Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Turen går til vikingetiden

Alt muligt andet godt Posted on 28 nov, 2017 22:27

Fra bogens bagside
Bogen dækker små og store attraktioner i hele Danmark og viser vej til museer, ringborge, gravhøje, skibssætninger, runesten, vandreruter samt levendegjorte vikingemarkeder og bopladser, hvor man kan komme tæt på vikingetiden.

En lang række baggrundsartikler, skrevet af eksperter, går bag om vikingetidens historie og samfund, kunst og kultur, natur og geografi. Guiden er desuden rigt illustreret med fotos og kort.


Min anmeldelse:

Interessen for vikinger og vikingetiden har været stor til alle tider, og ser endda ud til at være blevet endnu større de seneste år. Det forstår jeg rigtigt godt, for vikingerne er interessante at beskæftige sig med, da de jo ikke kun har været drabelige krigere, men bl.a. også opdagelsesrejsende, politisk aktive samt dygtige håndværkere og handelsfolk.

Med denne guide, der er opbygget samme informative og inspirerende stil som de traditionelle rejseguider til hele verden, kan både de i forvejen vidende og de nysgerrige og interesserede i alle aldre tage på togt ind i vikingernes verden.

Turen og bogen indledes med de korte og velskrevne introduktioner til tiden helt fra samtidige vidnesbyrd og fund til eksempler på, hvordan vikingerne gennem tiden har sat deres præg på landskab, mad og kultur lige siden.

Derefter beskrives Danmark opdelt i 8 områder ved at vise, hvor man kan møde spor efter vikinger, og ud fra mit kendskab til emmet og landet, må jeg sige, at bogen virker ret dækkende, og der er rigtigt mange steder, det bliver spændende at besøge – både museer og steder. (Eneste anke er en alt for begrænset litteraturliste, men læg så turen forbi dit lokale bibliotek og bliv guidet videre.) Med bogen i hånden er det helt sikkert, at man får nogle gode oplevelser undervejs. God tur!

Jeg giver bogen 5 stjerner pga. den fremragende vidensformidling af et interessant emne.

Turen går til vikingetiden
Politikens Forlag, 2017
168 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Neil Gaiman: Nordisk mytologi

Alt muligt andet godt Posted on 28 nov, 2017 14:08

Fra bogens bagside:
Neil Gaiman genfortæller på ægte Gaimansk facon med dybde, passion og humor de fascinerende historier fra den nordiske mytologi. Han forbliver tro mod myterne og formidler dem, så både unge og voksne trækkes ind i de gamle guders magtkampe, oplever deres letantændelige temperamenter og deres evige forsøg på at narre hinanden og skabe intriger.


Min anmeldelse:

De gode og stærke nordiske myter er blevet genfortalt, bearbejdet og anvendt i bogform og på andre medier rigtigt mange gange. Det er, fordi de stadig fascinerer og er en central del af vores kulturarv.

Men selv om det er stærke historier, kræver det god formidling at holde dem i live, og der er Neil Gaiman absolut i topklasse. Han er tydeligvis fascineret af myterne og er godt inde i dem, for begge del er nødvendige for at gøre dem så levende, som de er i bogen.

Det er en stor fornøjelse at få de kendte og grumme historier frisket op, for selv om jeg havde læst dem tidligere og også godt kunne huske det meste, så bliver de her fortalt med en friskhed, kraft og nærværende humor, som gør, at de nydes og genopdages – eller opdages for første gang.

Bogen og myterne anbefales på det varmeste for alle aldre fra ca. 8 år og op!
4 store stjerner får den!

Neil Gaiman
Nordisk mytologi
Modtryk, 2017
268 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Lasse Holm: Lodbrogsønnernes hævn

Alt muligt andet godt Posted on 20 nov, 2017 22:37

Fra bogens bagside:
Ragnar Lodbrog er død. Hans fem sønner lever, og de vil have hævn.

Foråret 866. En nordengelsk landsby bliver overfaldet af vikinger. På byens galgeplads står den dansk-saxiske dreng Wulf med løkken om halsen. Mens landsbyen brænder bag dem, tager angriberne ham med til deres ringborg og kalder ham Rolf.

