Drustrups Bogblog

Fra forlagets omtale:
Marcel de Sade er blevet kaldt flamboyant, en stilfuld bedrager og Danmarks første celebrity. Selv kaldte han sig Marquis – psykiateren kaldte ham mytoman – det må blive til en Marquitoman. Han har levet et liv på kanten, hvor han har betaget og behaget med sine fantasifulde historier. Men har nu, hvor livets efterår går mod vinter, følt trang til at noget af sandheden kommer frem. Derfor har han bedt Jean-Lorentz Lafontaine skrive The true story om ham, og billedkunstneren Bjørn Ignatius Øckenholt har lavet virkelighedsnære illustrationer til bogen.

Min anmeldelse:
Historien om Marcel de Sade, Jørgen Vase Larsen eller Den Falske Marquis har fascineret mig i mange år, og jeg har i min tid som bibliotekar i Løkken, hvor han har tæt forbindelse til, hørt mange historier om ham. Derfor sagde jeg også ja, da forfatteren skrev og tilbød mig at læse og anmelde bogen.

Jeg var nysgerrig efter at læse den for at finde ud af, om den udvidede eller ændrede billedet af Marquisen i de øvrige bøger, der er skrevet om ham. Jeg derfor igen også set lidt på disse bøger: Pernille Frydensbjerg: “Marcel de Sade – Glimtet bag masken” (2017) og “Verden vil bedrages” (2018) af Lars Henriksen og Thomas Kim Rasmussen. (Forfatteren til denne nye bog fortæller endda, at endnu en forfatter er på vej med en bog om Marquisen).

Indholdsmæssigt er denne nye bog ikke væsentligt anderledes end de andre, men den er fortalt på en anden måde, i et mere blomstrende og engageret sprog. Bogen supplerer således de andre bøger med sin fortælleform, og den er også ajourført bl.a. med stof om de politiske og økonomiske forhold om Marquis flytning fra sin meget store lejlighed til en mindre lejlighed og senest til en ældrebolig. Det ser ud til, at alle forfatterne til de 3 bøger, har haft adgang til private papirer i et eller andet omfang, og at de alle har haft Marquisen som direkte kontakt under arbejdet med bøgerne.

I hvilket omfang nogen af bøgerne – også den seneste – beskriver sandheden om Marquisen er helt umuligt for mig at afgøre. Jeg kan heller ikke afgøre niveauet af sandhed i denne nyeste, men underholdende og fascinerende læsning er det. 

De to andre bøger er mere klassiske biografier specielt mht. illustrationerne, hvor de i denne nye bog er kunstneriske og stemningsskabende kollager eller bearbejdninger uden egentlig informationsværdi.

Bogen skæmmes af flere sproglige fejl og manglende korrekturrettelser. (På trods af redaktørens afværgende kommentar bag i bogen). Alene på de første godt 50 sider fandt jeg 11 irriterende fejl. Så stoppede jeg med at tælle. 

Hvis du er interesseret, så har forfatteren lavet en video om bogen. Se den HER

Redaktør og illustrator fortæller på en anden film om sit arbejde. Se den HER

3 stjerner kan det blive til, og den sidste halve er på grund af bogens fascinerende emne.

Jean-Lorentz Lafontaine
Marquitomanen – En lystløgners bekendelser
Lafontaines Fablerier, 2021 
205 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogens bagside:
Historien foregår i de fiktive nabobyer Licentia (fra latin: frihed) og Norma (fra latin: regler). De kommer op at toppes over en vindmølle, som suger energi fra luften, hvilket som meget andet er forbudt i Norma. Vi følger Lukas, der utrætteligt forsøger at fortælle historien om bysbarnet Salvatira, der må kæmpe med andet end vindmøller for at redde Norma fra at gå under. 

Bogen er en historie om at følge sit hjerte og erkende, at tegnene fra Gud nok snarere er tegn fra magthaverne.

Min anmeldelse:
Da jeg ret uforberedt på indhold og genre begyndte min læsning, blev jeg både overrasket og fascineret. Det viste sig at være en interessant, velskrevet og velkonstrueret allegori om religion, og med udgangspunkt i den dogmatiske og fundamentalistiske lovreligion, der udøves i Norma, viser bogen den slags religions undertrykkende effekt.

Forfatteren har selv beskriver sit formål med bogen sådan: 
Jeg fik idéen, da jeg gik og filosoferede over, hvordan man på en overskuelig måde kunne illustrere, hvor meget religion er et resultat af magthavernes ønske om at undertrykke befolkningen og holde den i skak, snarere end at det er et udtryk for noget egentligt guddommeligt (som jo Paulo Coelho advokerer for). Så jeg besluttede mig for at skabe et univers med en relativt simpel konflikt udsprunget af forskelligt syn på religion – og så se, hvad det kunne føre til. Jeg ville behandle alle religioner ens og med en smule charme – dog med en kritisk pen.

