Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Vibeke Marx: Lugten af længsel

Alt muligt andet godt Posted on 12 sep, 2023 21:44

Fra bogens bagside:
En roman om kærlighed, den beskyttende til ­moren, den modsætningsfyldte til mændene, den uselviske til barnet og den euforiske til barnebarnet.

Allerede som barn længes Lissen efter at blive set. Af sine forældre, af drengene, af verden. Hun tumler ud i livet, bliver gravid, når hun ikke vil, bliver ikke gravid, når hun vil. Omkring hende ændrer verden sig i høj fart, og Lissen følger med. I andres øjne er hun alt for meget, i sine egne for lidt. Under alt hvad hun foretager sig, strømmer længslen efter det ægte, efter at finde frem.

Min anmeldelse:
Forlaget kalder serien “Udlængsel”, og det er der rigtig god mening i. Se bare dette citat fra bogen: 

Alt gennemskuede Ingeborg, undtagen morens falskhed, og dog, måske også den, men længslen overmandede indsigten. Det er længslen, der lugter af, så meget længsel i bare enkelt familie, tænker Lissen og kan ikke få en bid ned.
(Fra familiens sidste julemiddag sammen, inden Lissens mor, Ingeborg, dør)

Lugten af længsel er tredje, selvstændige del af en trilogi, der begyndte med Jord og hjerte og fortsatte med Anton. Forlaget skriver selv sådan om serien, og det er en helt præcis beskrivelse, så den bringer jeg gerne videre: “Med de tre bøger har Vibeke Marx skrevet et gribende, råt og enestående værk om familieliv, længsler og nedarvede svigt fra 1920’erne til i dag.”

Jeg har med stor nydelse og fascination læst også de første bind og har anmeldt dem her:
Bind 1: Jord og hjerte – https://blog.drustrup.dk/?p=683
Bind 2: Anton – https://blog.drustrup.dk/?p=1294

Tilsammen beskriver de en families liv med de særlige problemer om netop svigt gennem flere generationer. Det er en tung arv, der løber gennem alle generationerne, og som påvirker dem meget. Det er ikke munter læsning i denne bog at følge 3. generation i skikkelse af Lissen, som Annelise kaldes. Hendes relationer til bedstefar og forældre samt især i dette bind til datteren og barnebarnet er heller ikke uproblematisk, så der kan komme flere bind i serien, men jeg ved ikke, om Vibeke Marx har planlagt det. 

Det må der meget gerne, for dels tager bøgerne nogle centrale emner op om bl.a. familiær arv og forholdet mellem generationer, og dels giver hele serien et rigtigt godt tidsbillede. Endelig og ikke mindst vigtigt, så er også denne seneste bog skrevet i et fantastisk flot og billedskabende sprog, som det er en stor fornøjelse af læse.

5 sikre stjerner!

Vibeke Marx
Lugten af længsel
Modtryk, 2023
283 sider



Anders De La Motte: De bjergtagne

Krimi og spænding Posted on 23 aug, 2023 01:11

Fra bogens bagside:
Leonore Asker er tæt på at nå sit mål: at blive chef for afdelingen for personfarlig kriminalitet i Malmø. Men midt i en højprofileret kidnapningssag vælger ledelsen at “forfremme” hende til chef for den såkaldte afdeling for glemte sager og fortabte sjæle, en enhed for håbløse og halvglemte sager, der holder til i politihusets kælder.

På trods af ydmygelsen bliver Asker interesseret i en af de besynderlige sager. Nogen placerer små ildevarslende figurer i et modeltogslandskab – og en af figurerne forestiller kvinden fra kidnapningssagen.

Sagens forbindelser to skjulte og forfaldne bygninger får Asker til at kontakte Martin Hill, lektor i arkitektur med særlig interesse for urban exploration. Asker og Hill får mistanke om, at der under nogle af de tilsyneladende banale sager i Askers nye afdeling gemmer sig en usædvanlig form for ondskab.

