Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få besked, når der er et nyt indlæg

Jacob Jonia: Dansen om guldkalven

Krimi og spænding Tilføjet af Per DrustrupPosted on 25 mar, 2024 20:13

Bogen er ligesom seriens første bind gæsteanmeldt af Palle Thomsen.

Fra bogens bagside:
Tre godser. To forsvindinger. En kamp mod tiden.

Lolland 1928. Under en sneppejagt bliver der skudt mod Danmarks justitsminister. Lederen af Statspolitiets Rejseafdeling, Himmelstrup, mener først, at det er en banal jagtulykke, men da en polsk roepige fra området forsvinder, indser han, at der er mere på spil. Han tager selv til Lolland, hvor to af hans folk allerede befinder sig.

En bidende kold vinter lægger sig over den flade ø, hvor Himmelstrups hold møder et lukket samfund. Der er spændinger mellem de polske løsarbejdere og de danske godsforvaltere, og situationen spidser til, da en polak findes dræbt med en møggreb i brystkassen. Men de mest uforsonlige konflikter finder Himmelstrup blandt medlemmerne af den magtfulde slægt, Søndermark, der ejer det meste af jorden. 

Under sæsonens sidste jagt er alles øjne rettet ministeren, og ingen ser, at hans datter forsvinder. Himmelstrup kæmper mod tiden for at opspore sandheden om den konflikt, der eskalerer for øjnene af ham, og finde både den polske pige og ministerens datter i live.

Palle Thomsens anmeldelse:
Det er andet bind om Otto Himmelstrup og Danmarks første rejsehold. Jeg var begejstret for bind 1 “Den yderste grænse”, som jeg anmeldte her – https://blog.drustrup.dk/?p=1779 , og jeg er ligeså begejstret for bind 2 = 452 siders god krimi.

Jonia har igen begået en formidabel historie. Denne gang foregår den på Lolland i 1927 og 1928 blandt godsejere, tumpede lokale politifolk og underkuede polske roearbejdere. Foruden det velkomponerede plot får vi en god beskrivelse af de forhold, som de polske roearbejdere arbejdede under. Det var ikke gode forhold, men vel nærmest slaveforhold. Ikke en stolt periode i Danmarkshistorien. Vi får også et godt indblik i familieintriger blandt godsejerne og gårdmændene, der alle mere eller mindre er traumatiserede af en hård barndom og tidligere tiders fattigdom.

Rejseholdet er en lille sluttet enhed af dedikerede politifolk, som også slås med hver deres, men som alligevel formår at komme til bunds i det lollandske morads.

Det er ikke en page-turner, men en langsomt fremadskridende fortælling og ikke én side for lang.

Jeg er imponeret af Jacob Jonia. Bind 1 gav jeg 9 point, men denne gang er jeg nødt til at give ham 10 point ud af 10.

Jacob Jonia
Dansen om guldkalven
People’s, 2024 
452 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Kristian Bang Foss: Manden der bar solen

Alt muligt andet godt Tilføjet af Per DrustrupPosted on 23 mar, 2024 20:31

Fra bogens bagside:
Limfjorden i bronzealderen. Efter mange år sydpå rejser den unge høvdingesøn Raudon hjem til sin fødeegn for at overtage magten efter sin far. Han møder den ølbryggende enke Thunran og bliver forelsket, men fortæller hende ikke, at han skal giftes med en anden. Og snart går det op for ham, at hans tvillingebror også vil regere – og hans far vil slet ikke af med magten.

Samtidig bliver det sværere at skaffe den bronze, der skal ofres for at få solen til at stå op. Ved Middelhavet kollapser de gamle imperier, og kaos rykker nordpå. Raudon indser, at han må samle en stor hær for at sikre handelsvejene og beskytte sin familie. Men han har svært ved at samle tankerne: Hans to koner kan ikke enes, hans gamle far er ved at miste grebet, broren kan ikke se problemet, og kun ét er sikkert: Krigen kommer.

