Drustrups Bogblog

Fra bogens bagside:
Historien foregår i de fiktive nabobyer Licentia (fra latin: frihed) og Norma (fra latin: regler). De kommer op at toppes over en vindmølle, som suger energi fra luften, hvilket som meget andet er forbudt i Norma. Vi følger Lukas, der utrætteligt forsøger at fortælle historien om bysbarnet Salvatira, der må kæmpe med andet end vindmøller for at redde Norma fra at gå under. 

Bogen er en historie om at følge sit hjerte og erkende, at tegnene fra Gud nok snarere er tegn fra magthaverne.

Min anmeldelse:
Da jeg ret uforberedt på indhold og genre begyndte min læsning, blev jeg både overrasket og fascineret. Det viste sig at være en interessant, velskrevet og velkonstrueret allegori om religion, og med udgangspunkt i den dogmatiske og fundamentalistiske lovreligion, der udøves i Norma, viser bogen den slags religions undertrykkende effekt.

Forfatteren har selv beskriver sit formål med bogen sådan: 
Jeg fik idéen, da jeg gik og filosoferede over, hvordan man på en overskuelig måde kunne illustrere, hvor meget religion er et resultat af magthavernes ønske om at undertrykke befolkningen og holde den i skak, snarere end at det er et udtryk for noget egentligt guddommeligt (som jo Paulo Coelho advokerer for). Så jeg besluttede mig for at skabe et univers med en relativt simpel konflikt udsprunget af forskelligt syn på religion – og så se, hvad det kunne føre til. Jeg ville behandle alle religioner ens og med en smule charme – dog med en kritisk pen.

Det må siges at være lykkedes. Lukas er sekretær for det kvindelige overhoved for samfundet i Norma, Salvatora, og som alle andre mænd i den by, er de helt underordnet et stramt kvindeligt regime. På den måde tegner forfatteren samfundsordenen hårdt op og på en fint karrikeret måde. De regler, der styrer samfundet er ikke alle lige logiske, men de skal adlydes ubetinget. 

På den anden side af floden er holdningerne mere fleksible, og reglerne er færre. Energisituationen forværres, da olieressourcerne i Norma svinder, og de ikke længere kan levere energi til Licentia. Derfor forsøger folkene der at etablere vindenergi i modstrid med regler i Norma. Det medfører flere omgange sabotage efter lige så mange genetableringer af møllen. 

Bogen foregår i et tidløst univers, hvor teknologier, handlingselementer og enkelte dateringer ikke passer sammen, men det er underordnet i denne lignelse, fabel eller allegori. Hvordan det hele ender, vil jeg selvfølgelig ikke afsløre, men vil opfordre til, at man selv læser bogen, hvis man er interesseret i et bud på effekten af og baggrunden for en lovreligion som den i Norma. Der er klare paralleller til forholdet mellem islam og vestlige religioner, og det er helt tilsigtet, fortæller forfatteren. 

Bogen er forfatterens 5. roman, men den første som ikke er en spændingsbog. Den seneste hedder Arvesynderen, og min anmeldelse kan læses HER. I min anmeldelse af den næstsidste Jihadbruden HER er der link til de øvrige anmeldelser. 

Vindmøllen i Licentia får 4 stjerner ud af 5 sammen med min anbefaling om at læse den.

Jens Strandbygaard
Vindmøllen i Licentia
Byens Forlag, 2021
211 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogens bagside:
København, foråret 1945. Den danske modstandsbevægelse er i knæ. En række ledende danske frihedskæmpere holdes fanget i Gestapos hovedkvarter, hvor de dagligt udsættes for tortur. Den unge københavner Asta vil helst holde sig på afstand af krigen, men virkeligheden presser sig på. Modstandsmanden Harald har for længst valgt side. Efter tyskerne skød hans bror, har krigen besat hans sind.

