Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Elisabeth Norebäck: I mit blod

Krimi og spænding Posted on 28 feb, 2018 11:37

Fra bogens bagside:
Stella er uopmærksom et kort øjeblik, og i præcis det øjeblik forsvinder hendes lille datter sporløst. En storstilet eftersøgning sættes i gang, men alt peger på, at den lille pige er druknet, og hun erklæres død.

Tyve år senere er Stella kommet videre med sit liv; hun arbejder som psykoterapeut og har fået en ny familie. Men da en ung kvinde en dag står i døren til hendes praksis, tammes hun af et voldsomt panikanfald, der slynger hende direkte tilbage til fortiden. Hun er overbevist om, at kvinden er hendes døde datter, men hvad er det, der gør hende så rædselsslagen? Er hun sindssyg, eller skal hun stole på sit instinkt?

Min anmeldelse:
Da jeg fik bogen tilsendt, var jeg meget i tvivl, om det var en bog, jeg havde lyst til at læse. Jeg synes ikke, det hverken er rart eller nødvendigt at læse historier om børn som ofre og om deres traumatiserede forældre. Sådan havde jeg det, bl.a. da jeg læste Sofie Sarenbrants langt mindre sofistikerede “Uge 36” og fortsættelsen “I stedet for dig”.

Da jeg troede, at forfatteren kom til Krimimessen, begyndte jeg på bogen, og jeg blev fanget ind af dens spændende konstruktion. Jeg var nærmest tvunget til at følge Stella og den unge kvinde, Isabelle, som er de overvejende hovedpersoner i skiftende kapitler. Jeg var nødt til at følge sagens udvikling set fra deres synsvinkler, der suppleres af enkelt andres vinkler på situationen, som konstant tilspidses.

Både Stellas job som psykoterapeut og hendes familieliv trues på alvorligste vis, mens hun personligt holder fast i sin fornemmelse af, at Isabelle er hendes forsvundne datter.

Kapitel for kapitel bliver bogen mere og mere intens, og gennem det meste af bogen var jeg usikker på, hvad der var sandt, og om Isabelle faktisk viste sig at være Stellas forsvundne datter. Når jeg som erfaren læser af krimier og spændingsbøger havde den oplevelse, må bogen siges at være yderst vellykket. Prøv den selv, men vær indstillet på, at du får svært ved at stoppe læsningen af denne psykologisk spændende bog.

Den får 9 skydeskivepoint her, og 5 krimihjerter på krimifan.dk.

Elisabeth Norebäck
I mit blod
Politikens Forlag, 2017
378 sider



Pernilla Ericson: Jeg finder dig

Krimi og spænding Posted on 27 feb, 2018 13:18

Fra bogens bagside:
En forræder i politiet. Vidner, der bliver truet. Og en lejemorder, der ikke er til at stoppe.

Erlagruppens ”fikser”, Richard Falke, er i livsfare. Han sidder inde med oplysninger, der kan fælde den kriminelle underverdens mest magtfulde mand, og uret tikker mod en kommende retssag. En lejemorder får til opgave at gøre Rickard tavs, godt hjulpet på vej af en forræder i politistyrken. Erlagruppen gendannes, og med politibetjent Liv Kaspi i spidsen jagter de lejemorderen. Liv er tvunget til at bruge al sin styrke og dygtighed for at overleve – og redde dem hun elsker allermest.

Min anmeldelse:
I dette andet bind i serien kommer den ret specielle og private efterforskningsgruppe, Erlagruppen, igen på hårdt og farligt arbejde i en dramatisk sag. Et af gruppens medlemmer måtte gå under jorden udenlands efter begivenhederne i første del af serien, og nu jages han af en lejemorder styret af en rigtig led karl.

Bagsideteksten fortæller tilstrækkeligt om handlingen, så jeg afslører ikke mere, men igen fortæller Pernilla Ericson sin historie på velskrevet og stram vis, så bogen er effektiv spænding og krimiunderholdning, der er baseret dele af virkeligheden. Det fremgår af forfatterens efterskrift, men det viser sig heldigvis også undervejs i forfatterens greb om plot og begivenheder.

Afslutningen lægger ikke spor ud til en fortsættelse af serien, men mon ikke der kommer flere bøger om Erlagruppen. Det kan Pernilla Ericson nok fortælle mere om på årets krimimesse, hvor hun er på programmet. Se det her: http://krimimessen.dk/program.

