Drustrups Bogblog

Dette er en dobbeltanmeldelse, for bogen er anmeldt både af min tidligere kollega og også bibliotekar emeritus, Bjarni Åkesson Filholm, og mig selv.

Bogen er 7. del i krimiserien om den herligt specielle og ustyrlige dr. Fanny Fiske. De øvrige titler er: Som arvesynden(1), Liebe (2), Mit smukke lig (3), Mine piger, (4), Før jeg dør (5) og Kønslig omgang (6).

Fra bogens bagside:
Dr. Fanny Fiske, der verdenskendte profileringsekspert, har fundet en ny magelighed og siger nej til det meste, men ja, da hendes gamle samarbejdspartner, kriminalkommissær Berkowic, igen skal bruge hendes assistance i en drabssag.

Det besværlige mord efterfølges af flere mærkværdige mord. Fanny ser snart et mønster, der har de karakteristika, hun kender fra De terminale kvinders klub – klubben af kvinder med en terminal kræftdiagnose, som ikke har noget at miste og derfor uden videre kan sendes i byen for at genoprette lov og orden, hvor politi og domstole har svigtet.

Klubben må efter aftale ikke operere på Fannys territorium. Men da hun opdager, at de hærger på hendes område og har udviklet sig til en hær af raske, morderiske og højt organiserede amazoner, får hun problemer.

Pludselig modtager hun en opringning, om at hun er i fare og skal tage det første fly ud af landet. Langsomt går det op for hende: Hun er blevet lokkedue for et morderisk foretagende.

Bjarni Åkesson Filholms anmeldelse:
Lad det være sagt med det samme. Jeg er ikke en ivrig krimilæser.
Jeg er ikke engang en “almindelig” krimilæser. Genren appellerer almindeligvis ikke til mig bortset fra de klassiske kriminalhistorier om Leslie Charteris gentlemantyv “Helgenen” og  Sjöwall og Wahlöös svenske krimier om uhyrligt grumme forbrydelser i det svenske folkhemmet, som kriminalkommissær Beck og hans håndlanger Gunvald Larsson i fællesskab opklarer. Vellykket filmatiseret som krimi-tv-serie med titlen “Beck”.

Når det er sagt, så var jeg på den anden side ret glad for at læse Susanne Staun, da hun skrev sine første romaner: “Sådan lyder en salonriffel” (1998) og “Gratis frokost” (1999). Det var ikke krimier,  men velskrevne og grotesk humoristiske romaner med ind imellem vanvittige scener og personer. De historier satte sig spor.

Siden gik Susanne Staun krimi-vejen, og vore veje skiltes, indtil jeg igen stødte på hende i form af hendes to modige og veloplagte fagbøger “Fuck, en lækker røv!” og “Kort & cool” om sprog, grammatik og verbal behændighed. Det var guf.

Jeg var bekendt med, at Susanne Staun bl.a. har skrevet en krimiserie med en hovedperson ved navn Fanny Fiske. Umiddelbart virkede krimiernes emner for triste og sorgfulde for min smag. Jeg havde ingen lyst til at blive modfalden og trist med vilje ved at opsøge romaner med så trøstesløse temaer.

Men så hørte jeg for nyligt om Staun seneste krimi-roman “De terminale kvinders klub”, som er syvende bind i serien om profileringseksperten Fanny Fiske. Fanny, som almindeligvis er utraditionel og pænt egenrådig i de tidligere bind, skulle i den nye krimi være helt grænseoverskridende og fandenivoldsk. En af mine venner, som almindeligvis er begejstret for Stauns krimier, var stået af denne gang. Fanny Fiske var blevet for outreret.
Det lød jo ekstra fristende i mine øren, og det gjorde udslaget. Den ville jeg nu alligevel læse. Krimi eller ej, hjerteskærende indhold til trods.

Den handler om en klub bestående af kræftsyge kvinder med en håbløs diagnose for helbredelse, som tager loven i egne hænder, når det gælder børne- og hustrumishandlere, som er helt sluppet gennem retssystemet og domstolene uden passende straf eller straf i det hele taget. Så træder det hemmelige søsterskab i aktion og retter hårdhændet og effektivt op på retfærdighedsbalancen. En interessant idé. 

