Blog Image

Drustrups Bogblog

Følg med

Send mig en mail HER og få en månedlig mail med oversigt over de nyeste indlæg.

Se den nyeste (juli 2024) oversigt over Krimiserier HER

GÅ TILBAGE TIL FORSIDEN HER

Birgitte Wulff: Underhunden

Krimi og spænding Posted on 25 jan, 2024 21:26

Fra bogens bagside:
På julemånedens første dag findes en kvindelig byrådspolitiker knivdræbt på en af Aarhus’ kirkegårde. Symbolske brændemærker skamferer hendes krop, for hendes mund er sat et stykke tape. Budskabet synes klart som dagen, men byens kvindelige politikere er kun alt for vant til at modtage hadmails, og politiet tøver med at tillægge nettets mørkemænd nogen del i drabet.

Journalisten Anne Velin og kollegaen Sofie går løs på mysteriet om gerningsmanden, der har lige så mange ansigter, som der findes falske profiler på det mørke net. Indtil den skyldige er fundet, og ikke mindst det egentlige motiv, er enhver kvinde, der stikker næsen frem, et potentielt offer, for alt tyder på, at morderen har tænkt sig at fortsætte.

Anne fordyber sig i sagen på flugt fra kaosset, der vokser på hjemmefronten. Hendes forhold til kæresten er skrøbeligt, og det bliver ikke bedre af, at hendes mor insisterer på, at hun skal komme hjem til jul.

En svimlende fortælling om nettets uhyggelige incelmiljø, hvor anonyme mænd lader kvindehadet blomstre, og hvor kvinder, bare fordi de er kvinder, risikerer mere end at blive svinet til på de sociale medier.

Min anmeldelse:
Birgitte Wulff har endnu engang med sikker sans for aktuelle emner fundet det emne, der er plotbærende i denne seneste bog: Incels – mænd der føler sig svigtet af kvinder, og som derfor lever i ufrivilligt cølibat og vil hævne sig på kvinder. 

Bogen er bind 3 i serien med journalisten Anne Velin. Her er seriens foregående og spændende bøger, som jeg har anmeldt her:

Tårnspringeren (1) med temaerne vold mod kvinder og forholdet mellem medierne/journalister og politiet – https://blog.drustrup.dk/?p=1152 

Rigmanden (2) med hovedtemaet mangel på moral blandt de professionelle hestehandlere og igen med indblik i medieverdenen – https://blog.drustrup.dk/?p=1338 

Næste bog i serien hedder Pusheren, og den har unges mistrivsel samt deres brug af stoffer som tema. Den udkommer juni 2024. 

Også i Underhunden fortæller Birgitte Wulff en både relevant og spændende historie. Den har en faktuel base i form af de mange trusler og voldsomme mails mange politikere får. De fakta udvikles i bogen med tilført dramatik og forfatterens fine evne til at skærpe konflikterne, så historien både bliver spændende og sandsynlig. 

Igen bliver Anne Velin dybt personligt involveret, og igen er hendes privatliv en del af historien. På den måde må jeg sige, at Birgitte Wulff fortsætter den krimigenre, hvor den nysgerrige og effektive journalist bidrager til en hurtigere løsning af en sag, som politiet ikke helt har fattet sammenhængene i. Skabelonen virker, og forfatteren udnytter den effektivt og aktuelt.

Det bliver igen til 8 skydeskivepoint.

Birgitte Wulff
Underhunden
Grønningen1, 2023
398 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Michael Robotham: God pige slem pige 

Krimi og spænding Posted on 22 jan, 2024 12:01

Forlagets beskrivelse:
Evie Cormac er en pige uden fortid. Hun blev fundet beskidt og halvt udsultet for seks år siden i et hemmeligt rum i et hus, hvor et bestialsk mord var begået. Hun havde boet under tag med liget i månedsvis, sneget sig ud om natten for at stjæle mad og gemt sig for De ansigtsløse mænd. Seks år senere, stadig uidentificeret, bor denne pige på et sikret børnehjem, hvor hun indleder en retssag og kræver at blive løsladt.