Den får 8 sikre skydeskivepoint her og 4 krimihjerter på krimifan.dk

Pernilla Ericson
Jeg finder dig
HarperCollinsNordic, 2018
347 sider



Emelie Schepp: Ondt blod & Fars dreng

Krimi og spænding Posted on 26 feb, 2018 15:55

En dobbeltanmeldelse af bind 3 og 4 i serien om Jane Berzelius


Ondt blod – fra bagsiden:
En tidlig morgen findes en kvinde bagbundet og mishandlet i sin lejlighed i Norrköbing. Den første på stedet er ambulancefører Philip Engström. Kvinden virker bekendt, og han gør alt, hvad der står hans magt for at redde hendes liv, men hun dør mellem hænderne på ham. Kort efter findes endnu et mishandlet offer. Igen er Philip på stedet, og nu går en rædselsfulde sandhed op for ham.

Da anklager Jane Berzelius sættes på sagen, opdager hun et mønster i vanvidshandlingerne, et hævntogt udført med ondt blod os iskold planlægning. Samtidig opsøges hun af en person fra sin fortid, der tvinger hende til at gå langt ud over, hvad loven tillader.

Fars dreng – fra bagsiden:
En varm sommeraften ringer seksårige Jonathan til sin far, Sam, der er på vej hjem. Skrækslagen hvisker drengen, at nogen er brudt ind i deres hus. Det er det sidste, Sam hører fra sin søn, inden han forsvinder sporløst.

Anklageren Jane Berzelius kobles på den tragiske sag, og sammen med efterforskerne Henrik Levin og Mia Bolander forsøger hun at finde ud af, hvad der er sket med drengen. Sporene går tilbage til familiens fortid, og jo længere tid Jonathan er forsvundet, jo mere involveres Jane personligt. Det går op for hende, at hun skal finde den dreng, og at det haster voldsomt.

Min anmeldelse:
Gennem årene har jeg anmeldt mange enkeltdele af krimiserier, efterhånden som de udkom – ofte med flere år mellem bøgerne. Da jeg ikke havde fået læst bind 3 i serien om Jane Berzelius, før næste bind udkom, havde jeg for en gangs skyld chancen for at læse i det mindste to sammenhængende bind i en serie lige efter hinanden.

De voldsomme begivenheder i hver af de to bøgers er effektivt konstruerede og samtidig er historien fortalt i et godt sprog. Spændingskurven i bøgerne er – lige nøjagtigt som de skal være det – spændte til det yderste, så som krimilæser var jeg godt underholdt i begge bøger.

Det var således en god og spændende oplevelse af være i selskab med Schepp og Berzelius, for samtidig med de enkeltstående sager i bøgerne, er der en gennemgående rød tråd mht. udviklingen i Jane Berzelius personlige forhold og især til hendes meget komplicerede fortid. Den fortid spiller en central og stadigt stigende rolle, og denne samt den helt personlige vinkel er sværere at holde styr på, hvis bøgerne læses uafhængigt.

Det er for mig at se dog samtidig bøgernes svaghed, at historien om fortiden i skikkelse af den ekstremt voldelige Danilo Peña er i risiko for at blive trukket noget i langdrag – især hvis serien fortsætter frem mod de klassiske 10 bind. Ideen med en parallel person og traumatiske begivenheder som drivkraft for en hel serie, hvor bindene samtidig har enkeltstående forbrydelser som emne, er set før. Dennis Jürgensens serie om Roland Triel er et aktuelt eksempel.

Jane Berzelius og Danilo Peñas fælles fortid har indtil været en god drivkraft i serien, men jeg er tvivl om, hvor langt den kan bære, og plottene i de enkelte bøger er også stærke nok til at stå alene.

Det ser jeg frem til høre Emelie Schepps bud på, når hun deltager i Krimimessen 2018.
Se programmet her: http://krimimessen.dk/program

Bøgerne får hver 8 skydeskivepoint her og 4 krimihjerter på krimifan.dk

Emelie Schepp
Ondt blod
Politikens Forlag, 2017
388 sider

Emelie Schepp
Fars dreng
Politikens Forlag, 2017
334 sider



Tess Gerritsen: Skindød

Krimi og spænding Posted on 21 feb, 2018 18:50

Fra bogens bagside:
En uidentificeret kvinde lader til bare at være endnu et kadaver i lighuset, indtil retsmediciner Maura Isles ser liget åbne øjnene.

Den meget levende kvinde bliver kørt til hospitalet med fuld udrykning, hvor hun, med chokerende kold præcision, myrder en sikkerhedsvagt og tager flere personer som gidsler … En af dem er den meget gravide patient Jane Rizzoli.

Mens de anspændte timer tikker afsted, allierer Maura sig med Janes mand, FBI agenten Gabriel Dean, for at finde frem til den mystiske morders identitet, men sagen stikker meget dybere end bare en almindelig gidseltagning.

Kun Jane, der er fanget med en bevæbnet galning, har nøglen til at løse mysteriet. Og kun hun kan løse det, hvis hun altså overlever natten.

Min anmeldelse:
Bogen er bind 5 i serien om retsmedicineren Maura Isles og kriminalefterforskeren Jane Rizzoli. Der er i alt 12 bind i serien, og indtil nu er bind 1-5 samt bind 11 oversat til dansk.

