Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Kristian Mørk og Oliver Zahle: Den Spejlvendte Mand

Krimi og spænding Posted on 27 feb, 2024 22:37

Denne debutkrimi og første del af planlagt serie gæsteanmeldes af Palle Thomsen.

Fra bogens bagside:
Kriminalassistent Iben Vinther har ikke helt fortjent sin forfremmelse til efterforsker i drabsafdelingen hos Københavns Politi. Det ved alle. Og hendes hang til overspisning og kaloriefattige romantiske relationer kunne en psykolog sikkert få meget ud af. Iben er selv mest optaget af at opklare forbrydelser og lukke munden på sine mandlige kollegaer.

Da en mystisk mand efterlader Eva Støvring, en ung jurastuderende, døende foran Rigshospitalet, ser Iben sagen som en mulighed for at bevise sit værd. Hvem er manden, og hvad er hans forbindelse til Eva? Efterforskerne har en teori, men Iben er skeptisk. Hun tager chancen og indleder sin egen efterforskning på trods af klare ordrer om det modsatte. Og hun er fast besluttet på hverken at lade sit eget mindreværd eller andres fejltrin stå i vejen for at finde den skyldige.

Palle Thomsens anmeldelse:
Bogen er første fortælling i serien om efterforsker Iben Vinther, og den er en krimidebut.

Efter de første 150 sider var jeg noget så gudsjammerligt træt af hovedpersonen Iben. Hun æder og æder hele tiden, og det er tydeligt beskrevet, hvad hun æder og drikker. Hun er en utilpasset og åbenbart stærkt overvægtig politibetjent, der bliver trynet af sine kollegaer og chefen. Chefen som hun også har som bolleven. 

Det skinner tydeligt igennem, at forfatterne ikke har meget kendskab til politiarbejde, og ind i mellem virker bogen som en parodi på en krimi om en utilpasset politikvinde.

Den har dog sine momenter, og plottet er nogenlunde godt skruet sammen. En ikke helt vellykket krimidebut. Bedre held med de næste i serien.

5 ud af 10 skydeskivepoint.

Kristian Mørk og Oliver Zahle
Den spejlvendte mand
Alpha, 2023
357 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Line Bjerre og Susan Casserfelt: Ukendt afsender

Krimi og spænding Posted on 26 feb, 2024 22:25

Bogen er gæsteanmeldt af Palle Thomsen.

Fra forlagets beskrivelse:
På en fortovscafé i Stockholmforstaden Bagarmossen drikker den unge, ­ambitiøse journalist Malle Sanderson en øl med sin gamle mentor, den kontroversielle journalist Svante Blomgren. Ud af det blå dukker en attentatmand op og affyrer et dræbende skud mod Blomgren.

Politiassistent Lina Kruse er midt i at optrevle et svindelnetværk, der franarrer ældre borgere deres pension. Hun får uventet hjælp af Malle, der mener, at Blomgren også havde kendskab til svindelen.

UKENDT AFSENDER er en højaktuel spændingsroman om forbrydelser, der rammer samfundets mest sårbare. Linje 17-serien handler om politibetjentene Lina Kruse og Jack Karlberg og deres hverdag i Bagarmossen.

Palle Thomsens anmeldelse:
Klassisk svensk krimi når den er bedst og “værst”.

En krimi skrevet af en klassisk kombination af en dygtig krimiforfatter og en journalist. Casserfelt er forfatter til krimiserien Höga kusten, og Bjerre er journalist, og de har lavet en rigtig god krimi.

Emnet er meget aktuelt, idet den handler om svindlere, der bedrager ældre borgere for deres opsparing, og det er jo dagligt i nyhederne pt. 

Bedst: Et godt plot, troværdigt og aktuelt, ingen udpenslede mord, velskrevet og læsevenlig.

“Værst”: Politimænd med familieproblemer, skilsmisser, problembørn. Kan ikke mindes hvornår jeg sidst læste en krimi om en politimand med et lykkeligt familieliv.