Fanny Fiske er naturligvis bekendt med denne organisation, som dog i den nye bog overskrider de tidligere grænser for at operere på vegne af hævnens engle. Det går ud over vores barske heltinde, Fanny Fiske, som på trods af, at hun nyder sit magelige liv, er nødt til at flygte til Oman for at undgå selv at blive offer for fjender og venners rænke- og dobbeltspil. For hvem kan man egentlig stole på?

En medrivende historie med en usentimental hovedperson, som er herlig og underholdende speciel. Fanny er smadderdygtig til sit arbejde, glad for vin og unge mænd og besidder en kynisk evne til at se meget klart på forskellige etiske problemstillinger.

Der er fart på historien, spænding i intrigen og sproglige godbidder. Alt ført med en ferm pen.
Der er også et par situationer af farceagtig karakter, hvor man som læser får “a little bit more information than needed” om Fannys lukkemuskel. Det hører nu med til portrættet af Fanny, og sådan er hun jo, – og jeg røber ikke, hvordan historien ender.
Læs den selv “all by your lonesome.”

Min anmeldelse:
Dejlig med et gensyn med Fanny Fiske! (Forfatterens seneste anden bog, “Manden i huset”, var efter min mening en kikser. Læs evt. om den HER https://blog.drustrup.dk/?p=959). Den foregående i serien, “Kønslig omgang”, er anmeldt HER https://blog.drustrup.dk/?p=628

Fanny Fiske er krimigenrens ubestridt mest uforudsigelige og grænseoverskridende hovedperson, så enten ryster man som læser på hovedet og lægger bøgerne fra sig, eller også nyder man den groteske handling med sort humor og politisk ukorrekthed. Jeg hører til den sidste gruppe.

Det vil ikke føre til noget godt at give flere informationer om handlingens detaljer, end der er afsløret i bagsideteksten. Blot vil jeg håbe, at flere krimilæsere vil give serien en chance som pause fra bestialske seriemordere og skærgårdsmiljøer.

Også denne gang har jeg undret mig over forfatterens evne til at finde på et fantasifuldt plot, der fører Fanny Fiske langt ud i verden og lige så langt ud i tovene. Denne gang er bogens handling dog lidt mere skæv og outreret og mindre kønspolitisk provokerende end den forrige bog, og det har jeg savnet. Derfor giver jeg “kun” bogen 8 skydeskivepoint her og 4 krimihjerter på krimifan.dk.

PS:
På Krimimessen i år gav Susanne Staun forklaringen på stednavnet, hvor Fanny Fiske bor i England. Det er i den (fiktive) by Cornwell-Grafton, som er opkaldt efter to amerikanske krimiforfattere med fornavnene Patricia og Sue. Også en sjov idé.

Susanne Staun
De terminale kvinders klub
People’s, 2021
280 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogens bagside:
Tag på en medrivende rejse op gennem vores historie sammen med Rane Willerslev og Nationalmuseets forskere, når de levende fortæller, hvad 50 udvalgte genstande afslører om fortidens danskere og den stadigt skiftende verden de levede i, fra oldtiden til nutiden.

Fortællingen om danskerne handler om opfindelser, opdagelser og overraskende vendepunkter. I dette rigt illustrerede værk bliver danmarkshistorien fortalt gennem de ting, vores forfædre efterlod.

Vi kommer tæt på kampen for magt og overlevelse, men også på det nære liv i det Danmark, vi alle er rundede af: i familien, på gården, i byernes gader. Hvad kan vi lære om bonden og jægeren af det, de har efterladt? Hvad fortæller en århundredgammel æske om livet for tiggere og tjenestefolk? Hvordan kan vi forstå fortidens spejl?

Et fascinerende indblik i, hvad de ting, vores forfædre efterlod sig, afslører om de mennesker, der skabte og brugte dem.

