Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Lisbeth og Steen Bille: Patent på mord (Mandix; 1)

Krimi og spænding Posted on 14 jan, 2022 23:51

Fra bogens bagside:
Mandix er en københavnsk thriller, der tager dig med fra ministeriernes bonede gulve til den hårdkogte kriminelle undeverden.

Den tidligere efterforsker Freddie Mandix er som en politihund i et spil kegler i sit nye job som svindeljæger i Forskningsministeriet. Sammen med kollegaen Emma og chefen Malthe skal han afsløre svindel blandt danske forskere.

Gruppen får et anonymt tip om en dødbringende medicin, men de reagerer for sent, og kort efter bliver en forsker myrdet. Freddie og Emma tvinges til at sætte deres job på spil for at forhindre flere dødsfald. Midt i det hele dukker Freddies lillebror, Jacob, op med en mørk hemmelighed og en uoverskuelig narkogæld. Men også Freddie holder noget skjult, og han må kæmpe for ikke at blive indhentet af sin fortid.

Min anmeldelse:
Bogen udkom oprindeligt som lydbog og e-bog på Storytel/Mofibo i 2018, og kom først som trykt bog i 2020. Den er første del af en trilogi, hvor de næste bind hedder “Farlige forbindelser” og “Blodets bånd”. 

Jeg har haft bøgerne liggende siden udgivelsen klar til læsning, men de er altid blevet overhalet af andre. På årets krimimesse hørte jeg forfatterparret fortælle levende og morsomt om bøgerne, så bøgerne kom frem i stakken af bøger, og nu har jeg læst det første bind i trilogien. Spørgsmålet er, om jeg også vil læse de følgende bind.

Bogen var underholdende med flere krimielementer. Der er desuden en god del aktuelle emner, som forfatterne bringer deres synspunkter på ofte i satirisk form. Det hele er skrevet flydende, og delene sættes gerne sammen med humor. Der er således i nogen grad styr på indhold og virkemidler, og jeg var OK underholdt det meste af bogen. Når jeg ikke blev mere begejstret, skyldes det, at jeg ikke blev overbevist om det grundlæggende plot med sideemner eller af personerne, hvor nogle mere lignede karikaturer. Den virkede lidt rodet på mig. Måske skyldes det, at den oprindeligt var skrevet som en føljetonroman.

Jeg læste den kun færdig, fordi jeg ville se, om den blev bedre til sidst, og for at se hvad den endte med. Jeg vil derfor vente med evt. at læse de næste to bind i trilogien, til hvis jeg skulle mangle andet læsestof. 

Som mellemvare får den en middelkarakter i form af 5 skydeskivepoint på min blog og 3 flinke krimihjerter på krimifan.dk.

Lisbeth Bille og Steen Bille
Patent på mord
(Mandix; 1)
People’s Press, 2020
280 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Birgitte Wulff: Tårnspringeren

Krimi og spænding Posted on 10 jan, 2022 12:40

Fra bogens bagside:
En sen fredag aften i oktober forsvinder en enlig mor fra sit hjem i et roligt rækkehuskvarter i Svendborg på Fyn. Sporene ender blindt, og politiet kommer ingen vegne ved at bede offentligheden om hjælp.

I Aarhus bliver journalist Anne Velin fyret fra sit elskede job på Danmarks Radio. Ydmyget søger hun tilflugt i et lille fiskerhus ved Svendborg Sund og starter en skyggetilværelse som hjemmearbejdende freelancejournalist ved Fyens Stiftstidende.

Anne Velin forsøger at finde ro i naturskønne omgivelser ved sundet. Men hun hungrer efter oprejsning. Efter at gøre et scoop. Hun sætter sig for at undersøge, hvad der er sket med den forsvundne kvinde. Hvem var hun? Er der bogen, der ville hende ondt? Og ikke mindst: Er hun endnu i live? Pludselig er Anne Velin viklet ind i en familiehistories dybe hemmeligheder, og hun indser, hvordan fortielser og en ødelagt fortid kan få tragiske konsekvenser for nutiden. En indsigt der snart truer med at koste hende livet.

