Fra bogens bagside: Da Leonoras mor dør, beslutter hun at skrive den faktiske historie om sig selv og sit liv. Om den ensomme Christina, der vokser op i et rødt parcelhus i Helsinge med en plan: Hvis hun får topkarakterer og ikke gør sin mor ked af det eller sin far vred, kan det være, at de kan elske hende. Og om den unge litteraturstuderende, der på trods flytter til København for at genskabe sig selv som forfatteren Leonora og til sine forældres rædsel forelsker sig i en kvindelig præst. “Når du ligger i rendestenen, skal du nok komme hjem,” siger hendes far, men så tager Leonoras raseri og livslyst over.
Min anmeldelse: Jeg kan huske, at bogen fik rigtig meget opmærksomhed i alle medier, da den udkom. Jeg mener, at fokus dengang var på forfatterens sexuelle orientering og derefter på hendes opgør i den anledning med sin familie. Nu jeg har læst bogen, synes jeg, at det er en forenklet karakteristik.
Vel er bogen endnu et eksempel på en forfatter, som i litterær form gør op med sine familierelationer. Og det er helt klart, at bogen er en dybt personlig og for forfatteren helt uomgængelig skildring af en barndom og ungdom præget af svigt og manglende opbakning. Synsvinklen og udgangspunktet er 100% forfatteren selv, der tilsyneladende kun ser fejl fra andres sider. Det gør, at hun virker ret selvoptaget på kanten af rethaverisk.
Samtidig er det dog også en interessant skildring af en litterær proces, hvor man som læser følger forfatterens overvejelser om det at skrive en så detaljeret og udleverende historie.
I sin helhed er det en interessant og meget velskrevet bog. Alligevel tøver jeg med at læse fortsættelsen “Hvis ikke vi taler om det”, der udkom i 2021 og tilsyneladende fortsætter i samme spor.
Bogen blev udvalgt af litteratursiden.dk som en af de seneste 20 års bedste danske bøger. Anledningen var Litteratursidens 20-års jubilæum. Sådan så feltet ud, som læsere kunne stemme på for at kåre den allerbedste. Vinderen bliver først afsløret under BogForum 2022 på Litteratursidens stand.
“Indtil vanvid, indtil døden” af Kirsten Thorup “Den, der lever stille” af Leonora Christina Skov “Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage” af Naja Marie Aidt “Vi, de druknede” af Carsten Jensen “Undtagelsen” af Christian Jungersen
___________
Kommentarer fra læsegruppen Sure Gamle Mænd En af de sure gamle mænds koner havde spurgt, hvorfor vi da ville læse den, for det var da en rigtig kvindebog. Det er da også delvist tilfældet, men efter en livlig drøftelse af bogen, viste det sig, at vi var enige om, at Leonora Christina Skov skriver fremragende, men den måde hvorpå forfatterens personlighed skinner igennem fortællingen er ikke fremmende for vores sympati for hende.
En fra læsegruppen havde hørt bogen som lydbog, og han sagde, at lydbogsversionen er rigtigt godt oplæst af forfatteren selv.
___________
Jeg giver bogen 4 stjerner som en meget velskrevet bog med mange flotte formuleringer og ordbilleder.
Leonora Christina Skov Den, der lever stille Politikens Forlag, 2018 372 sider
Jayne Swift er ikke som kvinder er flest. Hun tager aktivt del i kampene under Den Engelske Borgerkrig, ikke som oprører, men som læge. Hun er vokset op i en familie af royalister, men da krigen bryder ud, forholder Jayne sig ikke til ofrenes politiske ståsted – hun yder sin lægelige bistand, hvor der er behov for den.
Under tumultariske omstændigheder møder Jayne den gådefulde William Harrier. Hun ved intet om ham og hans baggrund, men hun er lodret uenig med ham politisk. Alligevel kommer han til at bistå Jayne ved flere lejligheder, og sammen bliver de vidner til krigens brutalitet, men hvem er William Harrier egentlig?
