Drustrups Bogblog

Nu fortæller jeg det hele.

Silas har valgt et ensomt liv som skiftevis soldat i det danske forsvar og professionel narkoman. Hans tvilling, Elias, har lagt Sara, kernefamilien og et roligt liv, hvor den jødiske ustilket, kabbala, går hånd i hånd med kvantefysik. Men på en bukkejagt sker der en ulykke.

Nordisk vildt er en roman om kærlighed, broderskab, den danske kystskov, tvillingesjælens vandringer og den dybe forbandelse ved den høje intelligens. Romanen inviterer sin læser på en rejse gennnem nye usete verdener, der ligger midt i den gamle døende verden et sted mellem Juelsminde og Horsens.

(Sådan beskrives bogen på dens bagside)

Min anmeldelse:
Da jeg læste forlagets foromtale var jeg sikker på, det var en bog, jeg gerne ville læse. Den lød som en rigtig interessant roman med flere temaer.

Siden den udkom, er der kommet flere anmeldelser, og uden at have læst dem (et princip, jeg prøver at følge, inden jeg selv har læst og anmeldt en bog) har jeg dog opdaget, at de er meget positive. Derfor var jeg også ret spændt på bogen, da jeg gik igang, og jeg har – som altid – læst det hele.

Jeg har dog haft problemer med at forstå bogen eller bare at lade den komme tæt på mig, så jeg har måttet overveje, om jeg er den rette til at anmelde bogen, men jeg er nået frem til, at mine personlige oplevelser med bogen også er relevante.

Historien begynder rigtigt godt med et kompliceret og interessant forhold mellem de to tvillingebrødre indbyrdes og i deres familie i det hele taget. Det er nogle stærke personer, der præsenteres, og da de to brødre ender som aktive aktører i en dramatisk vådeskudsulykke mv., steg min interesse sammen med spændingen. Hertil hører også, at naturoplevelser og viden på fornem vis væves ind i handlingen.

I begyndelsen af bogen tegner forløbet således interessant med tvillingernes handlinger og især deres moralske overvejelser, men så mistede historien for mig fokus. Det hele breder og strækker sig ud med bl.a længere udredninger om den jødiske kabbala. De filosofiske sidegrene på historien gik hen over hovedet på mig, og jeg forstod ikke relevansen eller måske rettere nødvendigheden af dem i forhold historien. Andre læsere vil sikkert fange det bedre, men for mig var det rigeligt søgt/unødvendigt.

Med til min læsefrustration hører også den meget hurtige slutning, hvor meget pludselig ændrer sig, og brikkerne i personernes indbyrdes liv falder på plads, så en form for balance etableres. Det er en logisk slutning, men den kommer hurtigt og er i forhold til bogen meget kort beskrevet.

Hvad er så mit overordnede og samlede indtryk af bogen? Det er en ualmindeligt velskrevet bog med et smukt sprog og en fin litterær stil, og alene af den grund er jeg er glad for at have læst bogen. Der er en interessant grundstruktur i historien med tvillingebrødrenes indbyrdes forhold, men den fortælles på en for mig ufokuseret måde med en rigeligt høj vægtning af bl.a. det filosofiske. På mig virker den tilstræbt højlitterær.

Det ender med en vurdering på 3 stjerner.

Daniel Dencik
Nordisk vildt
Politikens Forlag, 2018
485 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Julegaverne til familiens børn/børnebørn er reddet!

Fra bogens bagside:
Prinsessen på ærten, Svinedrengen, Klods-Hans og Snedronningen…De er der allesammen, når Sigurd Barret genfortæller H.C. Andersens berømte eventyr for børn i alle aldre.

Sigurd genfortæller 31 H.C. Andersen-eventyr, både de kendte og de mindre kendte, og til udgivelsen har han komponeret 12 helt nye sange. Bøgerne er rigt illustreret af Stine Rosenberg, som har tegnet til en lang række af Sigurds bøger.

Min anmeldelse:
Der var 2 grunde til, at jeg glædede mig til at læse Sigurd Barretts måde at
fortælle de gode eventyr på.

For det første har jeg med fornøjelse læst og anmeldt flere bøger af forfatteren, og jeg er hver gang blevet imponeret af hans talent for at forenkle og formidle de valgte emner på en måde, så den bagved liggende originale tone og indholdet er bevaret – og endda på en underholdende måde.