Min anmeldelse:
Kan endnu en krimiserie, hvor en journalist bruger sine evner til research til at være detektiv i en sag, som politiet næppe kunne have klaret uden den journalistiske hjælp, være interessant? Ville det være en bog helt i stil med de mange tidligere lignende krimier, eller ville det være en fornyelse?

Jeg var i tvivl, da jeg jeg læste om bogen, men ville give den en chance, dels fordi der tilsyneladende var flere elementer, og dels fordi bogen blev lanceret som første del af en serie. Det er altid interessant af følge en series udvikling, og så er det godt at være med fra begyndelsen.

Både under og efter læsningen blev jeg overbevist om, at serien er lovende og interessant, da den delvist udvider skabelonen for detektivjournalistkrimier. Det er bl.a. interessant at følge baggrunden for, at hovedpersonen er blevet fyret fra DR. At det samtidig er en spændende og overraskende krimihistorie er selvfølgelig også en direkte forudsætning.

Selv om vold mod kvinder er et gennemgående tema, er bogen ikke specielt voldelig. Der skal i en krimi selvfølgelig være drama, og det er der heldigvis også, men ingen bestialske massemordere. Det er mere en psykologisk dramatisk sag. Dertil kommer, at bogen er velskrevet, og det gør bogen let at læse. Kort sagt en interessant og lovende debut.

6. juni kommer del 2 i serien med Anne Velin. Den hedder “Rigmanden” og foregår efter forlagets oplysninger blandt eliten i dansk ridesport. Den ser jeg frem til at læse og til at finde ud af, om serien udvikler sig positivt. Dette første bind hiver jeg gerne 8 skydeskivepoint på min blog og 4 krimihjerter på krimifan.dk.

Birgitte Wulff
Tårnspringeren
Grønningen 1, 2021
378 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Mine bedste bøger læst i 2021

Diverse Posted on 04 jan, 2022 22:06

Krimi og spænding

Arne Dahl: TøbrudModtryk, 2021
Anmeldt HER

Jo Nesbø: Jalousimanden og andre fortællingerModtryk, 2021
Anmeldt HER

Anne Holt: Mandela-effektenModtryk, 2021
Anmeldt HER

Jo Nesbø: KongerigetModtryk, 2020
Anmeldt HER

Asle Skredderberget: Blød som metalGrønningen 1, 2021
Anmeldt HER


Alt muligt andet godt

Vibeke Grønfeldt: Pludselig her : øjebliksbillederPeople’s, 2021
Anmeldt HER

Michael Enggaard: Efterhånden mulighed for solPolitikens Forlag, 2021
Anmeldt HER

Deepa Anappara: Djinn-patruljen på Lilla LinjePolitikens Forlag, 2021
Anmeldt HER

Danmark før os : Historien fortalt gennem 50 genstande
Fortalt til Tommy Heinz og Linda Corfitz af Nationalmuseets forskere og Rane Willerslev
People’s, 2021
Anmeldt HER

Søren Pilmark: Varité – Laurits og ValdemarPolitikens Forlag, 2021
Anmeldt HER





Søren Pilmark: Varieté – Laurits og Valdemar

Alt muligt andet godt Posted on 03 jan, 2022 17:16

Fra bogens bagside:
Laurits er en gudbenådet tryllekunstner, og publikum elsker ham. Takket være Laurits kan varieté-teateret Apollo få det til at løbe rundt, men det er ikke nemt at være et lille østjysk provinsteater i 1910.

Laurits er vokset op på teateret, efter hans forældre døde, og teaterets faste folk er hans familie: sandsigersken Philitta Madsen, der vil gøre alt, hvad der står i hendes magt for at holde på Laurits, hans barndomsven Melchior, og direktøren Archibald Deutch, der kæmper for teaterets overlevelse. Og alle de andre: sabelslugeren, trapezartisterne, billetdamen, sangerne og ikke mindst den charmerende assistent Lola.