Retspsykolog Cyrus Haven bliver bedt om at vurdere, om Evie er klar til at blive sat fri, men han møder en pige, der er ulig nogen, han nogensinde har mødt. Beskadiget, destruktiv og selvhadende, men alligevel i besiddelse af en gave, der gør hende både fascinerende og farlig at være sammen med – evnen til at vide, når nogen lyver.

Samtidig har Cyrus en anden forbrydelse at efterforske – mesterskøjteløberen Jodie Sheehans død. De to sager væves hurtigt sammen og trækker ham ind i en verden af hemmeligheder, hvor ingen taler sandt, og kun én person ved, hvem der lyver.

Min anmeldelse:
Det er bog, hvis helst specielle plots og meget anderledes hovedpersoner fangede mig lige fra begyndelsen – og helt frem til slutningen. En slutning der kræver en fortsættelse, som heldigvis ser ud til at være på vej med titlen “Da hun var god”, og på engelsk udkommer oven i købet bind 4 i serien februar 2024, så der er endnu mere at glæde sig til.

De to parallelle efterforskninger, der kort beskrives på bagsiden, og hovedpersonernes særlige personlige forhold samt de komplicerede sammenhænge beskrives rigtigt godt og med en konstant stigende spændingskurve. 

Historien om den unge Evie fortælles med hendes egne ord i korte mellemkapitler, men uden at hele sandheden om hendes baggrund afsløres. Her fortæller hun mere om de aktuelle oplevelser, hun har.

Bogens hovedtekst er om de samme og de omkringliggende begivenheder, hvor Cyrus Haven er omdrejningspunktet. Hans meget barske private baggrund indgår i historien og vil helt sikkert få en endnu større betydning i de følgende bind. 

For ikke at spolere spændingen og læseoplevelsen for kommende læsere af bogen vil jeg ikke afsløre mere om handlingen, men vil give bogen mine varmeste anbefalinger. Den føjer sig smukt ind i rækken af spændende bøger med efterforskere og andre personer med særlige psykiske evner – f.eks. de nyeste serier af Jakob Melander og David Lagercrantz, men Michael Robothams personers evner er umiddelbart nemmere at tro helt på.

9 sikre skydeskivepoint!

Michael Robotham
God pige slem pige
Forlaget Zara, 2023
425 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Anne Sofie Hammer og Sofie Lind Mesterton: Mig & Mille – juler for vildt

Alt muligt andet godt Posted on 02 jan, 2024 23:22

Fra bogens bagside:
I den her bog kan du læse om mig, Mille, og så min bedste veninde (som også hedder Mille), og hvordan vi juler for vildt hele december måned. MASSER AF JULESLIK!

Vi har selvfølgelig nissevenner i klassen, og sammen med vores vikar, Klasse-Lasse, arbejder vi VIRKELIG SERIØST på at vinde konkurrencen om skolens flottest pyntede klasselokale.

Der er også noget om et mega sjovt Lucia-kor, og julekalender til Basse – og verdens skøreste nissepranks.

P.S. JONAS ER VIRKELIG JULEROMANTISK 💘

Intro til serien

Når nu det er en bog, der foregår i december, så kommer denne anmeldelse lidt sent, men så må I huske den nogle måneder, for har I børn eller børnebørn i den rigtige alder, så skal de absolut læse den. I kan måske begynde med de første i serien!

Min ældste datters datter, Anna, går lige nu i 5. klasse, og hun har skrevet anmeldelsen af denne bog, der er nummer 4 i serien om Mille og Mille. Hun har også anmeldt disse bøger i serien:

mens hun (eller måske mig) desværre har overset bind 3: Mig & Mille – på dybt vand

På forlagets hjemmeside – https://gutkind.dk/forfatter/anne-sofie-hammer/  – er der link til materiale om serien – bl.a. kravlenisser.

Annas anmeldelse: 
Jeg syntes, den var spændende og sjov at læse, og den handlede godt om jul.

Det virker godt med tegningerne i bogen. De giver en bedre forståelse, og jeg tænker, at mindre skolebørn sagtens også godt kan læse den.

Jeg syntes også, at den var meget sjov, og der er jo altid lidt ballade med i bøgerne, og det gør, at bogen får noget mere karakter.