Sigurd Barrett: Sigurd fortæller danmarkshistorie 1-2 – HER

Sigurd Barrett: Sigurd fortæller om kongerækken – HER 

Sigurd Barrett: Sigurd fortæller om Luther – HER

For det andet har adskillige gange både som far og som bibliotekar forsøgt mig med H.C. Andersens eventyr i adskillige udgaver, men uden at finde en udgave, som både var tro mod originalens stil, som ikke var forkortet til ukendelighed, som var til at holde ud at læse op og som – ikke mindst – var noget selv de mindste børn kunne forstå og derfor orkede at lytte til.

Det har jeg fundet nu!
Sigurd Barrett – og hans faste illustrator – formidler på ualmindelig
fremragende vis en central del af dansk kulturarv!

Et kort eksempel fra “Svinedrengen”

H.C. Andersen:
“Der var engang en fattig Prinds; han havde et Kongerige, der var ganske lille, men det var da altid stort nok til at gifte sig paa, og gifte sig vilde han.

Nu var set jo rigtignok noget kjækt af ham, at han turde sige til Kejserens
Datter: “vil Du ha’ mig” men det turde han nok, for hans Navn var vidt og bredt berømt, der vare hundrede Prindsesser, som vilde have sagt Tak til, men see om hun gjorde det.

Nu skulle vi høre:…”

Sigurd Barrett:
“Der var engang en prins. Han var ikke særlig rig, og han havde kun et lillebitte kongerige, men selv om hans rige ikke var særlig stort, håbede han alligevel at kunne finde sig en sød prinsesse at gifte sig med.

“Der er mange, som kender mit navn!” sagde han til sig selv. “Jeg kan sikkert godt finde mig en prinsesse. Ja, når jeg tænker over det, så er der sikkert flere hundrede prinsesser, som kunne finde på at gifte sig med med mig!
Jeg tror sørme, jeg spørger kejserens datter. Hun siger nok ja!” Men det gjorde hun nu ikke bare lige. Hør selv:…”

——-

Eventyrene er i 2 bind placeret i en flot boks, hvor der er koder til download af lydbog til eventyrene. Boksen sælges i 2 udgaver: med og uden cd med Sigurds sange til eventyrene. (Sangteksterne er med i bøgerne.)

Som det sikkert kan ses i anmeldelsen, er bøgerne en mindst 5-stjernet oplevelse.

Sigurd Barrett
Sigurd fortæller H.C. Andersens eventyr 1-2
Politikens Forlag, 2018
231 + 233 sider

Bøgerne er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Drustrups
Bogblog er stoppested mandag 19.11. på den landsdækkende bloggertour, og jeg må
sige, at mine kollega medbloggere har lagt sig i selen den første uges tid for
at formidle baggrundsviden om SOLO, STEIN og STEEN. Flot arbejde!

Men
nu er det jeres tur til at arbejde – og der er en belønning til én af I dygtige
krimielskere!

På
billedet herover skal I løse en klassisk billedgåde ved at finde 8 ledetråde til SOLO!

Det
kan måske være lidt svært og nogle steder måske finurligt/søgt at finde de
skjulte spor til f.eks. navne og steder – og baggrundsbilledet med de mange
sten tæller ikke med.

(Hent billedet HER
i høj opløsning og gå på jagt efter sporene)

Send
mig en mail med beskrivelse af de 8 ledetråde på adressen solo@drustrup.dk
senest søndag 25.11. kl. 23:59, når SOLO Bloggertouren stopper. Derefter trækkes
en vinder blandt de rigtige løsninger (eller dem med flest rigtige).

Præmien
er et signeret eksemplar af Jesper Stein: SOLO – venligst sponseret af
Politikens Forlag!

God
fornøjelse med at finde ledetrådene!

PS: Jeg har anmeldt den fremragende krimi HER

Og fortsæt endelig med at følge med resten af ugen på de næste poster!
Tirsdag er det på Vores Bogliv, det foregår

Fra bogens bagside:
Sognepræst Daniel Vest bruger sin tid på at hjælpe folk i nød, men ikke ved at dele suppe ud eller missionere – for med en baggrund i Frømandskorpset er han ikke helt som andre præster.

Via sin hjemmeside kontaktes han af en mor, hvis 15-årlige datter, Mathilde Østergaard, er rejst til Raqqa i Syrien for at blive gift med
ISIS-krigsherren Sheik Iban Omar. Tilværelsen som jihadbrud viser sig dog snart at være en helt anden end det glansbillede, hun blev stillet i udsigt på de sociale medier.

