Drustrups Bogblog

Frederik Backman: Ting, min søn skal vide om verden
og
Dag Sebastian Ahlander: Vise ord for glade gubber

Disse to bøger af svensk oprindelse har gjort stort indtryk på mig. Da jeg læste dem lige efter hinanden, og da de ramte ikke bare hjertet og hjernen, men også min aktuelle livssituation, får I indlæg om dem begge to på én gang – efter hinanden:
_________________________________________________________________

Fredrik Backman: Ting, min søn skal vide om verden

Som netop bedstefar til en lille dreng (se billedet herover) har jeg læst denne bog med særlig interesse, for den kan også være tankevækkende og underholdende læsning for bedsteforældre, men jeg vil lade den nye barnefader læse den – helt sikkert også til hans store fornøjelse! (Og iøvrigt er bogen oplagt for hele Fredrik Backmans store flok af læsere).

Det er en af den slags bøger, som er enten en belastning eller lidt ekstra underholdning for folk i nærheden af den læsende, fordi der hele tiden er gode afsnit og udsagn, der skal deles og læses højt, med fantastiske formuleringer og groteske vinklinger på virkeligheden, som Backman ser den!

Bogen formidler kondenseret livsvisdom om barndom og relationer i en familie på en morsom, selvudleverende, rørende, tankevækkende, absurd, klog, skævt vinklet og rammende måde.

Fredrik Backman bruger sig selv og sin familie, så det nærmer sig udlevering af sig selv og konen, men som samtidig viser hans ubetingede kærlighed til sønnen og hans mor samt den rolle, hun spiller for dem begge.

Indgangsbønnen er “Jeg vil godt sige undskyld. For alt det, jeg kommer til at gøre i de næste sådan cirka 18 år. For alt det, jeg går glip af. Alt det, jeg ikke forstår.”

Udgangsreplikken er:

” Og når jeg er belastende. Når jeg er pinlig. Når jeg er uretfærdig. Så vil jeg gerne have, at du tænker på den dag, hvor du nægtede at fortælle, hvor du havde gemt mine bilnøgler.

Og husker på, at det rent faktisk var dig, der begyndte.”

Derimellem er bogen struktureret omkring 12 temakapitler om blandt meget andet: livet, lort, trafikregler i IKEA, tro og religion, om at være pinlig, om at gøre det rigtige (uden at det altid er det), om at spille fodbold eller at være udenfor, om mandighed, om at være helt, om bagagebånd i lufthavne og om livets små marginaler. Imellem kapitlerne er der korte tekster lidt som aforismer, replikskifter og huskesedler.

Stil og humor er kendt fra Fredrik Backmans øvrige bøger om Ove, Elsas mormor og Britt-Marie, og hos mig vækker den med sin satiriske og skæve vinkling desuden minder om et herligt mix mellem Erlend Loe og Finn Søeborg. Vil man læse mere i samme korte og præcises stil, hvor daglige oplevelser ses med Backmans skæve vinkler – så følg med på hans blog HER.

Bogen er endnu et bevis på, at det ikke er mængden af sider, der er afgørende for en bogs kvalitet.

Jeg er helt sikker på, at sønnen nok skal erkende, at far altid havde ret! (Men sikkert først når han er blevet voksen!)

Fredrik Backman
Ting, min søn skal vide om verden
People’s Press, 2016
(175 sider)
__________________________________________________________

Dag Sebastian Ahlander: Vise ord for glade gubber

med undertitlen: 109 opløftende tanker til den fortsatte færd

Bogen er passende læsning kort efter efterløn og pensionering er trådt i kraft, og det bliver en bog, jeg ikke bliver færdig med foreløbig.

Den bliver i et godt stykke tid en bog med fast plads ved sengen, på spisebordet, ved læsestolen, på sofabordet eller andre steder, der lige er tid til at læse lidt fornuftigt snak og få et vitamintilskud til livsglæden.