Manden der bar solen er en bronzealderroman om familier under ekstreme vilkår, der selv må udøve den vold, deres velstand afhænger af. Om krig, kærlighed, loyalitet og forræderi og om de spinkle fortællinger, vi bygger vores civilisation på.

Min anmeldelse:
Som meget historisk interesseret var jeg nysgerrig på, hvordan denne roman beskrev livet i bronzealderen. Jeg har før læst romaner, der foregik i oldtiden og har ikke været lige glad for dem både med hensyn til den historie, de ville fortælle, og for selve det historiske indhold og dets niveau i forhold til faktisk viden. Derfor var jeg spændt på begge dele i denne bog. 

Kort fortalt så blev jeg på begge områder både underholdt og imponeret.

Mht. det historiske grundlag så har forfatteren selvfølgelig fabuleret frit og kunstnerisk, da kilderne fra bronzealderen, som gik fra 1700 år til 500 år før vor tidsregning, ikke er skriftlige, men overvejende baseret på fund og forskning. Han har fået hjælp af flere sprogforskere, historikere og arkæologer, hvor sprogforskerne har leveret grundlaget for de særegne navne – navne jeg lige skulle vænne mig til at læse, og som tilfører bogen endnu et lag historisk autencitet.

Mht. handlingen og den historie, bogen fortæller, så er det en rå historie med mange barske opgør, og der er nogle ret voldsomme scener. De foregår som opgør internt i familierne, som ritualer i forbindelse med religiøse og traditionelle begivenheder eller i kampe mod fjender fra andre stammer og fjerne steder. Bogens lokation er et sted i Limfjorden, og her udspiller en del af handlingen sig, men den ene af de to tvillingebrødre har tidligere boet en periode langt oppe ad en af de tyske floder – sikkert Rhinen. I bogen vender han hjem derfra for senere at tage på togt dertil igen. De rejser er barske ture og illustrerer rigtigt godt kulturforskellene og konsekvenserne af den geopolitiske udvikling på den tid.

Alt i alt en voldsom bog der på fremragende vis fortæller en voldsomt fascinerende historie om en af de centrale oldtidsperioder i udviklingen af det danske samfund. Oplagt læsning for alle historisk interesserede samt alle med sans for at nyde godt forfatterskab.

Mine maksimale 5 stjerner er en selvfølge! 

Kristian Bang Foss
Manden der bar solen
Gyldendal, 2023
433 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

PS: 
En dag jeg var på farten, hørte jeg i bilen det meste af et interview med Kristian Bang Foss på P1 om bogen. Jeg har siden hørt resten, for det var ret interessant. Hør selv her: https://www.dr.dk/lyd/p1/skoenlitteratur/skoenlitteratur-2023/skoenlitteratur-med-svaerd-og-penis-11032303463

PPS:
Hvis man nu vil vide mere faktuelt om bronzealderen og de ofringer af bronzeting, der er med i bogen, og som i dag findes og kaldes depotfund, så kan man læse om et fund her: https://viborgmuseum.dk/arkaeologi/gaardsdal-depot



Mikael Lindholm og Lisbeth Zornig: Klosterkvinden

Krimi og spænding Tilføjet af Per DrustrupPosted on 20 mar, 2024 17:37

Første bind i serien med Filippa Falkenberg hed “Dødens druer”, og det anmeldte jeg her https://blog.drustrup.dk/?p=1429. Bind 2 hed “Heksejagt”, og den fortsættelse blev her på bloggen anmeldt af Palle Thomsen, og derfor fik han også bind 3 til anmeldelse. 

En kombination af forlagets beskrivelse og pressemeddelelsen om bogen:
Hvor galt kan det gå, hvis vores grundlæggende tillid til samfundet og til hinanden forsvinder? Det undersøger Lisbeth Zornig og Mikael Lindholm i deres nyeste krimi, som dels er skrevet ud fra forfatternes oplevelser af, at tilliden til samfundet smuldrer og dels ud fra virkelige hændelser på Sostrup Kloster.

