Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få besked, når der er et nyt indlæg

Sara Blædel: Elins død

Krimi og spænding Posted on 30 nov, 2022 19:49

Fra bogens bagside:
En ældre mand findes død på den lille ø Aarø ved Haderslev. Umiddelbart ser det ud til, at han er faldet uheldigt og er druknet i vandkanten, men særlige omstændigheder gør det hurtigt klart, at det lokale politi har brug for assistance fra Louise Rick og den nye rejsendes, P13.

Camilla Lind er flyttet fra sin mand, Frederik. Mens hun går og pakker i sin nye lejlighed, ringer politiet på døren og meddeler, at hendes mor er død. Hun skynder sig sammen med sønnen Markus til morens hus i Skanderborg, og da hun gennemgår morens ting, støder hun på en chokerende hemmelighed.

Louises efterforskning trækker tråde til Skanderborg, og inden længe er Camilla personligt involveret i at afdække sagen, som måske stikker dybere end først antaget.

Min anmeldelse:
Jeg læste bogen kort efter, den udkom, men skrev ikke dengang min anmeldelse, fordi jeg lige ville tænke lidt ekstra over den. Det var noget siden, jeg havde læst en bog fra serien med Louise Rick og hendes veninde Camilla Lind, og jeg ville bl.a. vurdere, om man kunne læse dette bind 13 uden at have læst de foregående. Mht. det sidste, så oplevede jeg ikke nogle problemer ved, at jeg ikke havde læst en del af de forrige. 

Jeg ville også lige se, om den kunne leve op til den omfattende pr, der blev lavet om bogen. Mens jeg tænkte over anmeldelsen, kunne jeg nemlig ikke undgå at se og læse flere lovord om “Elins død”, men det kor kan jeg ikke helt tilslutte mig. Bogen er velskrevet og ganske underholdende, men for mit vedkommende var den hurtigt læst og sikkert også hurtigt glemt. Plottet virker på flere måder ikke overbevisende generelt, men især ikke i den måde de to veninders del af begivenhederne hænger sammen på. Det virker rigeligt konstrueret, og bogen får ikke for alvor fat i mig som krimilæser. Det er den ikke spændende eller interessant nok til.

Jeg giver den 7 skydeskivepoint her og 3 krimihjerter på krimifan.dk.

Sara Blædel
Elins død
Politikens Forlag, 2022
333 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Thomas Bagger: Den nittende ø

Krimi og spænding Posted on 22 nov, 2022 22:28

Bogen er gæsteanmeldt af Charlotte Johansen, som tog udfordringen op på en krimicafé, jeg holdt på Brønderslev Bibliotek. 

Fra bogens bagside:
I en lille bygd på Færøerne bliver fire præster fundet i en pøl af deres eget blod. Præsterne er i fuldt ornat, og umiddelbart ville det ligne et kollektivt selvmord, hvis ikke det var, fordi en femte præst, der også var til stede den nat, drabene fandt sted, er sporløst forsvundet.

Som repræsentant for specialenheden Task Force 14 sendes Lucas Stage derop sammen med kriminaltekniker Sidsel Jensen for at assisterer det lokale politi. Sidsel er født og opvokset på Færøerne, men har ikke sat sine ben deroppe, siden hun som 13-årig flyttede til Danmark sammen med sin mor og væk fra sin far og tvillingebror, Hjalti.

Både Lucas og Sidsel er på godt og ondt fremmedelementer i det lille lokalsamfund, og mens tiden arbejder mod de to danske efterforskere, vikles de langsomt ind i et mørkt, brutalt og blodstænket net af fortielser og religiøse fanatikere, der kun går på knæ for gud.

Charlotte Johansens anmeldelse:
Den nittende ø er bind 2 i serien om Lucas Stage og David Flugt. Bind 1 hedder “Manden i tre dele”. Den her bog har Lucas Stage fra Task Force 14 som hovedperson.

