Drustrups Bogblog

Hej alle
Jeg har besluttet her i 2017 at give “stjerner” til krimier og spændingsbøgerne her på bloggen, og jeg har fundet min egen måde at markere det på i form af point på en skydeskive, der går fra den rene forbier til et rent pletskud på 10.

Fra bogens bagside:
En snefyldt decemberdag bliver kriminalassistent Jane Rizzoli kaldt ud til et kloster og finder et blodigt gerningssted, der får det til at isne helt ind i knoglerne. To nonner er blevet brutalt overfaldet inden for klostrets mure, den ene med døden til følge og den anden alvorligt kvæstet.

Umiddelbart er der ikke noget motiv til overfaldet, men under obduktionen af den unger søster Camille gør retsmediciner Maura Isles en chokerende opdagelse, og snart efter bliver endnu et lig fundet, lemlæstet til ukendelighed.

Sammen må Rizzoli og Isles finde forbindelsen mellem de grufulde mord, der trækker tråde til hidtil uopdagede rædsler. Idet gamle hemmeligheder kommer formen dag, bliver Isles draget længere og længere ind i efterforskningen, der pludselig berører hende på en langt mere personlig måde, end hun nogensinde havde forestillet sig.

Min anmeldelse
Forfatterens baggrund som læge sætter sit præg på bogen med de detaljerede beskrivelser af obduktioner samt anatomiske forhold, og beskrivelsen af seriens retsmediciner, Maura Isles – af kollegaer også kaldet “Dødens Dronning” – passer rigtigt godt på fotografiet af forfatteren.

Efter en kort prolog fra ligbål ved en forladt kemisk fabrik i Andhra Pradesh i Indien, skifter scenen til Boston, hvor to nonner bliver fundet dræbt i klostrets kapel. Isles og hendes makker, kriminalbetjenten Jane Rizzoli, går i gang med opklaringen, der afdækker voldsomme og uventede forhold, hvor også et andet og skamferet lig viser sig at spille en central rolle.

Samtidig med krimihandlingen dukker begges tidligere kærester op igen i byen og midt i begivenhederne. En stor del af bogen ender med at være om Isles og Rizzolis forhold til dem i særdeleshed og til parforhold i almindelighed. Selv om de på forskellig vis er involveret i sagen, fylder beskrivelser af og samtaler om kærligheden efter min smag uforholdsmæssigt meget i bogen og tager fokus og drive fra plottet, som er interessant og spændende.

Tess Gerritsen fortæller hele historien detaljeret, så en scenograf eller instruktør vil have nemt ved at skabe rammerne for en film, og vi læsere får vi også stof til mange indre billeder, så både rammerne og handlingen står helt klart for os. Det fungerer godt i Gerritsens hænder, og skaber den rette stemning for læsningen og indsigt i miljøerne.

Der er kommet i alt 4 bøger i denne serie af Tess Gerritsen på dansk. De 2 første i serien hedder ‘Kirurgen’ og ‘Lærlingen, og ‘Synderen’ er nummer 3. Desuden er der udgivet ‘Dø igen’, som er bind 11 i serien. Bind 4-10 er ikke udgivet på dansk (endnu). Desuden udkom en af forfatterens enkeltstående bøger, ‘Iskold høst’, i en bogklub i 1998.

I serien mangler jeg kun at læse ‘Lærlingen, men jeg tror, jeg holder pause og ser, hvordan den næste i serien er. Den må gerne være strammere komponeret end ‘Synderen’ mht. spænding.

Jeg har givet den 3 krimihjerter på krimifan.dk, mens andre anmeldere der har givet den flere. 3 1/2 ville måske være mere fair, for bogen er spændende, men det er der ikke mulighed for at give.
Her giver jeg den karakteren 5 efter min egen skala:

Tess Gerritsen
Synderen
Jentas, 2016
(350 sider)

Fra bogens bagside:
Stockholm hjemsøges af en række mystiske mord på rumænske tiggere. Og endnu mere mystisk er det, at alle politifolk, som interesserer sig for sagen, kommer af dage ved en ulykke.

Således også Emma Sköld som havde fået mistanke om, at der var noget helt galt med efterforskningen. Men nu har hendes far – den tidligere politimester Evert Sköld – besluttet sig for at gøre arbejdet færdigt.

Og Evert har et es i ærmet, for i baggrunden har han i al hemmelighed en person, der trækker i trådene. En person der længe – med risiko for eget liv – har haft mistanke om, hvem der står bag alle drabene. Og hvorfor.

Tiggeren er den femte bog i Sofie Sarenbrants populære serie med i kriminalinspektør Emma Sköld.

Om bogen:
Da jeg begyndte læsningen af denne seneste bog, gik det op for mig, at jeg ikke havde fået læst den foregående – “Babysitteren” – for den må slutte med, at seriens hovedperson, Emma Sköld, dør. “Tiggeren” begynder nemlig med hendes begravelse!