Den aldrende Ernst Stauning Banefelt bliver fundet død på sin herregård udenfor Køge. Den dræbte stod bag udviklingen af en vaccine mod fedme og var derfor kommet på kant med flere antiautoritære grupper, der mistænkte ham for at være en del af et større komplot. 

I første omgang virker demonstranterne også som oplagte mistænkte, på grund af den spektakulære måde Banefelt blev slået ihjel på.

Banefelt efterlader sig et erhvervsimperium, og han har oprettet en fond, som forsker i vacciner til børn, der skal kurere dyre folkesygdomme. 

Filippa Falkenberg bliver sat på sagen, og hun må nu balancere med anarkistiske grupperinger, som afskyer ordensmagten, og desuden sit nye liv som mor.

Men er de antiautoritære fjenden, eller forsøger nogen blot at dække over noget langt større ved at skyde skylden på dem? Efterhånden som uret tikker, går det op for Filippa Falkenberg, at løsningen skal findes i et afsidesliggende kloster, og at de svar, hun finder, har store konsekvenser for hende selv og dem, hun elsker.

Palle Thomsens anmeldelse:
Dette er bind 3 i serien om efterforsker Filippa Falkenberg. 

I min anmeldelse af bind 2 – “Heksejagt” – skrev jeg her https://blog.drustrup.dk/?p=1865, at forfatterne havde skabt en formidabel kvindelig efterforsker, og at krimien bedst af alt havde masser af humor. 

Det har den her ikke – Filippa er blevet kedelig. Om det er, fordi hun er blevet gift og fået barn, at det har gjort hende kedelig, ved kun forfatterne. Det er en skam, for humoren var charmen ved forrige bind.

Ægtemanden og barnet spiller en rolle i opklaringen, og krimien har en overraskende slutning. Det er fint nok. Men historien kammer fuldstændig over i en hel masse antivaxere, sølvpapirshatte og konspirationsteoritikere. De større byer i landet bliver angrebet af disse folk, der kommer sølvpapirshatte fra England med masser af våben, der indføres undtagelsestilstand, en flok kvindelige vinbønder med høtyve og lugejern hjælper myndighederne osv. Det er bare for meget.

Hvis bogen var en film, ville den få betegnelsen katastrofefilm – ikke en krimi. Jeg havde virkelig glædet mig til bind 3 – far er ikke sur, far er skuffet.

Jeg kan snige mig op på 6 ud af 10 point, og det skyldes den overraskende slutning.

Mikael Lindholm og Lisbeth Zornig
Klosterkvinden
Falco, 2024 
436 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Kate Rhodes: Flammer over havet

Krimi og spænding Tilføjet af Per DrustrupPosted on 17 mar, 2024 14:44

Jeg har selv anmeldt bind 1 i serien “Døden i bugten” her https://blog.drustrup.dk/?p=1929. 
Bind 2 i serien “En Hell Bay-krimi” hedder “Tidevandets suk”. 

Det er Palle Thomsen, der har gæsteanmeldt denne tredje bog i serien. 
(På engelsk er der 4 mere i serien)

Fra bogens bagside:
Mens solen går ned en kold novemberaften, forbereder det lille samfund på øen St. Agnes sig til Bonfire Night, hvor vicepolitichef Ben Kitto er til stede. Men festlighederne får en brat afslutning, da en øboer opdager et forkullet lig efterladt på bålet. 

Manden er den tv-kendte astronom Alex Rogan, der på grund af øens isolerethed ønsker at bygge et observatorium. Så vidt Kitto ved, er Rogan populær blandt øboerne, men da trusler skrevet på det gamle korniske sprog dukker op, får Kitto mistanke om, at morderens motiv er at befri øen for de nytilkomne, der truer ældgamle traditioner.