Langt væk, på en flybase i England, gør piloten Edward sig klar til endnu en mission. Og på Den Franske Skole på Frederiksberg insisterer lærerinden Benedikte på, at krigens vanvid ikke skal fylde noget i hverdagen. Her hersker der orden, bøn og disciplin – her er man lykkeligt uvidende om, at skolen snart vil blive centrum for en af de største tragedier i nyere dansk historie.

Det er den 21. marts. Krigen er slut om få uger. 26 modstandsfolk sidder fanget i Shellhuset. Over 500 mennesker er samlet på Den Franske Skole, heriblandt 34 katolske nonner, otte civile lærerinder og 428 børn. 1200 kilometer væk letter 51 engelske fly med kurs mod København – forude venter en af danmarkshistoriens mest afgørende dage.

Min anmeldelse:
Indrømmet. Jeg var skeptisk, inden jeg begyndte læsningen. Jeg kendte de grundlæggende fakta bag den fejlagtige bombning af Den Franske Skole, og jeg var usikker på, om en genfortælling af historien i romanform kunne bære igennem, og om den var nødvendig. 

Min skepsis blev gjort til skamme. Forfatterens historie er fiktion, men bygger ifølge et efterskrift på omfattende research i form af samtaler med modstandsfolk og tidligere elever på Den Franske Skole samt skriftlige kilder, men han har formået at gøre det hele levende og fængslende gennem sit valg af hovedpersoner og ved sin måde at fortælle historien på. 

I filmiske krydsklip mellem situationen blandt de engelske flyvere, blandt lærer og elever på Den Franske Skole og med Asta som indgang også blandt modstandsfolk rulles situationen frem i kronologisk rækkefølge. Selv om man som læser, kender resultatet i form af den fatale bombning, er det alligevel både spændende og interessant læsning.

Da vi læste bogen i min læsegruppe Sure Gamle Mænd, var der bred enighed om, at det var fængende læsning, men med gruppens samlede erfaringer viste der sig dog nogle fejl eller misforståelser i forhold til Modstandsbevægelsens måde at operere på. 

Endelig fandt nogle af de ældste medlemmer af læsegruppen en mindre historisk fejl. De kunne tydeligt huske, at Strømpebukser kom først til et stykke tid efter krigen, for det var først der, de begyndte at kæmpe med denne besværlige kvindelige beklædning.

Vi ville alle glæde os til at se Ole Bornedal-filmen “Skyggen i mit øje”, der kommer i Filmklub Danmark. Den handler også om bombardementet.

Jeg giver bogen 4 stjerner.

Jacob Weinreich
Pigen fra Den Franske Skole
Politikens Forlag, 2019
364 sider

Bogen er lånt på biblioteket.

Fra bogens bagside:
En kold februarnat i 1791 venter Nella i sit skjulte apotek i en mørk Londongyde på sin seneste kunde. Nella var engang en respekteret helbreder, men bruger nu sine evner på at sælge velcamouflerede gifte til desperate kvinder, der er villige til at begå mord for at slippe af med mændene i deres liv. Da hendes nye kunde viser sig at være en fremmelig 12-årig ved navn Eliza Fanning, sætter et uventet venskab gang i en serie af begivenheder, der bringer Nellas verden i fare og truer med at afsløre de mange kvinder, hvis navne står opført i hendes protokol.

I nutidens London møder vi Caroline Parcewell, som engang drømte om at kunne leve af sin interesse for historie. På grund af sin mands utroskab er hun nu alene og ulykkelig på den rejse, som skulle have været en fejring af deres 10-års bryllupsdag. Da hun finder en gammel apotekerflaske ved Themsen, viser det sig, at hun har fundet en forbindelse til de uopklarede ’apotekermord’, som hærgede London for over to århundreder siden. Da Caroline graver dybere, tager historien en chokerende drejning – og ikke alle overlever.