Spøg til side. Det giver jo også kolorit til fortællingen.

Det er ikke kun en krimi. Det er også et øjebliksbillede af livet i en svensk storbyforstad.

Forfatterne må gerne fortsætte deres samarbejde, hvor denne bog er nummer i 3 i serien “Linjje 17”.
Dejlig krimi jeg gerne giver 9 ud af 10 skydeskivepoint.

Lise Bjerre og Susan Casserfelt 
Ukendt afsender 
Modtryk, 2024
333 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Michael Enggaard: Myrna

Alt muligt andet godt Posted on 24 feb, 2024 14:12

Fra bogens bagside:
Dagene går i Myrnas liv. Hun driver en frisørsalon på Damhustorvet og bor i lejligheden ovenpå med sin uforudsigelige teenagedatter. En behersket tilværelse sammenlignet med ungdomsårene på Vesterbro.

Og så en dag ser hun ham. Tilfældigt i udkanten af et fotografi i en avis. Roar. Manden, der forrådte og ødelagde hende, er blevet svag. Han krummer sig over et gangstativ.

Myrna opsøger veninderne fra dengang, som også – hvis de er i live – må have et mellemværende med Roar.

Men kan en genforenet kreds af kvinder blive enige om, hvordan man opnår retfærdighed? Og hvordan gør man, hvis man vil ordne sådan noget selv? Hvor går grænserne? Behøver der være nogen?

En roman om et skæbnefællesskab. Om slumrende vildskab og tillid. Om hævn.

Min anmeldelse:
Jeg stødte første gang på Michael Enggaard som forfatter, da jeg læste “Svækling” og anmeldte den her: blog.drustrup.dk/#post161 og blev meget begejstret for bogens velskrevne stil med humor og solidaritet til personerne. 

Det blev yderligere bekræftet og forstærket, da jeg senere læste og anmeldte “Efterhånden mulighed for sol”. Læs anmeldelsen her: https://blog.drustrup.dk/?p=863, hvor jeg bl.a. skriver: Det var en stor fornøjelse at læse en så varm og vedkommende historie om almindelige mennesker.

I denne seneste bog har Enggaard igen samlet et univers befolket med nogle almindelige og typiske mennesker, som dog denne gang er fra et miljø, der ikke så tit skildres i litteraturen, og slet ikke sådan som han gør det. Hovedpersonen Myrna er enlig mor med sin egen meget beskedne frisørsalon. Som ung var hun en af en gruppe på 4 kvinder, der var en del af et kriminelt miljø med prostitution, narkohandel og misbrug. De fire er nu på alle måder forskellige steder i samfundet, men Myrna tager kontakt til dem alle for at få dem samlet, så de kan få gjort op med fortiden og de traumer, de i ungdommen og med store konsekvenser blev påført af en bestemt person.

I sin sædvanlige velskrevne stil med et flot billedskabende sprog fortæller Enggaard en både stærkt gribende og rigtigt underholdende historie med skarpt tegnede miljøbeskrivelser. Der er et par ret voldsomme optrin, men hele tiden fortalt med humor og især ud fra en dyb solidaritet med hovedpersonerne. Udviklingen af forholdet mellem Myrna og datteren, der går i gymnasiet, er en helt særlig og rigtig god parallelhistorie, som også er en del af den store historie. 

Bogen kan – ligesom forfatterens første romaner – stærkt anbefales til alle, der nyder at læse en stærk og godt fortalt historie!

Den skal også have mine 5 maksimale stjerner.

Michael Enggaard
Myrna
Politikens Forlag, 2024
270 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Lina Bengtsdotter: Flammerne

Krimi og spænding Posted on 23 feb, 2024 11:40

En perle af en velskrevet bog, der både er en samfundsroman og en krimi. Sådan skriver gæsteanmelder Palle Thomsen blandt andet.