Jeg har tidligere læst og skrevet om seriens bind 3: Synderen, som jeg kun gav 5 skydeskivepoint ud af 10 mulige – læs mere her: blog.drustrup.dk/#post37 samt om seriens bind 4: Dobbeltgængeren, som jeg gav 8 skydeskivepoint – læs mere her: blog.drustrup.dk/#post65

Det er altid spændende at læse Tess Gerritsens bøger, og det er også interessant at se, hvilke vinkler hun giver sine historier om Isles og Rizzoli. Denne gang er bogen mere en konspirationsthriller end en egentlig krimi, og det er lidt ærgerligt, for plottet fungerer efter min mening ikke helt overbevisende. Vel er bogen elementært spændende, og der sker rigtigt meget undervejs, men jeg synes, det hele virker for konstrueret og fortænkt, til plottet for alvor fanger mig.

Det betyder bestemt ikke, at jeg er færdig med hverken Gerritsen eller Rizzoli & Isles. Jeg ser stadig frem til følge udviklingen i serien, men lige denne bog kan jeg kun give en mellemvurdering i form af 7 skydeskivepoint og 3 krimihjerter på krimifan.dk.


Tess Gerritsen
Skindød
Jentas, 2017
356 sider



Elly Griffiths: Pigen under jorden

Krimi og spænding Posted on 31 jan, 2018 11:35

Fra forlagets beskrivelse:
Da politiet finder menneskeknogler i saltmarsken udenfor King’s Lynn i Norfolk, tror de, de tilhører Lucy Downey, en lille pige som blev kidnappet ti år tidligere, og arkæolog og knogleekspert Ruth Galloway bliver tilkaldt. Men Ruth konstaterer, til kriminalinspektør Harry Nelsons skuffelse, at knoglerne er mere end tusind år gamle.

Min anmeldelse:
Sådan begynder bogen, der viser sig at være en både hyggelig, interessant og rimeligt spændende krimi.

Historien udvikler sig med arkæologiske fund i det flotte naturområde, hvor også ornitologer er i aktion. Da endnu en pige forsvinder og senere findes død, og da der afsløres en serie breve angiveligt fra bortføreren/morderen dengang og nu, involveres Ruth Galloway endnu mere i efterforskningen, og dramatikken øges yderligere. Der bliver desuden også plads til kærlighedsrelationer, akademiske konflikter og god engelsk stemning.

Ruth minder mig om en yngre (knapt 40 år gammel) udgave af en krydsning mellem Agatha Christies Miss Marple og Ann Cleeves Vera, og det er bestemt et rigtigt godt og charmerende mix.

Det er første del af en serie, som ifølge forlaget er blevet godt modtaget i Storbritanien, så der kommer nok flere af bøgerne på dansk, og det bliver både hyggeligt, interessant og spændende at følge Ruth Galloway.

Jeg giver bogen 8 skydeskivepoint her og 4 krimihjerter på krimifan.dk.

Elly Griffiths
Pigen under jorden
Gads Forlag, 2018
299 sider



Lotte Petri: Black notice

Krimi og spænding Posted on 31 jan, 2018 10:21

Intro med tekst fra bagsiden:
Flere drab på kvinder er begået i Danmark, Norge og Holland. Efterforskningsleder Felix Jørgensen og hans nye assistent, Kathrine Nymark, aner en sammenhæng mellem drabene, og de beslutter sig for at prøve at lokke den grænseløse seriemorder i en fælde. Men det bringer Kathrines liv i overhængende fare.


Min
anmeldelse:
Bogens 5 kapitler blev først udgivet som e-bog og som føljeton, men jeg er glad for at have ventet med at læse historien samlet og nærmest i ét stræk, for det er en intens og spændende historie, som det ville have været svært at vente på næste afsnit af.

Historien fortælles i velskrevet stil, og det er dejligt at læse en så kort og kondenseret krimihistorie. Det vil for andres læseoplevelse være synd at afsløre for meget af historien, men jeg vil kort sige, at det er drabelige sager, der foregår.

De dræbte kvinder har alle været udsat for voldsomme rituelle handlinger, og det mønster skaber netop muligheden af at knytte mordene til samme gerningsmand, hvis motiv først afsløres i sidste og meget dramatiske kapitel.

Den måde, historien slutter på, er på fornem vis passende åben, og hvis et senere gensyn med opdagerparret viser sig muligt, vil jeg hilse det velkommen.

Selv uden at kende de virkelige begivenheder, som bogen delvist er baseret på, er bogen en spændende og intens læseoplevelse til 9 skydeskivepoint her og 5 krimihjerter på
krimifan.dk.


Lotte Petri
Black notice
Saga, 2017
201 sider



« ForrigeNæste »