Samtidig med at vi følger efterforskningen på Færøerne, får vi et indblik i hans svære opvækst, og det er ikke tit, man møder en så usympatisk hovedperson. Han er en manipulerende og dybt korrupt politibetjent. Men samtidig er han en dygtig politiefterforsker. Han arbejder bedst alene, da hans metoder ikke altid just er efter bogen.

Han bliver sendt til Færøerne sammen med kriminaltekniker Sidsel Jensen, som vi også hører en del om, for at opklare en bestialsk forbrydelse, hvor 4 præster enten brutalt er blevet myrdet eller har begået kollektivt selvmord, og den lokale præst mangler. De finder hurtigt ud af, at der er tale om en opsigtsvækkende drabssag, hvor ikke alt er, som det ser ud til at være.

Sidsel Jensen, der er vokset op på Færøerne under navnet Eivør, er tvillingesøster til den lokale politimand Hjalte. Hun forlod Færøerne som helt ung og har ikke været tilbage siden. Det er heller ikke med hendes gode vilje, at hun bliver kaldt tilbage til Færøerne for at hjælpe med opklaringen, og det giver da også en del problemer med de lokale og især med hendes familie, der er dybt religiøse ligesom resten af lokalbefolkningen i bibelbæltet. Her er alt lagt i Guds hænder, og de ser ikke velvilligt på den måde, Lucas griber sagen an på.

Thomas Bagger har skrevet en rigtig god krimi med et plot, der virkelig overrasker, og hvor helten samtidig er en skurk. Den er utrolig velskrevet med flotte naturbeskrivelser, og den er svær at lægge fra sig, når man først er kommet i gang. Den slutter selvfølgelig med en cliffhanger, og jeg glæder mig til den kommende bog i serien.

Jeg giver den 9 point, der svarer til 5 krimihjerter på krimifan.dk.

Thomas Bagger
Den nittende ø
Politikens Forlag, 2022
384 sider



Jeanette Varberg: Enkernes land

Krimi og spænding Posted on 08 nov, 2022 23:55

Fra bogens bagside:
En 98-årig kvindes mystiske død i Vestjylland kædes sammen med mordet på en kontroversiel amerikansk højesteretsdommer. På begge lig finder man ældgamle romerske amuletter, der har været bortkommet i en menneskealder. 

Mens efterforskeren Vivi dykker ned i det vestjyske lokalmiljø, allierer hendes chef, Peter, sig med den rebelske arkæolog Nanna, der udover at være ekspert i amuletter også er lidt af en Indiana Jones. Snart går den vilde jagt fra Vestjylland til Kairo og fra Vatikanet og videre ud i verden.

Min anmeldelse:
Jeanette Varberg er en fantastisk fortæller og en fremragende formidler, når hun i ord og tale har sit vante fagområde på Nationalmuseet som emne. Det har hun vist til foredrag samt i flere bøger om vikingetiden. Her formidles fakta og synspunkter på inciterende vis, så hvordan ville det mon gå, når hun forlader fagområdet og brygger sin egen historie? 

Det var jeg spændt på, da jeg begyndte denne bog, men jeg overgav mig hurtigt. Hun fortæller en rigtig røverhistorie med fuld fart og dramatik. Et mord på en gammel dame i et indremissionsk miljø og et mord på en amerikansk kvindelig højesteretsdommer følges af endnu et mord i Egypten. Alle ofrene med amuletter og andre hellige genstande fra fortiden.Hvordan kan det da hænge sammen? For selvfølgelig er der en sammenhæng.

De to parallelle efterforskninger – dels i Vestjylland og dels i Egypten, Italien og USA – afslører, hvordan det hele er tæt forbundet. Men det bliver ikke let. Det er livsfarligt og dramatisk.