Mursejleren og rørhøgen er en eventyrlig fortælling om tab, vilje, opofrelse og kærlighed under Den Engelske Borgerkrig. Og om en usædvanlig og modig kvindes kamp for at gøre en forskel på trods af den modstand, hun møder.
Min anmeldelse: Tidligere skrev Minette Walters nogle fremragende og psykologisk spændende krimier, men har senest skrevet flere historiske romaner. Jeg har læst og anmeldt disse to, der er en miniserie fra 1348-1349 om pestens hærgen i England. Her er hovedpersonen Lady Anne af Develish, der som helt speciel borgfrue er en handlekraftig leder, en frelsende engel og en kætter. Jeg gav bøgerne 5 stjerner: De sidste timer (1) – //blog.drustrup.dk/#post150 Skæbnetimen (2) – //blog.drustrup.dk/#post239
I denne nye bog har Jayne Swift – (det engelske navn for mursejler er swift) – lidt den samme rolle som Lady Anne i miniserien. Hun er ugift adelsdatter, der har fået en for perioden usædvanlig lang snor af sine forældre og har modtaget oplæring i lægegerningen. Hendes succes ved at bruge andre metoder til helbredelse end de traditionelle, som mandlige læger anbefaler, rygtes blandt folk fra alle samfundslag og på begge sider af fronterne i Den Engelske Borgerkrig. Jayne vælger ikke side, men er nærmest neutral og hjælper, hvor hun kan.
På den ene side i borgerkrigen står kongen og de kongetro, der betragter ham som indsat af Gud. På den anden side står dem, der vil give magten til det folkevalgte parlament. Det er den helt korte version. Bogen indledes med forfatterens lidt længere introduktion til perioden
Undervejs møder Jayne en William Harrier – (det engelske navn for rørhøg er harrier). Hun og William er bogens hovedpersoner, og de agerer på hver sin måde midt i en uendeligt voldsom periode af Englands historie, hvor familier er splittede, hvor byer belejres og brændes ned, og hvor også religionen er medvirkende årsag til død i kamp, myrderier og henrettelser.
Det er på én gang en voldsomt dramatisk og en dejligt livsbekræftende historie, hvor demokrati, medmenneskelighed, tilgivelse og kærligheden sejrer. Jeg var på intet tidspunkt i tvivl om, at Jayne og William ville finde sammen til sidst, når freden først havde sænket sig over England. Men undervejs fik jeg en rigtig god historie om en ualmindeligt stærk kvinde, om en speciel periode i Englands historie, om lægekunstens virkemidler på den tid, om dagligdagen på den tid i forskellige samfundslag og ikke mindst om krigens umenneskelighed – altsammen fortalt med sikker hånd i velskrevet stil. Der dukker mange billeder op i mit hoved, og jeg kan sagtens se bogen filmatiseret.
Når jeg “kun” giver bogen 4 stjerner, skyldes det, at den forekommer mig lidt for lang og ikke helt så god som De sidste timer/Skæbnetimen, men under alle omstændigheder en stærk og god historie.
Minette Walters Mursejleren og rørhøgen Modtryk, 2022 452 sider
Fra bogens bagside: Denne bog har til formål at hjælpe med at introducere børn til jagt, vildt og natur. Bogen er fyldt med korte tekster, der suppleres af flotte detaljerede illustrationer af dyr, jagtsituationer, natur og meget mere.
Min anmeldelse: Denne bog udkom næsten samtidig med, at efterårets jagtsæson begyndte. Det er ikke tilfældigt, for det har netop været forfatterens intention at lære børn om jagt og det, der hører til.
Sammen med meget simple tegninger beskrives disse emner på enkeltsider i meget kort tekst: jægerens udstyr, jagthunden, 16 vildtarter, vildtets levesteder, vildtets spor, skydetårn/skydestige, 4 jagtformer, 3 jagtvåben, vildt som mad, jægerslang og et skema til afkrydsning af de vildtarter, læseren/barnet selv har set.
Bogens formål er rigtigt godt, og der er helt sikkert brug for mere materiale med børn som målgruppe til at formidle jagtens forskellige elementer. Der gøres en god indsats af jægere, der tager børn med ud i naturen, i jagtforeninger, naturskoler, folkeskoler og andre steder, men der er stadig brug for godt formidlingsmateriale.
