Drustrups Bogblog

På en dag, hvor den længe ventede og ret meget forhåndsomtalte nye
Jussi/Carl Mørch-bog udkommer, har jeg dette enkle bidrag til mediemylderet.

Da Jussi Adler-Olsen tidligere på året mødte en gruppe bogbloggere på
Hjørring Bibliotek (se “selfie”-billedet øverst t.v. taget af Rebekka
Andreasen fra www.vildmedkrimi.dk), løftede han lidt af sløret for bogens plot,
så jeg var ved læsningen forberedt på, at sekretæren i Afdeling Q, Rose, ville
være hovedperson, og at der for første gang ville blive afsløret noget om
hendes fortid. Og den vinkel var jeg rigtig glad for i den nye bog.
Samtidig glæder jeg med til næste bind, hvor Assads hemmeligheder – eller i det
mindste nogle af dem – vil blive fortalt.

Der er flere lag og parallelle historier i den nye bog, der som tema ud over
Roses baggrund og traumer har nogle unge kvinders egocentrede og
selviscenesættende (deraf bogens titel) forhold til samfundet og til familien.
De er sociale tilfælde, der kræver ind og ikke yder noget som helst til
fællesskabet. Til dette tema hører desuden socialarbejderen Anne-Line og hendes
holdninger til denne type sociale klienter samt ikke mindst hendes voldsomme
opgør med dem.

Da Rose bryder sammen i bogen, går en god del af afdeling Qs arbejdstid med
at opklare baggrunden for hendes traumer og af og til mystiske optræden, hvor
hun tidligere optrådte som sin søster. I bogen møder vi hendes søstre rigtigt
og går tilbage til hendes barndom.

Rose bor nabo til bedstemoderen til en af de unge piger, så her krydses
linjerne i bogens historier, og selvfølgelig/heldigvis skal vi følge afdelingen Qs belastede
forhold til politiledelsen og andre afdelinger på politigården.

Et par tillægshistorier er nogle mænds forbryderiske aktiviteter helt fra
nazitiden og frem til nutidig psykisk terror mod børn.

Historien er både voldsom i sine beskrivelser og på en gang politisk og
politisk ukorrekt. Emnet med de sociale klienters liv og forhold er politisk,
mens deres handlinger er absolut grænseoverskridende politisk ukorrekte, men de er rigtigt gode til
at bringe den spændende og godt fortalte historie videre.

Det hele fortælles i daterede og ikke altid kronologiske afsnit, hvor
skiftende personer fra bogen er fortællere. Jeg læste bogen hurtigt og var hele
tiden spændt på, hvor jeg blev forledt hen undervejs. Samtidig blev jeg
underholdt med en vedkommende og spændende historie med en god kompleksitet og
sammenhæng.

Det vil vel være passende at give bogen en grafisk rating, og hvad er mere
passende end at læne sig op ad et kendt bilmærkes logo:

Jussi
Adler-Olsen
Selfies
(Afdeling Q;7)
Politikens
Forlag, 2016
(507 sider)

Se min blog/anmeldelse af denne bog på krimifan.dk HER:

Det er ikke underligt, at denne krimi bl.a. er kåret som årets
bedste norske krimi i 2015. Den er med sine tidsskift mellem 1942, 1967 og 2015
og med sine skiftende synsvinkler komponeret så inciterende, at det er dumt at
begynde på bogen, hvis ikke man har tid til at gøre den færdig i få læseomgange
– eller en enkelt.

Sammen med sit spændende plot med udgangspunkt i krigen – især modstandskampen i Norge og livet i Sverige – er det fascinerende læsning med fine personskildringer og indbyrdes psykologisk
spil centreret om skyld og hævn.

1942: Den jødiske kurer for modstandsbevægelsen, Ester, flygter til Sverige, da
hendes forældre arresteres, og veninden Åse bliver myrdet. Venindens mand,
Gerhard, må også flygte, mens deres fælles lille pige, Turid, sættes i pleje
hos familie og bortadopteres senere. Gerhard mistænkes for mordet og
efterstræbes fra flere sider, da han forsvinder og erklæres død.

1967: Gerhard dukker op i Stockholm. Hvor han været, hvorfor kommer han tilbage,
får han kontakt til sin bortadopterede datter, var han Åses morder, og hvordan
tages han imod af folkene, han kendte under krigen?

2015: Turid opdager, at et armbånd, hun kender som sit eget stjålne smykke,
pludselig er på auktion, og så bindes trådene fra fortiden sammen i nutiden.

Velskrevet og stemningsfuldt fortælles en historie, hvis historiske
grundlag står stærkt under læsningen, og hvor denne del af bogen dækker cirka
samme tid og lokaliteter som Jan Guillous “Blå stjerne” og også
vækker mindelser hos mig om Gard Sveen: “Den sidste pilgrim”.