Min anmeldelse:
Krimier med historisk indhold og placeret i andre tidsperioder samt med et oplysende indhold har altid fascineret mig. Nogle få eksempler er Martins Jensens serie om Eske Little fra den danske middelalder, Lindsey Davis’ serie om Didius Falco fra det gamle romerrige og Lene Kaaberbøls serie fra sidst i 1800-tallet om Madeleine Karno. Især den sidste kan sammen med Ambrose Parrys serie fra 1840’ernes Edinburgh sammenlignes med denne bog, idet sundhedsvæsen og medicin er centralt i dem alle. 

Men der er også forskelle. Mens tidsbilledet, krimielementet og det sundhedsmæssige står stærkt i bøgerne af både Kaaberbøl og Parry, er Penners bog i lige så høj grad en feeel-good-roman som en krimi. Samtidig er tidsbilledet af 1790’ernes London ikke helt så tydeligt, og det sundhedsfaglige er, som det beskrives på bagsiden, en apotekers tilbud om gifte til kvinder, som skal skaffe umulige mænd af vejen. 

Det er dog stadig en spændende og interessant bog, hvor historien fortælles i skiftende kapitler, hvor man kronologisk både følger apotekerens service frem mod det tidspunkt, hvor hun nødvendigvis stopper, og samtidig følger det nutidige spor, hvor Caroline både gør op med sin utro mand, opklarer gåden om apotekerens gerninger og skaber sig en ny fremtid.

Især elementet med historien om apotekerens sympatiske indsats for at gøre livet tåleligt for kvinder i alle samfundslag fangede mig. Det var den mest interessante del af historien sammen med selve processen i det nutidige opklaringsarbejde, mens opgøret med ægtemanden og sporskiftet i nutiden ikke var så interessant for mig som krimilæser.

Alt i alt en underholdende og OK spændende bog til 8 skydeskivepoint på min blog og 4 krimihjerter på krimifan.dk.

Sarah Penner
Giftmagersken
HarperCollins, 2021
364 sider

PS:
Da jeg var ved at skrive anmeldelsen, dukkede denne artikel op. Den er et bevis på, at det er muligt ved lavvande at finde ting på bunden af Themsen, sådan som bogens nutidige hovedperson gør. Den disciplin hedder mudlarking. Læs artiklen HER. 

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogens bagside:
Det er koldt, surt og mørkt – alligevel trækker detektoren i de fleste, men en eftermiddag med en kop kaffe ved brændeovnen med en god bog om vores detektorhobby i hånden kan også være en dejlig adspredelse i den mørke tid.

En bog, der fortæller om oplevelserne med detektoren, store og små fund – lige fra hestesko til møntskatte – skuffelserne, faldgruberne, men ikke mindst de store øjeblikke med det rigtige bip.

En bog der fortæller om glæderne, fællesskabet og samarbejdet med ligesindede, klubberne og museerne garneret med detektorfolkets egne bedste billeder. Lyder det ikke som en god eftermiddag?

Sådan var oplægget til den nye bog ”DETEKTORHOBBY – kulturarven vi deler med hinanden” på en regnfuld efterårsdag i 2020.

Den blev lidt anderledes, men så alligevel. En lang række detektorførere og museumsfolk tilbød nemlig med stor velvilje at deltage og bidrage til bogen.

Derfor kan du nu læse om ovennævnte, men også om hvordan detektoren er blevet et vigtigt arbejdsredskab for museerne, måske et af de vigtigste, og om hvordan detektorhobby også er en slags mentalhygiejne, der giver ro i hovedet, når hverdagen fylder for meget.

Du kan endvidere læse om de gode søgesteder, fundstatistik, Danefæ og spændende enkeltfund og meget mere, men også om forpligtelserne når du er med til at finde, afdække og bevare et stykke danmarkshistorie. Muligheden for at dyrke en hobby med metaldetektorer er nemlig enestående for Danmark. Det er ikke forbudt som i mange andre lande, og derfor er omhyggelighed, registrering af fund og samarbejde med museerne så vigtigt.