Målgruppen for bogen er børn, men den sætter sig efter min mening mellem flere stole og holder ikke godt nok fokus på målgruppe og indhold. Tekstens begrænsede antal emner er efter min mening utilstrækkelige til at dække emnet godt nok. Der er for mange sider om vildtarterne, og ikke alle er lige oplagte. Mere fokus på kun de allermest relevante og mere info om dem ville have været en fordel. Desuden savner jeg mere tekst om de forskellige grunde til, at jægere går på jagt. Nysgerrige og interesserede børn har behov for svar på mange flere spørgsmål.
Endelig er illustrationerne flade og kedelige for børn, der visuelt er bedre vant. En varmere farvetone eller (endnu bedre) gode fotos ville være at foretrække, hvis børns opmærksomhed skulle holdes fanget. Et par medvirkende børn ville også have været oplagt.
Billede af en af bogens første sider.
En anden bog med samme formål er: Steen Agger: Med på jagt (Grimbart, 2016), der i Dansk Bogfortegnelse beskrives sådan: “Om Jonas på 9 år, der er med på bukkejagt, elgjagt og fasanjagt sammen med faren eller bedstefaren. Med afsnit om forberedelserne til jagterne og om, hvordan man bliver jæger.” Det er en bog for børn mellem 8 og 11 år, og den formidler på sine 136 sider emnet bedre og bredere – og i letlæst form så læsende børn også kan få fornøjelse af den selv, og så har den farvefotos.
Alligevel vil jeg anbefale “Den kommende jæger”, fordi der endelig er kommet en ny bog for børn om jagt. Den kan sagtens bruges som en første og ret kort introduktion til emnet, men det er ærgerligt, at den ikke var endnu bedre og både mere dækkende og indbydende.
Jeg synes, bogen som værk skal have 2 stjerner, men vil tilføje en stjerne ekstra for initiativet.
Tim Nybro Kjeldsen Den kommende jæger : Jagt, vildt og natur Forlaget Tim Nybro Kjeldsen, 2022 33 sider
Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget. Læs mere om bogen HER.
Dette er dobbelt anmeldelse. I får både min egen, og alle kommentarerne fra min læsegruppe Sure Gamle Mænd. De kommer hver for sig, da jeg desværre ikke kunne være med på mødet, hvor bogen skulle diskuteres.
Tak til Gutkind for at give læsegruppen mulighed for også at læse dette afsluttende bind i serien så hurtigt efter udgivelsen!
Fra bogens bagside: Brødrene Jakob og Thomas Brinch har i starten af halvfemserne lynende travlt med nye og liv og karrierer og lader deres børn vokse op i en verden fyldt med underholdning fra små og store skærme – meget af tiden overladt til sig selv.
Ingen af dem er forberedt på uro og opbrud, da Thomas’ datter Liv tager en uventet beslutning og får hyre på en coaster. Det er hendes sidste forsøg på at finde en vej ud af det mørke, hun i årevis har kæmpet alene med i den fine villa ved Strandvejen.
Også Jakobs søn Tobias forlader hjemmet i Svendborg uden at have set ret meget til sin far, og mens Danmark sætter barske dagsordener med flygtningemodstand og krigsdeltagelse, vokser slægtens to yngste op i en uforudsigelig ny, digital verden.
Selv om Frederik og Katrine er unge i hver sin landsdel, tager de en dag en fælles beslutning, som splitter familien – og derefter er der kun ét punkt på dagsordenen: Brud eller forsoning…
Min anmeldelse: De første 2 bind i serien med skiftende generationer af familien Brinch kaldte jeg en god danmarkskrønike og en velskrevet slægtsromanserie. Anmeldelserne kan I se her:
Det har været en fornøjelse af følge med i familiemedlemmernes og vennernes liv gennem snart 100 år. Det har også været interessant undervejs at se dem som deltagere i udvalgte dele af historiens elementer. Jeg kan ikke altid forstå valget af begivenheder, og hvilke der ikke er med, men forfatternes valg placerer personerne i steder og situationer, som bringer handlingen fremad.