Den vil derfor ikke udelukkende kunne læses af krimilæsere med lyst til en
rigtig god krimi med et psykologisk plot fortalt langsomt, intenst og
underspillet, men den vil også med fornøjelse kunne læses af andre med lyst til
en god historisk baseret historie.

Mindst lige så god som forfatterens serie med Gunnarstranda og Frølich.

Kjell Ola Dahl
Kureren
Modtryk, 2016
(350 sider)

Lige siden “De hængte hunde” og “De mørke mænd” har jeg ventet på slutningen af historien om krigsveteranen Niels Oxen og hans kamp mod såvel sine egne dæmoner og PTSD som de magtfulde folk bag organisationen Danehof med sit historisk baserede netværk.

Og med Jens Henrik Jensens tradition for at lave trilogier, regner jeg med, at dette bind 3 “De frosne flammer” netop er sidste bind, selv om han i et TV-interview åbnede for muligheden af en fortsættelse.

De 3 bøger skal absolut læses i rækkefølge for at få det fulde udbytte af den velskrevne historie, det godt sammensatte plot samt de rigtigt interessante personer.

Næsten som Lisbeth Salander i Stieg Larssons trilogi efterlades Niels Oxen formodet død sidst i bind 2, regner alle også med, at Oxen døde i forrige bog, og derfor kan han i det skjulte også begynde sin kamp mod Danehof og opklaringen af de dramatiske begivenheder i de første bøger, der førte til, at han blev anklaget for mord. Den anklage vil blive rejst igen, hvis man opdager, at han stadig er i live.

Det er den ydre ramme om bogens plot, og som i alle foromtaler, blogs og anmeldelser er det utroligt synd, hvis der afsløres for meget af bogens handling, og det har jeg heller ikke tænkt mig at gøre her.

MEN det skal slås fast, at det er hamrende effektiv underholdning med sit politiske og konspirationsteoretiske indhold. Mens den seneste bog af Dan Brown bare er et remake af alle de forrige, og der ikke tilføres spor nyt, så er denne bog en rigtig god afrunding af historien om Niels Oxens verden samt om Danehofs magtstrukturer og det samfund, der har skabt dem. Begge forfattere har et godt greb om konspirationer og action, men Jensen udvikler sig betydeligt mere og bedre.

Jens Henrik Jensen bliver nemlig bedre og bedre for hver bog, synes jeg, og jeg kan næsten ikke vente på på den næste bog fra hans hånd. Det vil vise sig, hvor den fører os spændte læsere hen, men en fortsættelse af historien om Niels Oxen er åbenbart ikke helt afskrevet. En anden mulighed er en ny trilogi, hvor Oxens faste makker og interessante person, Margrethe Franck, er centrum for endnu en spændende historie af Jens Henrik Jensen. Eller måske endnu bedre: overrask mig – igen!

Jens Henrik Jensen
De frosne flammer
Oxen; 3
Politikens Forlag, 2016
(543 sider)

Da jeg læste Jonathan Troppers første bog på dansk ” Syv satans lange
dage” (engelsk titel: “This is where I leave you”),
var jeg fuldstændig solgt.

Dels var det en rigtig morsom bog, men der var meget mere dybde i bogen end
kun det sjove, og dels fik jeg et indblik i de jødiske traditioner især i
forbindelse med dødsfald og begravelser. Som bibliotekar oplevede jeg også, at
det var en bog, som en bred målgruppe af meget forskellige lånere alle fandt
bogen rigtigt god.

Derfor var mine forventninger til denne næste bog på dansk af Jonathan
Tropper også ret høje, og jeg må sige, at de blev indfriet til fulde!

Egentlig ligner rammen for historien lidt rammen i “Syv satans lange
dage” på den måde, at en mand vender hjem, men denne gang er det ikke bare
en familie, der hænges ud, men en hel by.

Joe Goffman er en forfatter, der i sin første og hidtil eneste bog, som
blev en bestseller og senere blev filmatiseret, har fornærmet hele sin
barndomsby. Han portrætterede i bogen byens beboere på en råt-for-udsødet måde,
og han har ikke været hjemme siden. Da denne bog begynder, er der gået 17 år,
siden han forlod byen, og 2 1/2 år siden hans bog udkom. Men nu er Joe nødt til
at forlade sin tilværelse som ombejlet (og ensom) ungkarl i New York for at
vende hjem, fordi hans far er død.

Det kommer ikke til at gå stille af i den amerikanske lilleby Bush Fall,
for Joes tilbagevenden ribber op i alle sår hos ham selv samt bl.a.
skole”kammeraterne”, broderen og hans familie, sheriffen, læsekredsen
og ikke mindst byens stolthed: basketballholdet og dets træner. Det kommer der
mange groteske optrin ud af, der alle bidrager til at tegne billedet af livet i
byen, præcist som i Joes debutbog. En del af kapitlerne i Jonathan Troppers
“Joes bog” er netop dele af Joe Goffmans debutbog, og det giver en
fin dynamik i bogen.