Når den kvindelige arkæolog, Nanna, på bagsiden sammenlignes med Indiana Jones, er det helt korrekt. Et andet univers, bogen kan sammenlignes med, er Dan Browns religionskonspiratoriske verden. I bogen bruges der nemlig på samme måde som i hans bøger en del emner fra religionshistorien, og der er også i Jeanette Varbergs bog fokus på de  katolske kirkes næsten uendelige magt til at kontrollere og bestemme over sandheden. I Danmark er der især fokus på den magt, som Indre Mission udøver med hård hånd i det vestjyske. Et overordnet tema er nemlig magtens fordeling, og det er især mht. den skæve kønsfordeling af magt og indflydelse, der står centralt – historisk og aktuelt.

De tre hovedaktører er nogle herlige personer, der supplerer hinanden rigtigt godt. Og de bidrager på hver deres måde til opklaring og dramatik. Dem kunne jeg godt tænke mig at møde igen, hvis de bliver aktørerne i en helt ny eventyrlig historie med et andet tema. Historien fortælles kronologisk med angivelse af tid og sted, og den suppleres af korte kapitler fra Vestjylland sidst i 1800-tallet, hvor der i 1893 døde rigtigt mange fiskere i en stor naturkatastrofe med mange enker til følge. Deraf bogens titel.

Bogen er et dejligt miks mellem historisk faktuelle begivenheder og forfatterens fabuleren over dem. Med sin baggrund i Danmark og med plottet solidt plantet i fakta og kombineret elegant med fantasier gør det bogen til betydeligt mere interessant læsning end DaVinci-mysteriet og de andre bøger af Brown. Det skyldes også forfatterens store fortælletalent. Hun beskriver iøvrigt kort i et efterskrift de historiske fakta bag plottet. 

Det er kort fortalt en spændingsbog på et højt internationalt niveau. 

9 point på min krimi/spændingsskydeskive og 5 krimihjerter på Krimifan.dk

Jeanette Varberg
Enkernes land
Politikens Forlag, 2022
523 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Leonora Christina Skov: Den, der lever stille

Alt muligt andet godt Posted on 30 okt, 2022 20:29

Fra bogens bagside:
Da Leonoras mor dør, beslutter hun at skrive den faktiske historie om sig selv og sit liv. Om den ensomme Christina, der vokser op i et rødt parcelhus i Helsinge med en plan: Hvis hun får topkarakterer og ikke gør sin mor ked af det eller sin far vred, kan det være, at de kan elske hende. Og om den unge litteraturstuderende, der på trods flytter til København for at genskabe sig selv som forfatteren Leonora og til sine forældres rædsel forelsker sig i en kvindelig præst. “Når du ligger i rendestenen, skal du nok komme hjem,” siger hendes far, men så tager Leonoras raseri og livslyst over.

Min anmeldelse:
Jeg kan huske, at bogen fik rigtig meget opmærksomhed i alle medier, da den udkom. Jeg mener, at fokus dengang var på forfatterens sexuelle orientering og derefter på hendes opgør i den anledning med sin familie. Nu jeg har læst bogen, synes jeg, at det er en forenklet karakteristik.

Vel er bogen endnu et eksempel på en forfatter, som i litterær form gør op med sine familierelationer. Og det er helt klart, at bogen er en dybt personlig og for forfatteren helt uomgængelig skildring af en barndom og ungdom præget af svigt og manglende opbakning. Synsvinklen og udgangspunktet er 100% forfatteren selv, der tilsyneladende kun ser fejl fra andres sider. Det gør, at hun virker ret selvoptaget på kanten af rethaverisk. 

Samtidig er det dog også en interessant skildring af en litterær proces, hvor man som læser følger forfatterens overvejelser om det at skrive en så detaljeret og udleverende historie. 

I sin helhed er det en interessant og meget velskrevet bog. Alligevel tøver jeg med at læse fortsættelsen “Hvis ikke vi taler om det”, der udkom i 2021 og tilsyneladende fortsætter i samme spor.