Under læsningen kom jeg pga. af undertitlens brug af tal til at tænke på min barndoms små hæfter med muntre historier begyndende med “501 Humørpiller”, men Ahlanders bog løfter opmuntringen op på et helt andet plan, hvor der tilføjes klogskab, eftertænksomhed og dybde, idet forfatteren er en vis og belæst mand med indsigt og viden.

Den viden formidler han til trøst og glæde for de 65-80-årige (især mænd fordi han bruger sine egne erfaringer), men indholdet er rigtigt godt til alle aldre og begge køn.

Bogen rummer langt flere end 109 opløftende udsagn, der vil kunne skabe positive tanker hos alle læsere og blæse enhver begyndelse til misantropi langt væk.

Jeg har ikke læst forgængeren “Håndbog for glade gubber” (2014), som på bibliotekerne er gemt i opstillingsgruppen med “Praktisk etik i alm.” (15.2). Så kan man ærgerligt nok være ret sikker på, at ingen fra målgruppen falder for den ved et tilfælde, og denne nye bog ender sikkert samme sted.

Nu ved I det og kan finde den selv eller spørge efter den, læse den (eller dem begge) og anbefale dem til jeres jævnaldrende på 60+ eller til nogle andre i den aldersgruppe (eller på vej ind i den).

“Livet er fyldt med muligheder. Det bedste er ikke gjort endnu. Så held og lykke med resten af dit liv.”

Dag Sebastian Ahlander
Vise ord for glade gubber
People’s Press, 2016
(245 sider)

med undertitlen:
Amerika genopdaget på Appalacherruten

Et kort citat:
“Her er stof til eftertanke. Hvert tyvende minut på Appalacherruten gik Katz og jeg længere, end gennemsnitsamerikaneren går på en hel uge”

En fantastisk bog om bl.a. menneskers forhold til naturen, om naturforvaltning i USA gennem tiderne og om at vandre.

Bill Bryson beslutter at gå hele Appalacherruten på mere end 3.400 kilometer og får følgeskab på dele af turen af en af sine venner, Stephen Katz. De tager turen i etaper og med flere smutture, og det hele beskrives i en direkte form med humor, selvironi og indsigtsfulde reportager fra deres strabadser – bl.a. om nogle af de typer, de møder undervejs. Afvekslende med dette fortæller han historien om Appalacherruten, der strækker sig gennem 11 delstater i det østlige USA.

De når ikke at gå hele ruten, men samlet set bliver Bill Brysons etaper til 1.400 kilometer, og hans odyssé gennem den amerikanske vildmark er både underholdende og tankevækkende – eller som et citat fra Sunday Times ganske præcist beskriver det: En seriøst morsom bog.

Bogen indgår i forlagets serie “Rejsebiblioteket”, hvor også forfatterens “Down under : fra et solbagt kontinent” indgår. Bill Bryson har desuden fået udgivet disse bøger på dansk: “Fra en lille ø : rejser i England”, “En kort historie om næsten alt” / “En meget kort historie om næsten alt” og “Shakespeare : verden som scene”.

Bill Bryson
En tur i skoven : Amerika genopdaget på Appalacherruten
C & K Forlag, 2016
(299 sider)

Endnu et personligt og fascinerende bud på en historisk samtidsroman

Om serien

Lige siden “Brobyggerne” har jeg været hooked på Jan Guillous serie. Selv om de enkelte bind i serien ikke for mig har været lige gode, udgør serien alligevel samlet set et unikt værk af stor vægt og (ret sikkert) af blivende betydning.

Min læsning af serien har været interessant især pga. Jan Guillous evne til hver gang at vælge elementer fra og vinkler til på samtiden og gennem sit valg at kunne fortælle bredt om periodens historie. At historien om 1. Verdenskrig f.eks. fortælles med udgangspunkt i de kæmpende nationers krigeriske handlinger i Afrika, er et godt eksempel på den unikke vinkling. Det er helt logisk, at forfatterens valg jævnligt har provokeret anmeldere, historikere, politikere og læsere, men det gør ikke min læseoplevelse mindre god.