Det må siges at være lykkedes. Lukas er sekretær for det kvindelige overhoved for samfundet i Norma, Salvatora, og som alle andre mænd i den by, er de helt underordnet et stramt kvindeligt regime. På den måde tegner forfatteren samfundsordenen hårdt op og på en fint karrikeret måde. De regler, der styrer samfundet er ikke alle lige logiske, men de skal adlydes ubetinget. 

På den anden side af floden er holdningerne mere fleksible, og reglerne er færre. Energisituationen forværres, da olieressourcerne i Norma svinder, og de ikke længere kan levere energi til Licentia. Derfor forsøger folkene der at etablere vindenergi i modstrid med regler i Norma. Det medfører flere omgange sabotage efter lige så mange genetableringer af møllen. 

Bogen foregår i et tidløst univers, hvor teknologier, handlingselementer og enkelte dateringer ikke passer sammen, men det er underordnet i denne lignelse, fabel eller allegori. Hvordan det hele ender, vil jeg selvfølgelig ikke afsløre, men vil opfordre til, at man selv læser bogen, hvis man er interesseret i et bud på effekten af og baggrunden for en lovreligion som den i Norma. Der er klare paralleller til forholdet mellem islam og vestlige religioner, og det er helt tilsigtet, fortæller forfatteren. 

Bogen er forfatterens 5. roman, men den første som ikke er en spændingsbog. Den seneste hedder Arvesynderen, og min anmeldelse kan læses HER. I min anmeldelse af den næstsidste Jihadbruden HER er der link til de øvrige anmeldelser. 

Vindmøllen i Licentia får 4 stjerner ud af 5 sammen med min anbefaling om at læse den.

Jens Strandbygaard
Vindmøllen i Licentia
Byens Forlag, 2021
211 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogens bagside:
København, foråret 1945. Den danske modstandsbevægelse er i knæ. En række ledende danske frihedskæmpere holdes fanget i Gestapos hovedkvarter, hvor de dagligt udsættes for tortur. Den unge københavner Asta vil helst holde sig på afstand af krigen, men virkeligheden presser sig på. Modstandsmanden Harald har for længst valgt side. Efter tyskerne skød hans bror, har krigen besat hans sind.

Langt væk, på en flybase i England, gør piloten Edward sig klar til endnu en mission. Og på Den Franske Skole på Frederiksberg insisterer lærerinden Benedikte på, at krigens vanvid ikke skal fylde noget i hverdagen. Her hersker der orden, bøn og disciplin – her er man lykkeligt uvidende om, at skolen snart vil blive centrum for en af de største tragedier i nyere dansk historie.

Det er den 21. marts. Krigen er slut om få uger. 26 modstandsfolk sidder fanget i Shellhuset. Over 500 mennesker er samlet på Den Franske Skole, heriblandt 34 katolske nonner, otte civile lærerinder og 428 børn. 1200 kilometer væk letter 51 engelske fly med kurs mod København – forude venter en af danmarkshistoriens mest afgørende dage.

Min anmeldelse:
Indrømmet. Jeg var skeptisk, inden jeg begyndte læsningen. Jeg kendte de grundlæggende fakta bag den fejlagtige bombning af Den Franske Skole, og jeg var usikker på, om en genfortælling af historien i romanform kunne bære igennem, og om den var nødvendig. 

Min skepsis blev gjort til skamme. Forfatterens historie er fiktion, men bygger ifølge et efterskrift på omfattende research i form af samtaler med modstandsfolk og tidligere elever på Den Franske Skole samt skriftlige kilder, men han har formået at gøre det hele levende og fængslende gennem sit valg af hovedpersoner og ved sin måde at fortælle historien på. 

I filmiske krydsklip mellem situationen blandt de engelske flyvere, blandt lærer og elever på Den Franske Skole og med Asta som indgang også blandt modstandsfolk rulles situationen frem i kronologisk rækkefølge. Selv om man som læser, kender resultatet i form af den fatale bombning, er det alligevel både spændende og interessant læsning.

Da vi læste bogen i min læsegruppe Sure Gamle Mænd, var der bred enighed om, at det var fængende læsning, men med gruppens samlede erfaringer viste der sig dog nogle fejl eller misforståelser i forhold til Modstandsbevægelsens måde at operere på. 