Daniel sætter alt ind på at hente Mathilde hjem, men i Raqqa er intet, hvad det giver sig ud for at være, og pludselig befinder han sig i et mareridt, hvor tiden måske er for knap til at gøre det rigtige.

Min anmeldelse:
Jeg har haft fornøjelsen af at også at læse og anmelde de første 2 bøger af Jens Strandbygaard.

“Mekkalinjen” – blog.drustrup.dk/#post69
(2016) og “Malaria” – blog.drustrup.dk/#post107
(2017). Jeg har endda fulgt både “Malaria” og den nye “Jihadbruden” helt fra en tidlig manuskriptudgave til den færdige bog. Det har været interessant at følge selve processen og ikke mindst udviklingen i forfatterens skrive- og fortælletalent. Og der er helt bestemt sket rigtigt
meget godt.

Mens “Mekkalinjen” var en actionfyldt spændingsbog med konspirationsteorier, var “Malaria” anderledes relevant og mere spændende, idet den tog nogle aktuelle temaer op. Den udvikling har Jens Strandbygaard fortsat i denne nye bog, hvor spændingsniveauet er rigtigt højt, og hvor den fuldstændigt realistiske baggrund med de mange europæiske unge piger, der forlokkes til at blive jihadbrude, gør læsningen mere aktuel, end det er rart at tænke på.

Samtidig er Jens Strandbygaard blevet bedre til at skrive og lægge flere lag ind i sine historier, og han siger selv, at det bl.a. skyldes et friskt studieår på Århus Universitet, hvor han læste Nordisk Litteratur. I historien er der flere symbolske navne og scener, og de tilfører
læsningen noget godt og interessant. I åbningsscenen holder Daniel Vest prædiken over påskeevangeliet om bl.a. død, sorg og håb. Også hans familieforhold beskrives meget overraskende, og heri indgår familiens 2 æsler, Smerte og Håb.

Baggrunden for hele historien er 100 % virkelighedsnær og er inspireret af faktiske sager fra Danmark og England, så også de grumme
forhold, som jihadbrudene i bogen lever under, er bygget over vidnesbyrd fra undslupne unge piger.

Og generelt bruger Jens Strandbygaard en god del tid på research i flere kilder for at få historiens forskellige lokaliteter og miljøer til at virke overbevisende – og det giver for mig en højere grad af fornøjelse at læse
en forfatter, der har fået styr på fakta, inden fiktionen skrives.

Selve den dødsensfarlige indsats for at befri Mathilde fra ISIS bliver en voldsom kamp på liv og død, og der spares ikke på virkemidlerne, men selv om det hele er beskrevet filmisk og med meget vold, virker historien absolut plausibel, og volden er velanbragt og virker slet ikke “for meget”.

Det er en intens bog om en hævnende engel eller en vigilante i skikkelse af præsten Daniel Vest med sit nom de guerre, Poseidon, inspireret af fortiden som frømand. En spændende og symbolsk historie om bl.a.
hævn retfærdighed og selvtægt.

Var bogen sluttet med, at Daniel Vest stiger ud af flyveren med den reddede Mathilde, og at alt derefter endte lykkeligt og godt, ville det ikke være i tråd med bogen iøvrigt. Så sådan slutter bogen naturligvis heller ikke, men jeg afslører ikke, hvordan det hele ender på overraskende vis!

Bogen er første bind i en planlagt trilogi med Daniel Vest. I bind 2 får vi sikkert endnu en spændende historie, men samtidig også mere om hans familie, inden historierne om Daniel Vest lukkes med bind 3. Send ham bare snarest på nye eventyr!

Jeg forøger med glæde gradvist antallet af point og krimihjerter til Jens Strandbygaard, så denne seneste bog får 8 sikre point på min spændingskrimiskydeskive og 4 hjerter på krimifan.dk.

PS: Har du selv brug for hjælp af Daniel Vest, eller kender du andre, der har behov for effektiv hjælp, så er Daniel Vests hjemmeside åben for indsendelse af bønner om hjælp. På siden http://poseidonhelps.com
kan man se de indsendte bønner, og bl.a. har Socialstyrelsen bedt om assistance til at finde 111 millioner kroner. Meget underholdende!