_________________________________________________________________________________________________________________________

Indledning
Jeg er selv blevet grebet af at søge med metaldetektor på jagt efter fortiden og mere (lokal)historisk viden. Det har vist sig at være afhængighedsskabende, og jeg har de seneste 4-5 år brugt en del timer og har gået mange kilometer på lokale marker. Det har ført nogle uventet gode fund med sig – og meget, meget, meget mere skrot og skrammel, men underholdende og lærerigt har det været

Indenfor det seneste års tid er der kommet flere bøger om den hurtigt voksende aktivitet – detektorsøgning, og ud over at få mine egne erfaringer og at få hjælp fra museumsfolk og andre med samme hobby, har jeg har stor fornøjelse af bøgerne.

___________________________________________________________________________________________________________________________

Den første bog, jeg havde stor nytte af i førsteudgaven, udkom sidste år i helt ny og udvidet udgave. Det er “Metaldetektor – på jagt efter fortiden”, som er en rigtig god håndbog for både begyndere og let øvede. Det er bogen, man skal læse og for alvor bruge for at komme godt i gang med hobbyen. Effektivt formidlet er bogen fyldt med gode råd og forklaringer.

Lone Beck og Kim F. Rasmussen
Metaldetektor – på jagt efter fortiden
Forlaget Skrold, 2020
144 sider

______________________________________________________________________________________________________________________________

En anden, interessant bog om hobbyen er denne flotte jubilæumsbog, som gør status over 25 års helt specielle fund på Bornholm. Øen må være stedet med de fleste fund, så der er meget at blive misundelig over set fra Nordjylland, men den er interessant at studere, når detektoren først er blevet et uundværligt redskab for dig.

De første og de største fund – De bornholmske amatørarkæologer 25 år
red.: Finn Ole Sonne Nielsen og Brian Christensen
Forlaget Brian Christensen, 2020
432 sider

_____________________________________________________________________________________________________________________________

Min anmeldelse
Inden jeg anmelder bogen “Detektorhobby – kulturarven vi deler med hinanden” er det rimeligt, at jeg fortæller, at jeg har skrevet 3 af de i alt 41 artikler i bogen. Da forlægger og redaktør, Jørgen Kjær, efterlyste ideer til emner i bogen og beskrev formålet med den, tilbød jeg at lave artikler om de emner i hobbyen, der ligger kig meget på sinde, og det fik jeg lov til. Det drejer sig om: sammenhængen mellem detektorsøgning og lokalhistorie, om at bruge detektorsøgning som middel mod PTSD samt om samarbejdet med landmændene. Da jeg ikke har haft indflydelse på bogens indhold eller redaktion vil jeg mene, at jeg uden problemer kan anmelde bogen, så det gør jeg.

Bogens mange artikler er skrevet af 18 forskellige personer fra meget forskellige dele af miljøet omkring detektorsøgning, og tilsammen dækker de emnet meget bredt. De beskriver stort og små, overordnet og i detaljer rigtigt mange sider af den fascinerende hobby. Det sker gennem personlige historier om konkrete fund og om specielle oplevelser. Dertil kommer artikler om mere generelle emner.

Skal man vide mere om fund af alle slags samt deres datering og anvendelse, skal det findes andre steder – i bøger og gennem erfaringsudveksling på forskellig vis. Men det har heller ikke været bogens ærinde.

Det er en bog i stort, kvadratisk format med rigtigt mange og gode billeder, så bogen også på den både fremtræder rigtigt flot og indbydende.

Det er netop som inspiration, bogen har sin ubetingede berettigelse. Den kan nydes og studeres også mere end én gang, f.eks. når vejr og markernes tilstand ikke muliggør søgning, så detektorsøgningen bedst foregår i lænestolen. Lidt som at læse rejsebeskrivelser fra kendte eller ukendte destinationer. Det er spændende, interessant – og inspirerende.

Bogen får ubetinget mine maksimale 5 stjerner.

Detektorhobby – kulturarven vi deler med hinanden
Red.: Jørgen Kjær
Forlaget Motorploven, 2021
224 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.