Om bogen

Med denne nye og sjette bog i serien er vi nu nået frem til 1950’erne, hvor fortælleren og hovedpersonen er Eric, der er barnebarn af en af de oprindelige brødre, Oscar, og søn af Hélène med den franske adelsmand, Antoine Letang. (Guillou har aldrig lagt skjul på inspirationen til Lauritzen-familien fra sin egen familie og opvækst, men der er meget tydeligt rigtigt meget Guillou i romanpersonen Eric, så gu’ ve’ om han senere i serien ansættes på FIB/Kulturfront, blandes ind i IB-Affären og kommer i fængsel?!)

Bogen begynder i 1953, hvor Eric er 9 år, og slutter i 1959. Tidsbilledet af perioden tegnes gennem flere tidstypiske og nostalgiske elementer især fra den amerikanske påvirkning af kultur i f.eks. musik og film og selv med den svenske oprindelse er tidsbilledet nemt at finde klare paralleller til i Danmark.

Såvel i det svenske samfund som i familien Lauritzen sker der store ændringer mht. økonomi og status. Velstanden vokser, socialdemokraterne tager over, mens Lauritzen-imperiet efter morfar Oscars død smuldrer en del, og familien forlader det elskede Saltsjöbaden.

Historien om 1950’erne er også historien om ændrede identiteter fra barn til ung/voksen, om fædre og patriarker, om klasseændringer og om verdenshistorien set fra et barns synspunkt.

Eric vokser op familien med sin mor, en halvbror og sin voldelige stedfar. Den del af historien genkendes fra Guillous roman “Ondskaben”, og efter forældrenes skilsmisse kommer Eric også på den samme type kostskole som i denne bog. Her møder han Erik Ponti, der er hovedperson i neto “Ondskaben”, og som også optræder i flere andre af Guilllous bøger.

Med historien om Lauritzens-familien fortælles endnu engang hele Sveriges historie – og samtidig også hele verdens, og igen er denne historie formidlet personligt og engageret på fornem og velskrevet vis – og set gennem Jan Guillous skarpe og helt særlige filter.

Selv med læsning af alle seriens første bind in mente er det alligevel rigtigt godt, at der forrest i denne bog er en ajourført slægtstavle med familiernes medlemmer. Den blev konsulteret jævnligt til at begynde med.

Form og fremtid

Guillou leger i bogen med den litterære form og koketterer med sit eget skriveri af denne bog, idet han kompenserer for den 9-14-årige fortæller og hovedperson Erics modenhed og evne til at gennemskue og beskrive sin samtid. Det sker ved tekstafsnit skrevet af Eric fra studenteroprørets Paris i 1968.

Her skriver Eric svar til sin mors kusine Johanne (hovedpersonen i “Blå stjerne”) på hendes kommentarer til de tekster, vi som læsere lige har læst, og som i metaafsnittene fremstår som skrevet af Eric i 1968 som voksen, spirende forfatter. Johanne er nemlig i mellemtiden blevet litteraturkritiker på Dagens Nyheter.

Især det afsluttende kapitel lægger spor ud til kommende dele af serien, og samtidig understreges det litterære link mellem Eric Letang og Jan Guillou. Spændende!

Det bliver for alvor interessant på et tidspunkt at læse hele serien igen forfra og i rækkefølge, og forhåbentlig når Guillou at få gjort serien færdig med mindst 4 bind frem til den planlagte afslutning med 11. september 2001.

Det vil jeg se frem til – altså ikke at serien slutter, men at læse også næste års bind og ikke mindst den samlede serie om Det Store Århundrede!

Læs mere om Jan Guillous egne 1950’ere HER

Jan Guillou
Ægte amerikanske cowboybukser
(Det store århundrede, 6)
Modtryk, 2016
(372 sider)

Læsningen af denne britiske krimi har taget noget længere tid end sædvanligt for min læsning af krimier. Det skyldes til dels andre aktiviteter, men især bogens længde kombineret med tekstens og plottets beskaffenhed. Samtidig var det en bog, som jeg ville læse færdig, fordi den var spændende og interessant, og fordi jeg ville se, om slutningen var som forventet. (Det var den faktisk).