Langsomt går det op for Rolf, at overfaldet på landsbyen ikke var tilfældig: Den berømte viking Ragner Lodbrogs fem sønner – Bjørn Jernside, Ivar Benløs, Sigurd Slangeøje, Ubberup Frillesøn og Halfdan Hvidsærk – er kommet til England for at hævne deres far, som er død af slangebid i den northhumbriske kong Ællas varetægt.

Da brødrenes hævntogt udvikler sig til en storstilet invasion, og da Rolfs egne hemmeligheder gradvist bliver afsløret, starter et kapløb med tiden. Kan han nå at bevise kongens uskyld og forhindre den massakre, der truer i horisonten?

Min anmeldelse:
Vikinger, danmarkshistorie, sagaer, myter og gode romaner fra vikingetiden har altid fascineret mig, lige siden jeg læste bl.a. Palle Laurings “Ulv i viking”, Frans G. Bengtssons bøger om Røde Orm, islandske sagaer og fagbøger om den periode.

Derfor var jeg også spændt på at læse dette første bind i en planlagt serie fra den tid. Jeg kendte godt sagnet og historierne om Ragnar Lodbrog i hovedtræk, men nu kender jeg den drabelige historie i alle detaljer. Og drabelig er den!

Bygget på grundig research om tiden og sagnet har Lasse Holm skruet en historie sammen, hvor vi får en detaljeret gennemgang af alle begivenheder før, under og især efter mordet på Ragnar med hans voldsomme og håndfaste sønner som hovedpersoner. De skyr ingen midler i opklaringen af mordet – heller ikke bagateller som mord på munke eller smedningen af rænker mod hinanden. Der er mange personer – historisk kendte såvel som fiktive – med adskillige dagsordener, så det kan virke lidt uoverskueligt eller kompliceret at holde styr på, men hjulpet af en personliste først i bogen går det. Historien er jo også så spændende og samtidig lige så spændende fortalt, at jeg gerne læste den færdig og til og med blev underholdt undervejs på vikingernes hærgen rundt i England og Irland, hvor bogen foregår. Der er gang i kampe og plyndringer, og jeg savner lidt vinklen med vikingerne som handelsfolk og rejsende, men det passer måske ikke helt ind i historien om hævn.

Lasse Holm har også foretaget det fortælletekniske kneb at lægge en katalysator ind i historien i form af den unge Wulf/Rolf. Indimellem romanens kronologiske hovedkapitler, fortælles hans historie i korte, kursiverede afsnit. Hans baggrund blander sig fint ind i spillet med de skiftende alliancer, og han overlever adskillige farlige situationer. Han er som fortæller med til at binde historien sammen frem mod hans opklaring af sagens rette sammenhæng.

Vel er en person blevet myrdet, og der foregår en omfattende efterforskning frem mod afsløringen af motiv for mordet samt af morderen, men er det en krimi? Måske ikke i traditionel forstand, men læs den som en spændende historisk roman med hævn, mord, vold og andre forbrydelser som ingredienser.

Bogen er første bind i en planlagt trilogi om den tidlige vikingetid. Lasse Holm har tidligere skrevet en krimi-trilogi fra antikkens Rom. Wulf/Rolf bliver vist gennemgående person i serien, og mon ikke et togt bringer ham tilbage til Danmark? Jeg følger interesseret med og giver denne bog 4 stjerner som historisk roman samt 8 skydeskivepoint på min skala til spændingsbøger og krimier. (Og jeg giver den 4 krimihjerter på krimifan.dk)

Lasse Holm
Lodbrogsønnernes hævn
Politikens Forlag, 2017

373 sider

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.



Jon Lindberg: Med Jon i vildmarken – outdoor tips & tricks

Alt muligt andet godt Posted on 16 nov, 2017 17:09

Fra bogens bagside:
Jon Lindberg vandt DR-programmet “Alene i vildmarken” i 2017 efter 45 dage i øde egne langt oppe i Norge.

Og det var ingen tilfældighed. Jon har i mange år ladet sig både inspirere og udfordre af naturen. På egen hånd og sammen med andre, i Danmark og i udlandet.

Derfor har Jon en lang række godt efterprøvede færdigheder at trække på, når han færdes i naturen.

I denne håndbog giver Jon de bedste tips og tricks videre til alle dem, der har mod på en tur i det fri, hvad enten det er et par timer i skoven med mad over bål eller en tur i den rigtige vildmark.

God fornøjelse derude.