Bogen blev udvalgt af litteratursiden.dk som en af de seneste 20 års bedste danske bøger. Anledningen var Litteratursidens 20-års jubilæum. Sådan så feltet ud, som læsere kunne stemme på for at kåre den allerbedste. Vinderen bliver først afsløret under BogForum 2022 på Litteratursidens stand.

“Indtil vanvid, indtil døden” af Kirsten Thorup
“Den, der lever stille” af Leonora Christina Skov
“Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage” af Naja Marie Aidt
“Vi, de druknede” af Carsten Jensen
“Undtagelsen” af Christian Jungersen

___________

Kommentarer fra læsegruppen Sure Gamle Mænd
En af de sure gamle mænds koner havde spurgt, hvorfor vi da ville læse den, for det var da en rigtig kvindebog. Det er da også delvist tilfældet, men efter en livlig drøftelse af bogen, viste det sig, at vi var enige om, at Leonora Christina Skov skriver fremragende, men den måde hvorpå forfatterens personlighed skinner igennem fortællingen er ikke fremmende for vores sympati for hende. 

En fra læsegruppen havde hørt bogen som lydbog, og han sagde, at lydbogsversionen er rigtigt godt oplæst af forfatteren selv.

___________

Jeg giver bogen 4 stjerner som en meget velskrevet bog med mange flotte formuleringer og ordbilleder.

Leonora Christina Skov
Den, der lever stille
Politikens Forlag, 2018
372 sider

Bogen er lånt på biblioteket.



Sissel-Jo Gazan: Uglens øje

Krimi og spænding Posted on 18 sep, 2022 22:58

Tredje bind i forfatterens videnskabskrimiserie og igen en forrygende spændende og interessant bog med sit særlige miks af elementer. Læs den!

Fra bogens bagside:
Engang var Søren Marhauge en af politiets allerskarpeste hjerner. Nu er han en midaldrende efterforsker med en helt umulig sag om et barn, der er sporløst forsvundet.

Farmakonom Sille Bjergager er varm fortaler for den nye mirakelmedicin Trimixal, for den har hjulpet hendes bror Bjørn ud af alvorlig depression, og han har endelig fået sit drømmejob som sommerfugleekspert på Københavns Universitet.

Medicinaldirektør Tonny Engmann er manden bag det mirakuløse præparat. Han har altid nægtet at give op, før han når sit mål. Uanset prisen.

Da en gigantisk medicinal-skandale pludselig truer i horisonten, krydses Sørens, Silles og Tonnys veje. Men hvorfor blev industriens skruppelløse bedrag ikke opdaget i tide af de almægtige hackere i MediLeaks, der overvåger medicinal-industrien indefra?

Min anmeldelse:
Det er bind 3 i serien af videnskabskrimier med Søren Marhauge som efterforskeren. Jeg har med stor fornøjelse læst begge de foregående bind – “Dinosaurens fjer” og “Svalens graf” – og har både læst og anmeldt hendes forrige bog “Hvide blomster”, hvor der også indgår videnskab, men som ikke er en krimi. Det er ‘bare’ en rigtig god og stærk bog! Læs mere her: https://blog.drustrup.dk/?p=999

Jeg var spændt på, om Sissel-Jo Gazan kunne holde sin stil med blandingen af krimi og videnskab, samt om hun kunne holde seriens høje niveau. Og det har hun fuldt ud kunnet i denne nye bog.

Det er som vanligt en kompleks historie med mange retninger, forbindelser og emner. Og også som vanligt hænger det hele sammen undervejs, men især til sidst. Det er et rigtigt godt og unikt persongalleri, som tilsammen er sikre eksponenter for, at bogens dilemmaer bliver taget op. Det central dilemma i bogen er (dele af) medicinalindustriens mangel på moral i jagten på profit.