Lige før turen tilbage til barndomsbyen havde Joe afleveret sit manus til
den svære bog nummer 2, og det bringer hans ret specielle redaktør og manager
på banen. Et herligt bekendtskab. Lige så herlige er mødet med
barndomskammeraten, Wayne, og hans første kæreste, Carly.

Bogen er velskrevet med mange lag ud over alt hurlumhejet, det sjove og det
groteske, som er forfatterens virkemidler til at fortælle en dybere historie om
at finde sin identitet og holde fast i den samt om venskaber og kærlighed, men
det er samtidigt hamrende morsomt fortalt.

Endelig er der sat Bruce Springsteen-musik og tekster til hele historien
både som citater i den fysiske bog og i personernes liv som beskrevet i
historien. Det gør det ikke ringere.

Egentlig overrasker slutningen ikke, og men det gør slet ikke noget, for bogen vil helt sikkert efterlade
læserne lige så godt underholdt som med “Syv satans lange dage”. Der
er kun ét at sige: hit med resten af forfatterens bøger! Hvis bare de er næsten
lige så gode som de første 2, er der ingen grund til ikke at udgive også
forfatterens 3 øvrige bøger!

Jonathan
Tropper
Joes bog
Modtryk, 2016
(333 sider)

Politimakkerparret Pia Kirchhoff og Oliver von Bodenstein er hovedpersoner i denne tyske krimi med et ret kringlet plot, der undervejs breder sig i mange retninger og ikke altid virker lige overbevisende eller logisk, men rigtigt spændende er det.

En begrænsning af virkemidlerne, en opstramning af plottets mange dele og en strammere komposition med færre sider som resultat ville have gjort bogen endnu bedre, for god er den.

Efter disse måske en anelse negative udsagn får I lige et kort rids af plottet og med en anbefaling om at give bogen en chance og jer selv en god læseoplevelse.

11 år efter 2 unge piger forsvandt fra den lille by, Altenhain, kommer den dengang dømte unge mand, Tobias, ud fra fængslet og vender tilbage til byen. Han blev idømt fængsel i 10 år på indicier, og pigerne er aldrig blevet fundet, men byens beboere betragter ham generelt som skyldig og provokeres af hans tilbagevenden. Det bliver endnu værre, da endnu en ung pige forsvinder, kort efter Tobias er kommet tilbage – især fordi hun ligner en af de først forsvundne piger, der havde tilnavnet Snehvide.

Historien tager fart, da en kvinde med forbindelse til Altenhain skubbes ud/falder ned fra en bro, og da man finder et skelet, der viser sig at være fra en af de først forsvundne piger.

Politibetjentene Oliver von Bodenstein og Pia Kirchhoff har nok at se til i bogen. Ud over private problemer og opgør med overordnede er der så mange skjulte hemmeligheder, hævnmotiver, gammelt nag, selvtægt og mystiske relationer mellem beboerne i den lille by, at det er svært at trænge gennem alle sagens lag og de mange fortielser. Sandheden har mange sider, og de afsløres langsomt men sikkert gennem godt politiarbejde.

Der er også sket en hel del med den sociale struktur i byen i de 10-11 år siden pigerne forsvandt, og både løgne og massiv tavshed går i hånd med kærlighed og forblændelse i en sag, hvor også selve landsbyens liv er i centrum for historien, der skrives fra flere hurtigt skiftende synsvinkler.

Det er forfriskende med en tysk krimi fra en tysk forfatter, for dem er der ikke mange af på dansk, men jeg vil lige pege på Oliver Bottini som en (anden) god mulighed for at læse gode, tyske krimier.

Kan du lide krimier med indviklede plots og mange spor i flere retninger samt med mange personer – og interessante politifolk, så prøv denne bog. Du vil være nødt til at læse bogen færdig – hurtigt. Det vil du for dels at finde ud af, hvordan det hele kan komme til at hænge sammen, og fordi den er spændende.

Nele Neuhaus udgav selv den første bog i serien med Pia Kirchhoff og Oliver von Bodenstein, inden hun blev opdaget og signet af et stort tysk forlag. I alt er der kommet 8 bind i serien på tysk, når bind 8 udkommer sidst i oktober 2016.

People’s Press har valgt at udgive bind 4 i serien først. Det vil være ærgerligt, hvis ikke der kommer flere på dansk, selv om denne bog sagtens kan læses, uden man har læst de 3 forrige.

Nele Neuhaus
Snehvide skal dø
People’s Press, 2016
(450 sider)