Som helt ung mødte Laurits sit livs kærlighed, Astrid. Hun var elev på byens husholdningsskole og blev fuldstændig fortryllet af Laurits, da hun så ham på scenen. Det skulle have været den altafgørende kærlighed, men onde kræfter ødelagde det. Først en dag mange år senere går det op for Laurits, hvad det var, der skete dengang. Og hvor nært han i virkeligheden var knyttet til Astrid.

Laurits har besluttet at rejse fra Apollo for at prøve lykken på de store scener i København, og han protesterer, da han bliver sat til at tage sig af en dreng, der er blevet placeret på teateret, efter hans mor døde. Men drengen viser sig at have et exceptionelt talent for at trylle, og da sandheden om drengen går op for Laurits, må han træffe sit livs sværeste valg.

Min anmeldelse:
Efter ganske kort at have set rosende omtale af bogen blev jeg nysgerrig efter at læse den, og jeg havde en meget dejlig læseoplevelse! Kort fortalt skyldes det, at den er velskrevet, fortæller en interessant og god historie og beskriver personerne, tidsbilledet og miljøerne på en meget troværdig måde.

Set fra alle vinkler fascinerede bogen mig rigtigt meget, og jeg blev fanget ind af bogen, som jeg nød fra start til slut. Pilmark har et godt greb om at fortælle sin historie, og ved i bogen at skifte mellem historiens aktuelle tid og begivenhederne nogle år tidligere, holdes intensiteten på bedste vis.

Der er mange stærke – både i positiv og negativ forstand – personer, og selv om Laurits og Valdemar er hovedpersonerne, er bogen næsten en kollektivroman. Temaerne er mange: kærlighedens vilkår, patriarkalske og religiøse magtstrukturer, kvinders vilkår og styrke, de sociale forhold, den lille bys sociale struktur og underholdningsbranchen på den tid.

Bogen er lanceret som første bind i Varieté-serien, og jeg kan kun se frem til fortsættelsen.

Jeg kan anbefale bogen til mange typer af læsere, for efter min mening vil den ramme bredt i kraft af dens gode historie og dens velskrevne fortælleform. Derfor bliver det til mine maksimale 5 stjerner.

Søren Pilmark
Varieté : Laurits og Valdemar
Politikens Forlag, 2021
560 sider

Bogen er læst på Mofibo.



Jo Nesbø: Rotteøen og andre fortællinger

Alt muligt andet godt Posted on 28 dec, 2021 21:44

Fra bogens bagside:
Historier om en ikke så fjern fremtid, om venskaber, svigt og forræderi. 

I ‘Rotteøen’ er vi i et post-pandemisk USA, hvor eliten venter på at blive evakueret fra taget af en skyskraber, mens masserne kæmper for deres overlevelse i gaderne.

I ‘Sort springer’ møder vi en psykolog, der også er lejemorder på opgave for multinationale selskaber.    

I ‘Cikaderne’ er to bedste venner på vej til tyreløbet i Pamploma, da de forelsker sig i den samme pige.    

I ‘Makulator’ har en mand, der forsker i evigt liv, opsøgt en erindringsmakulator i håb om at glemme alt – for det haster.

Min anmeldelse:
Med bagsideteksten er bogens temaer fint præsenteret. Der mangler kun en beskrivelse af den sidste af bogens 5 fortællinger, så den følger her:

I ‘Serum’ sælger en forlægger sit forlag og køber en slangefarm i Botswana, hvor hans umulige søn dukker op, og et spil om ærlighed begynder.

Jeg har tidligere i år anmeldt en anden novellesamling af Jo Nesbø: “Jalousimanden og andre fortællinger” – https://blog.drustrup.dk/?p=949 – og en sammenligning mellem de er oplagt. Begge bøger er ualmindeligt velskrevne og med nogle tankevækkende og unikke historier. Jalousimanden  dækker flere genrer, da et par af historierne også rummer krimielementer. Rotteøen er mere stringent genremæssig og er vel udelukkende en novellesamling med en sikker hånd i sine beskrivelser af mellemmenneskelige relationer på meget forskellige måder. Jeg kunne også have skrevet “kun en novellesamling”, men der er absolut ikke noget “kun” over bogen – altså i ordets negative mening.