Jens Strandbygaard
Jihadbruden
Byens Forlag, 2018
324 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.
Billedet herunder er taget ved et bloggerarrangement i Århus og viser Jens Strandbygaard på hjemmebane: i restaurantens jagtstue.

Den store og spændende Stein/Steen-Tour begynder mandag 12.11.
Følg med alle 14 dage på stederne her – og vær også med i konkurrencen mandag 19/11 her på Drustrups Bogblog

Fra bogens bagside:
Thomas Winding havde en stemme, som alle mennesker holdt af at lytte til. Når han fortalte historier, hvad enten det så var hans egne eller dem om Emil fra Lønneberg eller Alfons Åberg, hørte folk instinktivt efter og blev indhyllet i roen og fortælleglæden fra hans røst. Men egentlig ville han være kunstmaler og gå forbillederne Picasso og Matisse i bedene. Imidlertid kom tilværelsen ham i forkøbet, og i stedet blev det til et liv som først mediemenneske og siden forfatter.

Thomas Winding revolutionerede tv-mediet, inden det for alvor havde fundet sine ben i midten af 1960’erne. I monopolets tidsalder skabte han seje Super-Carla, der kunne trylle, at en stor gul bamse blev en del af danske børns indre og ydre liv. Men selv om han i løbet af sin karriere lavede noget af det bedste børnefjernsyn, brød han sig ikke synderligt om det flygtige medie. Faktisk fandt han tv både fjollet og lidt til grin. Han endte på Ærø som glad kunstmaler og børnebogsforfatter med hunden Mester som diskussionspartner.

Denne bog er en krønike om Thomas Winding. Om hans liv, hans børn, hans fjernsyn, forfatterskab og forhåbninger. Og om den tid og den verden, han var rundet af og talte til og med.

Min tidligere
kollega, bibliotekar emeritus BJARNI ÅKESSON FILHOLM, er denne gang gæsteanmelder. Tak til Bjarni!!

Bjarnis anmeldelse:
Jeg er glad for at have fået muligheden for at anmelde denne bog om Thomas Windings liv og virke.

Det er faktisk sådan, at jeg har ventet på en biografi i papirform om denne et af mine danske forbilleder. Jeg kender til diverse udmærkede dvd-udgivelser om Thomas Winding, men har egentlig gået og undret mig over, at der ikke kom en ”rigtig” bog om ham. Forlaget Politiken og forfatteren Henrik Palle opfylder nu i fællesskab mit ønske.

Og det er en god og veloplagt bog om Thomas Winding, der kronologisk skildrer multitalentets liv samtidigt med en vekselvirkning og kortlægning af hans kunstneriske virke, – dette bliver så elegant suppleret og sat ind i en kulturel sammenhæng med relevante oplysninger om, hvad der ellers foregik i verden i Thomas Windings levetid (1936-2008).

Jeg har altid betragtet Thomas Winding som et yderst talentfuldt menneske, – jeg er bevidst om ikke at udnævne alle mulige og umulige til genier, men i Thomas Windings tilfælde tøver jeg ikke. Jeg har det næsten som en af de personer, der er citeret i bogen. Hun siger: ”Ja, han kendte ikke mig, men jeg kendte ham…”.

Hans stemme er med rette blevet fremhævet, som ganske enestående, fløjlsblød med et elegant roligt taletempo. Men der anes vel også noget provokerende og drillende i den tilsyneladende slentrende og høflige diktion? Det er altid en fordel at have humoren på sin side – og den underspillede virker dobbelt så stærkt. Underlægningsfortællerstemmen til filmene om Emil fra Lønneberg bliver af mange ofte fremhævet som noget enestående Windingsk, som de husker fra deres barndom og ungdom. Denne oplevelse af en venlig stemme fra fortiden er jeg helt med på, men vil dog retfærdigvis stilfærdigt gøre opmærksom på, at den originale svenske fortæller i filmene om Emil fra Lønneberg nu også var temmelig god.

Thomas Windings liv var spraglet og omskifteligt. Han ville gerne – som barn – danse ballet i en kortere periode, han ville gerne male og tegne og senere skrive børnebøger. Og det gjorde han så alt sammen med skiftende intensitet livet igennem, og hvad især børnebøgerne angår også med stor succes og anerkendelse.

