Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Andrew Wilson: Talent for mord

Krimi og spænding Posted on 15 aug, 2017 09:52

Fra bogens bagside og forlagets presseomtale:
I 1920’ernes London er Archie og Agatha Christie ikke et hvilket som helst nyrigt middelklassepar. Med seks populære detektivromaner bag sig har Agatha etableret sig som én af Englands skarpeste krimihjerner, og parret fører tilsyneladende en forgyldt tilværelse i det celebre London.

Men bag facaden lurer pengeproblemer, fortvivlelse og utroskab. Da en mystisk fremmed pludselig dukker op og truer Agatha med at ødelægge familiens gode ry, bliver hun tvunget til at bruge sit talent for mord: Hun må planlægge drabet på en uskyldig kvinde.

I vinteren 1926 forsvandt virkelighedens Agatha Christie pludselig i ti dage. Hun talte aldrig om, hvor hun var, og som resultat er hendes forsvinden forblevet et af de store mysterier i moderne tid.

I denne superbt researchede detektivroman sammenflettes virkelige hændelser og sort opspind i en klassisk, britisk mordgåde: Hvad skete der egentlig i løbet af de dage?

Min anmeldelse:
Da jeg begyndte at læse krimier, var Agatha Christies bøger nogle af mine favoritter, så jeg må vist gennem årene have læst alle hendes bøger. Først for nogle år siden, fandt jeg ud af, at hun havde en aldrig afsløret hemmelighed: nemlig hvad der fik hende til at forsvinde i 10 dage, og hvad hun lavede i den periode. Det er der lavet film om, og mange har undersøgt og fantaseret over sagen, men den hele sandhed bliver nok aldrig afsløret. Var baggrunden jalousi, skriveblokering, økonomiske problemer, depression eller noget andet?

Med denne krimi af Andrew Wilson får vi hans frit fabulerende og dramatiske udgave af baggrunden for Agatha Christie’s forsvinden, og det er bestemt ikke kedeligt. Foruden at få en historie med et sindrigt og spændende plot, så får vi en hyggelig historie, der er helt i Christies stil og med samme tidsånd. Han lader bogens Christie udnytte den viden om mordmetoder, som forfatteren Christie havde lader sine mordere bruge i bøgerne.

Tag en underholdende tur tilbage til både Christies litterære verden og faktiske samtid. Uden at vide, om Wilson på nogen måde overhovedet har ret, vil jeg sige, at det ofte er lige meget, om historier er fantasifulde løgnehistorier, bare de er gode – og det er denne bog!

Jeg giver den 7 krimiskydeskydepoint og 4 krimihjerter på krimifan.dk

Bogen er modtaget fra forlaget som anmeldereksemplar.

Andrew Wilson
Talent for mord
Gads Forlag, 2017

373 sider



Lee Child: Rent personligt

Krimi og spænding Posted on 08 aug, 2017 23:52

Fra bagsiden:
Jack Reacher går sine egne veje, men må sande, at militæret aldrig forlader én fuldstændigt, ikke for altid. Det lykkes en særlig enhed at spore ham, og snart befinder han sig i tjeneste igen. En snigskytte har forsøgt at ramme den franske præsident under en tale i Paris. På tretten hundrede meters afstand. Og kuglen var amerikansk. Kun ganske få skytter i verden ville kunne ramme på så lang afstand, og en af dem er John Kott, en tidligere militærskytte. Og Reacher er manden, der kan finde ham.

Teorien er, at attentatet mod den franske præsident kun var en prøve forud for det forestående G8-topmøde i London. Mod sin vilje bliver Reacher sat sammen med Casey Nice, en ung CIA-agent , og sammen tager de over Atlanterhav med det ene formål at finde Kott, før han får ram på en af verdens øverste ledere. Men det bliver langtfra nemt. En nådesløs lokal bande har slået ring om Kott forud for topmødet, og Reacher og Nice må tage alle midler i brug format komme på nært hold af ham. Aldrig har der været mere på spil for Reacher, for denne gang er det rent personligt.

Min anmeldelse:
Bagsideteksten siger nok om handlingen, selv om alle overraskelser selvfølgelig ikke afsløres, så I får en ganske kort anmeldelse. Det er bog nr. 19 i serien om Reacher, så hans store, faste fanskare ved, hvad de får, og de vil ikke blive skuffede. Nye læsere kan begynde her, for lige denne bog hænger ikke sammen med andre i serien.