Heldigvis er der også mange almenmenneskelige dilemmaer og sociale konfliktpunkter med, og det er med til at tegne et rigtigt godt tidsbillede af hele perioden – sammen med rigtigt, rigtigt mange detaljer, som viser, at forfatterne må have lavet omfattende research. (Eller også har du bare en ualmindelig god hukommelse.)
I dette bind forsætter midtergenerationens to brødre, Jakob og Thomas, med at agere på for dem selv og familien ret uhensigtsmæssig og ufornuftig vis. Især Jakobs reaktionsmønstre er mindre overbevisende. Heldigvis er den yngste generation, som er hovedaktørerne i dette seneste bind, i stand til at bringe mere tingene i balance.
Lyder det lidt negativt, så er det ikke tilsigtet, at det skal være hovedindtrykket! Det er en rigtig god oplevelse at læse bøgerne, der er flydende skrevet og relativt let at læse. Det gælder også dette bind, der foregår i perioden 1990-2015.
Da bøgerne er udkommet med relativt lang tid imellem, har det krævet noget at holde styr på, hvem der er hvem, og hvordan relationerne nu er. Et samlet overblik over familiestamtræet og vennerne vil være en fordel. På bagsiden står der, at bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden, men det passer slet, slet ikke! Det giver på ingen måde mening. Bøgerne skal læses i den rigtige rækkefølge og meget gerne direkte efter hinanden. Det er der mulighed for nu, hvor serien er slut. Se at få det gjort, hvis ikke du allerede har læst bøgerne. Har du læst dem, kan du overveje at genlæse dem.
__________________
Kommentarer fra læsegruppen “Sure Gamle Mænd” Vi var enige om, at sproget er flydende og romanen derfor let læst. Udviklingen af de centrale personer er interessant. På den anden side, var de fleste af os lidt irriterede over den megen politik. Tydeligvis er det betydningsfuldt for forfatterne at komme af med deres holdninger til de politiske begivenheder i tiden. Det var ikke holdningerne, der irriterede, men den påtrængende måde, hvorpå de blev hældt ind i fortællingen. Vi er alle på alder med Thomas og Jakob, så vi har levet i den tid, romanen handler om, og vi havde mange ’ja, det skete også’-oplevelser (dog ikke det svenske medlem af gruppen). Derudover undrer vi os over al den opmærksomhed, der tillægges mad.
Vi ser romanen som handlende om svigt. Hovedsageligt Jakobs og Thomas’ svigt som forældre, men også som partnere. Thomas’ udvikling var medrivende, hvorimod Jakob hele romanen igennem var en uinteressant træmand. Vi kan forstå Thomas som uønsket resultat af en voldtægt, hvorimod det er svært forstå, at Jakobs problem med at have en nazist som fader kan være afgørende for hans manglende evne til at elske.
Persongalleriet er stort og varieret, og vi træffer mange af de gamle ungdomsoprørere og deres forskellige udviklinger. Vi har dog svært ved at forstå, hvad ’heltinden’ Lotte vil med Jakob. Selv Keld, der bliver stærkt engageret i Dansk Folkeparti, får sine ’fem minutters forsvar’. Det får Sofie dog ikke. Hun fremstilles gennemført usympatisk.
Den unge generation bærer præg af manglende opmærksomhed fra forældrene – og mangel på opdragelse. Frederik begrunder sin tiltrækning af militæret med, at han savner disciplin – at en autoritet fortæller, hvad der er rigtigt og forkert. Denne del af romanen har fået gruppens medlemmer til at tænke over deres eventuelle manglende opmærksomhed på deres børn. I generationen før os var far skaffedyr og mor børnepasser (generelt set), men med vores generation kom kvinder i stor udtrækning på arbejdsmarkedet, og hjemmelivet var ikke tilpasset den udvikling.