En hilsen til et centralt element i bogen med dette billede fra fantastiske Miniatur Wunderland i Hamburg https://www.miniatur-wunderland.dk


Min anmeldelse:
Jussi Adler Olsens Afdeling Q minder i nogen grad om denne bogs afdeling for glemte sager og fortabte sjæle både mht. sagerne, der er henvist dertil, og mht. det specielle mandskab der. I denne bog er det en lidt større, herlig og komplekst sammensat gruppe, som jeg glæder mig til at følge. 

Det intense magtspil mellem afdelingens personale – især den nye tvangsforflyttede chef, Leonore Asker, og de fleste af de øvrige politifolk er også en central del af spændingen i bogen. 

Efterhånden finder Leonore Asker sig på plads i afdelingen, hvor hun efterhånden finder ud af at udnytte personalets meget forskellige kompentencer. Samtidig formår hun med intuition og sans for at se mønstre og sammenhænge i detaljer. Derfor lykkes det for hende at grave sig ned i en sag, der er meget dramatisk og ret speciel. 

I beskrivelsen af personerne i forbindelse med sagen kan jeg sagtens spore forfatterens evne til at skildre en personkreds i en mindre samfund. Den nød jeg også bl.a. i forfatterens serie “Skånekvartetten” – se f.eks. anmeldelsen af ‘Forårsoffer’ her https://blog.drustrup.dk/?p=859

Forfatterens gode evne til at skrue et stærkt plot sammen med interessante aktører er afgjort i brug her i en barsk historie om sagerne med de forsvundne folk. Samtidig er det fascinerende at høre om urban exploration. Uden at afsløre noget af handlingen vil jeg sige, at den er mere grum og oplevelserne mere farlige for deltagerne end i Skånekvartetten. Jeg blev meget fanget af hele bogens forløb og den spændende sag – også fordi bogen er godt skrevet. 

Det bliver til 9 point krimiskydeskive på min blog og 5 krimihjerter på krimifan.dk 

Anders De la Motte
De bjergtagne
Modtryk, 2023
488 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Jørn Lier Horst og Thomas Enger: Ar

Krimi og spænding Posted on 15 aug, 2023 23:26

Fra bogens bagside:
Alexander Blix er en slagen mand. Han er dømt for drabet på sin datters morder, og det er ikke ufarligt at sidde i fængsel som tidligere politimand.

Udenfor murene har Blix’ tidligere kolleger sat jagten ind på en drabsmand, der er flygtet fra et fængsel i Tyskland. Den flygtede fange har forbindelse til en indsat på Blix’ fængselsafdeling – og nu er han på vej til Norge.

Politiet får brug for Blix’ viden fra fængslet, og Blix får brug for Emma Ramm, der udover at være journalist også er en nær ven. Ramms undersøgelser leder til en bygd 150 kilometer nord for Oslo, hvor flere af indbyggerne bærer på farlige hemmeligheder og dybe ar.

Min anmeldelse:
Fjerde bog i den velskrevne og spændende serie om Alexander Blix og Emma Ramm.

Bogen hverken kan eller bør efter min mening læses uafhængigt af seriens første 3 bind, da historierne og personernes relationer hænger sammen og udvikler sig fra bind til bind. Det vil være at snyde sig selv ikke at læse alle bøgerne – og i rækkefølge. (Se til sidst i anmeldelsen.)

Som det fremgår af bagsiden, så sidder Blix i fængsel som en direkte følge af begivenhederne i bind 3. Samtidig med den spændende sag om den flygtede fange fra Tyskland og hans forbindelse til Norge, følger man undervejs appelsagen om at få Blix’ sag genoptaget – og forhåbentlig med frifindelse. Hvad de to handlingsspor ender med, må I selv finde ud af, men jeg lover, det er meget spændende læsning. 