Med en befolkning på kun 80 mennesker er alle mistænkte, og ingen er i sikkerhed. Kitto har intet andet valg end at forbyde indbyggerne at forlade øen, og han får standset skibstrafikken. Da endnu et bål resulterer i en ny forsvinden bliver det klart, at Kitto må handle hurtigt og finde morderen, inden skibstrafikken åbner op igen. 

Palle Thomsens anmeldelse:
Historien foregår på de stormomsuste Scillyøer i Den Engelske Kanal ud for Cornwall, et lukket ø-samfund med mange sære eksistenser. Det er en klassisk krimi i genren med det lukkede rum – lettere udvidet idet der er 80 mulige mordere på den lille ø. 

Bogen er nr. 3 i hendes Hell Bay serie, og jeg kommer til at tænke lidt på Barnaby og de utallige mord, der sker i hans by. Hvis der kommer ret mange flere bøger i denne serie, så kommer hun til at mangle mordofre.

Det bedste ved krimien er beskrivelsen af øboerne og livet på øerne, den flotte natur og dyrelivet. Ser ud til at blive til en tv-serie i lighed med Shetland, og der kan også laves mange flotte naturpanoramaer. 

Letlæst hyggekrimi. 7 ud af 10 point.

Kate Rhodes
Flammer over havet
People’s Press, 2024 
375 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Heidi og Claus Lohman: Eftermælet

Krimi og spænding Tilføjet af Per DrustrupPosted on 16 mar, 2024 08:55

Jeg læste bogen, da manuskriptet var næsten færdig til trykning, og jeg blev af forlaget bedt om at skrive et citat, de kunne bruge til markedsføring. Derfor er der dette korte udsagn på bogens forside fulgt af 4 stjerner:
“En spændende feelgood krimi om fattige familier i Danmark og maori-kulturen” ⭐️⭐️⭐️⭐️

Fra bogens bagside:
Mens plastikkirurgen, Robert McAllister, tager orlov for at passe sin og Susan Whites søn, vender Susan tilbage til jobbet som kriminalassistent i Christchurch, New Zealand. Kort efter myrdes en krybdyrsmugler, og Susan sættes på sagen. Opklaringsarbejdet fører hende til barndomsbyen, Wellington, hvor hendes far mange år tidligere fungerede som betjent og blev dræbt i tjeneste. Da et 100 år gammelt skelet findes i en sprække, opdager Susan, at det har forbindelse til den myrdede krybdyrsmugler, men noget tyder på, at sagen også har tråde til hendes fars død.

Den midaldrende nyborgenser, rengøringsdamen Merete, står over for svære udfordringer. Ryggen værker, hendes to drenge er umulige, og forholdet til ægtemanden sejler. Hun finder trøst i krimiernes verden, og efter at have set et interview på tv med en populær bogblogger starter hun sin egen blog. Tingene går dog anderledes end forventet, og en dag tager alt en uventet drejning.

Min anmeldelse:
Bogen er anden del af forfatterparrets serie, de kalder Canterbury-mordene, fordi de især foregår i området Canterbury på New Zealands sydø, hvor Christchurch ligger. 

Første del hed “Efter skælvet”, og den anmeldte jeg her: https://blog.drustrup.dk/?p=1642. Det var en spændende krimi, som kombinerede videnskab i skikkelse af plastkirurgi i forbindelse af genterapi og en arvelig sygdom, en serie mord på New Zealand og en historie om de historiske og aktuelle vilkår for det oprindelige folk på øerne – maorierne. 

I denne fortsættelse er der ikke skruet ned for dramatikken, men i nogen grad for vinklen med videnskab. Derimod er der skruet op for lidenskaben og kærligheden. New Zealand og maoriernes vilkår er stadig i centrum for historien, der denne gang tilføres en ny vinkel i form af den danske enlige mor, som lever under socialt vanskelige vilkår med sine to drenge.

