åbent, og så er man nødt til at vente på en bog, der ikke engang er skrevet endnu! Nogle (få?) vil synes, det er smart tænkt, men jeg synes ikke det er fair, når nu bogen indtil de sidste 10-15 sider har en støt stigende spændingskurve og er lige så fascinerende og overraskende som første bog i serien!

Leona er således i topform, og de parallelle plots er:

1) Leona får til opgave at afhøre bombemanden for at afsløre hans baggrund og muligheden af flere medskyldige og bomber.

2) Leona udsøger sig en gruppe kriminelle for dels at træne dem i at undgå at blive opdaget, når de begår forbydelser, og dels for lære dem, hvilke forbrydelser, de ikke skal lave. Hun mangler nemlig desperat penge.

3) En gangstertype truer hendes familie og presser hende for mange penge mod ikke at afsløre hendes dobbeltmoral og forbrydelser fra bind 1.

Jeg sidder tilbage som meget underholdt og forundret over hovedpersonen, men jeg har samtidig en ganske uforløst spænding – og det er efter min mening ikke helt lovlige midler for en forfatter. Det bliver spændende at se, hvordan Rogneby kan redde Leona gennem alle trængsler og farer modet afsluttende bind. Det glæder jeg mig til!

Den får 9 skydeskivepoint her og 5 krimihjerter på krimifan.dk.

Jenny Rogneby
Leona – med alle lovlige midler
Politiken, 2017
431 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



James Lilliefors: En særlig form for ondskab

Krimi og spænding Posted on 18 dec, 2017 22:31

Fra bogens bagside:
En kold vintermorgen finder præsten Luke Bowers en fremmed kvinde i sin kirke. Hendes øjne er åbne, hendes hænder er foldede, som om hun bad. Men hun trækker ikke vejret.

Da politikommisær Amy Hunter kommer til byen for at lede efterforskningen, er ikke alle glade for, at en ung, kvindelig outsider har fået opgaven. Det eneste spor, hun har at gå efter, er en række numre, som er blevet indgraveret i den døde kvindes højre hånd. Præsten mener, at numrene kan referere til bibelvers i Salmernes Bog. Sammen begynder de to jagten på en nådesløs morder, som til deres overraskelse fører dem på sporet af en lyssky virksomhed, større og mere magtfuld end de nogensinde kunne have forestillet sig.


Min anmeldelse:

Vel viser der sig at være flere dræbte, og vel er der fælles træk, som peger på en seriemorder, men herligt med en amerikansk krimi, hvor der ud over seriedrabene også tilføres plottet en ekstra dimension, men det vil være ærgerligt for kommende læsere at afsløre hvordan, men svindel i stor stil er en del af det, og FBI indblandes også. Jeg vil bare sige, at det bliver spændende, og at det giver forfatteren lejlighed til at beskrive for mig nye dele af livet i USA.

Bogen foregår ved Chesapeake Bay i det nordøstlige USA i Tidewater County, Maryland. Her er samarbejdet mellem det lokale politi og den tilrejsende Amy fra drabsafdelingen mindre godt, og stridighederne får konsekvenser langt ind i opklaringsarbejdet.

Så langsomt, men grundigt lykkes det at få afsløret sandheden bag mordene af det gode og interessante makkerpar, som forfatteren har skabt: metodistpræsten Luke Bowers og den unge og (for nogle lidt for) dygtige opdager Amy Hunter. Hver for sig er det spændende personligheder på hver sin måde, og tilsammen er det næsten som en opdateret Father Brown kombineret med et mix af Vera Stanhope og Kate Burkholder. Deres samarbejde, den lokale kolorit og bogens stil lover rigtigt godt for serien, hvor bind 2 er kommet på amerikansk, og hvor bind 3 forventes i 2018.

Jeg giver meget gerne bogen 9 skydeskivepoint her og 5 krimihjerter på krimifan.dk – mens jeg spændt venter på fortsættelserne, der forhåbentlig også kommer på dansk.

James Lilliefors
En særlig form for ondskab
HarperCollinsNordic, 2017

365 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



« ForrigeNæste »