Min anmeldelse:
Som meget historisk interesseret blev jeg voldsomt nysgerrig efter at se nærmere på den bog, da jeg så de første reklamer for den. Og jeg blev begejstret. Bogen markedsføres med Rane Willerslev på forsiden, og vel har han en stemme i bogen, men bogens bærende kraft er Nationalmuseets dygtige eksperter og deres for forbilledlige, folkelige formidling af deres store viden på alle tænkelige områder.

Hver af de 9 perioder fra stenalderen til 1950’erne er struktureret sådan: efter en kort introduktion med et kort tidsbillede bringes en skematisk oversigt over periodens faser. Derefter følger kapitler med de forskellige forskeres beskrivelse af de udvalgte genstande, inden kapitlet afsluttes med et sammendrag lavet af Willerslev om periodens karakteristika. 

De udvalgte genstande spænder meget, meget vidt – lige fra markante og kendte fund som f.eks. solvognen og guldhornene, men også mere upåagtede fund, der dog bidrager på fornem vis med deres bidrag til danmarkshistorien. Det er f.eks. æbler fra stenalderen og en togbillet fra 1943. Alle tingenes historier er fascinerende.

Bogen er forsynet med flotte helsides fotos og et fint layout, så det er en rigtig coffee table book – altså en flot bog, der vil pynte i ethvert hjem med historisk interesserede. Men efter min mening er det bogens faglige indhold og formidlingen heraf, der er bogens primære styrke. Bogen er ikke en prydgenstand, men en nyttegenstand.

5 sikre stjerner – eller i bogens ånd: 5 flotte historiske genstande! (Fundet af mig med metaldetektor)

Danmark før os : Historien fortalt gennem 50 genstande
Fortalt til Tommy Heinz og Linda Corfitz af Nationalmuseets forskere og Rane Willerslev
People’s, 2021
320 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogens bagside:
Litteraturanmelder, forfatter og gymnasielærer Finn Stein Larsen forlader efter 29 års ægteskab sin kone til fordel for en elev. I hjemmet på Rampen i Risskov står reolerne gabende tomme, og den unge Jesper Stein er ladt alene tilbage med en fortvivlet, bitter og bedøvet mor, der kræver hans uforbeholdne loyalitet. Han kommer i klemme mellem forældrene og lever et dobbeltliv udadtil som den festende pigeglade dødspilot og indadtil som sjælesørger for sin mor i en relation, der er grænseoverskridende tæt.

Skilsmissen forandrer familiens lov radikalt og sætter sit præg på dem alle 8 årtier efter – for forældrenes vedkommende helt frem til deres død.

“Rampen” er fortalt og sat i scene af den voksne forfatter, der gennem livet har gjort sig sine egne erfaringer med at svigte, blive skilt og drikke sig væk fra det smertefulde i livet. Den kan læses som et forsøg på at forstå og forlige sig med fortiden og finde fred med forældrene og sig selv.

Min anmeldelse:
Bogen fangede mig ind lige fra begyndelsen, dens intensitet holdt mig fast hele vejen, og historien bliver siddende efter læsningen. Bogen er måske lidt lang, men det er alligevel stærk læsning at følge Jesper Steins dybt personlige beretning om sine oplevelser fra barndom/ungdom og helt frem til nutiden. Det er en gribende historie om relationer – f.eks. forældre indbyrdes / forældre-børn / mænd-kvinde / unge-ældre. Bogen er også er dokument over Jesper Steins terapeutiske proces for at komme gennem de påførte traumer. Og traumer og svigt har der været masser af. Gennem det hele siver alkohol af alle slags, så bogen viser også den barske bagside af alkohol og afhængighed. 

Selv om historien er stærk og fremtræder som fortalt helt uden filter, og selv om det er en personlig historie baseret på Jesper Steins egen erindring, så er det samtidig en historie, der løfter sig over det personlige plan og bliver til noget større litterært og menneskelig almengyldigt. Det skyldes, dels at bogen er ualmindeligt velskrevet, og dels at dens fortællemåde er struktureret meget elegant og effektivt. Jesper Stein er selvfølglig den bærende beretter, men han skifter nogle gange synsvinkel og lader f.eks. sin mor beskrive en situation. Det styrker intensiteten og dynamikken yderligere. 