Jeg har læst alle fortællingerne i Jalousimanden to gange, og det vil jeg helt sikkert også gøre med fortællingerne i Rotteøen. Der er flere fascinerende og overraskende elementer, som kræver grundigere læsning og overvejelse, for at komme dybt nok ned i indholdet. Jeg læste bogen for hurtigt i første omgang, så den skal nydes igen.

Læs bogen som det den er – efter min mening en fremragende samling fascinerende fortællinger af en ualmindeligt dygtig forfatter – og lad for enhver pris være med at tænke og skrive negativt om den, fordi det ikke er en Harry Hole-bog! 

Bogen får min maksimale 5 stjerner!

Jo Nesbø
Rotteøen og andre fortællinger
Modtryk, 2021
365 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Arne Dahl: Tøbrud

Krimi og spænding Posted on 27 dec, 2021 12:36

Fra bogens bagside:
Forår går mod forsommer. Sam Berger, Molly Blom og deres politikontakt Deer, der er ved at lære at gå igen, efter de angreb, der ændrede hendes liv, synes at ane en sammenhæng mellem de lig, der et efter et dukker op i den tøende skærgård. Der er nogen, der helt sikkert vil dræbe igen. Kan Sam, Molly og Deer gribe ind? Eller er sandheden ufattelig selv for dem?

Min anmeldelse:
På bagsiden står der også, at det er femte, fritstående bind i serie, men det er (som det eneste i bogen) noget sludder. Ikke det med bind 5, men der er bestemt ikke et fritstående bind, for bogen bygger videre på alle de forrige bind. For at få det fulde udbytte af denne ualmindeligt fremragende og lige så spændende bog SKAL man læse hele serien og i rækkefølge. (Se nederst i denne anmeldelse)

Sam Berger og Molly Blom og deres bureau får en sikkerhedsopgave, samtidig med at Desirée/ Deer er vendt tilbage på arbejde efter den forrige bogs livsfarlige begivenheder. Hun får tildelt ufarlige rutineopgaver, men vil hellere grave i en mere dramatisk sag. Og det gør hun selvfølgelig. Og lige så selvfølgelig hænger det hele sammen, og endnu engang på overraskende, livsfarlig og meget overbevisende måde. Arne Dahl beviser endnu engang, at han er en sand mester i at finde på en kompliceret handling, der er vanvittigt fængslende, og som holder hele vejen!

Så vil jeg ikke afsløre det mindste mere om selve handlingen, men vil på det varmeste anbefale hele serien. Læs alle bindene og som sagt i rækkefølge! Jeg har planer om at læse serien forfra og ikke med et års mellemrum mellem hvert bind, som det har været tilfældet indtil nu.

Bogen er nemlig forfatterens sidste i denne serie – med mindre han ombestemmer sig ligesom andre forfattere før ham. Jeg ved ikke helt, om jeg skal håbe på det. Selv om denne serie og dens persongalleri har været noget helt særligt, og serien efter min menig er forfatterens bedste, så vil jeg se frem til næste bog fra Arne Dahl, uanset hvad han finder på. Når nu serierne er blevet bedre og bedre, så kunne det da være, at næste serie blev endnu bedre – hvis det er muligt. Det er helt sikkert, det bliver både godt og spændende.

Bogen er endnu et pletskud fra Arne Dahl. 10 sikre point – Bull’s Eye – på min skydeskive og 5 store krimihjerter på krimifan.dk.

Arne Dahl
Tøbrud
Modtryk, 2021
407 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

SERIEN består af disse titler, og jeg har anmeldt dem alle. Se linkene:

1: Skyggezone – //blog.drustrup.dk/#post3

2: Indland – //blog.drustrup.dk/#post104

3: Midtvand – //blog.drustrup.dk/#post174

4: Friheden – https://blog.drustrup.dk/?p=575

5: Tøbrud – denne anmeldelse…



« ForrigeNæste »