Bogen indledes med et kort kapitel om en dramatisk begivenhed i 1897. Derefter fortælles historien langt hen i bogen i to separate, nutidige forløb – en dansk og en med begivenhederne på New Zealand. Hver for sig er de to dele godt fortalt. Den danske del med den social ramte familie er godt beskrevet og rummer også lidt humor samt en sidehistorie om moderens begyndende aktivitet som krimiblogger. Den newzealandske historie rummer som i første bind en god del lokalkolorit og indblik i maoriverdenen i både fortid og nutid

Først til allersidst knyttes de to dele af historien sammen. Så bliver alt næsten rosenrødt, og lige fortællegreb, hvor linjerne i bogen krydses, virker ikke helt overbevisende, og det bliver lidt for meget feelgood krimi for mig.

7 krimiskydeskivepoint svarende til de 4 stjerner, jeg giver bogen på forsiden.

Heidi og Claus Lohman
Eftermælet
Superlux, 2024
294 sider



Geir Tangen: Hundedage

Krimi og spænding Tilføjet af Per DrustrupPosted on 15 mar, 2024 19:20

Fra bogens bagside:
Politikommissær Gabriel Fjell og hans team gør et uhyggeligt fund i et naturområde i Haugesund.

En lille dreng er blevet slået ihjel med en sten og kastet ned ad en skråning. Den brutale vold mod et forsvarsløst barn chokerer selv de erfarne politifolk.

Gabriel får hjælp af Kriposefterforskeren Aida Ibrahim, og sammen med resten af teamet arbejder de í døgndrift med sagen. Men selv om timerne og dagene går, er der ingen, der melder drengen savnet.

Samtidig engagerer en lokal freelancejournalist sig i sagen, og han vælter den første dominobrik i det dystre mysterium. Efterhånden afdækkes en historie, som er meget mørkere og farligere, end Gabriel kunne forestille sig.

Min anmeldelse:
Efter at have hørt forfatteren fortælle på Krimimessen 2023 om sin nye vinkel på forfatterskabet i en ny series første bind “Ulvetid”, læste jeg bogen og anmeldte den her: https://blog.drustrup.dk/?p=1671. 

I både den og denne nye tager han udgangspunkt i helt aktuelle emner og problemer, mens han i den første serie havde valgt en mere rent underholdende vinkel. Se link til denne forrige gode serie i samme anmeldelse. 

Mens baggrunden i “Ulvetid” var selvmord blandt unge, er det denne gang fysisk og psykisk vold i ægteskabet mod partnere og børn, og det har Geir Tangen et godt greb på at fortælle en rigtigt spændende historie om. 

Fra skiftende vinkler gennem de deltagende politifolk og journalister fortælles historien kronologisk og med overraskelser undervejs og en stigende spændingskurve. Desuden er der mellemliggende barske indslag fortalt af en kvinde i et voldeligt forhold, hvor også et barn udsættes for vold. De korte kapitler skærper spændingen.

Det er også en bog, hvor personernes personlige forhold spiller ind, men det uden at det tager overhånd. Det hænger godt sammen med beskrivelserne af personerne som hele mennesker. Det er en bog, hvor politiarbejdet – teknisk og mht, samarbejde – beskrives godt, og hvor forholdet til medierne og er et tema. 

I et efterskrift beskriver forfatteren baggrunden for sit arbejde med bogen, og han skriver her bl.a., at det har været vigtigst for ham at sige noget om magt og afmagt i alle menneskelige relationer. Det er lykkedes i en grad, så det er blevet en stærk, vedkommende og spændende bog, der fangede mig ind helt fra begyndelsen.

9 skydeskivepoint ud af 10 mulige – eller 5 krimihjerter af 5 mulige.

Geir Tangen
Hundedage
Straarup & Co, 2024 
423 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



« ForrigeNæste »