Fra bogens bagside:
Vega modtager et desperat telefonopkald fra sin barndomsveninde Katja, føler hun sig nødsaget til at vende hjem til den lille by Silverbro, som hun ti år tidligere forlod for at flytte til London. Som børn var de to veninder uadskillelige – Katja med sin elendige barndom og Vega med savnet efter sin mor – men så rev en fatal gerning dem fra hinanden.

Da Vega ankommer til Silverbro, er Katja sporløst forsvundet, og Vega bliver straks mindet om Katjas moster, teenageren, som forsvandt for mere end tredive år siden. Har Katjas forsvinden forbindelse til fortiden? Og har de to forsvindinger noget til fælles? Vil Vega mon finde Katja i tide, eller risikerer hun, at deres dystre hemmelighed afsløres?

Palle Thomsens anmeldelse:
Jeg har med stor glæde læst flere af Linas bøger og også denne. Det er en lille perle. Den er rubriceret som en krimi, men det er ligeså meget en samfundsroman.

Den foregår over en periode på ca. 30 år i nyere tid i en lille svensk by, hvor der kun findes en fabrik, skole og pub. Tidernes ugunst har været hårde ved byen. Vi følger en flok unge mennesker og deres familier og familietraumer. Lina Bengtsdotter har et fantastisk billedsprog, hvor det er som en film, der kører inde i læserens hoved. De unge i byen har ikke andet at foretage sig end at drikke sig i hegnet i forladte huse, og de voksne drikker sig i hegnet på pubben eller derhjemme. Det lyder trist, og det er det også, men det er også en historie om venskaber, brudte venskaber, sørgelige skæbner, kærlighed til litteratur og mennesker og håb på trods. 

En fin samfunds- og personbeskrivelse og et lille islæt af krimi.
En perle der fortjener 9 ud af 10 skydeskivepoint.

Lina Bengtsdotter
Flammerne
People’s Press, 2023
300 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Arnaldur Indriðason: Kongen og urmageren

Alt muligt andet godt Posted on 22 feb, 2024 16:32

Fra bogens bagside:
Historisk roman der skildrer den danske kongemagts nådesløse magtanvendelse over for den islandske befolkning i slutningen af 1700-tallet.

I København er den islandske urmager Jón Sivertsen i færd med at restaurere et helt unikt astronomisk urværk, der er efterladt til forfald på kongeslottet Christiansborg. Pludselig en sen aften fremtoner Christian 7., der officielt besidder tronen, men som er sat uden for indflydelse af sin søn, der ser ham som sindsyg. Kongen er rastløs og beruset, og deres møder bliver flere og flere. Snart udvikler det sig til fortrolige samtaler, hvor Jón udfolder historien om sin far og fostermoder i Island, der begge blev afstraffet med døden for øjnene af ham som dreng, selv om de begge var uskyldige. Deres dødsdom blev underskrevet af kongens far…

Min anmeldelse:
Der er mange lag i denne velskrevne, historisk relevante og fascinerende historie. Her er nogle af dem. 

Det overordnede tema er den danske kolonimagts benhårde styre af sin fjerne koloni, Island, med udgangspunkt i en streng moral og både uden forståelse for den lokal kultur på Island og uden viljen til at finde sandheden bag den ulykkelige sag, der kostede livet for urmageren Jons far og stedmor. En del af den historie fortælles gennem den nære kontakt, Jon får til Kong Christian 7., hvis liv er stærkt påvirket af magtkampene ved hoffet. Kongens kone, dronning Caroline Mathilde, blev udstødt pga. sit forhold til Struensee, der senere blev henrettet og også var den reelle far til prinsesse Louisa Augusta. Det er det helt faktuelle grundlag for den interessante historie.

At kongens far udstedte dødsdommen over Jons far gør deres forhold helt specielt. De kæmper begge som sønner med konsekvenserne af deres fædres gerninger, så familierelationerne er endnu et tema. De forstærkes af den måde, kongens søn, den senere Kong Fredrik 6., behandler sin far på.