Se mere her:

Det er bog, som krimilæsere og anmeldere aldrig vil blive enige i deres vurderinger af, fordi den er så markant og kompromisløs.

Den vil måske dele vandene med sin beskrivelse af personernes handlinger i den kriminelle og sexuelle verden med tilhørende markant brug af “explicit content”, som i musikverdenen ville kræve en advarende label med “Parental advisory”. Aktiviteter og sprog virker autentiske for den verden, bogen foregår i, og nogle læsere vil finde det ægte og inciterende, mens begge dele vil medføre afstandstagen hos andre.

Den vil også dele vandene med sin litterære form, hvor der bl.a. er rigtigt mange replikker og beskrivelser af personernes tanker, en form der i kraft af mange gentagelser og udpenslinger giver en del langsomhed og en bog med mange sider. Det vil hos andre læsere bidrage til dybde i handlingen og personerne.

Forlagets presseomtale er inde på noget af det samme. Martina Cole beskrives som “Britain’s Queen of crime”, som med mere end 12 mio solgte krimier og sin faste placering allerøverst på bestsellerlisterne betegnes som en af Englands største kvindelige krimiforfattere. Samtidig står der: “Sat på spidsen – Martina Cole er forhadt af den engelske litterære klasse, men elsket af masserne.”

————————–

Kort om bogen
Den middelmådige gangster, Freddie Jackson, løslades fra fængsel og fortsætter sine kriminelle aktiviteter med prostitution, narko, pengeinddrivelse, vold og mord sammen med den yngre fætter Jimmy Jackson. De to og deres familier er hovedpersonerne i bogen, og den flok udgør sammen med andre samarbejdende småforbrydere og kriminelle hele persongalleriet. De par politifolk, som er med, er korrupte.

Omdrejningspunktet er familiemedlemmernes indbyrdes forhold, der er baseret på afhængighed af hinanden og af stoffer/druk, og som gøres skrøbeligt af bl.a. vold, magtkampe, psykopatisk opførsel, voldtægter, økonomi baseret på forbrydelser og generel mistillid.

Situationen for de to familier tilspidses, da den overordnede gangster fra fængslet langsomt, men sikkert ændrer magtbalancen mellem de to fætre og organiserer et leder- og generationsskifte til fordel for den yngre, Jimmy.

I perioden 1984 til begyndelsen af 2000-tallet får vi historien om 2 dysfunktionelle forbryderfamilier i et sandsynligt portræt af et kriminelt Under-England, hvor de indbyrdes forhold mellem en flok billige “wannabe gangstere” og deres familier udvikler sig dramatisk og voldsomt.

————————–

På den ene side

Tidsbilledet og udviklingen af de kriminelle aktiviteter virker absolut plausible, og historien giver et godt indblik i en kriminel verden, der ikke ofte skildres i krimier i bogform eller på film. Det er interessant, og kombineret med en spændende historie er resultatet en krimi, som helt sikkert vil fængsle en god del krimilæsere.

————————–

På den anden side
Der er også grunde til, at andre krimilæsere vil sige fra ud over det direkte sprog og den ofte sexistiske handling. Ingen af delene skræmmer mig, fordi begge dele hænger logisk sammen bogens univers.

Især kan det dog være svært at bevare overblikket over personer og handling, fordi der i hvert kapitel er rigtigt mange og ikke helt overskuelige skift mellem hovedpersoner, situationer og tidsforløb.

De mange personer hedder stort allesammen noget med y eller ie til sidst i navnet: Freddie, Jimmy, Maddie, Maggie, Kitty, Jackie, Ozzy osv. Det og anstalter af medvirkende kan gøre det svært at holde dem adskilt fra hinanden og kan få det til at virke som karikerende, men sådan er virkeligheden sikkert.

Historien rummer også på andre måder bare rigtigt meget af det hele, og det gælder ikke kun navnene. Det gælder også de mange og lange afsnit, hvor personernes handlinger forklares og beskrives i alle detaljer, så mængden af informationer og gentagelserne skygger for overblikket og for “drivet” i historien.