Alt er, som det plejer at være, og noget af det, jeg skrev om “Den rette mand”, passer stadig. (Læs det hele her: http://blog.drustrup.dk/#post47):

Ingen skal forsøge at løbe om hjørner med Jack Reacher, for så fortryder de det! Han er den enlige ulv, der kæmper både for retfærdighed og sin egen frihed, og her er han igen i fuld fart og aktion. Det viser sig, at stort set ingen af deltagerne i handlingen spiller med åbne kort. For ikke at spolere spændingen, vil det være forkert at afsløre flere dele af handlingen, men vær aldrig i tvivl om, at Jack Reacher klarer ærterne! På den måde er han og bøgerne helt parallelle til John McClane (portrætteret af Bruce Willis) i Die Hard-filmene og historierne om Jason Bourne baseret på bøgerne af Robert Ludlum.

Der er fuld fart på handlingen med skyderier, skurke, mord, handlekraftige mænd og kvinder, og jeg var – som mange thriller- og spændingsbogslæsere vil være det – rigtigt godt underholdt undervejs. Bogen er velkomponeret, og der lægges med sikker hånd op til det afgørende opgør.

Det er bestemt ikke så dårligt med noget rendyrket underholdning med effektiv action, der fungerer rigtigt godt, og som ikke giver sig ud for mere, end det er.

Jeg giver den 7 point (ud af 10) her på min egen krimiskydeskive og 4 krimihjerter (ud af 5) på krimifan.dk.

Bogen blev tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.

Lee Child
Rent personligt
Jentas, 2017
398 sider



Terry Hayes: Jeg er Pilgrim

Krimi og spænding Posted on 07 aug, 2017 12:37

Fra forlagets presseomtale:
Den tidligere topagent med kodenavnet Pilgrim er gået under jorden i Paris, da en anonym ung kvinde findes dræbt på Manhattan. Alle kendetegn er ætset væk – præcist som Pilgrim anonymt beskrev i sin bog om det perfekte mord. Han tvinges tilbage i aktiv tjeneste, og efterforskningen sætter Pilgrim på sporet af en chokerende plan mod menneskeheden.

En kompromisløs international sammensværgelse fører til et halsbrækkende kapløb mod tiden.
En far halshugges offentligt i den brændende saudiske ørkensol.
En berygtet syrisk biotekekspert får skåret øjnene ud på en losseplads i Damaskus.
De sidste rester af et menneske brænder ud på en bjergside i Afghanistan.
Ét spor forbinder forbrydelserne, og kun én mand kan drage ud på rejsen.
PILGRIM

Min anmeldelse:
Siden jeg for et år siden skrev min første anmeldelse her på bloggen, er mine indlæg stadig oftere blevet lange. Det sker ikke denne gang, selv om det er om den længste bog, jeg har læst længe.

Kort fortalt er det en vild historie med centralt baggrundsstof, der afsløres i bidder, samtidig med at hovedpersonen med de mange navne og dæknavnet Pilgrim forsøger at komme på sporet af terrortruslen og leder os som læsere i alle retninger ad voldsomt spændende, højteknologiske og voldelige veje. Lidt som Jack Bauer møder James Bond set gennem George Smileys briller. Det er en bog, der både underholder, holder dig fanget og skræmmer.

Der er sagt mange fine lovord om bogen i andre anmeldelser og blogs, og jeg giver dem alle ret. Giv ikke op pga. de mange sider, læs bogen og bedøm selv!

Jeg giver den 9 point på min krimiskydeskive og 5 krimihjerter på krimifan.dk

Terry Hayes
Jeg er Pilgrim
Politikens Forlag, 2017

797 sider

Anmeldereksemplar modtaget fra forlaget.



Mit første år som blogger

Diverse Posted on 06 aug, 2017 23:59

En kort status over mit første år som bogblogger:
Blogindlæg om 61 krimier og spændingsbøger og 36 bøger af alle slags samt nogle andre indlæg om bøger og et enkelt forfatterinterview.
Det er den aktivitet, der har været her på Drustrups Bogblog siden mit første reelle blogindlæg om bøger 1.august 2016.

Det har været rigtigt spændende efter min pensionering med mange år som bibliotekar og bogformidler for første gang at prøve den slags formidling, men jeg havde ikke regnet med, det ville tage så stort et omfang. Ikke at jeg læste færre bøger tidligere – slet ikke. Men jeg havde ikke forstået eller oplevet, hvor vigtig den type formidling er for både forfattere, forlag og læsere, og heller ikke vidst hvor mange gode forbindelser, der knyttes på denne måde, hvor læsere og forfattere kommer tættere på hinanden. Det har været den største og mest positive oplevelse.