Bogen bringer også et også godt og farverigt tidsbillede af livet i forskellige samfundslag på datidens Island og i København. Det er interessant læsning.  

Desuden er der det urmagertekniske element, hvor Jons store arbejde med at restaurere det unikke og ret ødelagte ur følges kronologisk og teknisk. Det er godt fortalt kulturhistorie.

Det er forfatterens fremragende fornemmelse for at fortælle en rigtig god historie, der holder sammen på alle lagene og får dem til at danne en helstøbt fortælling. Den gode forfatterevne har jeg tidligere nydt i hans krimiromaner, så jeg var som historisk interesseret fuld af forventning til denne historiske roman. Jeg blev helt fanget ind af bogen – både pga. selve historien og den måde den fortælles på. Jeg kunne endda godt forestille mig at læse den igen!

Den skal have mine maksimale 5 stjerner!

Arnaldur Indriðason
Kongen og urmageren
Gyldendal, 2024
372 sider

Bogen er læst på Mofibo.



Pascal Engman og Johannes Selåker: Skammens vej

Krimi og spænding Posted on 20 feb, 2024 14:52

Bogen gæsteanmeldes af Palle Thomsen, der tidligere har læst bind 1 i serien, og siger, at bind 2 fortsætter i samme barske stil. 

Fra forlagets beskrivelse:
I et Sverige, der er dybt mærket af Estonia-katastrofen, er politimanden Tomas Wolf selv hårdt ramt af sine egne traumer. Men da han nytårsaften 1995 bliver tilkaldt til et bordel, hvor et voldsomt mord kort forinden har fundet sted, bliver han vækket fra sin dvale. Samtidig kæmper journalist Vera Berg både med sit kaotiske privatliv og med at blive en del af fællesskabet på sin nye arbejdsplads, Aftonbladet.

Da endnu et bestialsk mord finder sted, denne gang på en stripklub, krydses Tomas og Veras veje igen. De er endnu en gang tvunget til at arbejde sammen på trods af deres markante forskelligheder. De mistænker hurtigt en sammenhæng mellem mordene, men hvordan samler de trådene, og hvem bliver det næste offer? Og kan de overkomme deres mistillid til hinanden og samarbejde uden at ødelægge efterforskningen?

Palle Thomsens anmeldelse:
Skammens Vej er efterfølgeren til “Til minde om en morder” – i serien Skumringsland.

Thomas Wolf er en politimand plaget af traumer og familieproblemer. Sammen med kollegaen Zingo forsøger han at opklare flere mord i Stockholms underverden. Det er en beskidt verden, vi kommer ind  med narko, prostitution og vold. Måske har forfatterne skævet lidt til Simon Hägströms bøger om samme emne. Det er beskrevet lige så godt som i Simons bøger, og man kan kun beundre de politifolk  som har det arbejde. Det er beskidt, hårdt og livsfarligt.

Journalisten Vera har et job, som hænger lidt i en tynd tråd. Hun skal hele tiden jagte den næste overskrift til avisen, og hun ender med at arbejde sammen med de 2 betjente. Jeg tror ikke, jeg kunne arbejde som journalist, hvor man , r, der kan tiltrække overskrifter nogle gange kun for overskriftens skyld – det de kalder click-bait i faget. Begge forfattere er journalister, og det mærkes. De kender fagets faldgruber og det stressende pres fra redaktøren.

Skammens Vej referer til en berygtet vejstrækning i Bøhmen tæt på den tyske grænse. Her arbejder hundredvis af kvinder, som sælger sex i alle afskygninger billigt, og hvor alfonserne scorer kassen.

En barsk krimi om et barskt emne

8 ud af 10 point.

Pascal Engman og Johannes Selåker
Skammens vej
People’s Press, 2024
350 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



« ForrigeNæste »