Så blev han filminstruktør, lærer på Filmhøjskolen i Ebeltoft, Filmkonsulent og højskoleforstander. Han boede i en stor del af sit liv i København, hvor hans mange kunstnervenner også boede – vekslende med Ærø, hvor han nød freden og forsøgte at finde arbejdsro.

Samtidigt med alt det skabte han – i samarbejde med andre yderst talentfulde kunstnere, som bl.a.: Jytte Abildstrøm, Bodil Udsen, Suzanne Brøgger, Olaf Nielsen, Hans Christian Ægidius, Brian Patersson, Gotha Andersen, Otto Brandenburg, Hauch-Fausbøll og ofte også sammen med sine egne familiemedlemmer og gode venner – de fremragende børne- og ungdoms tv-udsendelser/serier, som han med rette er anerkendt for: ”Lirumlarum”, Super Carla”, ”Blomsterpistolen”, ”Farvel jeg hedder Kurt”,
Tyllefyllebølleby, ”Det har jeg aldrig sagt”, ”Se Hundested og gø” for blot at
nævne nogle af dem, jeg selv kender. Jamen kæreste venner! – hvor jeg nød at se disse tv-serier fra dengang, det var før.

Jeg noterer mig også med glæde, at hans spillefilm ” Revolutionen i vandkanten” fra 1971 for øjeblikket restaureres af en af Thomas Windings eks-hustruer, Busser Winding. Så bliver der engang mulighed for at gense den.

Winding og kvínderne: Han blev gift og skilt mange gange og havde efter sigende mange udenoms-amorøse affærer. Han må have haft voldsom kvindetække. Jeg hæfter mig ved, at han blot ved at gå iklædt kedeldragt i en periode startede en mode blandt kvindelige ansatte i TV-byen, som også iklædte sig kedeldragter med bælterne spændt stramt om taljen. Windings interesse for det erotiske ses også af hans pornografiske romandebut: ”En historisk oplevelse. En nostalgisk porno i anledning af Københavns fødselsdag”. (1967). En efter datidens moralbegreber dristig og uartig sag.

Thomas Winding fik mange børn, alle dygtige og begavede på hver deres måde. Af bogen kan man forstå, at han ikke altid havde tid til dem, da hans fokus var andetsteds. Da han blev ældre, ændrede det sig til det bedre.

Som ungt menneske i 1960’erne og 1970’erne betragtede jeg ham som en begavet våbenbroder, som på en elegant og humoristisk facon stillede spørgsmål ved det vante og gængse. Hvorfor gør man sådan? Hvem har bestemt det? Kunne man overveje at gøre det på en anden måde? Hvis man fandt det omgivende samfunds normer begrænsende uden rigtig selv at kunne formulere, hvori det snærende lå, så trådte Thomas til med sin filosofiske crazy-komik og stillede sine tilsyneladende uskyldige spørgsmål
til det allerede vedtagne.

Anarkisme, og mistro til autoriteter blev udfordret via gakkede fortællinger. Ikke noget med udmattende politiske venstre- eller højreorienterede argumenter. Næ, Thomas Windings rebelskhed var langt mere forfinet og universel. En slags sofistikeret nonsens-logik, måske?

Hans stemme var vigtig, – fortællingernes rolige fremadskriden ligeså. Det var jo lige der i spændingsfeltet mellem de to elementer, at magien og den euforiserende humor opstod.

Jeg kunne lide hans satiriske form for løjer, den kulsorte humor som lidt efter lidt antagelig var med til at ændre meningsdannelsen hos bestemte samfundsgruppers stivnede moralopfattelse og selvpåførte etikette-slaveri. Det vil jeg gerne tro.

Henrik Palles udmærkede bog om Thomas Winding har jeg været glad for at læse. Den er illustreret med fotografier af kunstneren, hans hustruer, børn og venner. Der er også en del malerier, som alle peger hen mod Thomas Windings snurrige visuelle begavelse. Dertil kommer et stamtræ og en værkfortegnelse bagest i bogen.

Efter mine begreber er denne bog sammen med Leonard Cohens (hov, der var da endnu en herre med en karakteristisk stemme) posthumt udgivne ”The Flame” en af de mest vedkommende og læseværdige bøger, der er udkommet i 2018. Derfor får den denne blogs maksimale 5 stjerner.

Henrik Palle
Thomas Winding : En
stemme i tiden
Politikens Forlag,
2018
300 sider

Bogen er modtaget som
anmeldereksemplar fra forlaget