Samarbejdet mellem de to forfattere har resulteret i nogle fremragende bøger, og niveauet holder så absolut i denne usædvanligt vinklede krimi. Jeg erindrer ikke andre krimier, hvor en efterforsker sidder i fængsel dømt for mord, og det giver et interesant indkig i forholdene i et fængsel. 

Bare rolig. Der kommer (mindst) et bind mere i serien. På norsk er titlen “Offer”.

Bogen får 9 skydeskivepoint på bloggen og 5 krimihjerter på krimifan.dk 

Jørn Lier Horst og Thomas Enger
Ar
Modtryk, 202
355 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

De første bind i serien er:
Nulpunkt – //blog.drustrup.dk/#post190
Røgslør – https://blog.drustrup.dk/?p=510
Slagside – https://blog.drustrup.dk/?p=906



Ilaria Tuti: Sovende nymfe

Diverse Posted on 26 jul, 2023 22:12

Fra bogens bagside:
En uopklaret sag med rødder tilbage til Anden Verdenskrig lander på politikommissær Teresa Battaglias bord: Et kunstværk frembragt en af de sidste dage under krigen er malet med blodet fra et menneskehjerte. Sporene leder Battaglia og hendes yngre assistent Massimo Marini ind i de øde egne omkring den sagnomspundne Resiadal på grænsen mellem Slovenien og Italien, men her er deres tilstedeværelse uønsket.

I det bjergrige og tyndt befolkede område er det let at tabe orienteringen, særligt hvis man som Teresa Battaglia er ramt af Alzheimers og langsomt mister sit overblik og sin uforlignelige skarpsindighed. Hvad der tidligere var hendes stærkeste våben, er nu blevet hendes største svaghed. Og hun kan ikke længere holde det skjult.

Min anmeldelse:
Det var en rigtig god oplevelse at læse bind 1 i serien “Helvedesblomster”, som jeg anmeldte her https://blog.drustrup.dk/?p=1423. Det var interessant at møde en hovedperson som Teresa Battaglia (og hendes assistent), og det var endnu mere interessant at læse om den forunderlige lokalitet, den bogen foregik i.

I dette nye bind i serien spiller naturen i den mytiske Resia-dal og den særegne kultur der en endnu større rolle for bogens handling. Det er stedets helt særlige kulturhistorie og begivenhederne der under Anden Verdenskrig, som for alvor fangede mig. Samtidig folder de to hovedpersoner og deres indbyrdes forhold sig yderligere ud, og det er et interessant bidrag til historiens fascinationskraft. 

Med sikker forfatterhånd fortælles en rigtigt spændende historie fra både krigens tid og nutiden. I må tro på mig, for jeg fortæller ikke mere om indhold og handling, men giver med stor fornøjelse bogen mine bedste anbefalinger 5 krimihjerter på krimifan.dk og 10 sikre skydeskivepoint her på bloggen = et rent pletskud.

Der er på italiensk udkommet 2 bind mere i serien. De er ikke oversatte endnu, men jeg venter spændt!

Ilaria Tuti
Sovende nymfe
Modtryk, 2023
469 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Håkon Nesser: En fremmed banker på din dør – Forbrydelser fra Maardam og omegn

Krimi og spænding Posted on 16 jun, 2023 13:38

Fra bogens bagside:
Bogen indeholder tre korte romaner: Beundring, Bodsøvelse og En fremmed banker på din dør.

En uvejrsaften i slutningen af januar banker det på Judith Millers dør. Hun åbner, uvidende om at hendes liv netop har taget en helt ny retning, at hun for altid vil se tilbage på dette tidspunkt som begyndelsen på både det bedste og det værste, der er sket hende.

På samme måde aner heller ikke Anna Kowalski og manden, der ejer hesten Sorte og Brune, at et par skridt i en ny retning kan få så ubønhørlige konsekvenser.

I Van Veeterens by, Maardam, bliver der stadig begået forbrydelser, og kommissærens efterfølger, Jung, gør sit bedste for at opklare dem, men nogle sager har måske bedst af at forblive uopklarede.