Min anmeldelse:

Da serien af udsendelserne “Alene i vildmarken” kørte på DR, var jeg en af de mange faste og fascinerede seere. Det var spændende at følge de meget forskellige deltagere og deres lige så forskellige måder at klare sig alene i en kold og barsk norsk vildmark. Ret hurtigt var Jon min favorit til at klare sig bedst, og selv om han blev ved suverænt længere end den næstsidste deltager, var der undervejs en tæt konkurrence.

Jon viste sig at være den deltager, som på alle måder kunne klare strabadserne bedst – både det med at være helt alene så længe og med at finde mad og skabe rammerne for sit lange ophold.

Derfor er det også ekstra interessant at læse denne håndbog med rigtigt mange af de ideer, som gav Jon succes i Norge. Organiseret systematisk samt beskrevet praktisk og grundigt i både tekst og billeder formidler Jon sin nyttige viden. En viden der kan bruges i mange sammenhænge og på lige så mange niveauer, for det er ikke nødvendigt at kaste sig ud i ekstreme strabadser for at få stor fornøjelse og nytte af bogen. Den vil kunne bruges hjemme i familiehaven, i børnehaven og skolen, på efterskoler og gymnasier, i idræts- og andre foreninger – og mange andre steder også. Men den vil også kunne bruges individuelt og i grupper, som vil gå lidt eller endnu mere for at udfordre sig selv og hinanden på at færdes og overleve i naturen.

Bogen er en håndbog med en lang række praktiske råd, men den giver samtidig mange eksempler på Jons oplevelser under de 45 dage, han klarede sig alene i vildmarken. Det er også interessant på den måde at få indblik i hans oplevelser og tanker.

Det var en af Jons gamle venner, Kasper Tveden, der opfordrede ham til at melde sig som deltager i “Alene i vildmarken”, og det er også Kasper Tveden, der med god journalistisk sans har skrevet teksten til bogen – selvfølgelig baseret på mange snakke med Jon.

Jeg giver bogen 4 fine stjerner som en rigtig interessant og meget anvendelig bog.

Jon Lindberg – i samarbejde med Kasper Tveden
Med Jon i vildmarken : outdoor tips & tricks
Turbine, 2017

187 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra medforfatteren Kasper Tveden



Kristina Sandberg: At sørge for sine

Alt muligt andet godt Posted on 14 nov, 2017 20:41

Fra bogens bagside:
Maj er hustru og mor i Örnsköldsvik i 1940’erne og 1950’erne, i en tid hvor husmoderen er et efterstræbt ideal.

Hun spejder ud over fjordens urolige vandflade fra sommerhuset køkkenvindue. Hvorfor kommer de ikke? Det er flere timer siden Tomas tog Anita og Lasse med i motorbåden ud til øen, og Maj gav dem en velfyldt madkurv med. Men endnu er der ingen båd at se på vej ind mod bådebroen i vigen.

Alting burde jo være godt. Freden er kommet, og det er lykkedes ægtemanden Tomas at holde sig ædru siden hypnosebehandlingen hos doktor Bjerre. Men når Maj bliver overmandet af trætheden og ængstelsen, er det ikke let at holde hjemmet harmonisk og kærligt. Hvor meget hun end prøver.

Min anmeldelse:
Bogen er en velkommen fortsættelse af første del i trilogien om Maj og hendes familie. Serien er inspireret af forfatterens snakke med sin egen bedstemor, og det er derfra, at detaljerne må stamme.

I første del, “Et barn at føde”, som jeg har skrevet om på min blog – http://blog.drustrup.dk/#post76 – møder Maj og Tomas hinanden i slutningen af 1930’erne. Begge er blevet skuffede i forhold, de falder i hinandens arme, hun bliver gravid, så de bliver gift, selv om hun kommer fra simple kår på landet, og han er yngste søn af en fabrikantfamilie i købstaden. I første bog får de datteren Anita, mens sønnen Lasse kommer til i dette bind 2.

Her fortælles historien om familiens liv i perioden fra 1940 og frem til cirka 1952, men det er i lige så høj grad historien om udviklingen af samfundet med vægten på familieforholdene i perioden, men især på kvindernes rolle med Maj som udgangspunkt. Sammen med et fremragende og meget detaljeret beskrevet tidsbillede af dagligdagen i en familie, får vi således en velskrevet og engageret beskrivelse af den sociale udvikling i perioden.