Jeg vil ikke love, at det næste år bliver med lige så omfattende læsning og blogning, men det er ikke til at vide! Billedet herunder viste mine stakke med bøger, jeg har modtaget, men endnu ikke læst. Siden har jeg læst nogle af dem, men der er også kommet andre til!



Armando Lucas Correa: Den tyske pige

Alt muligt andet godt Posted on 29 jul, 2017 22:45

NB:
Denne anmeldelse er blevet endnu længere end sædvanligt, så I får konklusionen først. Så kan I overveje, om I vil ikke vil hellere læse bogen end anmeldelsen:

Armando Lucas Correa: “Den tyske pige” er en gribende familiesaga, hvor kærlighed og sorg følges ad, og samtidig en roman, hvor de grusomme, historiske facts, om hvor umenneskelige mennesker kan være til forskellige tider, formidles indlevet og med udgangspunkt i personlige oplevelser. Bogen får mine varmeste anbefalinger, og jeg giver den 5 stjerner.

Fra bogens bagside:
1939
Berlin: Gaderne i den tyske hovedstad er hyllet i sort, rødt og hvidt; familien Rosenthals ejendele bliver konfiskeret, og de er nu uønskede i den by, hvor de altid har hørt til. Men ruteskibet St. Louis giver dem håb om en sikker vej ud af Tyskland til solrige Cuba, og efter en hektisk jagt for at skaffe visa går Hannah Rosenthal og hendes forældre ombord på det luksuriøse skib med kyst mod Havana.

2014
New York: på Anna Rosens tolvårs fødselsdag dukker en uventet pakke op. Den viser sig at være fra en ukendt slægtning på Cuba, og set særprægede indhold sender Anna og hendes mor påmindelse opdagelsesrejse til Havana, tilbage til familiens tragiske forhold.

Den tyske pige tager læseren med til Berlin under optakten til anden verdenskrig , over Cuba på tæsklen til revolutionen og til New York i efterveerne fra 11. september, før den når sin slutning i nutidens urolige Havana.

Min anmeldelse:
Det er en gribende familiesaga, hvor kærlighed og sorg følges ad, og hvor familiens historie og stolthed over oprindelsen både bærer den gennem oplevelserne og er baggrunden for dem. Det er en bog om jødeforfølgelse og Holocaust, samt om hvordan mange lande behandlede de flygtende ombord på St. Louis, men også om hvordan andre grupper og mindretal er blevet behandlet senere i historien.

I skiftende kapitler og dele af bogen følger vi først den 12-årige tyske pige Hannah i Berlin, hvor “krapylerne” forfølger og forjager jøder som hende, og derefter12-årige Anna i nutiden på besøg hos sin aldrende faster Hannah på Cuba, hvor vi også får historien om Hannah og hendes mors oplevelser før, under og efter revolutionen, hvor de og mange andre blev svigtet af en lang række nationer. Denne gang er det på Cuba “kryb”, der bl.a. forfølger Jehovas Vidner som undermennesker.

Det er også en roman, hvor de grusomme, historiske facts, om hvor umenneskelige mennesker kan være til forskellige tider, formidles indlevet og med udgangspunkt i personlige oplevelser. Det får historien til at virke både levende og vedkommende – også i dag. Det er for mig vigtigt, at også romaner med historisk baggrund vil sige nutidens læsere noget og endda betyde noget for dem – og det vil denne bog så absolut. (Bagest i bogen underbygger et efterord, et dokument og nogle fotos bogens historiske baggrund.)

På forunderlig vis er alle de involverede mænd i familiens kvinders liv forsvundet og døde, uden de har kunnet begraves, så foruden at være en stærk familiesaga, er det også en bog med stærke kvinder, hvis savn og sorgarbejde hjælpes af stærke kærlighedsbånd.

Fortællestilen er ret unik i sin måde at fortælle historien på uden i hast at afsløre alle facts. Begivenheder og baggrunde forklares så langsomt, at de virker stærkere, når den rette sammenhæng går op for læseren.

Bogen får mine varmeste anbefalinger, og jeg giver den 5 stjerner. Jeg håber, den får mange læsere, for det har I fortjent! (Bogen kan bestemt også bruges i undervisningssammenhæng på mange niveauer samt i læsegrupper.)