Detaljer Vi kan forstå, at Liv bliver meget sur på Lea over, at hun forførte Thomas; men ved eftertanke burde hun have indset, at Thomas blot blev forført af en ung ukendt kvinde. Hvis forfatterne vil beskrive, at hun ikke er i stand til at indse det, så burde et familiemedlem bringe hende til fornuft. Vi forstår heller ikke, hvad optrinnet på side 539-40 skal fortælle os. På side 112 kommer Lea med en udtalelse, som spiller rollen som et romanteknisk forvarsel, men sker der noget? Side 293: 24-årsreglen gælder vist ikke grønlændere Side 360: Keld er DF, og Cepos er ultraliberalt. Det er meget modsat Side 421: Barabbas hang ikke på korset. Side 425: ’Det haver så nyligen Regnet’ er fra 1890 og benyttedes af sønderjyder i Tysklandstiden. Side 516: Hvorfor får Jakob forskud på bogen? Han er meget velhavende og kan fint klare sig uden.
___________________
Jeg giver også dette bind i serien 4 flotte stjerner
Lise Ringhof og Erik Valeur Det er de unge som forsvinder Gutkind, 2022 557 sider
Fra bogens bagside: En morgen går niårige Elsa for første gang alene ud til familiens rensdyrfold. Men da hun kommer frem til gærdet, venter der hende et frygteligt syn. Hendes egen rensdyrkalv, Nástegallu, ligger død på jorden. En mand fra en nærliggende by står bøjet over kalven, han har dens øre i munden og en blodig kniv i hånden. Da manden opdager Elsa, skræmmer han hende til tavshed. Det ville heller ikke nytte noget at anmelde det til politiet. De er ligeglade. De har hundredvis af anmeldelser om mishandlede rener, der rubriceres som ’ulovlig jagt’, ikke ’hadforbrydelser’. Men når man angriber og mishandler de forsvarsløse, tavse rensdyr, angriber man selve livsnerven i den samiske kultur.
Truslerne forandrer Elsas liv, og som en konstant påmindelse om overgrebet bærer hun det afskårne øre på sig. Mens familien og slægten kæmper for retfærdighed, fortsætter forbrydelserne i Grænselandet år efter år, og desperationen breder sig.
Min anmeldelse: Fortalt i 3 dele – vinter 2008 / efterårsvinter 2018 / forårsommer 2019 – fortælles en ualmindeligt stærk og bevægende historie med Elsa i hovedrollen som niårig og som 18-19 årig. Det er en aktuel historie om samisk kultur og om de betingelser, som samerne har i det svenske samfund, hvor de oplever, at de og deres kultur hverken accepteres eller respekteres.
Elsas traumatiske oplevelse med drabet på hendes ren, da hun er 9 år, og truslerne mod hende, påvirker i høj grad hendes liv. På samme måde er dagligdagen og livsvilkårene for alle samerne med renhold påvirket af det omgivende svenske samfunds måde at behandle dem på. Også mellem børnene i skolen er der had og mobning, men især de krybskytter, der med stiltiende accept skyder rener for at sælge renkødet, chikanerer samerne.
Det er en barsk historie, men det er også en poetisk beskrivelse af nogle folks afhængighed af naturen og de vilkår, den giver. Også de kulturelle traditioner og livet i familierne, der står centralt i bogen, men det er konflikterne, som er i centrum.
Det kunne måske lyde som et rent kampskrift til forsvar for samerne og deres vilkår, og der er da også en klar faktuel baggrund for bogen. Men det er en både rigtigt velskrevet, smuk og gribende fortælling om en stærk pige, der som ung kvinde kæmper for sine rettigheder som kvinde og som same. Jeg blev i den grad fanget ind af historien, og jeg håber også, at mange andre danske læsere også blive. Det er nemlig også en bog for danske læsere, selv om den vel i første omgang burde være pligtlæsning i Sverige, men også i Norge og Finland.