Det var også spændende, at der var lidt konkurrence i, hvem der kunne lave det flotteste klasselokale i skolen. Det gælder også lige det med konkurrencen om det flottest pyntede hus på Klasse-Lasses vej, og så er der selvfølgelig altid lidt hemmeligheder og mystik med i Mig og Mille bøgerne.

Jeg giver den 5/5 (jule)stjerner

Anne Sofie Hammer og Sofie Lind Mesterton
Mig & Mille – juler for vildt
Gutkind, 2023
160 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Drustrups Bogblog – status over 2023

Diverse Posted on 01 jan, 2024 21:24

Her er et udvalg af de bøger, jeg har vurderet højst, der har gjort størst indtryk, og som stadig står stærkt i min hukommelse. På billedet har jeg udvalgt toppen af dem, men alle er exceptionelt gode bøger.

De bedste i “Krimi og spænding”:
Håkan Nesser: En fremmed banker på din dør – https://blog.drustrup.dk/?p=1709
Håkan Nesser: Der kom et brev fra München – https://blog.drustrup.dk/?p=2024
Ilaria Tuti: Sovende nymfe – https://blog.drustrup.dk/?p=1784
Jens Henrik Jensen: Pilgrim – https://blog.drustrup.dk/?p=1860
Karin Smirnoff: Havørnens skrig – https://blog.drustrup.dk/?p=1597
Arttu Tuominen: Fortiet – https://blog.drustrup.dk/?p=1964
Stuart MacBride: Kistemagerens have – https://blog.drustrup.dk/?p=1614
Anders De la Motte: De bjergtagne – https://blog.drustrup.dk/?p=1833
Anders Totland: Til jord skal du blive – https://blog.drustrup.dk/?p=1801
Jakob Melander: Lysets engel – https://blog.drustrup.dk/?p=1761 

De bedste der falder indenfor begge kategorier:
Malin Persson Giolito: I dine hænder – https://blog.drustrup.dk/?p=1569 
Lasse Holm: Besættelse – https://blog.drustrup.dk/?p=1662 

De bedste i “Alt muligt andet godt”
Deepti Kapoor: Lasternes tid – https://blog.drustrup.dk/?p=1945
Hans Gregersen: Underdanmark – https://blog.drustrup.dk/?p=1976
Amor Towles: Lincoln Highway – https://blog.drustrup.dk/?p=1771
Christian Monggaard: Claus Deleuran – https://blog.drustrup.dk/?p=2006 
Vibeke Marx: Lugten af længsel – https://blog.drustrup.dk/?p=1869
Tom Buk-Swienty: Safari fra helvede – https://blog.drustrup.dk/?p=1697 
Mikael Niemi: Sten i silke – https://blog.drustrup.dk/?p=2040 


Anmeldelser

I alt har været 94 anmeldelser – hvoraf de 29 er lavet af 5 forskellige gæsteanmeldere. De fordeler sig sådan på mine kategorier:

  • 74 fra “Krimier / spændingsbøger”
  • 16 fra “Alt muligt andet godt” 
  • 4 bøger der faldet indenfor begge kategorier 

Desuden har der været 6 andre indlæg om:

  • Mine 10 bedste bøger i 2022
  • Seriekataloget “Mord i serier – Seriemord”
  • Læsegruppen “Sure Gamle Mænd”
  • Min krimicafé på Brønderslev Bibliotek
  • TV-serien Oxen
  • Den norske krimiblog https://krimlitteratur.com/


Mikael Niemi: Sten i silke

Alt muligt andet godt Posted on 31 dec, 2023 23:29

Fra bogens bagside:
En stor, historisk roman om overlevelse, kærlighed og kamp.

I det bundfrosne moseområde uden for Pajala blotlægger en gravemaskine noget, der ligner resterne af et menneske.

Sporene rækker generationer tilbage til en mere barsk og kuldslået tid i Tornedalen. Fattige husmandsfamilier måtte kæmpe for overlevelse, og arbejderne på egnen gik til kamp for deres rettigheder, da vejen gennem Pajalas enorme skove skulle anlægges.