Min anmeldelse:
Det har altid været mig en fornøjelse at læse Håkan Nessers bøger, så jeg glædede mig meget til at læse disse tre selvstændige historier fra hjembyen for en af hans krimihovedpersoner Van Veeteren. Serien om ham og den om hans anden seriehovedperson Barbarotti er sprogligt nogle af de allerbedste krimier. Og sikken sammenkobling af de to hovedpersoner i “De venstrehåndedes forening”!

Og jeg blev ikke skuffet! Alle historierne er fantastisk flot skrevet. Jeg vil varmt anbefale at læse bogen alene pga. stil fortællemåde – uanset om du er til krimier eller ej. Men også som krimier er hver af historierne ualmindeligt godt fortalt med overraskelser og moraler af dejligt varierende karakter. Historierne hænger ikke sammen indholdsmæssigt og kan nydes hver for sig. 

Et krimipletskud med 10 sikre skydeskivepoint og 5 flotte krimihjerter på krimifan.dk.

Håkan Nesser
En fremmed banker på din dør : Forbrydelser fra Maardam og omegn
Modtryk, 202272 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

PS
Jeg har på min blog anmeldt disse bøger af Håkan Nesser:

PPS
Find rækkefølgen i Håkan Nessers to krimiserier i denne oversigt over mere end 600 krimiserier: https://blog.drustrup.dk/?p=1626 



Anton Marklund: Under falkens vinger

Krimi og spænding Posted on 30 apr, 2023 21:19

Fra bogens bagside:
Allerede da Ramona sætter sig ind i politibetjentens bil, ved hun, hvad der venter hende. Båden ved søen. Den unge ukendte kvinde, der ligger død i den.

Ramona har en særlig evnerne at se ind i mennesker, se de ting, som de allerhelst vil holde hemmelige. Og nu beder politiet om Ramonas hjælp. Men for at løse gåden om kvinden i  båden må Ramona se dybere end nogensinde før.

Bogen er den første i serien om socialrådgiveren Ramona Lindh fra Skellefteå, der besidder en evne, som både er en velsignelse og en forbandelse. Det er en stærk og gribende spændingsroman om de omstændigheder, der gør et menneske til enten offer eller gerningsmand.

Min anmeldelse:
Da jeg først havde vænnet mig til forfatterens helt specielle måde at fortælle sin historie på, var jeg fanget fuldstændigt ind. Oplevelser og indtryk specielt set fra socialrådgiveren Ramonas vinkel formidles intenst og koncentreret i et flot og stemningssakbende sprog. I korte kapitler blev jeg nærmest hypnotiseret af teksten, så jeg blev nødt til at læse videre.

Jeg accepterede desuden helt præmissen om Ramonas evne til at sanse og opfange personers tidligere oplevelser og skjulte tanker. Det er nødvendigt for at blive fanget af bogen, og forfatteren gør det også helt sandsynligt. Hun er en spændende hovedperson,  som jeg vil se frem til at følge i seriens kommende bøger, for bogen er nemlig bind 1 i en planlagt serie. Hun er et eksempel på en trend blandt krimiforfattere som bl.a. i Jakob Melanders bøger med Sigga Freitag og Christian Porsing.

Politiarbejdet med at finde identiteten af den dræbte unge pige, og efterforskningen af baggrunden for drabet er hovedsporet i bogen, og det hjælper Ramona med på sin helt egen måde. Hun har et varmt hjerte for byens og egnens svageste børn og unge, og det har præget hende dybt. Derfor slutter bogen også, som den gør – på én gang varmt, barskt, kontant og – set fra i hvert fald Ramonas side – retfærdigt. Så vil jeg ikke fortælle mere, men vil varmt anbefale bogen med 9 skydeskivepoint her på min blog og 5 krimihjerter på krimifan.dk.

Anton Marklund
Under falkens vinger
Modtryk, 2023
391 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



« ForrigeNæste »