Jeg giver bogen 5 funklende stjerner og masser af nordlys. (Sidste gang, jeg gav en bog det, var til “Livet i Norden” (2019) – https://blog.drustrup.dk/?p=449)
Ann-Helén Laestadius Bytte Alpha Forlag, 2022 440 sider
Bogen er læst på Mofibo
Billedet af forfatteren i midten er fra en videohilsen til de danske læsere på Alpha Forlags facebookside i anledning af bogens udgivelse. Det flankeres af to svenske postkort, som i 1909 blev sendt til en mand i min by, og som Lokalhistorisk Arkiv netop har fået. De viser den tids holdning til samerne alene ved at bruge ordet lapperne. At holdningen stadig eksisterer i Sverige ses helt aktuelt bl.a. af, at centrale medlemmer af Sverigedemokraterna stadig bruger ordet og samtidig har stillet spørgsmål ved om jøder og samer kan være svenske! Bogen har altså sin helt klare berettigelse i kampen mod den stadig manglende forståelse for samisk kultur. Men den kan som sagt også læses som en gribende fortælling.
Fra forlagets beskrivelse: Gustav er en sekstenårig knægt, 1. g’er, spinkel, usikker, plaget af astma, et oplagt offer for mobning og chikanerier fra sine jævnaldrendes side – og med en stadig voksende vrede mod den verden, han føler hele tiden er efter ham.
Hans mor, den smukke, flotte og fjerne kvinde, der ikke har så meget tid til ham, men kun vil ham det bedste, sørger for, at han kommer i behandling for sin astma hos healeren Agnes Loumann, en excentrisk ældre dame, der bor i en uhumsk lejlighed på Gammel Kongevej med sine to hunde og kun bevæger sig udenfor på gaden formummet bag tørklæde og solbriller.
Damen har hænder, der har en lægende virkning på Gustav. Der opstår en slags fortrolighed mellem hende og den unge mand, og ved et tilfælde kommer han på sporet af den ældre dames fortid, en fortid, der rækker tilbage til Anden Verdenskrig, til Dagmarhus, hvor Gestapo holdt til, og hvor hendes hænder blev brugt på ganske andre måder, under ledelse af tortureksperten Peter Pretz.
Gustav fortæller Agnes om sine fortrædeligheder med sine jævnaldrende, hun rådgiver ham af sine egne erfaringer og egne fantasier; han handler derudfra, og med ét er hans position en helt anden.
Og en dag får Agnes også brug for Gustavs hjælp.
Min anmeldelse: Det er en roman og en meget velskrevet og velformuleret af slagsen.
I interview har forfatteren beskrevet sin inspiration og fortæller, at romanen bygger på hans egne oplevelser med at blive behandlet af hovedpersonen, og som gav stof til romanen, da han nogle år senere opdager, hvem hun i virkeligheden var. Så bogens Gustav er inspireret af Christian Mørks egne oplevelser.
Jeg fandt bogen noget ufokuseret, fordi jeg ikke helt fangede, hvad hovedhistorien var. Er hovedhandlingen Gustavs situation og hans behandling, er det fascinerende Agnes og hendes fortid, eller er det deres indbyrdes relation? Blandingen fangede mig ikke i samme grad som romanens faktuelle baggrund. Måske skyggede det for min oplevelse af bogen som regulær roman, for bogen har baggrund i virkeligheden.
Jenny Holm var et dæknavn. I virkeligheden hed hun Ellen Anna Margrethe Christensen. Dertil kommer flere andre navne, som hun brugte – bl.a. Anne Marie Lenssinger. Efter krigen blev hun i offentligheden kaldt “Kamæleonen”. Der er også skrevet denne bog af Henrik Werner Hansen: “Kamæleonen : Jenny Holm – gestapoagent, nazijæger, mirakelkvinde”. (Haase Forlag, 2016)
Erfaringerne fra diskussionen af bogen i min læsegruppe “De Sure Gamle Mænd” viser, at oplevelsen af bogen var meget forskellig, og afhængig af hvordan folks forhåndskendskab til baggrunden var. Det viste sig, at det påvirkede læsningen rigtigt meget, og oplevelsen af bogens kvalitet og fascinationskraft var derfor noget spredt, men der var bred enighed om, at det var en godt skrevet bog, der fascinerede på forskellige måder.
Jeg giver bogen 3 stjerner
Christian Mørk I gode hænder Gyldendal, 2018 218 sider