Samtidig med, at hendes far, den pensionerede politichef, arbejder på afsløringen af hendes morder, engagerer han sig i opklaringen af en række mord på rumænske tiggere. Parallelt med det følger vi en kvindelig tigger, der har overværet et af mordene samt ikke mindst morderne.

Så vil jeg ikke fortælle mere om bogen!

Sarenbrant lægger side for side brikkerne til et billede med en del overraskelser, og det ville være ærgerligt for læsningen at vide for meget om den spændende handling! Der er et fast greb om sprog og virkemidler, og plottet virker også helt OK. Historien fortælles i korte kapitler med skiftende hovedpersoner, og det giver et tempo, der gør, at man som læser nemt lige tager et kapitel mere – og et til….

Jeg må vist også se at få fat på Babysitteren!

Fire stjerner på krimifan.dk – og karakteren 7 på min egen skala…

Sofie Sarenbrant
Tiggeren
People’s Press, 2016
(373 sider)

Så kom den: Den mest foromtalte bog i lang tid!

Baggrunden for den megen medieomtale skyldes dels, at det er en ny bog af Katrine Marie Guldager ovenpå hendes gode 6-binds Køgekrønike, men nok især bogens tilblivelse. Den er nemlig initieret af Peter “Ålen” Aalbæk, der med benspændene, at den skulle foregå på Sydfyn, og at der skulle være en præst med, opfordrede Guldager til at skrive romanen. Det skete med den bagtanke, at han så ville filmatisere den.

Meget kort om familien:
Det venstreorienterede og alternativt orienterede par, Holger og Jytte, flytter til Svendborg og stifter familie der. De får børnene Lene, Fredrik og Jakob. Lene læser til præst, gifter sig med Kyle og får job i Svendborg. Frederik bliver finansmand, og efter at have arbejdet i udlandet bosætter han sig i København og gifter sig med Birgitte. Jakob er noget rodløs og bor forskellige steder, men finder aldrig sit spor i tilværelsen.

Kort om bogen:
Aalbæk har med den baggrund, at han jo har initieret bogen, også læst den inden udgivelsen og leverer nogle højtflyvende udtalelser på omslaget: Guddommelig roman – så fed – stor læsning, men holder de pæne ord vand?

Kort fortalt: JA!

Det er en roman, der tegner et fascinerende portræt af ikke bare en families komplicerede indbyrdes forhold og de forskellige familiemedlemmers personlige udvikling, men også et tidsbillede med gode nedslag i hele perioden fra sidst i 1970’erne og op til i dag.

Igen vil det være synd at afsløre for meget af handlingen, for det vil spolere noget af læseoplevelsen, når man dykker ned i bogens personer. Guldagers beskrivelser af sine personer og deres indbyrdes forhold baseret på had/kærlighed er nemlig igen stærke og absolut troværdige.

Det er en roman, som har potentiale til en meget bred læsergruppe, og som vil være oplagt læsning i alle læsekredse! Der er rigtigt mange emner at snakke om, og der vil være mange vinkler at lægge på dem, så der vil helt sikkert blive diskussioner, og det er det allerbedste. F.eks.: hvorfor er der tale om en uskyldig familie?

Bliver bogen så til en film?
Det ved kun Peter Ålbæk og hans finansfolk, men det er også mindre vigtigt for mig, selv om om der er flere scener i bogen, som jeg sagtens kan forstille mig foldet flot ud i widescreen.

Det er en rigtig god bog, som sagtens – og med baggrund i andre mindre heldige filmatiseringer måske endda med fordel – kan stå alene. Nu bogen er kommet på gaden, må medierne gerne fokusere på andet end bogens ophav og promovere den som et fremragende litterært værk.

Fra bogens bagside:
(Jeg har tidligere gerne bragt bogens bagsidetekst først i mine blogs, men denne gang bryder jeg mig ikke om det, fordi jeg synes, teksten giver et skævt billede af bogen, og så er den ikke ret godt formuleret. Den fokuserer for meget på én af personerne i bogen og inddrager slet ikke bogens styrker: det kollektive og tidsbilledet af perioden.
Derfor bringer jeg bagsideteksten til sidst, så I får den herunder)

En uskyldig familie er historien om Frederik, der vokser op i Svendborg rejser først til Odense, siden København og New York. Efter nogle år som succesfuld finansmand blandt andet i Goldman Sachs, kommer han dog hjem til Europa, hvor han bryder sammen. Han længes hjem, men han bryder sig ikke om at besøge barndomshjemmet i Svendborg. Hans far er kun en skygge ved siden af hans stærke, frigjorte mor, hans søster er blevet præst og mener, at Frederik bør besinde sig på familien, på at ingen penge i hele verden kan købe den frihed, han drømmer om. Men hvordan skal han så blive fri?