Endelig fandt nogle af de ældste medlemmer af læsegruppen en mindre historisk fejl. De kunne tydeligt huske, at Strømpebukser kom først til et stykke tid efter krigen, for det var først der, de begyndte at kæmpe med denne besværlige kvindelige beklædning.

Vi ville alle glæde os til at se Ole Bornedal-filmen “Skyggen i mit øje”, der kommer i Filmklub Danmark. Den handler også om bombardementet.

Jeg giver bogen 4 stjerner.

Jacob Weinreich
Pigen fra Den Franske Skole
Politikens Forlag, 2019
364 sider

Bogen er lånt på biblioteket.

Fra bogens bagside:
Det er koldt, surt og mørkt – alligevel trækker detektoren i de fleste, men en eftermiddag med en kop kaffe ved brændeovnen med en god bog om vores detektorhobby i hånden kan også være en dejlig adspredelse i den mørke tid.

En bog, der fortæller om oplevelserne med detektoren, store og små fund – lige fra hestesko til møntskatte – skuffelserne, faldgruberne, men ikke mindst de store øjeblikke med det rigtige bip.

En bog der fortæller om glæderne, fællesskabet og samarbejdet med ligesindede, klubberne og museerne garneret med detektorfolkets egne bedste billeder. Lyder det ikke som en god eftermiddag?

Sådan var oplægget til den nye bog ”DETEKTORHOBBY – kulturarven vi deler med hinanden” på en regnfuld efterårsdag i 2020.

Den blev lidt anderledes, men så alligevel. En lang række detektorførere og museumsfolk tilbød nemlig med stor velvilje at deltage og bidrage til bogen.

Derfor kan du nu læse om ovennævnte, men også om hvordan detektoren er blevet et vigtigt arbejdsredskab for museerne, måske et af de vigtigste, og om hvordan detektorhobby også er en slags mentalhygiejne, der giver ro i hovedet, når hverdagen fylder for meget.

Du kan endvidere læse om de gode søgesteder, fundstatistik, Danefæ og spændende enkeltfund og meget mere, men også om forpligtelserne når du er med til at finde, afdække og bevare et stykke danmarkshistorie. Muligheden for at dyrke en hobby med metaldetektorer er nemlig enestående for Danmark. Det er ikke forbudt som i mange andre lande, og derfor er omhyggelighed, registrering af fund og samarbejde med museerne så vigtigt.

_________________________________________________________________________________________________________________________

Indledning
Jeg er selv blevet grebet af at søge med metaldetektor på jagt efter fortiden og mere (lokal)historisk viden. Det har vist sig at være afhængighedsskabende, og jeg har de seneste 4-5 år brugt en del timer og har gået mange kilometer på lokale marker. Det har ført nogle uventet gode fund med sig – og meget, meget, meget mere skrot og skrammel, men underholdende og lærerigt har det været

Indenfor det seneste års tid er der kommet flere bøger om den hurtigt voksende aktivitet – detektorsøgning, og ud over at få mine egne erfaringer og at få hjælp fra museumsfolk og andre med samme hobby, har jeg har stor fornøjelse af bøgerne.

___________________________________________________________________________________________________________________________

Den første bog, jeg havde stor nytte af i førsteudgaven, udkom sidste år i helt ny og udvidet udgave. Det er “Metaldetektor – på jagt efter fortiden”, som er en rigtig god håndbog for både begyndere og let øvede. Det er bogen, man skal læse og for alvor bruge for at komme godt i gang med hobbyen. Effektivt formidlet er bogen fyldt med gode råd og forklaringer.

Lone Beck og Kim F. Rasmussen
Metaldetektor – på jagt efter fortiden
Forlaget Skrold, 2020
144 sider

______________________________________________________________________________________________________________________________

En anden, interessant bog om hobbyen er denne flotte jubilæumsbog, som gør status over 25 års helt specielle fund på Bornholm. Øen må være stedet med de fleste fund, så der er meget at blive misundelig over set fra Nordjylland, men den er interessant at studere, når detektoren først er blevet et uundværligt redskab for dig.

De første og de største fund – De bornholmske amatørarkæologer 25 år
red.: Finn Ole Sonne Nielsen og Brian Christensen
Forlaget Brian Christensen, 2020
432 sider

_____________________________________________________________________________________________________________________________

Min anmeldelse
Inden jeg anmelder bogen “Detektorhobby – kulturarven vi deler med hinanden” er det rimeligt, at jeg fortæller, at jeg har skrevet 3 af de i alt 41 artikler i bogen. Da forlægger og redaktør, Jørgen Kjær, efterlyste ideer til emner i bogen og beskrev formålet med den, tilbød jeg at lave artikler om de emner i hobbyen, der ligger kig meget på sinde, og det fik jeg lov til. Det drejer sig om: sammenhængen mellem detektorsøgning og lokalhistorie, om at bruge detektorsøgning som middel mod PTSD samt om samarbejdet med landmændene. Da jeg ikke har haft indflydelse på bogens indhold eller redaktion vil jeg mene, at jeg uden problemer kan anmelde bogen, så det gør jeg.