Sissel-Jo Gazans litterære varemærke er jo at bygge videnskabelige fakta og overvejelser ind i sine fantastiske historier, og i denne bog er der ud over udviklingen og salg af medicin også et tema om psykiske sygdomme. Desuden refererer bogens titel til udseendet af og navnet på de sommerfugle, som Bjørn fremavler derhjemme, og netop entomologi er et andet af de videnskabelige emner, der er med i bogen.

Det kriminelle niveau i bogen er mindst lige så højt som i seriens øvrige bind, men det er med sit specielle miks af elementer at bogen og hele serien har sin store styrke. Læs den!

9 sikre skydeskivepoint her og 5 krimihjerter på krimifan.dk  

Sissel-Jo Gazan
Uglens øje
Politikens Forlag, 2022
367 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Søren Pilmark: Varieté – Laurits og Valdemar

Alt muligt andet godt Posted on 03 jan, 2022 17:16

Fra bogens bagside:
Laurits er en gudbenådet tryllekunstner, og publikum elsker ham. Takket være Laurits kan varieté-teateret Apollo få det til at løbe rundt, men det er ikke nemt at være et lille østjysk provinsteater i 1910.

Laurits er vokset op på teateret, efter hans forældre døde, og teaterets faste folk er hans familie: sandsigersken Philitta Madsen, der vil gøre alt, hvad der står i hendes magt for at holde på Laurits, hans barndomsven Melchior, og direktøren Archibald Deutch, der kæmper for teaterets overlevelse. Og alle de andre: sabelslugeren, trapezartisterne, billetdamen, sangerne og ikke mindst den charmerende assistent Lola.

Som helt ung mødte Laurits sit livs kærlighed, Astrid. Hun var elev på byens husholdningsskole og blev fuldstændig fortryllet af Laurits, da hun så ham på scenen. Det skulle have været den altafgørende kærlighed, men onde kræfter ødelagde det. Først en dag mange år senere går det op for Laurits, hvad det var, der skete dengang. Og hvor nært han i virkeligheden var knyttet til Astrid.

Laurits har besluttet at rejse fra Apollo for at prøve lykken på de store scener i København, og han protesterer, da han bliver sat til at tage sig af en dreng, der er blevet placeret på teateret, efter hans mor døde. Men drengen viser sig at have et exceptionelt talent for at trylle, og da sandheden om drengen går op for Laurits, må han træffe sit livs sværeste valg.

Min anmeldelse:
Efter ganske kort at have set rosende omtale af bogen blev jeg nysgerrig efter at læse den, og jeg havde en meget dejlig læseoplevelse! Kort fortalt skyldes det, at den er velskrevet, fortæller en interessant og god historie og beskriver personerne, tidsbilledet og miljøerne på en meget troværdig måde.

Set fra alle vinkler fascinerede bogen mig rigtigt meget, og jeg blev fanget ind af bogen, som jeg nød fra start til slut. Pilmark har et godt greb om at fortælle sin historie, og ved i bogen at skifte mellem historiens aktuelle tid og begivenhederne nogle år tidligere, holdes intensiteten på bedste vis.

Der er mange stærke – både i positiv og negativ forstand – personer, og selv om Laurits og Valdemar er hovedpersonerne, er bogen næsten en kollektivroman. Temaerne er mange: kærlighedens vilkår, patriarkalske og religiøse magtstrukturer, kvinders vilkår og styrke, de sociale forhold, den lille bys sociale struktur og underholdningsbranchen på den tid.

Bogen er lanceret som første bind i Varieté-serien, og jeg kan kun se frem til fortsættelsen.

Jeg kan anbefale bogen til mange typer af læsere, for efter min mening vil den ramme bredt i kraft af dens gode historie og dens velskrevne fortælleform. Derfor bliver det til mine maksimale 5 stjerner.

Søren Pilmark
Varieté : Laurits og Valdemar
Politikens Forlag, 2021
560 sider

Bogen er læst på Mofibo.



« ForrigeNæste »