I Uppsala får en kvinde et af sine tilbagevendende syn. Noget trækker hende nordpå, til egnen hvor hendes far voksede op. Er det mon forfædrenes stemmer, der kalder på hende?

Mikael Niemi knytter farverne og fantasien fra den samiske og finske folketro sammen med beskrivelserne af de grå husmændssteder og fattigdom i en gribende roman fra Tornedalen over en periode på hundrede år.

Min anmeldelse:
“Populærmusik fra Vittula” og andre af Niemis bøger – senest “Kunsten at koge bjørn” (anmeldt her http://blog.drustrup.dk/#post145 ) – har jeg virkeligt nydt at læse. Alle hans bøger har været rigtigt gode og relevante historier, og samtidigt har de været skrevet i et formfuldendt og fængslende sprog. På alle måder en rigtig god læseoplevelse – hver gang.

Denne seneste er på ingen måde en undtagelse! Jeg læse den i december 2023, og den er blandt de allerallerbedste bøger, jeg har læst i 2023 – nok den bedste!

Bogen giver et stærkt og mangefacetteret billede af Tornedalen, arbejdskampe, de sociale forskelle, den både flotte og barske naturforhold, familierelationer og alle tænkelige mellemmenneskelige forhold. Det er samtidigt en historie, der dækker flere generationer, for den fortælles i kapitler, der skifter mellem 1930’erne, 1976, 1997 og 2017. 

De forskellige personer er alle på hver deres måde essentielle for historien og dens forløb. De er desuden dybt troværdige, fordi de er så formidabelt beskrevet. Mikael Niemi kender området og dets historie rigtigt godt, men selv om bogen er delvist baseret på fakta, er historien så fornemt fortalt, at bogen bliver stor litteratur, som kun kan anbefales til rigtigt mange læsere af fremragende bøger. 

5 store, funklende stjerner!

Mikael Niemi
Sten i silke
Modtryk, 2023
521 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



Emily Gunnis: Jordemoderens hemmelighed

Krimi og spænding Posted on 29 dec, 2023 22:49

Bogen er gæsteanmeldt af Palle Thomsen.

Fra forlagets beskrivelse:
To familier bundet sammen af en tragedie. En anklaget kvinde står med nøglen til hemmeligheden …

I 1969, nytårsaften, mens Hilton-familien forbereder sig på at være vært for årets fest på Yew Tree Gods, forsvinder deres lille pige. Bobby James, en ung landmand og den sidste person, der så Alice, før hun forsvandt, mistænkes. Bobby står ved sin uskyld, men han bliver sendt væk. Alice bliver aldrig fundet.

I nutiden arbejder arkitekten Willow James på et projekt omkring Yew Tree, da hun opdager, at grunden gemmer på en hemmelighed. Da hun graver dybt ned i fortiden, afslører hun et spind af uretfærdighed. Og da endnu et barn forsvinder, ved Willow, at den eneste måde, hvorpå hun kan forhindre historien i at gentage sig selv, er ved at rette op på en frygtelig fejl.

I årtier har Hilton- og James-familiernes skæbner været sammenflettet på Yew Tree-ejendommen. Det hele begyndte med en jordemoders hemmelighed, der har ligget begravet i lang tid – men hvis den afsløres, kan den ikke blot redde dem fra den forfærdelige tragedie, der binder dem sammen, men være nøglen til at befri dem alle …

Palle Thomsens anmeldelse:
Det er en roman, der er lidt svær at få startet på. Den lægger ud med stamtræer for 2 familier, og dem får man brug for. Romanen springer frem og tilbage i tid, og man skal holde tungen lige i munden.

Når det er gjort, så er det en meget god fortælling om høj og lav i England og jordemodererhvervets betingelser i en mandeverden i den første halvdel af 1900-tallet. Det er også en fortælling om en familietragedie med et par gedigne overraskelser. Jeg blev virkelig fanget af historien og kan kun anbefale den.

Derfor får den 8 ud 10 skydeskivepoint.

Emily Gunnis
Jordemoderens hemmelighed
Jentas, 2023
384 sider

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.



« ForrigeNæste »