————————–

Kort sagt:
Læs bogen for at få oplevelsen og indsigten – og ikke mindst for at kunne danne din egen mening om den, for denne krimi er som sagt både interessant og spændende.

————————–

Martina Cole har skrevet rigtigt mange bøger, men det er kun forfatterens anden bog på dansk og den første i “nyere tid”, idet den første – En farlig kvinde – kom i 1994 på Vintens Forlag og i bogklub.

Bogen er lavet til en tv-film i flere afsnit, og det har sikkert bidraget til populariteten.

Martina Cole
Kuppet
Jentas, 2016
(557 sider)

Jeg
er lige gået i gang med at læse denne bog, der er nummer 6 i forfatterens
enestående romanserie om 19. århundrede, og den har jeg set frem til et helt
år. Forfatterens rytme er nemlig at udgive én bog om året, indtil handlingen er
kommet frem til 11. september 2001.

Da
vi på Hjørring Bibliotek var så heldige efter flere års forarbejde at få besøg
af Jan Guillou sommeren 2014, gav han en rigtig god introduktion til sit
forfatterskab, og hans historie fik vi lov at optage. Den skal I ikke snydes
for, så lyt med HER:

Interessant
læsning og et godt udspil fra en debutant. Læs den!

Forfatteren er med denne bog en blandt mange nominerede til årets
debutantpris på BogForum 2016 – se dem alle HER – og uden at have læst ret
mange af de mange debutanters værker, er jeg overbevist om, at Louise
Stigsgaard er et ret god bud på en vinder med denne bog. Det fortjener hun så
absolut at være!

Det er en insisterende og intens bog, der baseret på stor viden og indsigt
formår at fortælle en både aktuel, relevant og varm historie. Det er ikke en egentlig krimi eller en spændingsbog, men “bare” en rigtig god bog, som både er spændende og interessant.

Scenen er den internationale/nationale politiske situation med udgangspunkt
i Mellemøsten, men handling og indhold er desuden personligt almengyldige.
Kombination er god, mens den litterære form måske kunne have været pudset mere
på, men bogen fungerer stadig rigtigt fint.

:::::::::::::::::::::

Kort om bogens
indhold:
Den danske journalist Sara Skarsgaard bor i Beirut med sin mand, der er
udstationeret af FN, og deres lille datter. Hun skriver til en dansk avis om
forholdene, da en tidligere ven og elsker, Bill Buffet, findes dræbt i Beirut med
en aramæisk tekst skåret ind i huden. Bill er en internationalt anerkendt
tv-journalist, så sagen vækker stor opmærksomhed, især fordi der er tegn på
kobling til terrorgrupper. Sara dækker sagen til den danske avis, og hun drages
hurtigt ind i opklaringen, og situationen eskalerer voldsomt. Det ender i
gidseltagning og kontakter til terrorgrupper samt mødet med en hellig kriger
med dansk baggrund. Samtidig tager Sara sit eget liv i fortid og nutid op til
overvejelse.

:::::::::::::::::::::

Kort om forfatteren:
Den danske journalist Louise Stigsgaard har tidligere boet i Beirut,
Jerusalem og New York, men bor nu i København med sin familie. Hun har i
rigtigt mange dybdeborende artikler dækket emner fra især de lande, hun har
boet i, i en lang række medier. Hun er desuden litteraturuddannet.

Forfatterens erfaringer og uddannelser danner helt klart baggrund for
bogen, og det styrker dens person- og miljøskildringer på fornem vis, og de
medfører også at beskrivelsen af de bagvedliggende konflikter i hele regionen
fremstår ægte og i et klart lys.

:::::::::::::::::::::

Forlaget slutter selv presseomtalen på denne måde således, og det
konkluderer fint på bogen:

“Natten er fuld af lys” er en fortælling om kærlighed og hævn. Om hvad tro og
passion kan koste, og om alle de øjeblikke som er værd at huske.

Louise Stigsgaard
Natten er fuld af lys
People’s Pres, 2016
(300 sider)