Katrine Marie Guldager
En uskyldig familie
Politikens Forlag, 2016
(296 sider)

Fra bogens omslag:

Da Kristian dør, efterlader han sig en kone, en datter og en datterdatter. Og et hidtil ukendt sommerhus ved Limfjorden. I mange år har der været splid i familien, men en uge i Kristians hus tvinger dem alle til at se nogle sandheder i øjnene. Sandheder om hinanden, og sandheden om sig selv.

Bogen vandt Politikens Romankonkurrence 2016 og er den 22-årige forfatters debutroman.

___________________

Min anmeldelse:
Kristian var forfatter og forsvandt fra sin familie i lange perioder for at skrive. Han var på den måde en fjern skikkelse for familiemedlemmerne, og på et tidspunkt blev han og konen, Karen, også skilt. Historien foregår især, imens den ikke specielt velfungerende og harmoniske families 3 generationer mødes i det indtil da ukendte sommerhus, hvor også midtergenerationens kæreste/mand og hans søn deltager.

Samtidig med, at de alle skal finde sig til rette i de uvante omgivelser og med hinanden, hvor der er mange uudtalte problemer, går de på opdagelse i huset. Her leder de efter spor af Kristian og baggrunden for, at han boede i sommerhuset.

Desuden får især den yngste generation, det unge barnebarn Ida, kontakt med et par lokale og næsten jævnaldrende tvillingedrenge. De bor alene, da deres mor døde under deres fødsel, og de bidrager også til historien om Kristians liv i sommerhuset og på egnen.

Der på samme tid en stille tone i bogen og et stort psykologisk familiedrama. Det er en intens historie, hvor ikke alt lægges på bordet fra begyndelsen og som udvikler sig i løbet af læsningen. Historien fortælles kronologisk gennem de medvirkende 3 kvindelige hovedpersoner. De er på skift hovedpersoner og fortællere i kapitlerne, og den form fungerer fint i dette tilfælde. På den måde bliver situationerne set fra flere sider. Det er rigtigt interessant at læse om spillet mellem familiemedlemmerne og at følge deres indbyrdes afklaring med hinanden samt med deres fortid, og det er en godt skrevet historie med et fint flow. En stærk debut fra en helt ung forfatter.

Uden at kende de øvrige deltagere i romankonkurrencen, vil jeg sige, at Katrine Nørregaards bog er en god vinder – og den er samtidig en bog, der lover godt for hendes kommende forfatterskab.

Katrine Nørregaard
Løgnerens hus
Politikens Forlag, 2016
(316 sider)

Fra bogens bagside
Da Nora tager toget fra London for at besøge sin søster, Rachel, på landet, forventer hun at møde hende på stationen eller derhjemme i færd med at lave mad. Men da Nora træder ind i Rachels velkendte bondehus, finder hun sin søster liggende i en blodpøl.

Nora er lammet af sorg, og hun er klar over, at hun aldrig mere vil kunne vende tilbage til det liv, hun kender. Nora stoler af flere grunde ikke på politiet, og hun kaster sig selv ud i efterforskningen vel vidende, at der er dunkle hemmeligheder i hendes og søsterens fortid, som kan have stor betydning for opklaringen.

Min anmeldelse
Da jeg efter de første afsnit havde vænnet mig til forfatterens sikre fortællestil, hvor stemninger og personerne er i centrum før plottet, og hvor der springes i kronologien, fik jeg mig en intens og spændende læseoplevelse!

Med Nora som jeg-fortæller får vi en psykologisk og stærk krimihistorie om traumer, søstres tætte forhold, kærlighed, mistillid, sorg og vrede. Nora går i gang med sin egen efterforskning af mordet på søsteren og leder tilbage i hendes og søsterens fortid, hvor Rachel som ung blev offer for et voldsomt overfald.

Noras efterforskning og mistanker retter sig også mod lokale folk i den lille engelske by, hvor Rachel havde bosat sig, og her har Barnaby bestemt aldrig været. Det er en mere troværdig befolket og moderne by, Flynn Berry sender Nora ud i, og de medvirkende politifolk er på samme måde som de øvrige personer i bogen helt troværdige og interessante skikkelser.

Jeg synes, det er en fantastisk debut, der lover rigtigt godt for kommende gode læseoplevelser med Flynn Berry som fortæller, og hun må gerne fortsætte sin gode fortællestil. For hvor var det en fornøjelse som læser at befinde sig rigtigt langt fra den kronologisk fremadskridende og actionfyldte krimi, hvor en journalist eller en misbrugende politimand er på spil.

Flynn Berry
Skruestikken
Hr. Ferdinand, 2016
(337 sider)