Igen fortælles historien fra især Majs vinkel, for kun i enkelte kapitler kommer Tomas til orde. I korte sætninger ofte flydende som umiddelbare tankeindfald og øjeblikkelige iagttagelser bliver teksten både gribende og poetisk. Det er ikke kun replikker og tanker, der udgør teksten, for indimellem kommer kursiverede sætninger, der viser personens indre og i situationen på den tid sikkert upassende tanker. På den måde får vi som læsere det hele billede af en situation: de faktiske begivenheder, det hele beskrevet fra én af deltagernes synsvinkel og dennes uudtalte holdninger.

Bogen er på alle måder en stor oplevelse at læse! Det krævede for mig lidt tid at komme ned i læsetempo og at vænne mig til den korte og kondenserede skrivestil, hvor alt skal med for at få fuld nydelse af bogen. Det fortjener bogen, og den investering giver maksimalt udbytte.

Læserne begiver sig ind i et stærkt tidsbillede befolket med nogle interessante personer, og det kan kun gå for langsomt med at få udgivet næste bind i trilogien, så vi kan finde ud af, hvordan det går familien!

Den får fulde 5 stjerner!

Kristina Sandberg
At sørge for sine
Modtryk, 2017
494 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Michael Katz Krefeld: Pagten

Krimi og spænding Posted on 06 nov, 2017 09:24

Fra bogens bagside:
Fem år er gået, siden privatopdageren Ravns kæreste, forsvarsadvokaten Eva, blev brutalt myrdet i deres hjem. Det uopklarede drab plager stadig Ravn, så da nye oplysninger gennem en lyssky advokat dukker op, kaster han sig over sagen.

Sporene fører Ravn tilbage til en mystisk henvendelse, som Eva fik i dagene før sin død. En henvendelse, der peger på korrupte betjente blandt Ravns tidligere kollegaer og en bagmand højt placeret i anklagemyndigheden.

Snart er Ravn selv jaget, og han bliver nødt til at indgå en uhellig alliance med den berygtede gangsterboss Kaminsky, som har afgørende viden om drabet på Eva. Men alting har en pris. I dette tilfælde 71 skjulte millioner kroner.


Min anmeldelse:

For femte gang kæmper den tidligere politibetjent Thomas Ravnsholdt med sine traumer over kærestens død og mod forskellige forbrydere. Hver gang er det sket i høj hastighed, med sit eget liv sat på spil samt med megen vold og en hel del selvtægt. Således også denne gang, hvor der igen er fuld fart på handlingen, som ikke altid virker lige sandsynlig med hændelser, der kun kan lade sig gøre på film eller i en forfatters fantasi, men usandsynligt i virkeligheden, men spændende og underholdende er det med russiske gangstere, korrupte politifolk og en kold lejemorder!

Ravn kommer ud i situationer, hvor det hver gang er utroligt, at han faktisk overlever, og hvor detaljer og held altid går Ravns vej. På den måde minder Ravn mig om Nesbøs Harry Hole, og mht. kærestens død og følgerne for Ravn minder det mig om Jürgensens Roland Triel. Desuden minder miljøbeskrivelserne mig om Steins Axel Steen. Altsammen spændende læsning, så også der passer sammenligningen.

Summa summarum for mig er efter endt læsning, at vel er bogen spændende og underholdende, men jeg kan ikke følge med i de enslydende og ubetingede anprisninger, jeg har skimmet, siden bogen udkom for et par dage siden. Jeg synes ikke, at den trods spændingsniveauet fanger mig særligt udover en nysgerrighed for, hvordan alle ender kan nå sammen til sidst. Samtidig er jeg ikke fascineret af den måde, som Katz Krefeld bruger Ravns bulldog, Møffe, på. Den er for mig kun en tom rekvisit eller en gimmick uden betydning for handlingen.

I et efterskrift skriver Katz Krefeld, at han nu er halvvejs i serien om Ravn. Han arbejder frem mod den klassiske 10-binds serie, men med dette bind 5 savner jeg en følelse af nødvendighed af endnu 5 bind, og har i stedet et ønske om fornyelse af plottets sandsynlighed og indhold.

Jeg giver bogen 8 skydeskivepoint her, og 4 krimihjerter på krimifan.dk.

Michael Katz Krefeld
Pagten
Lindhardt og Ringhof, 2017
414 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



« ForrigeNæste »