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Armando Lucas Correa
Den tyske pige
Politikens Forlag, 2017
332 sider

PS:
Også i den cubanske forfatter Leonardo Paduras bog “Kættere”, der er om hans faste hovedperson den pensionerede kriminalkommissær Mario Conde, indgår historien om St. Louis og jøderne samt om Cuba i dag. Det er en helt anden bog end “Den tyske pige”, men der er flere paralleller, og det er også en bog, som kan fascinere ikke-krimilæsere.

Et kort referat ser sådan ud:

“Kættere” er opdelt i tre dele. Første del omhandler ekskriminalkommissær Mario Condes efterforskning af, hvad der skete med et forsvundet Rembrandt-maleri, der skulle bruges som bestikkelse for at give nogle jøder indrejsetilladelse i Cuba lige før anden verdenskrig. Anden del omhandler tilblivelsen af maleriet i Amsterdam og om Rembrandts elev, den jødiske Elias Ambrosius’ kætteri, idet han malede personer. Tredje del foregår igen på Cuba, hvor Mario Conde efterforsker en ung teenagepiges forsvinden. Hun fornægtede religion og politik og tilhørte i stedet subkulturen emo.

Leonardo Padura
Kættere
Lindhardt og Ringhof, 2017
603 sider



Elsebeth Egholm: Jeg finder dig altid

Krimi og spænding Posted on 27 jul, 2017 23:29

Fra bogens bagside:
Rina kan ikke genkende ansigter. Hun er læge, men om natten lever hun et dobbeltliv: For at kompensere for sit handicap og selvbehandle en svær barndom klatrer hun på høje bygninger og laver anonym street art under navnet Private Eye.

Men en nat går det galt. En ung mand styrter i døden tæt på Prismet i Aarhus, hvor hun netop har klatret. Og da hun kommer hjem, bliver hun overfaldet af en mand med en kniv. Ting begynder at ske, og hun ved, at nogen er efter hende.

Da efterforskeren Helge Stanek konfronterer hende, har hun sine egne grunde til at lyve, og han har sine egne grunde til at acceptere løgnen. Han forsøger at beskytte hende, men da Rina bliver mistænkt for drab, må hun flygte fra både politiet og sin ansigtsløse forfølger. Og det er ikke første gang, hun er på flugt.

Min anmeldelse:
Med præsentationen af sine nye hovedperson – Rina / også kaldet Lina og med det fulde navn Katarina Svane-Dissing – har Elsebeth Egholm i denne seneste bog præsenteret en ny spændende aktør, som gerne må fortsætte i kommende bøger. Hun er en kompleks og interessant person med barndomstraumer, et specielt handicap og med særlige evner i kunst, klatring og kampsport. (Lidt samme type som Lisbeth Salander, og det er ikke skidt ment).

Samtidig præsenteres en ny politimand, Helge Stanek, der ud over at være efterforsker i plottet, så også i historien både er katalysator for indblik i politiets verden og en mulig kæreste til Rina. Der er ihvertfald gensidig fascination. Det vil vise sig.

Bagsideteksten siger egentlig tilstrækkeligt som inspiration til at gå igang med bogen, og det vil være ærgerligt at afsløre alt for meget, men lige et par elementer:

  1. Rinas mor er succesfuld kunstner og er aldrig blevet gift, efter at hendes mand og Rinas far forsvandt efter at være kommet ud af fængslet.
  2. Rina har haft en bror, der forsvandt da de to børn blev kidnappet som helt små. Rinas far blev dømt for forbrydelsen, hvor Rina efter kort tid dukkede op med hukommelsestab, men Rinas bror er aldrig blev fundet.
  3. Helges far har også været politimand og var dengang med i efterforskningen af de to børns kidnapning.
  4. Helge har kærstet med den ansvarlige efterforsker af den unge mands død og de øvrige mord, der involverer Rina.

Say no more! Læs selv bogen og bliv forført ind i en århusiansk verden med kriminalsager fra fortiden og i nutiden, interessante personer, spændende forviklinger, god lokalkolorit, dobbelte dagsordener samt løgne og sandheder – og et par mord.

Bliv underholdt og holdt i intens spænding i endnu højere grad end af forfatterens bøger om Dicte og hendes søn.

Jeg tøver ikke med at give bogen 9 point på min krimiskydeskive her og 5 krimihjerter på krimifan.dk.

Elsebeth Egholm
Jeg finder dig altid
Politikens Forlag, 2017
423 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



« ForrigeNæste »