Bogens mange artikler er skrevet af 18 forskellige personer fra meget forskellige dele af miljøet omkring detektorsøgning, og tilsammen dækker de emnet meget bredt. De beskriver stort og små, overordnet og i detaljer rigtigt mange sider af den fascinerende hobby. Det sker gennem personlige historier om konkrete fund og om specielle oplevelser. Dertil kommer artikler om mere generelle emner.

Skal man vide mere om fund af alle slags samt deres datering og anvendelse, skal det findes andre steder – i bøger og gennem erfaringsudveksling på forskellig vis. Men det har heller ikke været bogens ærinde.

Det er en bog i stort, kvadratisk format med rigtigt mange og gode billeder, så bogen også på den både fremtræder rigtigt flot og indbydende.

Det er netop som inspiration, bogen har sin ubetingede berettigelse. Den kan nydes og studeres også mere end én gang, f.eks. når vejr og markernes tilstand ikke muliggør søgning, så detektorsøgningen bedst foregår i lænestolen. Lidt som at læse rejsebeskrivelser fra kendte eller ukendte destinationer. Det er spændende, interessant – og inspirerende.

Bogen får ubetinget mine maksimale 5 stjerner.

Detektorhobby – kulturarven vi deler med hinanden
Red.: Jørgen Kjær
Forlaget Motorploven, 2021
224 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

Fra bogens bagside:
Efteråret 1943. Pripjat-sumpene, et område i Ukraine og Hviderusland, der i 1943 var over tre gange så stort som Danmark.

I sumpene opererer diverse partisangrupper, der bekæmper tyskerne og ikke mindst hinanden. Kassandra og pigen Agneta, Peter, Alexander og Debora ankommer til den jødiske partisanbevægelse Rudina-mat, hvor deres kusine Gracja Staski er med i ledelsen. Gracja, der er blevet stalinist, styrer lejren med hård hånd.

Da lejren overfaldes af en deling tyske soldater, med katastrofale tab som følge, beslutter Kassandra, at hun vil tilbage til Danmark for at føde sit barn i relativ sikkerhed. Men krigen banker fortsat på, og Peter og Kassandra drager ud på en farefuld rejse for ar vende tilbage til krigszonen og kampen mod nazisterne.

Min anmeldelse:
Serien “Venner og fjender”med planlagt til at blive på 8 bind, og dette er bind 6. Med denne anmeldelse har jeg anmeldt de første 6. Se nederst i anmeldelsen. 

Efter mange strabadser og ualmindeligt voldsomme begivenheder er den gruppe, vi som læsere har fulgt i seriens forrige bøger, nu undsluppet fra udryddelseslejren Sobibór. Deres engagement i modstandsgruppernes krigsindsats i sumpene er, som der også står på bagsiden, ikke uden problemer. 

Da Kassandra vil til Danmark for at føde sit barn der, begynder en besværlig rejse, og den bliver ikke nemmere, da de vil rejse tilbage til sumpene efter også at have været i England. 

På den måde er det en både voldsom og voldsomt spændende bog. Helt som i de øvrige bøger. Det er også interessant at høre om en for mig ukendt side af krigen. Når jeg denne gang alligevel ikke oplever samme intensitet og ikke bliver så underholdt som tidligere undervejs, skyldes det, at jeg ikke bliver overbevist om hverken personernes bevæggrunde for at gøre, som de gør, eller om både det nødvendige og det sandsynlige i deres rejse fra Ukraine til Danmark og England og retur midt under krigen. 

Jeg er dog nysgerrig efter at læse de sidste bind i serien også. Det bliver interessant at følge seriens personer på den sidste del deres rejse på trods af mine forbehold for dette bind 6, der for mig har været seriens hidtil svageste. 

3 stjerner ud af 5 mulige er det blevet til.

1: Vejen til Warszawa – https://blog.drustrup.dk/?p=539
2: Kobberslottet – https://blog.drustrup.dk/?p=539
3: Gaden uden navn – https://blog.drustrup.dk/?p=659
4: Byen ved Volga – https://blog.drustrup.dk/?p=791
5: Sobibór – https://blog.drustrup.dk/?p=929 
6: Skoven er vores

Lotte og Søren Hammer
Skoven er vores
HarperCollins, 2021
302 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.