Jesper Steins eget forfatterskab dukker også op undervejs med historier om især tiden med de første bind i hans krimiserie med Axel Steen. Herfra har jeg anmeldt de to seneste bind som rene pletskud med 10 skydeskivepoint til dem begge. Læs anmeldelsen af “Papa” HER https://blog.drustrup.dk/#post93 og af “Solo” HER https://blog.drustrup.dk/#post188. EfterJesper Stein er blevet færdig med “Rampen”, må det være tid til en ny bog med Axel Steen, tak.

Jeg giver mine maksimale 5 stjerner til bogen!

Jesper Stein
Rampen
Politikens Forlag, 2020
336 sider

Bogen er lånt på biblioteket.

Fra forlagets omtale:
Marcel de Sade er blevet kaldt flamboyant, en stilfuld bedrager og Danmarks første celebrity. Selv kaldte han sig Marquis – psykiateren kaldte ham mytoman – det må blive til en Marquitoman. Han har levet et liv på kanten, hvor han har betaget og behaget med sine fantasifulde historier. Men har nu, hvor livets efterår går mod vinter, følt trang til at noget af sandheden kommer frem. Derfor har han bedt Jean-Lorentz Lafontaine skrive The true story om ham, og billedkunstneren Bjørn Ignatius Øckenholt har lavet virkelighedsnære illustrationer til bogen.

Min anmeldelse:
Historien om Marcel de Sade, Jørgen Vase Larsen eller Den Falske Marquis har fascineret mig i mange år, og jeg har i min tid som bibliotekar i Løkken, hvor han har tæt forbindelse til, hørt mange historier om ham. Derfor sagde jeg også ja, da forfatteren skrev og tilbød mig at læse og anmelde bogen.

Jeg var nysgerrig efter at læse den for at finde ud af, om den udvidede eller ændrede billedet af Marquisen i de øvrige bøger, der er skrevet om ham. Jeg derfor igen også set lidt på disse bøger: Pernille Frydensbjerg: “Marcel de Sade – Glimtet bag masken” (2017) og “Verden vil bedrages” (2018) af Lars Henriksen og Thomas Kim Rasmussen. (Forfatteren til denne nye bog fortæller endda, at endnu en forfatter er på vej med en bog om Marquisen).

Indholdsmæssigt er denne nye bog ikke væsentligt anderledes end de andre, men den er fortalt på en anden måde, i et mere blomstrende og engageret sprog. Bogen supplerer således de andre bøger med sin fortælleform, og den er også ajourført bl.a. med stof om de politiske og økonomiske forhold om Marquis flytning fra sin meget store lejlighed til en mindre lejlighed og senest til en ældrebolig. Det ser ud til, at alle forfatterne til de 3 bøger, har haft adgang til private papirer i et eller andet omfang, og at de alle har haft Marquisen som direkte kontakt under arbejdet med bøgerne.

I hvilket omfang nogen af bøgerne – også den seneste – beskriver sandheden om Marquisen er helt umuligt for mig at afgøre. Jeg kan heller ikke afgøre niveauet af sandhed i denne nyeste, men underholdende og fascinerende læsning er det. 

De to andre bøger er mere klassiske biografier specielt mht. illustrationerne, hvor de i denne nye bog er kunstneriske og stemningsskabende kollager eller bearbejdninger uden egentlig informationsværdi.

Bogen skæmmes af flere sproglige fejl og manglende korrekturrettelser. (På trods af redaktørens afværgende kommentar bag i bogen). Alene på de første godt 50 sider fandt jeg 11 irriterende fejl. Så stoppede jeg med at tælle. 

Hvis du er interesseret, så har forfatteren lavet en video om bogen. Se den HER

Redaktør og illustrator fortæller på en anden film om sit arbejde. Se den HER

3 stjerner kan det blive til, og den sidste halve er på grund af bogens fascinerende emne.

Jean-Lorentz Lafontaine
Marquitomanen – En lystløgners bekendelser
Lafontaines Fablerier, 2021 
205 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.